Vækst via Velfærdsteknologi ?

(Fra Vækstteamets anbefalinger om inddragelse af private aktører i det offentlige sundhedsvæsens kerneforretning)





I januar nedkom Vækstteamet under ledelse af Allan Søgaard Larsen, Falck, med en række anbefalinger til hvordan Danmark kan udnytte vores styrkepositioner indenfor sundhed og velfærdsteknologi til at opnå øget vækst og beskæftigelse.

Det var et af 8 'vækstteams' som Regeringen havde nedsat for at finde potentiale i områder som miljø, fødevarer, oplevelsesøkonomi, IKT og digitalisering m.v.

En del af anbefalingerne fra Sundheds- og Velfærdsteamet vedrører prioritering af forskning og udvikling, bedre rammebetingelser for vækstvirksomheder, en del anbefalinger peger på hvordan man mere konkret kan opnå et velfungerende hjemmemarked, og den sidste gruppe anbefalinger går på, hvordan vi kan blive bedre til en offensiv udnyttelse af det globale markedspotentiale.

Det springende punkt er her, hvordan vi får skabt et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked og kommer videre fra den nuværende situation, hvor vi har gennemført uanede mængder af pilotprojekter, men så godt som ingen egentlige storskalaforsøg med egentlig velfærdsteknologi.

Mandag Morgen bragte i marts en kritik af den samlede indsats og anførte, at initiativet var kommet mindst 10 år for sent, og at man ville drukne i politiske skyttegravskrige om hvordan man kunne etablere bæredygtige offentlige-private partnerskaber.

MM anfører: 'Forslagene virker gennemarbejdede og overbevisende og efterlader indtrykket af et kolossalt vækst- og jobpotentiale' , men peger samtidigt på et antal barrierer, som får MM til at mene, at det ikke kan lykkes: Vi er for sent ude, de kritiske sektorer er alt for fragmenterede i sig selv, og vi har en ikke mindst en fragmenteret politisk ledelse af de sektorer, der skal samarbejde, hvis det hele skal lykkes.

Dansk IT's tænketank Danmark 3.0 havde den 15. april indbudt til konference med netop Allan Søgaard Larsen som indleder og en dialog med Margrethe Vestager efterfulgt af en paneldiskussion med en række repræsentanter dels for forskningssektoren, for regionerne, for IT branchen.

Allan Søgaard udbyggede vækstteamets anbefalinger og understregede betydningen af et velfungerende hjemmemarked, før man kunne forvente at store, internationale satsninger kan gennemføres. Det kræver at Danmark for alvor bliver et afprøvningsland for telemedicin i stpor skala, og at erhvervslivet kan udnytte de mange sundhedsdata til analyseformål ('Big Data')

Blandt de største barrierer, som Alan Søgaard peger på, er at alle kompetencer er indlejret i offentlig sektor – sygehuse, regioner, hjemmepleje – og at private aktører hverken får skala nok eller prestige nok ud af at deltage i offentlige projekter til at det kan have synlige effekter på eksport. Øget innovation kræver derfor en nytænkning af hvordan offentlige og private samarbejder så man kan udnytte den viden og de kompetencer, der i dag kun findes i sundhedsvæsenet.

Margrethe Vestager takkede for Vækstteamets arbejde, og erklærede sig grundlæggende enig i konklusionen, men fokuserede dog mest på, at samarbejdet mellem offentlige og private indftil nu ikke var lykkedes på grund af den måde, man anvender konkurrencelovgivningen og reglerne omkring offentlige udbud. Skal man have en OPI-model, må vi være mere dristige i formuleringen af reglerne for offentlige indkøb, og ikke fortsat lade os drive af den kritik, vi i sin til fik af EU for den måde, Storebæltsforbindelsen blev etableret.

National handlingsplan ?

Imidlertid er der jo ikke så meget nyt i Vækstteamets anbefalinger, for allerede i juni 2012 nedkom Fonden for Velfærdsteknologi med 'Den Nationale handlingsplan for udbredelse af Telemedicin'

Afsenderen var en imponerende gruppering af Danske Regioner, KL Sundhedsministeriet, social- og integrationsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet og - ikke mindst vigtigt - Finansministeriet. Mage til fodslaw skal man lede længe efter.

Hvad pengene angår var det dog mere behersket: 80 mio kr. budget, hvoraf 30 øremærket til telemedicinske forsøgsprojekter. Det kan man næppe kalde imponerende, når sygehusenes udbygning i de nærmeste år stil mindst 40 milliarder, hvoraf en hel del burde kunne allokeres til at nytænke hele behandlings- og ikke mindst efterbehandlingsprocessen og genoptræningen med.

Handlingsplanens hovedinitiativer er:

1. Hjemmemonitorering af kronikere - Region Hovedstaden og Midt

2. Telecare Nord - KOL-patienter i Nordjylland

3. Telemedicinsk sårvurdering - Medcom (baseret på 'Sår i Syd' - Region Syd)

4. Telepsykiatri - Medcom

5. Internetpsykiatri - Region Syd (baseret på erfaringer fra Vejle)

Der er ikke noget videre overraskende i valget af projekter, det er de områder, hvor der i forvejen har været mindre, men succesfyldte projekter, og det er positivt, at Medcom - som en slags brobryggerorganisation - er med 2 af projekterne, hvor de 3 andre alle er båret primært af regionerne. Der er udarbejdet fornuftige business cases, og alt ser således på papiret OK ud.

Manglende opfyldelse af nødvendige rammebetingelser

Projekter om Telemedicin har vi kørt i DK siden 1994. Der har været masser af projekt, piloter, forsøg - dels med regioner og i visse tilfælde også med Kommuner som sponsor. Men ingen virkelige storskalaprojekter, så KOL-kufferten, Sår-i-Syd er udmærkede projekter, men levedygtigheden står og falder med om man får løst nogen grundlæggende strukturelle problemer i sundhedssektoren. Hvad er incitamenterne? For hvilke spillere? Hvordan laver man aftaler? Hvad skal patienterne selv betale? Hvor er de praktiserende læger henne i dette kompleks?

Og endelig - hvis vi går tilbage til Vækstforummet - hvordan kan man inddrage private aktører, så de kan lære af projekterne, udvikle løsninger og bruge det som springbræt for internationale projekter?

Der er i min opfattelse 4 fundamentale områder, der fortjener en meget hurtig afklaring:

- Det første er naturligvis at sikre samspil mellem de eksisterende aktører på sundhedsområdet - Regioner, kommuner, læger, speciallæger

- Det andet er at tilvejebringe fælles standarder - både for udstyr, lagring af data, regler for udveksling af information og beskyttelse af personlige data

- Det 3. er en åben, fordomsfri men forpligtende struktur for inddragelse af private aktører

- Og endeligt: Med tanke på borgernes stigende interesse for at leve sundt, forsikringsselskabers og andres interesser i ' det gode liv' - motivering af borgerne plus eventuelle andre finansieringskilder via forsikring eller via private anskaffelser af monitoreringsudstyr.

Bedre samspil mellem kommuner, regioner, læger

Et væsentlig bedre samspil vil kunne opnås, hvis en del af budgettet til de nye supersygehuset kunne benyttes til at etablere overvågningscentre for monitorering af borgere i eget hjem.

Alternativet bliver hurtigt, at det skal betales af kommunerne, og al den stund formålet er at reducere hospitalsindlæggelser og sikre hurtig udskrivning til trygt miljø i eget hjem, må det være primært i regionernes interesse at etablere det. Kompetence i den slags findes ikke i kommunerne.

Så vil kommunerne til gengæld skulle påtage sig at kunne rykke hurtigt ud, i tilfælde af et hjemmeovervåget borger får brug for assistance. Logikken i at kommunen skal betalke for denne del må være, at jo svagere patienten bliver, jo mere pleje vil være påkrævet. Det er også argumentet for at Kommunen - i hvert fald til mindre bemidlede - betaler for udstyr, der kan hjælpe til at forebygge skader, nye sygdomme etc. Dette kræver naturligvis en vurdering fra den ene kronikergruppe til den anden, og en vurdering i relation til genoptræningsprogrammet, som Kommunerne jo allerede HAR overtaget.

De praktiserende læger truer med en konflikt, og selve substansen i konflikten er sådan set dette spørgsmål underordnet, men hvis PLO sætter sagen på spidsen, vil det efter min opfattelse nemt fremprovokere en situation, hvor kommuner og regioner først i yderområder og senere andre steder direkte ansætter læger i lægehuse/sundhedscentre etc. som får en direkte mission også i forebyggelsesmæssig sammenhæng. PLO holder møde lørdag den 29.6 og her vil det vise sig, om det overhovedet er muligt at få praksislægerne til at indgå i en ny arbejdsdeling.

(se oversigt/fakta over forhandlingsforløb)

Fælles standarder

Vi er heldige i Danmark at MEDCOM har banet vejen på dette område for længe siden, og at sundhed.dk er etableret på toppen af de regionsdrevne sundhedsdata. Men nu kommer vi til indsamling,m registrering, lagring og ikke mindst deling af endnu mange flere data, der kommer fra hjemme-monitorering, telemedicin. Validiteten af disse data er ikke altid så høj, som lægen eller sygehuset kunne ønske, men til gengæld har man nu en enestående mulighed for lange tidsserier linket til den enkelte patient eller til den enkelte borger.

For at kunne gennemføre dette, er det nødvendigt at kunne enes om en fælles arkitektur. Og her er vi - heldigvis eller fornuftigvis - allerede langt.
EPJ-systemerne i Danmark er - omend der er 5 af dem - ikke så langt fra hinanden, at der ikke kan etableres et fælles udtræk - eJournal - som gradvist bliver bedre og mere detaljeret i takt med opdateringen af de enkelte EPJ-systemer, der næsten alle understøtter den internationale HL7V3 standard. Og Den Nationale Handlingsplan læner sig også op ad Continua Alliancen, som fundament for den fremtidige udvikling af Telemedicinske løsninger. Så her er vi på vej.
Referencearkitektur for såvel National IT som specifikt for Velfærdsteknologi er en ufravigelig forudsætning for fælles fodslaw - og også for inddragelse af private medspillere.
I november 2012 udkom så det første udkast til referencearkitektur for sundheds IT og sikkerhed, og i april 2013 blev så Referencearkitektur for opsamling af sundhedsdata hos Borgerne sendt i høring. Begge dele væsentlige fremskridt på vej mod fælles standarder og fælles sikkerhedsregler og beskyttelse af borgerdata på en sådan måde, at data rent faktisk kan anvendes.

Inddragelse af private aktører

Hele ideen med Vækstteam-arbejdet har været at se, hvor samarbejde mellem den offentlige og private sektor kan føre til vækst, nye services og ikke mindst eksportmuligheder. Så er det forstemmende at høre SF og Enhedslisten gå på barrikaderne og allerede inden sommerferien har bredt sig, at tale mod at private aktører kan indgå i administration og behandling - uanset vi taler ældrepleje, privathospitaler, sundhedsklinikker, genoptræning.

Som Vækstteamet anbefaler, hjælper det ikke noget, at vi eksporterer den offentlige sektor til Kina. Vi skal nødvendigvis gøre det gennem virksomheder, der er fuldt opdaterede og har de kernekompetencer, der skal til, for at kunne gøre en forskel. At NGO'er som Diakonissestiftelsen bliver vel modtaget i Kina er fint, men det er ikke højteknologi, vi eksporterer, det er en menneskelig positiv indstilling og en måde at organisere ældrepleje på, som kineserne helt sikkert får brug for. Men det er IKKE velfærdsteknologi, det er velfærdsservice. For at modernisere ydelsen, inddrage borgere, skabe tryghed hos patienter kræves investeringer og dokumenterede resultater. Klynger af samarbejde mellem offentlige og private aktører med en klar rollefordeling er en nødvendig forudsætning for at nå målene.

Borgerinddragelse og nye finansieringsmodeller

Digitaliseringstrategien har i de senere år været drejet mere og mere mod effektivisering og besparelser og væk fra det andet, oprindelige hovedfundament: Borgerinddragelse og 'empowerment'. Vi bliver imidlertid nødt til som en del af rammebetingelserne for en succesfuld implementering af velfærdsteknologi at tænke løsninger, der involverer borgeren, brugeren, klienten - og som vel at mærke også gør det attraktivt at tænke på at monitorere sig selv INDEN man bliver til en patient. Forebyggelse, motivering er måske allerede ved at være højere på lystavlen - men ikke alle befolkningsgrupper har samme motivation, og her kunne forsikringsselskaber (også Danmark) spille en rolle - bidrage ved at nedsætte forsikringer eller ved at yde tilskud til borgernes egen selvkontrol og måling. På digitaliseringsmessen i Århus spurgte jeg Klaus Panareth, der er formand for dansk selskab for telemedicin og 'opfinder' af KOL-patient kufferten, om anvendelse af borgerindsamlede data ikke kunne udgøre en sænkning af kvaliteten af medicinske data og derved øge risikoen for fejlslutninger. Det afviste han, fordi han netop mente, at de mange, mange data, der nu kan behandles (Big data!) også ville kunne renses for statistiske fejl, men i endnu højre grad bidrage til en viden om forløb og udviklinger i sundhedstilstand, som man aldrig før havde haft.

Der er langt igen...

Men selvom den truende lægekonflikt ser ud som den måske lige nu alvorligste trussel mod et effektivt samarbejde i den danske sundhedsmodel, er der stadigt langt igen før vi får løsningen på hvordan Regioner og Kommuner kan se en fælles interesse i at nytænke samarbejdet - og hvordan HELT private aktører kan inddrages for at løse vores fremtidige velfærdsproblemer.

Der er plads til mange blogs om emnet endnu.

Danmarks næste EPJ-Skandale ???

Dagens Computerworld indeholder et interessant indlæg af Mads Elkær, der under overskriften 'Her er tegningerne til Danmarks næste EPJ-skandale' gennemgår status for telemedicin i Danmark.

Det er en rigtig nyttig diskussion at tage op på det tidspunkt hvor grundstenene lægges til de nye supersygehuse, som tilsammen løber op i næsten 50 Milliarder kroner - og som måske kunne få en helt anden udformning, hvis man tænkte nogle af Mads Elkær betragtninger ind fra starten.
undervejs. Jeg havde fornøjelsen i starten af 90'erne sammen med min ældste søn, Kristian Duus Østergaard, der dengang var ansat i IBM Danmarks netværksafdeling, at lave de 2 første større forsøg med telemedicin - det første gik på at etablere transmission af elektro-mikroskopiske billeder af biopsier fra et undersøgelsessted til specialisterne i Skive Sygehus ved hjælp af 3 ISDN-ledninger, det andet gik på at overføre ultralydscanninger af gravide grønlandske kvinder fra SANA sygehuset i Nuuk til Rigshospitalet for at reducere behovet for flyvninger til Riget. Her brugte vi BEC's daværende satellitforbindelse til Grønland. Sidenhen har vi været med til mange andre projekter - ELDERTECH i Århus sammen med Alexandra-instituttet, der gik på at indsamle vitale data fra kronisk syge til hjemmesygeplejen, og projekter i bl.a. Næstved Kommune, der gik på dels en gyroskopi-måling af ældre patienters gang og dels løbende blodtryksmålinger. Den første gruppe her var patienter, der risikerede at falde og brække hoften, den anden gruppe var folk i risikogruppen for hjerneblødninger.
Og siden er der, som Mads rigtigt skriver, lavet et væld af interessante pilotprojekter, men næsten ingen udrulninger - bortset lige fra lægekufferten i det sydfynske øhav, Sår i Syd og det store KOL projekt, der først nu er på vej ud i Region Nordjylland. Man må heller ikke glemme DepNET i Vejle, der tilbyder folk med depression en videokonference med deres læge.
Man kan imidlertid med fordel se på Grønland, der i løbet af de sidte halvandet år har rullet et omfattende telemedicinprojekt - PIPALUK - ud over hele Grønland, som betyder at befolkningen i byerne og de 69 bygder kan få foretaget de normale medicinske målinger og sende resultaterne til Dronning Ingrid/SANA i Nuuk. Arealmæssigt dækker dette projekt noget mere end det UK-projekt, som Mads med rette omtaler som et spændende projekt med 6.000 deltagere foreløbigt.


Mads Gennemgår derefter et antal begrænsende faktorer:
- For dårligt internet - hvor 40% af befolkningen ikke kan få 2-vejs video i HD kvalitet
- Manglende standarder
- Mange (for mange) offentlige spillere på banen
- Kulturproblemer i behandlersektoren
- Business Casen er ikke på plads

Lad os lige tage dem igen - og forsøge dels at kvalificere, men også nuancere Mads' betragtninger en anelse......

Båndbredde betyder klart noget, såfremt man er afhængig af noget, der ligner en menneskelig kontakt med en læge, men i de fleste andre tilfælde er det vigtigste imidlertid at man kan få data frem hurtigt og sikkert, at udstyret er så simpelt så patienterne selv kan bruge dem, eller at det - som i Grønland - er muligt for sundhedsassistenter at betjene det. De øvrige danske pilotprojekter, måske lige bortset fra DepNet, klarer sig rent faktisk også med relativt små båndbredder. Man KAN faktisk komme langt mens vi venter på den helt forkromede bredbåndssatsning, så det må ikke være en sovepude, at det først skal være på plads - selvom jeg er enig i den flotte Australske satsning på fibernet.

Manglende standarder? Her taler Mads Elkær rent faktisk mod bedre vidende. De sidste 10 år har der været et stort pres på at få standardiseret interfaces og måleudstyr, og den såkaldte CONTINUA-alliance certificerer leverandører, der overholder disse standarder, og som gør det muligt at indsamle og opsamle data og lagre dem efter de gængse internationale standarder, som HL7 V3 m.fl.
Vi har rent faktisk i Delta i Hørsholm næstformanden i den Europæiske CONTINUA-alliance siddende. Han hedder Claus F. Nielsen, og har spillet en stor rolle som forbindelsesofficer mellem KL og Medcom, der om muligt har gjort deres for at Danmark er førende når det gælder nationale (Og for den sags skyld internationale!) sundhedsnetværk.
Så DEN er ikke rigtig, Mads! (Selvom det selvfølgelig kræver, at de, der investerer, køber ind efter de internationale standarder)

Mange offentlige spillere på banen - Er nok i virkeligheden en af de alvorligste barrierer, for ser vi på de projekter, der er blevet en succes, skyldes det næsten hver gang en ildsjæl,. der har nedbrudt skellet mellem regionale og kommunale organisationer og myndigheder, og det har typisk været på helt smalle områder, hvor det har været ret nemt at overbevis folk i den kommunale hjemmepleje om at det ikke var så tovligt, det som regionernes fandt på. I Århus og i Næstved projekterne var det kommunerne, der tog initiativet, men fortsættelsen, der krævede engagement af regionernes beslutningstagere, faldt til jorden. 'Not invented here' er desværre meget ofte forekommende.

Offentlig kultur! Den er godt nok værre, og er formodentlig den allerstørste barriere. For ethvert telemedicinprojekt er et forandringsprojekt - vi flytter kompetencen nedad og udad, og hvor lægen tidligere var den udførende, bliver mere og mere overladt til sygeplejersker, og det, som krævede sygeplejerske-indgriben overlades nu til assistenter. Det er så een ting. Men hele infrastrukturen skal tænkes om igen. Hvor skal der etableres en døgnbemandet overvågning? Hvem har ansvaret, og hvem kan træffe beslutning om indgreb eller indlæggelse? Hvis det, som Mads understreger, kan medføre voldsomme reduktioner i besøg på skadestuer og hasteindlæggelser (henholdsvis -15% og -20% i det engelske projekt), ja så er det måske oplagt at parkere denne type 'call center' i tilknytning til et hospital, men drejer det sig om kendskab til patienten og mere menneskelig dialog, så kunne man måske lave en organisering omkring den kommunale hjemmepleje.

Hvis altså - Business Casen holder. Vi regnede på de 2 eksempler fra Næstved, der dels skulle forebygge faldulykker og dels forebygge apoplektiske anfald. Vi tog alle omkostninger ved etablering med, betragtede det som en kommunal investering, og så regnede vi på en konservativ forbedring, dels i relation til undgåede indlæggelse og dels i relation til nedsatte skader og deraf følgende mindre omkostningstungt plejebehov.
Det viste sig, at break even for invesertingerne i at forhindrede hjerneblødninger var betalt hjem i løbet af 2-3 år, medens det tilsvarende for at undgå faldulykker var 6-8 år. Forskellen er helt klart, at får man en hjerneblødning, er det de kommunale plejeordninger, der træder til - og det er ofte dyre plejeomkostninger i eget hjem, men for de brækkede hofters vedkommende, er det først og fremmest hospitalsindlæggelser, der undgås. Og nok betaler kommunerne et beløb for hver indlæggelse, men de tunge omkostninger - og derfor potentielle besparelser,  ligger hos regionerne.

Mads Elkær konkluderer, at der er behov for 'en stærk mand/kvinde'. Sådan et udsagn kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det, der er behov for, er måske en helt anden struktur på ledelsen af sundhedssektoren i Danmark. Hvad er regionalpolitikkernes succeskriterier?  Og hvordan kan vi få kommunerne til at investere i Telemedicin uden at de bliver ramt af begrænsninger fra Finansministeriet ? Hvorfor kan vi ikke save et område af finansloven ud fra såvel regionernes som kommunernes budgetter og investere i både kronikere i eget hjem og muligheder for at f.eks. forsikringsselskaber og pensionskasser kan medfinansiere?

Da Danmark for mere end 10 år siden for alvor satte gang i den offentlige digitalisering, etablerede man den digitale Task Force. Lad os få en Task Force, hvor deltagerne kommer fra de stakeholders, interessenter, der dels bidrager, men som sandelig også på kort eller langt sigt høster fordelene.
Og må denne TeleMedicinske Task Force komme så hurtigt på banen, at man kan nå at indrette de nye hospitaler på den virkelighed, der KUNNE blive resultatet af et gennemtænkt drive for TeleMedicin.
 

The IBM Centennial - IBM Denmark Milestones 1970-2011 (part 2)

(This picture was published in Gyldendal's Encyclopedia in 1971 under the heading: 'Modern Electronic Data Processing'. It was taken a few months after I started in IBM and was deeply engaged with the 360/40 simulating The Maersk Company's container traffic using GPSS. It was a proof-of-concept, that led the Maersk Company to invest heavily in management systems for containers, and was as such the first milestone that I remember.)

From 1970 to 2011: Until the first oil crisis business was booming – the big Data centers really took off, both in the financial sector and in the public sector, where the major part of the cities now joined forces in Kommunedata matching the equally powerful Datacentralen, owned by the State Government.

The first major project IBM had with the Aalborg Kommunedata Center was the so-called 'Project Database' where we spent a year to map all transactions, work flows, and archives in the city of Aalborg and jointly developed a complete catalog of municipal applications as an idea. This was in fact used for Kommunedata's first on-line success, the SIP-system with info on Tax, Income and Personal Data. It was a predecessor for what later became known as Enterprise Architecture and used as teaching material at university level.

After the success of the 'pay-as-you go'-tax and the Central Personal Registration System, the next major application area became the Social Security System (Sygesikring/Dagpenge), probably the most ambitious system of it's kind. Kommunedata worked hard to solve all the inconsistencies in the legislation and by something close to a miracle - and a very firm controlling hand - the system was launched in 1973. Behind the scene it was a mess

– integration consisting of tapes being carried from one sub-system to another, but it worked.

In IBM DK we formed a 'think tank' giving advice to new uses of Government DP and among other initiatives we launched the 'Government Game' – you could say an early version of 'SimCity' which really opened the eyes of many politicians and top managers during the many seminars we arranged. An other new thing was the creation (in APL!) of what we called 'SiSyFos-model' (In Danish this was short for Taxes, Income and Social Benefits seen from a Family perspective). This was the first time all these diverse legislative initiatives, all depending on actual income, family size etc. were brought together. With astonishing results showing the problem areas where marginal taxation exceeded 100%!. This was later taken over by Datacentralen and the Ministry of Finance as a general law-model and has been refined ever since.

At the same time my IBM colleagues in the Health Sector developed the first on line Medical Record System, 'The Red System' – because the proposal was wrapped in red paper. It was based on DB/2 (Well, IMS) and ran on 3270 screens (4 colours!). It was developed by 3 counties and in 76 it became part of Kommunedata's new County/Medical Center in Skejby, Aarhus.

Other milestones of IBM Denmark impact in the 70'ies were undoubtedly the massive investments made by the Danish Banking sector. It was the dawn of the banking terminal era based on the IBM 3600-terminals and major main frame solutions. And in the beginning of the 80'ies an extraordinary thing happened in Denmark as the banks agreed to implement a common debit card system, the DanCard, and created a joint center, the PBS, to handle this and soon all major credit cards business as well. This greatly influenced the way the Danish population became accustomed to 'EDP'.

As the 3rd generation computers - the IBM 360 announced in 1964 - were replaced by the 303X-series, the competitive marketplace changed once again for IBM, and in parallel with the 'high end' 303x customer segment new initiatives for the SMB-market were on their way, so the early 80'ies saw the beginning of the era of SMB and Business Partner way of marketing. Also the personal computer entered the market place and IBM's PC was born. In a garage in Boca Raton, Florida based on standard components and external SW - but the brand name immediately made it a success.

In Denmark we saw the opportunity to go for the educational market – Schools and Universities – and mainly because we focused much more on SW, applications, 'Teachware', plus solutions for handicapped children - and how this new technology could be used by teachers, IBM soon became the absolute leading brand in the Danish Schools – from general schools, to High Schools to Teacher's Seminars.

(The poster illustrated our new style of communication with the young generation - we couldn't use Chaplin, we dis-liked the Pink Panter so this was one our favourites)

In the late 80'ies as the industry turned to distributed data processing, competition turned to Unix and mini computers, and the early 90'ies witnessed the problems of IBM doing the traditional stuff. Lou Gerstner 'Taught the Elephant to dance', but in the process a number of IBM'ers were laid off, something never seen before. Because IBM Denmark always had a reputation for running a tight ship, the impact here was in fact minimal, although felt hard enough by those exposed to it. And the major reorganisation for the first time really put an emphasis on services – from consulting to hosting services to programming. And IBM Denmark struggled for this.

In the early 90'ies we looked for new business and one of the milestones during this period was the first projects for TeleMedicine. The first project was implemented with the Viborg County where pictures of tumors scanned by an electronic microscope and via 2 ISDN-lines were transmitted to a specialist hospital where the experts could judge on the nature of the sample shown in the picture. The next pioneering project was sending Magnetic Scanning pictures from Queen Ingrid's Hospital in Nuuk, Greenland, to the National University Hospital, where the pictures of unborn babies could be studied to decide whether the pregnant ladies should be transported to Denmark or give birth locally under advice from the specialists. Also video conferencing systems were pioneered, partly with Danske Bank.

So even at this harsh time there was a focus on new business opportunities. - And then we entered the Internet age – first called 'Multimedia'. Some of the early projects included a plan with Datacentralen to install 1000 information booths in Denmark with access to all public information, but it soon became clear that this idea was overtaken by the rapid development of 'the Net', and 'eBusiness' emerged.

So IBM Denmark played a leading role in this – We helped the City of Copenhagen launch their first major web-site with on line access to a huge database with practical information, we launched a joint county-company website in North Zealand with the first websites of prominent companies like DSV and Coloplast, and we participated in 1999 with the first secure payment systems using internet payment for eBusiness solutions in cooperation with PBS and the Egmont on line book shop.

The new IBM led to acquisition of a number of companies: From the Lotus SW company to Price Waterhouse's consulting group, to CMA hosting services to Maersk Data and through Maersk the Acure Health Services company originally part of LEC, the Danish Agricultural Data Center.

Among the major milestones for the first 10 years of the new millennium was undoubtedly the health portal, Sundhed.Dk, for the first time integrating a remarkable number of back-end systems from medical records to medicine prescriptions, communication systems across the health sector and between patients and doctors, doctors and specialist. This major websphere portal received several international prices and is still one of the top international solutions in the World.

Maybe less visible but equally important was the consulting effort towards the central Governments IT Task Force developing the Danish ICT Public strategy. IBM has contributed to this rather consistently since the very first reports in the 90'ies and until today using IBM methodology to map the relevant domains and activities across the public sector (FORM, STORM).

In the local Government area the most exciting development was happening in the municipalities, partly as a result of the major reorganisation that took place in 2007 but prepared during the period from 2003-2006. During these years IBM consulting developed and tested Enterprise Architecture solutions that helped different authorities to merge their operations. If one city should be mentioned, it must be the City of Odense, where joint efforts between the City IT staff, the business partner and IBM resulted in a quite spectacular solution covering both intranet, citizen services and linkage to a number of back end solutions.

The largest public sector solution in Denmark was undoubtedly the deMARS-project for the Defense. A huge multi-year SAP project designed and implemented by IBM. The system was delivered in 2005, and IBM is now also responsible for operations.

Of course a number of important sales and implementations took place in the industrial sector as well as in the major banks – Nordea, Danske Bank – rapidly becoming the largest IT installations in the Nordics. Maersk Company, Carlsberg, NovoNordisk and many more were equally in the forefront of ICT development, but if one real new activity should be mentioned, it must be the Edison project, were IBM teamed up with DONG energy, BetterPlace electrical Cars, the Technical University of Denmark to produce a pilot project in Bornholm, were windmills would create up to 80% of the anticipated power consumed, using the batteries of the electric cars as a storage and a buffer in periods with more wind than needed. This is part of the 'family' of projects that IBM launched under the heading 'A Smarter Planet'. Around the World these kind of projects will be fundamental for the success of the company during the next hundred years.

The nature of the ICT market has changed over the 100 years of IBM operations in Denmark – the competition has changed from decade to decade. And the company has changed. But what has remained intact is probably the fighting spirit and the teamwork among the members of the company – including the 'new comers', the 'light blue employees', those that did not choose IBM as their first choice but was bought into the family. The milestones I have highlighted of course reflect my personal experience but nevertheless I think covered the major successes and also some of the small, but innovative steps that moved IBM forward.

(See part 1 of the centennial blog)

Sundhed 3.0 - Behov for nytænkning haster mere end nogensinde

Bertel Haarder - Grundlovsmøde 2011

Ved afslutningen af Folketingsåret kunne Bertel Haarder løfte armene, da Sundhedsministeriet som det eneste ministerium tilsyneladende får tilført ekstra milliarder år for år frem mod 2020.

Ser man nærmere efter, er dette et resultat af tidligere indgåede aftaler, bortset fra de fingeraftryk, som Pia Christmas Møller fik sat, og som især gavner det psykiatriske område. Men hvordan ser det ud i fugleperspektiv?

Vi står ved starten på et omfattende sygehusbyggeri, som i løbet af de næste 10 år vil koste 41 Mia kr., hvoraf de 25 mia kommer fra Staten og resten fra Regionerne. Tilskuddene er blevet prioriteret efter alle kunstens regler, og regeringens ekspertudvalg har grundigt analyseret regionernes planer og tildelt midlerne og offentliggjort begrundelsen i rapporten fra november 2010.

Men allerede før rapportens fremkomst var der kritiske røster, der pegede på, at en al for stor del af de afsatte midler ser ud til at vedrøre mursten snarere end teknologi, på trods af intentionerne og på trods af regeringens oprindelige visioner om at det omfattende sygehusbyggeri kunne blive en showcase for de danske kompetencer på området. Den 25. maj kunne man i Ingeniøren læse en artikel under overskriften: Ingeniører om Supersygehuse: Byg et ad gangen.

Heri anbefaler 71 procent af de adspurgte ingeniører at sygehusene bygges serielt, så man kan lære af hinanden. Næstformanden for regionerne, Carl Holst er ikke enig, han siger at man dels baserer sig på internationale erfaringer fra Sverige, Norge, Finland og Island (der var deltagere fra Sverige og Norge med i Regeringens ekspertudvalg), og dels er man meget obs på at lære af hinanden.

Hverken de 71% af ingeniørerne eller Carl Holst forholder sig imidlertid til kritikken om, at kun en beskeden del af investeringerne sker i teknologi.

Værre bliver det, når Bertel Haarder understreger, at man ved den nye sundhedsaftale 'fokuserer på brug af Telemedicin, der vil kunne spare 4-6 milliarder kroner'. Bertel Haarder henviser her formodentlig til Formanden for Dansk Selskab for Telemdicin, Klaus Panareth, der udtalte at 4.700 hospitalssenge kunne spares væk, såfremt sygehusvæsenet virkeligt skruede op for brug af telemedicin. Han anslår, at næsten halvdelen af de 3 millioner sengedage, som medicinske patienter har hvert år, kan spares væk. Det giver 7 milliarder kroner.

Bertel Haarders forklaringsproblem er imidlertid, at kommunerne i dag overhovedet ikke har taget telemedicin til sig (Se vores udredning om dette) ,at der ikke er planlagt en revision af hele organiseringen af sundhedsvæsenet, som dette ville medføre (Og som ekspertpanelet faktisk direkte har anbefalet i kapitel 3, synspunkter på fremtidens sygehusstruktur) – og hvad værre er, at man har afsat 50 millioner til at fremme brugen af Telemedicin. Beløbets størrelse står slet ikke mål med den mulige besparelse, og man har ikke tænkt andre incitamenter ind i modellen, men ovenikøbet ændret afregningen mellem kommuner og sygehuse i en retning, der ikke umiddelbart fremmer tilskyndelsen til at investere i hjemmeovervågning, organisatoriske ændringer, sammenhæng med primær lægetjenesten.

(Det er åbenbart symptomatisk at man hellere vil give 300 mio til en øget toldkontrol ved grænsen, som har vakt vrede hos alle vores naboer – men det er jo en anden historie!)

Det kan næppe være ABT-fondens opgave at designe den organisatoriske ændring af den danske sundhedsmodel, der vil være nødvendig frem til år 2020 – og slet ikke for 50 mio kr! Lige så lidt som man kan tage ingeniørernes anbefaling om at bygge sygehusene sekventielt alvorligt – det er jo stadig 'kun' en delmængde af det samlede problem.

Allerede i efteråret kunne man i MandagMorgen den 24.9 læse en artikel under overskriften

'Århundredets sygehusinvestering risikerer at blive tabt på gulvet'

Hvor kan man gå hen for at se gode erfaringer, der flytter patienterne ud af sygehusene og medfører en højere sundhedstilstand? En af de cases, som mange peger på, er Kaiser-Permanente i Californien. Her har man dels etableret nogle af Verdens mest moderne hospitaler, men også organiseret hele patientforløbet på en meget mere effektiv måde. Man har etableret store lægecentre, hvor både almen praktiserende læger, speciallæger, sygeplejersker, laboranter og andet sundhedspersonale kan supplere hinanden, stå for en effektiv diagnose og visitering og ikke mindst bistå ved 'call centre' for udskrevne patienter, så genindlæggelser minimeres og patientens trivsel øges. Så vi skal ikke 'vælge' læge i Sygesikringen – men lægehus. Det vil fremme en hurtig diagnose, øge trygheden og mindske presset på sygehuse.

Hvis vi om 10 år står med en aldrende befolkning, hvor patienter med kroniske sygdomme beslaglægger 60-75% af det samlede sundhedsvæsens ressourcer, er det oplagt at flere vil lide af mere end én kronisk sygdom med hvad det fører med sig af behov for viden om forskellige mediciners virkning på hinanden, individuelt tilpasset overvågningsudstyr og behov for patientens on-line kontakt via lægecenter med relevant personale – enten i centret, på specialesygehuset eller hos andre.

Det er ikke nok at allokere 50 mio til en ABT-fond, der ikke har ansvar for re-organisering af sundhedsvæsenet, det er ikke nok at give 600 mio til en ny helikopter og akutbiler (omend lægehusdelen af dette initiativ er et lille skridt på vejen, selvom det er et hold-kæft bolsche til 'udkants-Danmark).

Ekspertudvalget, der indstillede prioriteringen af investeringerne i de nye sygehuse, var i deres kommissorium begrænset til at vurdere indretningen, organiseringen og designet af de nye sygehuse, ikke af den samlede sundhedssektors organisering. Og det er det, der er behov for.Som udvalget skriver i afsnittet om 'synspunkter på fremtidens sygehusstruktur':

”Fremtidens sygehus må derfor ikke planlægges og bygges som en simpel lineær fortsættelse af fortiden. Fremtidens sygehuse er ikke lig med selv det nyeste af dagens sygehuse. Der skal tænkes mindst 10 år frem, før flere af sygehusene overhovedet tages i brug. Udfordringerne til fleksibilitet er store, idet man kan forvente, at en stor del af den teknologi, som skal til rådighed for sygehusene i 2020 slet ikke er kendt i dag.”

”Med det omfattende investeringsprogram skal der være plads til nytænkning omkring organisering, logistik og brug af teknologiske muligheder.” (s.19)

Der er kort sagt brug for en meta-model for sundhedssektorens opgaver, funktioner i relation til patientgrupperne – herunder af forholdet mellem forebyggende behandling, fjernbehandling, selvbehandling, diagnosticering, forløbsstyring, kvalitetssikring, udskrivningskontrol, genoptræning og samspil med pleje, kommunale services, ambulante kontroller etc.

Vi kan anvende begreber fra Enterprise Architecture til at mappe byggeklodserne, flowet, funktionerne – og det skal IKKE forveksles med f.eks. G-EPJ, der var fejlslagen, fordi den efter flere års forsøg på generalisering af selv de mindste detaljer i arbejdsgange ikke fik opbakning og ikke havde mulighed for løbende tilpasning og justering. Hvis Regeringen sammen med KL og Danske Regioner virkelig VIL en sundhedsreform, der også omfatter almen praksis, så er det nu. INDEN supersygehusene sluger alle ressourcer og opmærksomhed og løser problemer, der ikke vil være relevante, når de står færdige.

Kommunernes Sundhedstilbud - Åbent brev til Bertel Haarder

(Billedet illustrerer telemedicinforsøg i Århus Kommune 2007-8)

Kære Bertel Haarder!

Holdet af e-Government-studerende på ITU beskæftiger sig naturligvis også med e-Health, og i den forbindelse gennemførte vi en kvalitativ analyse af Hovedstadsregionens kommuner hvor vi ville undersøge, hvordan kommunerne havde realiseret de sundhedsmæssige opgaver, som de fik ved kommunalreformen. Især fokuserede vi på følgende områder:

• Hvilke e-services/services iøvrigt tilbyder kommunerne til kroniske patienter?

• Hvilke tilbud stiller kommunerne til rådighed i forbindelse med genoptræning/rehabilitering?

• Hvilke tilbud indenfor sundhedsfremmende foranstaltninger har kommunerne?

Den første – og vel mest overraskende – konklusion er, at der i Hovedstadsregionen overhovedet ikke findes e-services, telemedicinløsninger eller andre on line services for kroniske patienter i eget hjem, på trods af det store fokus på området, de mange pilotprojekter, og den megen tale om at her er et vækstpotentiale for privat-offentligt samarbejde. Ikke i en eneste kommune fortæller man om løsninger indenfor dette område.

Den anden konklusion er, at der er en meget stor forskel fra de kommuner, der stiller de bedste services og den mest omfattende information til rådighed og til de, der slet ikke synes at have fokus på området.

For hvert at de ovenfor nævnte spørgsmål gav vi karakter fra 0 til 2, således at de relativt bedste kommuner scorer 6 points, hvis der i kommunens hjemmeside findes dækkende tilbud – omend altså ikke telemedicinprojekter til kronikere. I vedlagte regneark kan man for hver enkelt kommune se evalueringen og følge links til de sider i kommunens hjemmeside, hvor tilbuddene er beskrevet.

På denne måde viser det sig, at 3 kommuner scorer maximum points: Bornholm, Ishøj og Fredensborg, medens 8 kommuner scorer 5 points: Gribskov, Helsingør, Allerød, Furesø, Frederiksberg, Hvidovre, Gladsaxe og Tårnby. I bunden scorer Gentofte, Brøndby og Rødovre hver 1 point, medens Frederikssund, Herlev, Albertslund og København opnår 2 point.

Blandt de kommuner, der scorer bedst, synes der at være 2 forskellige strategier: Den ene er at satse på området, tilbyde sundhedscentre, sundhedsbusser, udvikle kurser og lægge en mængde dokumentation på nettet, mens andre benytter sig af sundhed.dk's informationsmængde og dermed opnår en økonomisk fordel også vedligeholdelsesmæssigt – men dog i forbindelse med egne, lokale initiativer.

Konklusionen af denne indledende, kvalitative undersøgelse er derfor, at der er et stort behov for forbedringer – ikke bare i anvendelse af egentlige e-services og Telemedicintilbud, men også i en højere grad af fokusering på 'best practices', herunder ikke mindst en meget større udnyttelse af materiale og services, der stilles til rådighed gennem sundhed.dk

Vi håber at materialet kan tjene til inspiration for en videre analyse af, hvordan kommunerne ruster sig til at imødegå fremtidens ældrebyrde og de muligheder, der foreligger for teknologisk at hjælpe kroniske patienter til mestring af egen sygdom med et behersket forbrug af offentlige ressourcer.

Med venlig hilsen

Søren Duus Østergaard

lektor, e-Government

sodu@itu.dk

soren@duus.com

Bilag: Rangfølge for kommuner, Regneark med links til services og oversigt over studerende, der deltog i øvelsen