lørdag den 28. august 2010

Index to Recent Blogs

I am not totally satisfied with the way wordpress administers tags and index. So for the benefit of my Students pls. check out this overview of recent blogs from me.

Danish eGovernment Strategy

Danmark 2.0 ?

Danske IT visioner 2015+

OECD efterlyser danske IT visioner

IT History – Fractions from a journey

Farvel til Teknologirådet?

eGovernment

Hvad skal vi med eGovernment ?

Om e-Valg

Hvorfor fejler offentlige IT-projekter?

Why Public IT Projects fail (1)

Why Public IT projects fail (2)
2 Days with Chris Pott – and Goodbye to IT as we know it!

The European Union and Web 3.0

Towards Web 3.0 ???

Public Sevices 2.0 – EU Seminar

Government 2020

The State of the Future

Impressions from WMSCI

6th Eastern European eGovernment Days

Privacy

Biometrics – The Danish Perspective

Video Surveillance and Privacy

Security and Privacy in Biometrics

Privacy igen-igen

Swedish Surveillance Law again, again – towards a happy ending ?

Reflections on Media Manipulations..

Nej til STASI metoder – Ja til social ansvarlighed

Swedish Surveillance Case – New Comments

When Neighbours are peeping through your Windows...


Security

Cyber-warfare – Is the IT Infrastructure protected?

User Centric Identity Management

Cybercrime Predictions

Security Outlook for the Middle East – some Comments

Digital Signature – A Danish Perspective

Beredskabssymposium – Når krisen kradser


Cities and eGovernment

Eurocities Annual General meeting 2009

Green Cities – Blue Skies ahead?

Eurocities Anual General meeting in Den Haag

Revisiting Dubai – The Eye of the inancial Crisis


Health & Welfare

Hospitals of the future

Welfare Technology – Architectural Considerations

Welfare Technology – Buzzword or Reality?

Sundheds- og Velfærdsteknologi

Københavns Kommunes projekt om det gode ældreliv

Teknologi i Ældreplejen


Greenland

Greenland – Icy Path to Independence

Safarissoq – 'Where the Currents get strong'

Arctic Challenges (1)

Arctic Challenges (2)


Climate and Global Resources, Macro Economics

G20 – Fears and Expectations

Intelligent Energy Systems

IMF – and Weapons of Financial Mass Destruction

Rethinking Macro Economics

Which Crisis ???

Sustainable Energy for 1000 Years

Global Ressources Statusrapport 2008 – Dystopi eller realitet?



torsdag den 26. august 2010

Hvad blev der af Danmark 2.0 ?

Ikke for at forklejne Dansk IT's udmærkede initiativ med nedsættelse af en Tænketank for Danmark 3.0, men man kan jo undre sig over, hvad der egentlig er af bevis for at vi befinder os i Danmark 2.0. Måske skal man lede efter svaret i OECD's analyse af status for den offentlige IT Strategi

hvor en af de efter min mening besynderlige konklusioner var, at 2/3 af de adspurgte offentlige myndigheder enten mente, at de HAVDE implementeret Web 2.0 løsninger eller at de var på vej til det. Alt sammen noget, der åbenbart er vokset op som en institutionel græsrodsbevægelse, idet der mig bekendt ikke har været noget statsligt initiativ til at omfavne web 2.0.

Og det er synd, for der er meget at hente, ikke mindst hvis man skeler til EU's og til OECD's/UN's fokus på borgerinddragelse, eInclusion, Transparency og andre glimrende strategier.

Det vil være fint, hvis i Danmark kunne lade sig inspirere af, hvad der foregår andre steder på jordkloden – og vi skal faktisk helt om på den anden siden, til 'Mary-Land' for at finde et supergodt eksempel på, hvad den digitale ledelse af DK kunne have søsat. State of Victoria har netop lanceret deres plan for web 2.0 . Australien har en baggrund for IT anvendelse, der er spændende og rangerer også internationalt ret højt på listen over sofistikerede IT-nationer.

Planen er forelagt til godkendelse ultimo juli i år, og tager sit udgangspunkt i hvor mange mennesker, der har taget web 2.0 løsninger til sig, og hvordan det er ved at omforme internettet til en platform for aktiv deltagelse, co-produktion og socialt samvær. Staten Victoria (premiereministerens departement) har derfor gennem det sidste års tid forsøgt – med anvendelse af web 2.0 metoder – at samlet staten, dens institutioner og borgere i en fælles opfattelse og plan for hvordan denne type løsninger kan indføres til fælles bedste.

De fire indsatsområder er:

  1. Med udgangspunkt i fælles borgerserviceløsninger skal VPS (Victoria Public Sector) være førende i implementering og udnyttelse af sociale medier og web 2.0 metoder

  2. Borgerne i centrum – web 2.0 løsninger skal sikre borgerne aktiv medindflydelse – Co-Design, Co-Produktion og medvirkende til levering af offentlige services.

  3. Transparens – Sikre at den offentlige sektor frigiver alle offentlige data og information

  4. Udvikle kompetencer i VPS – gennem kortlægning og styring af web 2.0 risici og retningslinier gøre de offentlige medarbejdere rustet til web 2.0

Det første hovedpunkt rummer et antal initiativer og målsætninger, herunder at samtlige departementer skal have implementeret mindst 1 web 2.0 projekt inden juni 2011, og at man nu nedsætter en taskforce på tværs af den offentlige sektor, der ved hjælp af 'collaboration' skal udveksle best practices og eksempler for anvendelse af sociale medier.
Samtidigt sikrer VPS at der udvikles tidssvarende retningslinier for privacy og for vedligeholdelse af (åbne) offentlige registre. Man har her indset, at den eksisterende privacy lovgivning halter langt efter, hvad der faktisk kan finde sted på de sociale medier, og accelererer derfor regeludvikling på området; noget vi stærkt kunne have brug for i Danmark for at undgå den langsomme erodering af vores kollektive opfattelse af behovet for privatlivsbeskyttelse, som vi er udsat for.

På borgerinddragelsesområdet planlægger man lancering af en 'Have you say' website, der vil være tilgængelig for alle i staten -såvel departementer, institutioner, kommuner som borgere og erhvervsliv – hvor man ved hjælp af blogs, wiki's, forums, on line afstemninger vil inddrage samfundet som helhed i debatter og fremtidig planlægning. Websiten vil også rumme en værktøjskasse til brug for de, der gerne vil benytte de nye metoder til at få omverdenen i tale.

Adgang til offentlige data er én af EU's flagskibe; i Australien har man med succes arbejdet med at stille offentlige registre til rådighed - http://www.prov.vic.gov.au/ - og planen er, at denne web site løbende vil blive opdateret, så man gør det let for forskellige interessegrupper at finde frem til netop de data, som står DERES hjerte nær.
Borgernære services omfatter en række initiativer – f.eks. en iPhone application FireReady, der benyttes i forbindelse med de desværre hyppigt opståede brande i tørkeperioden, og en række facebook applications til brug for forskellige grupper af borgere, patienter, klienter.

En af de mest interessante af denne type er udviklet af The Office of Disability. Det viser sig at op mod 20% af alle indbyggere i Victoria lider af en eller anden form for disability, handicap.

DiVine Community er en webservice, der gør det muligt for de enkelte handicapgrupper at udveksle erfaringer, støtte hinanden på mange måder, hvordan man får en førerhund, hvordan man lever med demente personer etc. Dette kunne være en glimrende inspiration for hvordan næste fase af sundhed.dk kunne se ud. Fra at være et europæisk fyrtårn, virker det nærmest som om videreudviklingen heraf er gået i stå.

Men udover DiVine har Victoria også en Health 2.0 løsning der ser ud til at være i Verdensklasse -

her kan man blogge med sine læger, invitere dem til vidokonference – plus adgang til autoritativ viden om sygdomme etc.

Under overskriften Opening Up Government afholder Victoria halvårlige 'hack days' – hvor de inviterer private IT virksomheder, universister m.v. til at få adgang til offentlige data og gøre dem tilgængelige som meningsfyldte mash ups. Der har været stor interesse for arrangementet, og ved den tilhørende præmieuddeling så man bl.a. følgende løsninger: Your Victoria, Your Budget: let adgang til oversigt over statens forskellige institutioner, deres budget og resultater, AudioWell – en oversigt over Victoria's podcasts, CarbonNet – en online service til støtte for at nedbringe CO2, et system for at søge relevant lovgivning, en løsning for pendlere, der kombinerer cykel og tog etc.

Bare det at stille et samlet data dictionary til rådighed vil være en stor hjælp – og en god inspiration for Danmark. (data.vic.gov.au)

Fokus på risk management og regler for offentlige medarbejderes deltagelse i web 2.0/sociale medier er den sidste af de 4 store indsatsområder i Victoria. VMIA er 'risc advisor' for den offentlige sektor og vil afholde et roundtable møde om hvilke risici der er relevante i web 2.0 sammenhæng, og man arbejder pt på at udvælge relevante guidelines, blandt andet ved udnyttelse af sociale medier på Victoria's intranet.

Hvis man ellers mangler inspiration til web 2.0 løsninger, har det ikke skortet på ideer og konferencer herom lige siden 2008, hvor David Osimo udgav det første mere omfattende skriv om hvordan web 2.0 kunne øge den demokratiske process og styrke gennemsigtigheden.

tirsdag den 3. august 2010

Danske IT Visioner 2015+


Som det fremgik af OECD's evaluering af den danske IT-strategi, er der et objektivt klart behov for en ny, visionær ITC-strategi for det danske samfund med en klar 'roadmap', d.v.s. En handlingsplan med veldefinerede delmål og etaper for at komme nærmere visionen. Den nuværende IT strategi har 2010 som slutåret, og det haster derfor med at få en dialog i gang, der kan skabe den nødvendige fornyelse i den måde, den danske offentlige sektor siden 2002 har indtænkt IT.

Den traditionelle, maskinbureaukratiske måde at indtænke IT i offentlig service- og forvaltning på, er (jvfr. Gardner Group's modenhedsmodel), er at IT 'automatisk' vil transformere den måde, den offentlige sektor fungerer på: Integration af bagvedliggende services, en SOA-tankegang, et transparent kommunikationsnetværk og brugervenlige adgangskanaler vil i denne tankegang 'automatisk' medføre effektivisering, besparelser, bedre borgerservice og omallokering af ressourcer.

Teknologi alene kan ikke løse grundlæggende organiseringsproblemer

De sidste 5-6 års hændelser med de store offentlige IT-systemer viser med al tydelighed, at teknologi alene ikke kan løse de udfordringer, som Danmark står overfor. Vi nærmere os det punkt, hvor vores velfærdsservices – de varme hænder – ikke kan matche behovet fra de mange flere ældre med diverse kroniske sygdomme, og det kan ikke hjælpe på den danske vækst, at skatteregler hæmmer investeringer i nye iværksættervirksomheder, og at tilskud til nye forskningsområder beskæres. Så inden vi opstiller 'Danske IT visioner' må det være helt klart, at IT (eller ITC på EU'sk) meget vel kan hjælpe med at kickstarte både den offentlige sektor og den danske vækst, men at vi langt fra er færdige med at se væsentlige ændringer i samfundsstrukturen, ikke mindst i samspillet mellem den offentlige og den private sektor, mellem uddannelses/forskning og erhvervsliv, mellem private interesseorganisationer og virksomheder og sundhedssektoren.

Til konteksten og baggrunden for en ny IT-strategi hører, at vi er ved at bevæge os fra 'informationssamfundet' og til 'vidensamfundet' uden at vi endnu har forstået, at det betyder et kvantespring i behovet for adgang til samfundets 'vidensbase' , en ny tilgang til begrebet uddannelse, og en klar strategi for hvordan vi passer ind i det globale øko-system for viden-produktion-distribution-service-forbrug, kort sagt: vækst.

Strategien vil udspille sig i en periode, der fortsat vil være præget af politisk pres for effektivisering, besparelser, nedbringelse af offentlige budgetunderskud – og samtidigt også en øget interesse og krav om 'bæredygtighed', indtænkning af miljøbevidsthed, energibesparelser, ændrede incitamentstrukturer for hensigtsmæssig adfærd.

EU strategi 2020

I samme periode vil EU forsøge at realisere sin 2020-strategi, der omfatter følgende hovedpunkter:

”EU 2020 aims to deliver greener and socially inclusive growth, as outlined by President Barroso in his Political Guidelines. The new Strategy will build on the achievements of the Lisbon Strategy, while learning its lessons and sets out a vision for how EU 2020 will focus on entrenching recovery from the crisis, helping to prevent a similar one in future and on three thematic objectives: creating value through knowledge; empowering people in inclusive societies; and creating a competitive, connected and greener economy. ”

Hovedoverskrifterne matcher hvad vi har opridset her: Hvordan udnytter vi Videnssamfundet og teknologien til at skabe værdi ? Hvordan kan vi inddrage borgerne så de bliver selvhjulpne og en naturlig del af såvel services som den politiske, demokratiske proces? Og hvordan kan vi udnytte teknologien bedre til at skabe et konkurrencedygtigt erhvervsliv, der både er en naturlig del af det globale samarbejde og i stand til aktivt at styrke indsatsen for et forbedret klima?

Det vil utvivlsomt være en god ide at hænge de danske visioner op på disse 3 søm, så vi får en bedre international forståelse for de handlingsplaner, der efterfølgende vil blive implementeret.

Visioner for det danske samfund 2015+
Hvis jeg skulle pege på de visioner, som jeg ville anbefale, er listen her:

  1. Viden – tilgang til viden, udnyttelse og værdiskabelse ved tilgang til viden.

    a. Alle offentlige data er frit tilgængelige under respekt for beskyttelse af personlige data

    b. Stærkt forøget brug af sensorer – i sundhedssektoren, i bygningskonstruktion, i transportsammenhæng, i produktion og forbrug af energi, vand, etc. medfører muligheder for ressourceudnyttelse og -produktion i et helt nyt omfang

    c. Viden om biologi, nanoteknologi kombineret med ITC udgør et nyt fundament for tværvidenskabelige iværksætterorganisationer – både i forbindelse med velfærdsfremmende teknologier og forebyggende sundhed, fødevareproduktion m.v.

    d. Øget forskning i læring og formidling af viden til understøttelse af tværfaglige innovationsinitiativer og omvurdering af de videregående uddannelsers tilbud til livslang læring/fortsat kompetenceudvikling i samarbejde med erhvervslivet

  2. e-Inclusion: Selvhjulpne borgere, der aktivt deltager i samfundsdebatten

    a. Alle offentlige services tilbydes og udvikles, så de kan tilgås af alle med størst mulige grad af beskyttelse af personlig integritet – herunder også adgang til internationale services (EU)

    b. Det offentlige støtter aktivt brugen af sociale netværker som en del/forlængelse af offentlige servicetilbud (sundhed, velfærd, uddannelse, miljø, patientgrupper, politiske diskussioner, høringer...)

    c. Aktiv støtte ved hjælp af ICT til integration af mindretal i social sammenhæng: indvandrere, udenlandske forskere, handicappede. (En RIGTIG indvandrerservice?)

  3. ICT som drivende vækstfaktor for innovation og økonomisk vækst

    a. Nytænkning af forhold mellem offentlige aftagere (sygehuse, transport, energi..) og virksomheder betyder øget synergi og hurtigere modning af bæredygtige ideer

    b. Tværfaglige innovationsfora for acceleration af nytænkning – samspil mellem erhvervsliv, erhvervsorganisationer, faglige organisationer og offentlige og private aftagere

    c. Støtte til danske virksomheders deltagelse i internationale virtuelle innovations-klynger

    d. Støtte til nye ICT-vækstområder: visualisering, Business intelligence, Master Data Management, avancerede lokaliseringsmetoder, materialeanalyser, gen-teknologi

I de følgende blogs vil jeg beskæftige mig med de enkelte delområder -vurdere rammebetingelserne for visionerne, herunder de mest iøjnefaldende barrierer og de teknologiske trends, der vedrører det pågældende visionsområde.

Det er blandt andet det, som er i fokus for Dansk IT's arbejdsgruppe om visionerne for Danmark.

torsdag den 29. juli 2010

OECD efterlyser danske IT-visioner

juni udgav OECD sin evaluering af den danske status for eGovernment – 'Efficinet e-Government for smarter public service delivery'. Rapporten er en opfølgning på det meget omfattende OECD-review, der blev gennemført i 2005.

På grund af sommerferie er rapportens anbefalinger – næsten – blevet forbigået, selv Computerworld har været overraskende tilbageholdende med at drage konklusioner af vurderingen.

Det er ellers alvorligt nok: Regeringens IT Strategi rækker til og med 2010 – og vi mangler altså i modsætning til næsten alle andre EU lande en langsigtet strategi og en klar handlingsplan, hvilket OECD reviewerne meget diplomatisk omsætter til følgende udsagn:

'In order to address the challenges highlighted in the report the Danish government should consider the following: Broadening the vision of the Public Sector by a) Taking into consideration that the societal-wide efficiency and effectiveness could realise better use of public services at large, b) Defining af roadmap which translates vision into action, c) focusing on a coherent digitalisation of Government processes rather than a singularity on e-Government as an individual policy area.'

Også på tre andre fronter er OECD ude med riven på deres normale diplomatiske måde:

  1. Styrke indsats for organiseringen af den offentlige sektor i relation til IT – det er ikke nok at etablere 'domain boards' med mindre de får faktisk indflydelse, herunder magt og budget til at sikre koordinering på tværs – både horisontalt og vertikalt.

  2. Styrke kompetencerne i den offentlige sektor – herunder øget fokus på data standardisering, udvikling af kernekompetencer især til styring af store IT-projekter og forbedret indsats og brug af business cases.

  3. Fokus på at inddrage borgere og virksomheder, dels for at forøge kendskabet og viden til de offentlige e-services, dels for at udvikle en fler-kanal strategi, der sikrer større inddragelse af alle grupper, og endelig for i højere grad at inddrage offentlighedens synspunkter for at få en bedre kvalitet og større respons i befolkning og erhvervsliv.

I modsætning til 2005-rapporten er det foreliggende evalueringsdokument baseret på en begrænset række interviews snarere end på mere omfattende og direkte feltstudier. Det forklarer også, at rapporten på en række områder behandler den danske IT-status mere 'venligt' end man som lokal iagttager ville forvente.

Ikke desto mindre noterer OECD, at der stadig er en høj grad af silo-tænkning mellem de enkelte ministerier, at domæne-ideen ikke er kendt/accepteret, og man konstaterer at deling af data stadig ikke er særlig udbredt; ifølge de foretagne interviews betragter man tilstedeværelsen af gamle 'heritage' systemer som årsag til 47% af de forhindringer, man kommer ud for ved data integration, medens 45% af barrierne henføres til lovgivningsmæssige begrænsninger. Det ville have været mere troværdigt, hvis man havde anført, at manglen på standardisering af data definitioner var den væsentligste begrænsning.

Et andet område, hvor man decideret løfter øjenbrynene, er besvarelsen af følgende spørgsmål:

' Does your organisation use, or is planning to use Web 2.0 to support Public modernisation efforts'? Her svarer hele 50% 'Ja' ! Og til det mere borgervendte spørgsmål: 'Does your organisation use, or plans to use web 2.0 technology as a tool to increase citizens' engagement and participation in public sector service delivery (Co-design and co-delivery of services)?' Får man det overraskende svar, at det er der skam 34% der bruger eller planlægger! (figur 4.5 og 4.6).

Forklaringen på de efter min mening ekstremt høje, positive svarstal, er at de adspurgte ledere i meget høj grad har givet udtryk for deres forsøg på at være 'med på moden', uden at de af den grund har forstået konceptet bag web 2.0. Hvor mange kommuner har lanceret en Facebook-gruppe?

Hvor mange gange har vi set ministerier slippe katten ud af sækken og lade styringen af kommunikationen overgå til interessegrupper endsige borgerne selv?

Her er der meget langt igen – det er ikke nok at åbne en 'blog' på en hjemmeside, for at man kan tale om aktivt og positiv brug af web 2.0-teknologier. Se f.eks. hvor mange sociale netværks-sites, som findes, drives eller støttes af offentlige myndigheder i USA:

Også i UK forsøger man aktivt at inddrage borgere og virksomheder i sociale netværker, selvom man er noget bagud for US. EU har en aktiv politik for udbredelse af sociale netværker, og det synes som om Danmark er langt fra førertrøjen i denne hastigt voksende disciplin. Det er eet af de områder, hvor en klar vision og en handlingsplan kan være utrolig vigtig.

OECD Rapporten blev offentlig ganske kort tid efter Teknologirådets rapport om styring af Offentlige IT-projekter, som jeg tidligere har omtalt. På flere punkter supplerer de to rapporter hinanden, og TR's hovedteser falder i tråd med hovedkonklusionen:

  1. Mere vægt på dialog og innovation i offentlige IT-projekter

  2. En central organisation, der opstiller og tager ansvar for en strategisk vision

  3. En ny bevillingspraksis, der gør det lettere at samarbejde på tværs ('høste-så problemet')

  4. Fokus på risikokalkulering og -styring

TR's rapport var en opfølgning på den tidligere 'Bonnerup-rapport', og fokuserede derfor mere på selve projekterne, deres baggrund og gennemførelse end på den overordnede strategi, men alligevel var det oplagt for TR's arbejdsgruppe, at projekter, der ikke er forankret i en langsigtet vision og et ønske om innovation i den offentlige sektor, blot er 'vedligeholdelsesprojekter' eller i værste fald vildskud.

I de kommende blogs vil jeg give nogle bud på hvilke IT Visioner, som Danmark efter min mening bør opstille for de kommende 5- 10 år.

tirsdag den 6. juli 2010

Hvad skal vi med e-Government?

(Vejby Strand - 2.7 2010)

At sommertid plejer at være agurketid er vist blevet modbevist godt og grundigt – bortset fra de almindelige trakasserier mellem regering og opposition (Som godt nok har været lidt mere farverige end sædvanligt – og mere i tråd med almindelige globaliseringsproblemer) – så har Forskningsministeren barslet med sit svar på Højhastighedskomiteens udspil til at modernisere Danmark – 'Digitale veje til vækst', og erhvervslivet har debatteret behovet for udvidede bevillinger til grundforskningen, medens IT branchen har nedsat en 'tænketank', der i løbet af efteråret vil fremkomme med kreative ideer og forslag til at sætte fuld speed på digitaliseringen:

”DANSK IT har initieret projektet Danmark 3.0 for at give vores anbefalinger til en national digitaliseringsstrategi. En strategi, som kan blive afgørende for at fastholde og udbygge det danske velfærdssamfund, og hvor midlet er en effektiv og koordineret national udnyttelse af informationsteknologiens muligheder.” Vi afholdt det første møde sidste tirsdag – jeg ser frem til nogle konstruktive diskussioner.

Og de sidste dage har Novo og IBM blandet sig i debatten: Kim Østrup efterlyser egentlig IT-forskning – ikke mindst i IT-området, hvor han hævder at Danmark kun uddanner omkring 1/5 af de lande, der gør det bedst på IT-fronten (relativt målt, naturligvis. Vi kan ikke konkurrere i antal med Kina og Indien). Efter mange års samarbejde og diskussioner med Kim må jeg give ham ret; vi har en besynderlig uddannelsestradition i Danmark, at eet af de mest 'renlige' fag, der ikke kræver særlige fysiske anstrengelser, i den grad bliver fravalgt af kvinder, at vi mister 50% af de potentielle nye genier allerede i gymnasiet. Dertil kommer at den oprindelige Datalogi uddannelse blev etableret som uddannelsescenter for Regnecentralen, og mange formodentlig fortsat har et 'støvet' indtryk af hvad faget går ud på – eller rettere: hvad det kunne gå ud på.

Når vi ser på alle initiativerne ovenfor – Højhastighedskomiteen, Forskningsministeriet, Dansk IT, så peger alle på at en væsentlig del af den fremtidige indsats for at fremme IT brug, forskning og forståelse falder indenfor det offentliges sfærer: Velfærdsteknologi, sundhedsIT, digital forvaltning, brug af sociale netværker, borgerservice, samarbejde, internationalisering, uddannelse og e-Læring... alle disse emner falder indenfor det, som vi i daglig tale kalder e-Government.

Indtil i dag har kun CBS udbudt eGovernment som et fag. Men vi har brug for mange flere tilbud på mange flere uddannelsesinstitutioner for at få gang i det langsigtede forskningsmiljø, som Kim Østrup efterlyser. Det er en af grundene til at jeg har taget udfordringen op og starter e-Government som et fag på Masters-niveau på IT-Universitetet fra september. Emnet kræver tværfaglighed, og netop mastersuddannelsen på ITU er spændende, fordi rekrutteringsgrundlaget for de studerende er så bredt, at det bør kunne kaste lys over en række af de problemer, som vi i så rigeligt mål har kunne se i grænselandet mellem IT-emner, sociology, politologi – og de tilstødende discipliner som medicin, pædagogik, økonomi, management i videste forstand.

I faget vil vi tage diskussionen op om hvad man i dagspressen opfatter som 'conventional wisdom' og holde det op mod erfaringer fra en lang række cases i ud- som indland. Vi vil diskutere de såkaldte 'best-of-breed' årlige vurderinger og sammenligner af 'e-Readiness', modenhed, 'eService' og hvilke andre labels, der sættes på; Gennem praktisk anvendelse af nogle af de nyere teorier om netværksorganisationer og sociale netværker vil vi diskutere de mange såkaldte 'IT fiaskoer' – hvor det vil blive klart, at Danmark ikke er alene i Universet – Historien er fyldt med virkeligt markante og eksorbitante flops, og gennem analyser af forløbet heraf, er det mit håb at deltagerne bliver vaccineret mod at begå de mest oplagte fejltagelser ved igangsætning, styring og evaluering af offentlige IT-projekter.

Vi vil se på rollefordelingen og balancen mellem institutioner, stat, regioner, leverandører, borgere, brugere – og anvende nogle af metoderne til at analysere de nyere danske projekter og ideer.

Hvordan evaluerer man offentlige IT-projekter? Ja, det afhænger utroligt meget af det perspektiv, man anlægger – er det et nationalt, langsigtet perspektiv eller et traditionelt, kortsigtet perspektiv for at spare penge og medarbejdere? Vi vil diskutere værdibaseret porteføljestyring af mange IT-projekter – og hvordan man prioriterer mellem dem.

Web 2.0, sociale netværker har været længere under vejs i Danmark end i andre lande – vi vil diskutere muligheder og begrænsninger og se på gode og dårlige eksempler.

Nogle af problemstillingerne siges at skyldes de offentlige udbudsregler og at Danmark følger EU's regler i langt højere grad end andre lande. Vi vil se på IT udbudssystemer, vi vil forsøge at opstille og gennemføre et tænkt IT udbud.

Og vi vil diskutere de nye 'trends' – hvordan vil Cloud Computing påvirke e-Government? Hvilke krav til Identity Management og Privacy skal vi arbejde for og med? Hvordan påvirker globaliseringen og offentlige internationale samarbejder vores måde at tænke service på? Hvilken rolle spiller WEB 3.0 for udviklingen af offentlige IT-systemer?

Faget er tænkt som en 'Eye Opener' – og vil forhåbentligt give grundlag for studerende, der vil kaste sig over emnet og læse videre på PhD-niveau – alternativt benytte synspunkter og vurderingsmetoder til at indgå i ledelsesteams for nye offentlige IT-projekter, som kunder, som leverandører eller som brugere og kunder.


lørdag den 12. juni 2010

Om e-Valg


Den 9. juni afholdt Teknologirådet en Workshop om mulige scenarier for e-valg som en del af den opgave, man var blevet stillet af Videnskabsministeriet om at undersøge muligheder for at indføre e-valg i Danmark. Projektbeskrivelsens titel er 'e-Valg – en udfordring for demokratiet?'

Baggrunden for projektet er tidl. Videnskabsminister Helge Sanders begejstring over at overvære det Estiske valg i marts 2007, hvor borgerne for første gang kunne deltage i fjernafstemninger ved anvendelse af den fælles offentlige/private digitale signatur (læs: smart card).

(Se Europæiske eksempler)

Ved dette valg stemte 5.4% af vælgerne på denne måde, men også andre lande har forsøgt sig med forskellige former for e-valg: Holland gjorde forsøg med stemmemaskiner, og i 2006 var stemmedeltagelsen ved hjælp af disse apparater oppe på 90%, men siden har det vist sig, at maskinerne (NEDAP) kunne hackes, og man er gået væk herfra foreløbig;

Irland brændte parallelt hermed mere end 51 mio € af på at etablere stemmeaskiner, som så blev droppet, medens det i Norge ser ud til at gå bedre: 11 kommuner vil være med til e-afstemning i 2011, og i Schweiz fik vælgerne i 11 kantoner muligheden for at e-stemme – og andelen var høj – mellem 21 og 68% af de afgivne stemmer var elektronisk afgivet.

Herhjemme har vi set forsøg på lokalt plan: Menighedsrådsvalget i 2008, forsøg med e-afstemninger i Frederiksberg Kommune og et prøvevalg for unge i 31 kommuner i 2009 i forbindelse med kommunalvalget, der også blev understøttet af e-valg.

Hvorfor e-valg?

Begrundelserne for at tilbyde e-valg må være at få en højere vælgerdeltagelse, men sekundært måske også at sænke omkostningerne ved afholdelse af valg. En højere valgdeltagelse kan være svært at eftervise i de eksempler, vi indtil nu har, men omvendt betyder en e-valgsmulighed, at der bliver færre undskyldninger for IKKE at stemme, især hvis tilbuddet ligner den Estiske model.

Ser man snævert på selve afstemningsproceduren vil besparelsespotentialet ligge i mindre personaleforbrug, herunder mindre diæter til folkevalgte kontrollanter, og mindre behov for omtællinger og administration. Dette potentiale må så opvejes af, om man ønsker at tilbyde løsninger, der indbærer særlige investeringer, sikre afstemningsmaskiner, særlige valgkort, procedurer omkring distribution af stemmesedler (elektronisk) og opbevaring af kvitteringer for afgivne stemmer.

Scenarier

Arbejdsudvalget for e-Valg under Teknologirådet fremlagde 3 scenarier, som workshoppen derefter behandlede ud fra 2 kriterier: Opfyldte de kravene til et sikkert og påpliudeligt e-valg, og hvilke trusler skulle scenarierne i givet fald være forberedte på.

Medens scenarie 1 gik på anvendelsen af stand-alone stemmebokse med et (forhåbentligt) brugervenligt interface, gik scenarie 2 på ideen om en valgbus, der (formodentligt som et supplement til 1) opsamlede beboere på plejehjem, hospitaler, fjerne arbejdspladser, og hvor tilforordnede kunne hjælpe med afstemningen. Scenarie 3 gik på en helt on-line løsning – enten ren internet baseret eller ved hjælp af smartphones, og opridsede perspektiver i retning af gruppepres, familiepres på hvordan den individuelle stemme skulle afgives.

Den teknologiske synsvinkel

Set ud fra en ren teknologisk synsvinkel er scenarie 1 og 2 utænkeligt i praksis; Stand alone stemmemaskiner skal initieres, distribueres, opdateres, opstilles, serviceres – og frem for alt vedligeholdes. Omkostningerne ved at tilvejebringe sådan en løsning (der i øvrigt ligner den, der blev kasseret i Holland og Irland) er eksorbitante, og i løbet af ganske få år vil maskinen sikkert minde om de stemmemaskiner, der blev brugt i Florida ved forrige amerikanske præsidentvalg, hvis nogen kan huske dem.

Det er sympatisk med en valgbus, der kører rundt til plejehjem og folk, der har besvær med at transportere sig, måske også til folk, der har problemer med at affinde sig med at stemme via en skærm og som har behov for hjælp, men ideen herom kræver en on line løsning – folk på hospitaler hører til på forskellige afstemningssteder, de kender måske ikke kandidatlisten, stemmesedlen skal distribueres ud til bussen, og afstemningen skal foregå kontrolleret og anonymt.

Det sidste scenarie er det eneste, der set fra en teknologisk, herunder også security/privacy mæssig synsvinkel har en chance for en gang på jorden. Men kun under nogle ganske bestemte forudsætninger:

I dag kan en ægtefælle 'låne' den andens NEM-ID eller digitale signatur – det er praktisk til bankopgaver – men er i sådanne tilfælde brugernes eget ansvar. Afpresning/gruppepres kan undgås, såfremt borgeren ikke får en kvittering på HVAD han har stemt, men kun AT han har stemt.

Men scenariet kan forbedres!

Idealløsningen

Man kan IKKE forestille sig, at man begynder med e-valg via en valgboks, der så gradvist forpupper sig til en tynd klient og til sidst anvender NEM-ID. Omkostningerne ved at gå via en stemmeboks er for store, og NEM-ID'en kræver stærkere autenticering hvis den foregår fra et valglokale.

Man kan heller ikke forestille sig en løsning, der med et slag lukker alle valgsteder; det vil være en tilvænningssituation for borgerne, og der vil i mange år være en rest-gruppe, der skal nurses særligt.

Den eneste løsning er derfor at tænke på et fælles Borgerservicekort: Et smart card, bygget op som det tyske kort, der kan anvendes i mange sammenhænge, hvor borgeren selv bestemmer, hvor meget man vil afsløre af sin identitet, udstyret med biometri, så man kan gennemføre 'stærk' autenticering, f.eks. ved stemmeafgivelse, men først og fremmest et kort, man er fortrolig med, som man anvender i et væld af sammenhænge – som kørekort, som sygesikringskort, som EU-legitimationskort, som pas, som valgkort. Så kan man udstyre valgstederne med standard PC'ere/tynde klienter, der er udstyret med kortlæsere til chips og bio, og som i øvrigt er koblet til fuldstændigt samme system (en privat Cloud!), der anvendes af de, der hellere vil stemme hjemmefra. Men hvis vi ikke råber vagt i gevær ender det med, at Danmark og Kroatien i 2018 er de eneste lande i EU UDEN smart cards!

Perspektiver

Teknologirådet vil i efteråret gennemføre endnu en workshop, denne gang med fokus på hvordan e-valg vil påvirke den demokratiske proces – og det bliver spændende: Det vigtige er nemlig stadig væk at gøre deltagelsen i debatten, interessen for at øge kendskabet til de politiske emner til noget, der er muligt for alle at deltage i. Det participative demokrati er en forudsætning for at nå det, som Helge Sander så i perspektivet fra Estland: At styrke demokratiet kræver mere end at afgive sin stemme og være tryg ved at den ikke er manipuleret eller bliver manipuleret. Og så er det måske spørgsmålet, om vores repræsentative demokrati på ALLE områder behøver at være '2. hånds' – om ikke der er områder, hvor den nye teknologi muliggør et mere direkte demokrati?

Men det tager vi fat på i november!

søndag den 23. maj 2010

Hvorfor fejler Offentlige IT-projekter? (in Danish)

Om betydningen af en Arkitektur: Gotikkens og Renaissancens domkirker afspejler en klar arkitektur, som har kunnet varieres utallige gange. Den er tilpasset de funktioner, der udspilles i den, og er skabt til en organisation. Den har kunnet overleve i århundreder ......

Indledning – Teknologirådets Workshop om Offentlige IT Projekter

Fredag den 21.5 afholdt Teknologirådet en workshop om hvorfor offentlige IT projekter fejler.Det var bl.a. baseret på udgivelse af Finansministeriets redegørelse for hvordan man planlægger at stramme op på IT Governance og projektstyring i offentligt regi. Jeg fremlagde i den forbindelse følgende i forbindelse med paneloplæg. Emnet for panelet var, hvordan brug af arkitektur og standarder kunne forbedre succesraten.

Hvorfor fejler offentlige IT projekter?

Offentlige IT-projekter har altid været genstand for kritik, så det er en historisk fejltagelse at tro, at det er en tendens, der er opstået i forbindelse med Internettets udbredelse – vi klarede os glimrende helt tilbage til etableringen af Kildeskatten og Sygesikringssystemet. Og det er ikke engang et specielt dansk fænomen, især UK, Australien, USA og andre har haft rigtigt spektakulære fejltagelser, så vi kan heller ikke skyde skylden på nationalkarakteren. Ser man på EU er det karakteristisk, at EU-systemet konsekvent fremhæver 'best-of-breed' og har alenlange beskrivelser af succesfyldte (EU-medfinansierede) eGovernment-projekter, men ikke nogen troværdige analyser af projekter, der fejler. Teknologirådets rapport, den såkaldte Bonnerup-rapport, en af de første forsøg på at systematisere fejlkilderne herhjemme, men faglitteraturen indeholder en række analyser, som giver flere aspekter, årsager til mulige problemer ved introduktion af teknologi i forskellige organisationsformer.

Maskinbureaukratier og netværksorganisationer

Den første grundlæggende fejltagelse er at opfatte IT og IT-løsninger som et stykke værktøj, der kan benyttes af en hvilken som helst organisation uden ændringer. Et traditionelt bureaukrati, der i en hierarkisk struktur arbejder mod et veldefineret formål, og hvor udførelsen koordineres og styres i kraft af regler og standarder, og vidensbasen holdes ajour i arkiver, skulle på papiret jo ellers være let at forsyne med nye værktøjer og IT løsninger, men til overraskelse for traditionelle sociologer viser det sig, at tilkomsten af teknologi ikke 'bare' automatisk fører til en symbiose: Viden og kunnen, der før var indlejret hos de enkelte medarbejdere, udføres måske nu af nye systemer, og det kræver forandring af (rutine) jobs, og det kræver forandringsledelse – for hvad gør man, ved medarbejdere, der skal 'aflæres' gamle vaner ? Morale nummer 1 er at teknologi og organisationer altid påvirker hinanden.

Men med opblomstringen af internettet er muligheden for at understøtte nye organisationsformer blevet meget mere oplagt – men hermed stiger kompleksiteten flere størrelsesordener og muligheden for spektakulære fejltagelser tilsvarende. En netværksorganisation kan bestå af alt fra uafhængige offentlige og private virksomheder, der 'bare' har en fælles indgangsportal til sammensvejsede og integrerede løsninger, der bygger på samspil mellem de indgående organisationers data, applikationer og programmer. Hvor et traditionelt bureaukrati holdes sammen i hierarkiet ved regler og ordrer, er motivationen og styrken af sammenholdet i en netværksorganisation fuldt og helt bestemt af gensidig tillid, interoperabilitet, fælles værdier – også benævnt 'social capital'. Også her øver teknologien en afgørende indflydelse på netværksorganisationens evne til at fungere, da teknologien medfører transparens, vidensdeling og åbenhed. Hvis kulturen, arbejdsformen, ledelsesformerne i de indgående organisationer er meget forskellig, vil tilførelse af teknologi kræve ændringer – i den enkelte medarbejders arbejde, i de regler, der styrer den enkelte organisation og igen : Det kræver forandringsledelse hos alle indgående organisationer.

Hvis vi skal tænke på nyere eksempler på problemstillinger, der illustrerer de 2 typer af organisationer, er det nærliggende at tage Tinglysningen og Domstolsstyrelsen som eksempel på det traditionelle hierarkiske bureaukrati, medens projekter som Den Offentlige Indkøbsportal, DOIP'en og i nyeste tid det kuldsejlede projekt for det danske katastrofeberedskab, SINE, som et godt eksempel på en netværksorganisation mellem vidt forskellige myndigheder og institutioner.

Hvor DOIP'en nærmest kan betragtes som en fælles portal, er SINE projektet et projekt, der var tænkt at indgå som rygrad i mange forskellige beredskabsmyndigheder – fra politi, beredskab, brand, ambulance, hospitaler, kommunale enheder.

Hvor kommer Arkitekturen så ind i billedet?

I oplægget til dagens seminar står med flammeskrift:

”Det offentlige har brug for en overordnet IT-arkitektur til at sikre interoperabilitet mellem forskellige offentlige systemer og åbne for privat brug af data til støtte af (for ?) den offentlige infrastruktur.” Som standardeksempel på hvor en sådan fælles arkitektur ville have hjulpet, anføres EPJ-situationen i Danmark, hvor vi fortsat står uden en fælles Elektronisk Patientjournal, der dækker hele landet. Implicit synes løsningen derfor at være at ophøje VTU's hvidbog om IT Arkitektur til en lovbefalet, landdækkende arkitektur, hvorefter alle haver sig at rette. Men forholder det sig nu også sådan? Og er der overhovedet nogle fornuftige alternativer til sådan et udsagn?

For at kunne besvare det på en afbalanceret må kan vi gå tilbage til 'Alle EA'ers fædreland' USA.

The Clinger-Cohen Act 1996

Den amerikanske kongres vedtog i 1996 denne lov, der er en forudsætning for amerikanske ministerier og myndigheder for at opnå bevilling til iværksættelse af nye IT systemer. Lovens bogstav kræver af de ansøgende myndigheder, at de har opstillet ”An integrated framework for evolving and maintaining existing information technology and acquiring new information technology to achieve the agency's strategic goals and information resources management goals”

Den praktiske håndhævelse heraf foretages af OMB – Office of Management Bureau – som har udvidet/præciseret ordlyden til at være et krav om en egentlig Enterprise Architecture, som defineres som ”An agency-wide roadmap to achieve an agency's mission through optimal performance of its core business processes within an efficient information technology environment.” Og det er det, vi i dag forbinder med EA: en samlet arkitektur, der binder forretningen og dens strategiske mål og opgaver sammen med IT løsninger og infrastruktur.

Så for at vurdere om ministerier, institutioner, 'agencies' lever op til loven, vurderer OMB så kvaliteten af den EA, der følger med ansøgning om nye bevillinger.

Det man vurderer er kvaliteten af den enkelte EA (Idet der netop ikke forlanges en fælles EA på tværs af myndighederne). Kvaliteten af den enkelte EA måles på:

  • Tolerance for ændringer – Er det muligt at skifte strategisk sigte/teknologi/organisation ?

  • Giver EA'en støtte for implementering af det/de nye systemer?

  • Er der indbygget en evne til at justere delmål undervejs i implementeringen?

  • Medvirker EA til at sikre en høj grad af målopfyldelse for projektimplementeringen?

Fokus er klart, at EA skal medvirke til at definere og støtte etablering af borger-centrerede, resultatorienterede løsninger – vel at mærke i høj grad baseret på standard komponenter (COTS: Commercial Off The Shelf). Hovedsigtet med loven og den måde, den administreres på, har været og er at medvirke til at få de enkelte resportområder moderniseret og effektiviseret som en direkte følge af den indsats, som Clinton-Gore regeringen satte i gang i halvfemserne.

Det har resulteret i mange og mange forskellige EA-versioner (Se f.eks. Beryl Bellmans paper her:) i de enkelte amerikanske ministerier og forvaltninger: Treasury Enterprise Architecture Framework, Department of Defense Architecture Framework, Federal Enterprise Architecture Framework med 5 underliggende frameworks m.v.

Fordele og mangler ved den amerikanske model

Umiddelbart giver denne måde at løse EA på den generelle fordel, at det enkelte forvaltningsområde bliver tvunget til at redegøre for sine kerneprocesser og sætte dem i relation til IT understøttelsen på den måde, der er mest meningsfyldt for det pågældende område. Det betyder, at man ikke er afhængig af en fælles terminologi, og at man kan beholde sin kulturelt betingede tilgang til opgavedefinitioner, generelle regler, og frem for alt lettere kan afspejle det eksisterende, ofte traditionelle hierarkiske organogram i EA'en. Alt i alt forhold der medvirker til en hurtig accept, og som medvirker til en generel hurtigere forståelse for hvor og i hvilket omfang de planlagte ændringer påvirker organisation og arbejdsgange. Det er altså en god model når det gælder om at sætte strøm til bureaukratiske hierarkiske systemer, som tidligere defineret.

Og fordelen er helt klart at hele processen understøtter og hjælper til forandringsledelse. Herved prøver man så vidt muligt at undgå, at et bestående bureaukrati sander til og modvirker ændringer.

Det er også interessant at bemærke kravet om 'COTS' hvor muligt; hvor mange danske udbud ville ikke have set anderledes ud og været lettere at få udbytte af, hvis flere standardløsninger var blevet indført i stedet for håndprogrammerede løsninger, der opfylder 'ufravigelige krav', men som ikke fornys eller opdateres i takt med andre kunders erfaringer?

Men ulempen ved metoden kommer frem, når det gælder om at understøtte tværgående løsninger, der involverer flere domæner og mange (forskellige) bureaukratiske hierarkiske eller løst koblede netværksorganisationer, herunder frivillige organisationer (NGO'er), internationale partnere o.l.

Der er ikke nogen fælles EA for alle amerikanske myndigheder – og stadig ingen fælles datamodel.

Så der mangler en overgribende, 'meta arkitektur' – netop IKKE en fælles, detaljeret EA, men en arkitekturmodel, der kan favne de forskelligheder som der nu en gang er, og som kan fokusere på at etablere netværkssamarbejde i en serviceoritenteret arkitektur.

Og der er én yderligere ulempe, som måske ikke mærkes i et stort land, men som i Danmarks tilfælde vil spille en afgørende rolle: Et krav om at hver myndighed opstiller, vedligeholder og følger sin EA stiller automatisk krav om tilstedeværelsen af højt uddannede arkitekturkompetencer, for lige præcis koblingen mellem ledelse, strategi, kerneprocesser og IT er ikke noget, der lader sig outsource.

EA i Danmark - Hvor er de reelle udfordringer?

Er det rigtigt, at vi ikke havde fået en EPJ skandale, hvis vi havde haft en fælles arkitektur fra starten? Når vi HAR så mange forskellige, skyldes det jo den daværende sundhedsministers ønske om at 'lade de 1000 blomster blomstre' og derved satte gang i amternes uafhængige udvikling.

Fordelen ved den decentrale udviklingsmodel var, at rigtigt mange specialister og ildsjæle blev stærkt motiveret af det, og kastede sig ud i EPJ-løsninger, der godt nok stritter lidt i alle retninger, men som også hver især er resultatet af en solid lokal forankring og indsats.

Man forsøgte sig så – lidt sent – med at etablere en fælles arkitektur, den såkaldte G-EPJ, som Sundhedsstyrelsen satte sig for bordenden af. Det blev så af amterne opfattet som centralisme, et forsøg på fra SST's side at styrke sin position overfor amter og senere regioner, så de mange og endeløse diskussioner for at beskytte lokale særinteresserer tog så livet af G-EPJ, der i mange af sine definitioner forudsatte en helt bestemt klinisk arbejdsgang.

Og her står vi så. Vi står i en situation, hvor Danmark er det land i Verden, der har den største penetration af EPJ i hele Verden, vi er foregangsland for Obama, fra hele kloden rejser folk hertil for at se vores moderne sundhedsvæsen. Det har man let tilbøjelighed til at glemme.

Det værste, der kunne ske nu, var at nogen (politikere) kom og sagde, at alle eksisterende EPJ-systemer indenfor 5 år skulle erstattes af et fælles EPJ-system. Det ville virkelig spilde tid og penge – for udviklingen indenfor data analyse er heldigvis gået videre, og det ER allerede i dag en kendsgerning, at der er etableret en landsdækkende e-Journal (Se f.eks. fra region Syd:), der på daglig basis opdateres fra -næsten – alle EPJ-systemer i Danmark med fælles forståelige udtræk og informationer, der i langt de fleste tilfælde giver god mening. Samtidig understøtter e-Journalen kravene til datasikkerhed og privacy. Her er det altså data interface-standarden, der er afgørende, og som sikrer at man fra næsten alle sygehuse kan tilgå den fælles Journal, ovenikøbet ved hjælp at en front end løsning, der kan tilpasses individuelle behov. Moralen er her, at løsninger, der i det enkelte sygehus er kørt ind, accepteret af medarbejderne, som afspejler forskelle i arbejdsgange og kultur udgør en infrastruktur, som det vil være det rene spild at erstatte.

Som kuriosum kan vi nævne, at svenskerne tilsyneladende har lært af vores G-EPJ fejltagelser og nu er ved at etablere en fælles svensk standard, der understøtter individuelle arbejdsgange på de enkelte sygehuse og klinikker.

Åbne Standarder og Snitflader

Den anden virkelige udfordring i Danmark består i at blive enige om hvad en åben standard er. Det fremgik af den pinagtige diskussion om åbne dokumentstandarder, at man her i landet er endda meget tilbageholdne med at vedtage tiltag, der går Microsoft imod.

Når vi skal realisere målsætningen om at gøre de offentlige data tilgængelige for borgere og virksomheder, vil diskussionen blusse op igen med fornyet styrke. I modsætning til idealistiske ønsker om at have én fælles, lovbestemt EA for alle styrelser, ministerier og institutioner, må det næste skridt på vejen rimeligvis være at lave en prioriteret plan for de væsentligste offentlige registre, som vil kunne tilgås og forædles via web 2.0 teknikker, som Apps eller på anden vis bidrage til et højere serviceniveau - og til udvikling af nye IT-nicher.

Kort- og Matrikelstyrelsens grunddata, Danmarks Statistiks arsenal af data, Statens Museum for Kunst og den digitale Kulturarv, Det Kongelige Biblioteks samlinger, Rigsarkivet (der burde have været digitaliseret ved udflytningen), Danmarks Radios lyd- og videoarkiv, alle disse samlinger udgør spændende potentialer, men information og standardisering af interfaces, valg af åbne dataformater og billedformater trænger sig på, for at vi ikke én gang til skal stå i det dilemma, som politikerne åbenbart har så svært ved at skære igennem: Skal vi fortsat være afhængige af leverandørinteresser, eller må vi beholde vores kulturarv selv?

Konklusion

Arkitektur og åbne standarder er to af flere vigtige forudsætninger for at IT-projekter ikke kører af sporet. Men det er ikke de eneste krav, der bør stilles – det er ligeså vigtigt, at udbudsformen og udbuddets krav er tilpasset organisation, arbejdsform, graden af fornyelse som projektet indebærer.

Også hele ledelsesprocessen og ejerskabet, det vi kalder IT Governance, er én af de alvorligste og hyppigt tilbagevendende årsager til flops – man kan ikke outsource god ledelse, især ikke god forandringsledelse. Og man ikke klare den slags med et rejsehold.

Det vil ligeledes være ønskeligt at man i Danmark fik en tradition for at efterspørge standard-løsninger, COTS, hvor det vil give mening, i stedet for endeløse opsummeringer af 'ufravigelige' detaljekrav, som konsulenthuse betales gode timepriser for at identificere. Standardsystemer vil have den fordel, at de udvikles i takt med den samlede brugerskares krav, så når NATO kan have COTS som krav, bør den danske stat vel også kunne benytte det?

Og tilbage til arkitektur og åbne standarder: Arkitekturen skal understøtte forandringsprocessen, ikke fastfryse den. Formålet med arkitekturen er have et udgangspunkt, der kan absorbere, udnytte og tilpasse sig den teknologiske udvikling, uanset hvilken retning denne måtte tage. Og standarder er tilsvarende et middel på rejsen, der skal understøtte valgfrihed og fleksibilitet og forhindre utilsigtede konverteringer.

Efterskrift

Når jeg som illustration i starten viste Siena Domkirke som eksempel på en arkitektur, der er etableret som et blueprinty over hele Europa og er tilpasset organisationen og de funktioner, der er udføres i de enkelte varianter af arkitekturen, så er det ment som et kuriosum. Hvilken organisation kan klare sig uforandret igennem flere hundrede år? Hele pointen med EA er, at den skal være fleksibel, kommunikerbar, skalerbar.