Blå Blok vil bryde NETS monopol - Hvad vil de opnå?

Både Berlingeren og Børsen kommenterer i dag Nets-sagen og det giver sig som altid udslag i nogle meget hurtige politiske udmeldinger, som f.eks. Michael Aastrup Jensen, der udtaler at flere selskaber skal stå for driften af NemID, fordi den øgede konkurrence vil medføre større fokus på sikkerhed og oppetid og medvirke til at gøre driften billigere.

Før vi ser på hvad der er op og ned i de påstande, må vi træde et skridt tilbage og konstatere hvad det var, der gik galt og hvordan en kriminel person kunne få adgang til fortrolige data over en så lang periode, uden at nogen fattede mistanke. I samme runde kan vi jo så passende stille spørgsmålet om hvordan en svensk hacker i mange måneder kunne få adgang til CSC's kørekort database og mulige andre, CPR-relaterede databaser.

Sikkerhed i IT systemer

har traditionelt været fokuseret på den sidste type angreb, d.v.s udefra kommende angreb, og har derfor forsøgt med opbygningen af alle mulige firewalls, antivirussystemer - og ikke mindst med autorisationsystemer, som skal sikre, at kun de, der har en legitim adgang til systemet rent faktisk KAN komme ind. Oftest er det derefter meget avancerede adgangskontrol-mekanismer, der checker brugeren, hans rolle, hvilke applikationer/programmer han kan få adgang til - og i bedste fald også hvilke data og registre han får lov at se. De bedste installationer har desuden løbende kontroller - audits - af hvordan sikkerheden fungerer, og nøglemedarbejdere checkes løbende og i visse tilfælde udskiftes de efter en periode.

Hvor kommer truslerne fra?

Men trusselbilledet har ændret sig fra dengang alle medarbejdere sad i samme bygning eller på samme intranet, og alle data og programmer blev afviklet på een mainframe. I vore dage har medarbejdere hjemmearbejdspladser, mobile arbejdspladser eller bare mobiltelefoner, der giver adgang til virksomhedens data.

Og virksomhedens datacenter er blevet outsourcet og afvikles nu på en virtuel maskine, der fysisk kører sammen med 10-20 eller flere andre virksomheders systemer. Og nu bliver det meget mere interessant for eksterne hackere at angribe sådan en godbid, og der sættes i visse lande store ressourcer af til at prøve at penetrere den slags systemer. Og det lykkes forbavsende tit.

Det foregår som regel ved såkaldte fishing angreb, hvor (betroede) medarbejdere i de firmaer, som 'fiskerne' har fokuseret på, modtager falske e-mails, der er udformet så de tilskynder modtagerne at hente et attachment eller trykke på et link. Herefter downloades typisk en trojansk hest, der efter kortere eller længere tid giver sig til at undersøge sine omgivelser, jagte passwords eller aflure tryk på tastaturet.

Hver eneste dag bliver der sendt mere end 150 millioner fishing mails, hvoraf 16 millioner uden problemer passerer det før omtalte sikkerhedsfilter og når frem til interne medarbejdere. Omkring halvdelen af dem bliver åbnet, og ca. 800.000 klikker videre på det inficerede link.¹

Hvert halve år angribes mellem 80.000 og 115.000 domæne navne.

En af de mest skræmmende og teknisk kompetente grupper benævnes APT1 og er med meget stor sandsynlighed styret og støttet af den kinesiske regering. Formålet er spionage og industrispionage. Man formoder at der er mere end 1000 højt professionelle hackere/spioner i denne gruppe. Det amerikanske firma Mandiant følger løbende denne udvikling og udgiver (gratis) oversigt over indikatorer for gruppens tilstedeværelse på virksomhedernes servere.

Udover disse meget professionelle grupper er der et væld af spammers og andre hackere, der søger at lokke penge ud af private og virksomheder på meget fantasifulde metoder. Herhjemme har vi set falske breve fra Skat og enkelte forsikringsselskaber, der fortæller at man har penge til gode. Også betalingskortselskaberne benyttes ofte som udgangpunkt, hvor man beder folk at genåbne deres 'lukkede' kort ved at indtaste kortnummer og pinkode.

Selvom det for professionelle ser højst primitivt ud, er der konstant nogen, der falder for tricket.

BYOD - Bring You Own Device - men tag hovedet med på arbejde

Og har hackerne fået fat i en PC'er, der tilhører en betroet medarbejder i en virksomhed, er porten til data åben. Mandiant mener at kunne påvise, at APT1-netværket har stjålet flere hundrede terrabyte dat fra mindst 141 organisationer. Hvad værre er, at disse angreb iflg. Mandiant i gennemsnit har stået på mere 356 dage, og en enkelt organisation var sågar udsat i hele 4 år for angreb før de opdagede det.

Selvom det nok er vanskeligt, er der altså i højeste grad brug for en pædagogisk indsats for at få hr. og fru Jensen til at interessere sig for deres sikkerhed, og så vidt muligt anvende sig af SSL (Secure Sockets Layer) og EV = Extended validation. Det er sådan, at firmaer eller websites, der anvender EV SSL certifikater vises på en browser med et grønt felt og med navnet på den certificeringsmyndighed, der har godkendt det.

Trusler mod borgerne

Identitetstyveri er en reel og stigende trussel for private mennesker. Ifølge en undersøgelse, som Københavns Universitet har lavet for Det Kriminalpræventive Råd, sker det for mere end 46.000 danskere hvert år. Dette omfatter ikke svindel med betalingskort, men tilfælde hvor en persons identitet misbruges f.eks. til at købe varer, rejser, oprette lån etc. Tallet stiger kraftigt - en fordobling på 4 år. Det hænger sammen med vores tiltro til, at de profil oplysninger vi lægger ind på Facebook, twitter, Linkedin etc. ikke benyttes kriminelt. Men jo flere personlige data der ligger tilgængeligt på nettet, desto nemmere er det at kunne udgive sig for en anden. Og hvis man er sløset med sine CPR-numre, kan det gå rigtigt galt. (Læs hvordan Identitetstyveri virker i praksis)

Tys-Tys kilden - datatyveriet fra Nets

Lad os nu vende tilbage til vores kriminalsag fra Nets/IBM. Vi taler altså om en medarbejder, der som en hel del andre, havde adgang til 'produktionsdata' , d.v.s. data vedrørende betalingskorttransaktioner. Det var disse informationer han solgte til Se & Hør, så vidt det er oplyst for en fast månedsgage på 10.000 kr. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om han havde systemadministratoradgang til mange andre systemer, noget som politiet og IBM undersøger.

Uanset hvad han i kraft af jobbet har haft adgang til, har han under alle omstændigheder gjort sig skyldig i noget strafbart i kraft af en betroet stilling, ligesom de 'hælere', der havde ham ansat, også står til straf.

'Security breaches are inevitable - being a headline is not' (Mandriants hjemmeside!)

Jeg og med mig mange sikkerhedseksperter vil påstå, at man kan lave IT systemerne så sofistikerede, at det bliver meget svært at omgå dem selv for en 'insider', men det kan aldrig blive 100% sikkert. Vi kan forlange at de organisationer, der passer på vores data, logger alle adgange og regelmæssigt kører statistik på log data, så man kan se evt. mønstre, vi kan gøre det meget besværligt at få adgang til ukrypterede data, men nogen skal på et eller andet tidspunkt kunne få denne adgang, og selv i hæderkronede firmaer med en traditionel høj arbejdsmoral kan man ikke gardere sig mod egentlig kriminel adfærd. (Når medarbejdere som tys-tys kilden bliver 'body shoppet' fra eet firma til et andet, er loyaliteten for firmaet måske heller ikke den bedste - og fyrede medarbejdere er ofte de værste skadevoldere)

Hvad skal vi så gøre ved det?

Er det logisk at sikkerhedsniveauet vil blive højere, hvis 3 uafhængige organisationer hver især skulle kunne få adgang til vores personlige data? I min optik er risikoen for en kriminel insider bare 3 gange højere. Og hvad værre er, hvis infrastrukturen varierer fra udbyder til udbyder, vil een af de 3 uvægerligt være det svageste led i et eksternt hacker-angreb.

Det er forståeligt, at man ved næste udbudsrunde i 2015 (som er lige straks!) skærper kravene til sikkerhed, så den leverandør, der på dette tidspunkt vinder NemID-kontrakten, allerede ved at barren er blevet løftet. Men at 3 forskellige skulle kunne se en forretningsmæssig fordel i det, og ovenikøbet som Michael Aastrup og Mike Legarth forventer, gøre det billigere - det kræver mere end normal nytænkning - eller en ekstra bevilling, som jeg ikke tror at selv en borgerlig regering vil stå på mål for.

Hvordan kan man tjene penge på infrastruktur?

Der er nemlig ikke mange penge i infrastruktur. Jeg var særdeles involveret i begge de 2 runder udbud om digital signatur, der er kørt indtil nu, og kan se de problemer, som de bydende virksomheder havde med at se forretningen i løsningen. TDC, der vandt den første runde af de såkaldte OCES-certifikater, forventede at business casen skulle bæres af medarbejdercertifikater og registreringssystemer til private virksomheder, men det blev kun meget langsomt indfaset, og TDC måtte betale bøder, fordi de ikke levede op til de oprindelige estimater for udbredelse.

Den 2. runder udbud blev gennemført efter forhandling. Det konsortium, jeg var med til at koordinere, fik sammen med TDC og PBS/Bankerne udleveret det endelige udbudsmateriale. Da vi havde vurderet det, trak vi os! Og det endte som bekendt med at TDC gik sammen med PBS og overlod sin (skrantende) OCES-forretning til det, der senere blev NETS.

Der var kort sagt ingen penge i det. Og det vil der langt mindre være, hvis 3 skal deles om opgaven.

Når PBS var klart overlegen, var det netop i kraft af, at de allerede havde store dele af infrstrukturen betalt af kreditkortselskaberne og bankerne. Skulle man starte forfra, vil det være dyrt - også selvom IT-løsninger er faldet i pris.

Har vi en plan B?

Så hvad er vejen ud af dilemmaet? Alle politikere fokuserer på Se & Hør sagen, hvor de langt større trusler kommer fra fremmede regimer, profesionelle fishere og fra et voksende pres i form af identitetstyveri. Det er en typisk men beklagelig rygmarvsreaktion. Det er gået ud over en række kendte personers privatliv, det er stækt ulovligt, men tys-tys kilden er tilsyneladende ikke stukket af med arvesølvet. (Med forbehold for hvad politiets undersøgelse kan bringe, naturligvis)

Ja, Version 2 kan have en pointe i at '289 danske registre med personfølsomme data er uden for myyndighederne kontrol' - baseret på at man mener, at den amerikanske stat kan tvinge CSC, IBM, Microsoft, Facebook etc. til at udlevere persondata til USA - ovenikøbet uden at meddele det til danske virksomheder. Så er løsningen at forbyde outsourcing ? Næppe. Så mange og så omkostningstunge medarbejdere og systemer kan vi ikke forvente at skatteyderne er tjent med.

Det problem, som Version2 peger på, kan kun løses ved at EU indgår en klar aftale med USA, der bygger på menneskerettighedserklæringer, og som gør det klart for USA at udlevering af data om andre borgere kun kan finde sted efter gensidig overenskomst - for eksempel i fortsættelse af interpol-samarbejdet - ellers ikke.

Kan EU udarbejde retningslinier for at styrke medlemsstaternes datasikkerhed?

Jeg tilbragte i sidste uge 2 dage med Teknologirådet i en gruppe eksperter fra EU lande, der havde til opgave at vurdere om og hvordan man kunne udstikke retningslinier til kommissionen for brug af 'Cloud Computing'. Kommissionen ser nemlig gerne, at europæiske virksomheder får del i den bølge af 'cloud teknologi', der skyller ind over os, og hvor amerikanske firmaer har et solidt forspring.

Vores konklusion er indtil videre, at der ikke er noget, der kan kaldes 'Cloud Teknologi', og at de sikkerhedskrav man ville stille hertil, ikke adskiller sig fra de krav og checklister (TLA'er) man med rimelighed ville kunne forlange overholdt af enhver outsourcing leverandør uanset nationalitet.

Så opgaven i vores optik går snarere på at udvikle 'teknologineutrale' krav til sikkerhed, kryptering, autorisation, kontrol med nøgleprocesser og -personer og særlige revisionskrav, hvor data bruges på tværs af 'domæner', d.v.s. ved anvendelse af 'big data' teknikker.

Lad os lave NemID version 3

Her kan man begynde at nytænke. Og så kunne man passende lave hele vores personregistrering om til noget meget mere tidssvarende. At vi danske ikke ser noget problem i at bruge vores CPR nummer til alle mulige formål bør være slut. Der er ingen grund til at man ved en enkelt identitet kan misbruge det til at checke alle forekomster i alle virksomheder- fra RKI til Forsikringsselskaber, detailhandelskæder.... Ja, vores selvkontrollerende skattesystem bygger jo på en eentydig identifikation af personer - men det kan man godt etablere på anden vis. Man kunne for eksempel erstatte vores pap kort med et smart card, der også indeholdt biometriske data (krypterede fingeraftryk, ansigtsdata). Og så kunne man skele til den måde, tyskerne har implementeret ID på: på kortet kan man vælge at afsløre f.eks. alder, adresse, kørekortsinformation, sygesikringsinfo, bankinfo, donor info etc. Man skal som borger selv kunne styre hvor meget man vil afsløre om sig selv. Og det bør se - i modsætning til vores nuværende NemID - være international accepteret og skal kunne bruges på kryds og tværs af EU. (Se beskrivelse af EU initiativ om coss border ID - Stork 2)

Så kunne vi måske åbne for konkurrence om udstedelse og/eller drift af NemID 3.0

Ved at lægge andre data - pas, kørekort, sygesikring etc. ind - kan man måske - MÅSKE - gøre det forretnings,æssigt attraktivt for mere end een leverandør at byde på løsningen, så man kunne ved denne nytænkning måske komme Michael Aastrup og Mike Legarth imøde samtidigt med at man forhøjede personsikkerheden og man fik forbedret den digitale ID-infrastruktur. Prisen er at vi skal anskaffe smart card læsere, som nu er kommet så langt ned i pris, at de er billigere end en USB-stik.

Men denne type løsning har fungeret i snart 10 år i Estland, så hvorfor ikke?

Lad Teknologirådet fremkomme med forslag til krav til næste udbudsrunde og NemID 3.0 jo før jo bedre!

eValg - Lad os få en plan B!!

På baggrund af en konference i maj 2012 har Indenrigs- og Økonomiministeren i november 2012 fremsat et lovforslag, der skal gøre det muligt at afprøve elektronisk stemmeafgivning på forsøgsbasis. På baggrund af de forventede lange planlægningstid bliver det tidligst aktuelt ved valget til Europa-parlamentet i 2014.

Ikke desto mindre har der fra forskellig side været rejst voldsom kritik af forslaget og dets konsekvenser. Version 2 havde således i december en artikel, hvor man refererede et antal indvendinger mod planerne, herunder bl.a. fra IT politisk forening, der i deres høringssvar til lovforslaget anfører:

 'IT politisk forening vil anbefale Folketingets medlemmer at forkaste dette lovforslag. .. Fordelene ved e-vakg er beskedne og nærmest ikke-eksisterende, mens der er en lang række risici. I værste fald kan dette lovforslag spille hasard med vores langvarige demokratiske traditioner og mindske befolkningens tillid til valghandlingen."

(Se: http://www.version2.dk/artikel/massiv-kritik-af-lov-om-e-valg-det-bliver-dyrere-og-mindre-sikkert-49461)

Poul-Henning Kamp fra Ingeniøren havde allerede efter konferencen i maj 2012 dannet sig sine egne konklusioner, som fokuserede på det manglende økonomiske rationale i at gennemføre elektroniske afstemninger. (Se http://ing.dk/artikel/129276-evalg-de-var-ikke-klaedt-paa)

Samme Poul-Henning Kamp henviser også til en kommende gæsteforelæsning af en DTU-forsker, som vil holde forelæsning i starten af februar, hvor forskeren også advarer mod indførelse af digitale afstemninger: ( Se http://www.version2.dk/blog/evalg-lyt-til-en-expert-49983 )

Hvad eer op og ned i denne diskussion -. og ikke mindst: hvordan kunne man foreslå en alternativ tilgang til afprøvning af elektroniske afstemninger?

Diskussionen og debatten udspringer i flere rapporter fra Teknologirådet, der afholdt 2 omfattende workshops om emnet i 2010.

(Se http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=1860&survey=8&language=dk )

Efterfølgende udarbejdede arbejdsgruppen under Teknologirådet en anbefaling til hvordan man kunne afprøve mulighederne for eValg i Danmark. Begge Workshops og anbefalingerne tog naturligvis afsæt i Europarådets anbefalinger, der sigter mod at opretholde og forbedre de demokratiske grundprincipper - frie valg, stemmehemmelighed,transparens, revision, folkelig kontrol - og selvfølgelig også persondataloven, krav til driftssikkerhed og et grundliggende krav om en rimelig omkostning sammenlignet med traditionelle valg

Hovedanbefalingerne fra marts 2011 var:

1. De grunlæggende principper for digitale valg skal efterleves

2. E-Valg skal have central styring og ansvarsplacering

3. Der skal nedsættes et uafhængigt organ med rådgivnings- og revisionsfunktion

4. De økonomiske konsekvenser af digitale valg bør afklares

5. Der bør skabes en valgmodel med mobile valgsteder med internetopkobling til forsøgsprojekt

6. Valg bør baseres på fleksible valglister og fleksible stemmesedler

7. Der bør gennemføres et forsøgsprojekt med mindst 3 kommuner i 2013

8. Effekterne med forsøg af digitale valg skal evalueres systematisk

9. Tag borgerne med på råd

Om 'den digitale valgboks' sagde man: 'Det skal være en almindelig pc med visse minimumskrav. Det betyder at det er muligt at anvende allerede indkøbte PC'er og efter valget anvende pc'erne til andet formål' - eller med andre ord: Der forventes installeret en programpakke på de PC'ere, der opstilles i valglokalerne, hvilket også forklarer behovet for en central styring, revision af koden og assistance.

Men måske skal vi starte længere tilbage og spørge, hvorfor det overhovedet er interessant at tale om digitale valg?

Der er i princippet 2 synspunkter: Dels det demokratiske synspunkt, hvor man ønsker at bruge teknologien aktivt til større borgerinddragelse (eDemocracy) og inddragelse af udsatte grupper (eInclusion) - og dels de traditionelle synspunkter for eGovernment, effektivisering og omkostningsreduktion.

Anbefalingerne fra Teknologirådet havde begge synspunkter for øje, og vurderede 3 forskellige scenarier: Fjernvalg (internetbaseret eValg), mobile valgsteder (Ligeledes internet) og elektroniske valgsteder. Man endte med at anbefale de 2 sidste som genstand for et forsøg, og begrundelsen var her, at befolkningen ville føle sig usikre ved fjernvalg, at stemmehemmeligheden ikke kunne garanteres og at det derfor ville være muligt at manipulere svage vælgere.

Ud fra et økonomisk synspunkt ville fjernvalg derimod være billigere, mens usikkerheden om økonomien naturligvis ville være større ved de sidste 2 alternativer, hvorfor man anbefalede en nøje vurdering og en afgrænsning til 3 kommuner.

Det nu fremførte forslag går imidlertid på anvendelse udelukkende ved faste valgsteder, og med en yderligere stramning af kravene til de dedikerede, ikke-opkoblede PC'er og ikke mindst kav til parallel produktion af papirafstemninger til brug for en parallel, efterfølgende kontroloptælling er det nok ret oplagt for enhver, at der ikke er nogen besparelse at hente, og deri har kritikerne jo ret.

Det forhindrer ikke, at Poul-Henning Kamps synspunkter eller den nye DTU-professor nødvendigvis skal stå uimodsagt hvad angår selve spørgsmålet om sikkerhed og pålidelighed i eValg-systemer; Siden 2011 har ITU været vært for et stort europæisk forskningsprojekt DEMTECH, der fokuserer på hvordan teknologi kan bidrage til demokratiet.

I 2011 fremkom denne artikel om emnet: http://www.version2.dk/artikel/itu-ekspert-e-valg-bliver-sikrere-end-papir-valg-19145

Men da forsøgene nu definitivt er udskudt til 2013 - på trods af de store forventninger i sommeren 2012 så har vi nu en chance for at tænke problemet om igen. For hvorfor var det egentligt, at arbejdsgruppen fravalgte at teste Fjernvalg, d.v.s. internetbaseret afstemning?

Der findes nemlig et glimrende eksempel på en anden form for strategi ved indførelse af digital afstemning nemlig den måde, som man i Estland har indført eValg. Estland var et af de første lande i Europa der gennemførte et egentligt borgeridentitetsprogram baseret på smart cards. Dette projekt startede i 2001, og det kræver at borgerne, der ønsker at benytte dette smart card fra deres egen PC må investere i en smart card reader. Dette smart card anvendes både af den offentlige sektor og af finanssektoren, og anvendes også som gyldigt rejsedokument i EU. Det dækker naturligvis også sygesikring.

Da Estland åbnede for muligheden for digital afstemning via nettet var det samtidigt med den mulighed, at man kunne stemme om lige så tosset man ville, og om fornødent troppe op på (det traditionelle) valgstedet på valgdagen og annulere tidligere digitale afstemninger.

Ved seneste valg er Estland kommet på en dækning over 30% af de afgivne stemmer, og tallet stiger stille og roligt.

Den estiske model understøtter også den generelle eGovernment strategi, og flere og flere services bliver tilgængelige via borgerID-kortet. Det har den fordel, at borgerne gradvist vænner sig til systemet - uden tvang - og derved beholder eller styrker tilliden til at digitale løsninger er sikre.

Da arbejdsgruppen vurderede, at det ville blive for dyrt at indføre smart card readers til alle, og da den danske NemID jo ikke dækker hele spektret - på trods af at løsningen gradvist udbygges - så ville det måske være for meget.

Men hvis vi alligevel allerede er i 2014 før nogen test løber af stablen, og vi allerede nu er i voldsom tvivl om hvorvidt NemID skal kodes om for at undgå flere Java-problemer, hvorfor så ikke tænke så langsigtet, at vi får gennemført et udvidet borger ID-kort, der kan bruges på samme måde som det estiske - til sygesikring, kørekort, rejsedokument?

(Denne blog er en fortsættelse af det jeg skrev i sommers: http://sorenduus.blogspot.dk/2012/06/evalg-igen-igen-men-hvornar-far-vi-et.html

eValg - igen igen - men hvornår får vi et rigtigt eValg?

Jeg har haft fornøjelsen at deltage i Teknologirådets arbejde om muligheder, fordele og begrænsninger ved indførelse af e-Valg i Danmark og deltog i konferencen, hvor Demtech-rpojektet og Indenrigsministeriet sammen med Teknologirådet diskuterede mulighederne. Det var en fortsættelse af konferencen i Landstingssalen i september 2011, hvor forskningsprojektet første gang blev offentliggjort.



Som DIT har spottet, er præmisserne imidlertid meget begrænsende for at vi ved næste kommunalvalg kan vente at se noget større gennembrud i brugen af digitale valg i Danmark.
Det hænger naturligvis sammen med at vi har et af Verdens bedst fungerende demokratier, at selve valghandlingen er en fest, og at den altid (så vidt vides) har været gennemført uden snyd og med partiernes gensidige respekt for processen. Det er helt klart fornuftigt at tage udgangspunkt i at tillid er og bliver demokratiets fundament.

Det begrænser så også kreativiteten i hvad man kan forvente - f.eks. vil de elektroniske afstemninger, som man vil give tilladelse til som forsøg, være på anlæg/PC'ere/iPads, der ikke er opkoblet på internettet og forsynet med en hel masse kyskhedsbælter, der forhindrer både almindelig hacking som egentlig nyskabende brug af IT - og dermed er fornøjelsen nok begrænset.

Når alle andre politiske mål nu handler om 2020, kunne det måske være interessant i stedet for at tænke på, hvordan man i 2020 har et samfund, hvor man har elektronisk tillid til det, man foretager sig på internettet. Det kan man passende gøre ved at eskalere vejen væk fra et pap-id kort til et intelligent borgerkort med anvendelse af biometri (så vi også kan bruge det til pas, kørekort, sygesikring, bank - og bruge det på tværs af EU), og for det andet ved at eksperimentere med andre former for afstemninger end lige netop de så dyrebare folketingsvalg.

For målet må nu engang være sikre on line valg - og gerne kombineret med muligheden for at stemme på et valgsted i en hemmelig boks, hvor ens ægtefælle, familie eller 'bandemedlemmer' ikke kan påvirke een. (I Estland kan man f.eks. stemme on line og ændre sin stemme flere gange helt op til det tidspunkt, hvor valghandlingen lukker). Et online valg kan også (i hvertfald i 2020!) tiltrække flere førstegangsvælgere, og med en hensigtsmæssig støtte for handicappede også flere ældre medborgere.

Hvis man skal øge tilliden undervejs kan dette jo ske ved at bruge systemet til mere fredelige offentlige høringer. Folkeafstemninger er vi ikke så vant til, og de skal under alle omstændigheder kunne holdes på et ja/nej, niveau, så det er måske bedre at koncentrere sig om det, der vedrører nærdemokratiet, lokalområdet. Med de store kommuner er borgerne i dag længere fra byrådene, og det kunne man måske gøre noget ved - uden at det derfor behøvede at blive et 'gallup demokrati'. Tillid til netbank-systemet er jo åbenbart intakt, på trods af visse 'man-in-the-middle' angreb, men det ville formentligt kunne forbedres endnu mere med en stærke identitetsstyring og ved indførelse af et regulært, EU-anvendbart borgerkort med mange funktioner og en høj grad af sikkerhed.

Al ære værd at DEMTECH spiller med på frygten - men vi har brug for at andre tænker mere langsigtet og visionært og finder veje til at teste mulighederne for digital tryghed for demokratiets grundhandlinger.




Se også Dansk IT's blog om emnet

Nedlæggelsen af Teknologirådet er i Høring – Bevar Teknologirådet!

Begrundelser for nedlæggelsen som det efterhånden er blevet fremført fra de politikere, der deltog i Finanslovsforhandlingerne er:

1. 1. man sparer 6 mio i 2012 og 10 mio i 2013

2. 2.tiden er løbet fra Teknologirådet

   
   

   og Høringsfrist 2.1 2011

https://www.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146003013

1. Besparelser: Er notorisk forkert, fordi man glemmer at medregne de 13-15 mio, som TR står til at modtage de næste 12 måneder fra EU -

Dyrbye Poulsen (S) udtalte oven i købet til radio247, der nøjedes med at agere mikrofonholder, at man ville spare 20 mio på nedlæggelsen i 2012, og nok en 35 mio de nærmeste år, hvilket ikke fremgår af lovforslaget, men det lyder jo af mere.

Hvis de 105 rapporter. borgertopmøder og projekter, som Teknologirådet har stået for, skulle have været udført af eksperter, der skulle have haft betaling, ville prisen være meget høj. Der er i gennemsnit mellem 3 og 4 eksperter koblet til hvert projekt, der ikke er en del af teknologirådets faste stab, men som gratis deltager i analysearbejdet. Det er altså 400-450 eksperter, der uden teknologirådet skulle have aflønning for deres arbejde. Hertil kommer administration etc.

2. Er tiden løbet fra teknologi? - 'alt hvad der kan opfindes, er opfundet' ? Er det der, vi er?

Det må betragtes som en total misforståelse, at den teknologiske udvikling løber langsommere nu end nogen sinde. Samtidigt har Regeringens ønske om at skabe vækst og innovation om noget fokuseret på behovet for ny teknologi, grøn teknologi, velfærdsteknologi.

Og hvis Regeringen nu skal ud at købe rådgivning hver gang, bliver det ikke alene dyrt at betale markedspris, men man kan spørge sig, hvordan man sikrer at rådene kommer fra et organ, der ikke udfører regeringens bestillingsarbejde.

Dyrbye Poulsen (S) sagde i sin fatale indsats i 247-radioen, at Teknologirådet ligesom Bjørn Lomborg havde overlevet sin tid. Det som Dyrby Poulsen nu introducerer, er åbenbart en 'omvendt Lomborg', hvor Regeringen kan købe sig til de råd, den vil have. Det har aldrig været tilfældet i Teknologirådets tid.

Internationalt nyder Teknologirådet stor anerkendelse for sin indsats, og efter nyheden om Regeringens drastiske skridt blev kendt, er det strømmet ind med internationale støttetilkendegivelser på facebook-siden: Bevar Teknologirådet

En af kommentarerne lyder:

The Danish Board of Technology is doing great work in technology assessment and is desperately needed, not only in Denmark but also as part of a European network in order to lay the foundation for a future responsible research and innovation.

Årsagen til den internationale anerkendelse er flere: For det første er rådet anerkendt for sin uafhængighed af den til enhver tid siddende regering. Det sikres ved at Ministeriet for Forskning udpeger 3 af bestyrelsens 10 medlemmer, som ikke må være medlemmer af Folketinget og max 9 af repræsentantskabets 50 medlemmer. Dernæst er rådets uafhængighed sikret ved beslutningsprocessen, hvor i princippet enhver kan give forslag til rådets arbejde i det kommende år, og hvor en prioriteringsprocess gennem først repræsentantskab og så bestyrelse lægger vægt på nøglekriterier som væsentlighed, timing, klart definerede interessenter, teknologisk indhold og relevans for teknologirådet. (I modsætning til konsulentarbejde, Etsik Råd m.v.).

Dernæst er rådet anerkendt for sin store metodeviden. Metoder skal her forstøs som metoder til at afdække problemstillinger, definere mulige løsninger og konflikter og – hvor relevant – sikre konsensus mellem modsatte parter eller bare en klar definition af modsat rettede positioner.

Denne ekspertise har sekretariatet, og det er derfor også flittigt benyttet af Folketinget til at arrangere høringer, som altså ligger ud over de normale rapporter og analyser.

Rådet er desuden anerkendt for sin deltagelse i internationale projekter, og også i den forbindelse evne til at frembringe hensigtsmæssige metoder, finde og udpege nationale ekspoerter til deltagelse i EU arbejdet, og styre komplicerede, internationale processer. Enhver der har deltaget i et EU-projekt ved at der også hører knofedt til, administrativt, afrapporteringsmæssigt, styringsmæssigt.

Det problem, som afspejler den mærkelige beslutning, taget i et hjørne af Finanslovsforhandlingerne, er nok, at Rådet ikke har satset tilstrækkeligt på publicity. De politikere, der har deltaget i rådets arbejde gennem tiden, sidder ikke i Folketinget, og man vel næppe vente at Enhedslistens Grønne/Røde medlemmer i jubelen over at være budt indenfor tænker på noget så inferiørt som et uafhængigt, seriøst arbejdende Teknologiråd.

Men manglen på pleje af medierne giver sig også udslag i selv såkaldte vidende journalister skriver, at det vil være glimrende at nedlægge Teknologirådet. Isæt har Dorte Toft ført sig frem med en kritik, der viser sig at være meget lidt værdig en analytisk indstillet journalist.

Dorte T's kommentarer i uddrag er:

1.'Styringen har i høj grad ligget i hænderne på en gruppe, der sjældent har bemærket sig med viden og fremsynethed'

'2.'Ministeren fik ret til at udpege halvdelen af bestyrelsesmedemmerne' Underforstået, at Forskningministeren til enhver tid kunne holde emner væk fra Teknologirådet'

3.'Hvis politikkerne ikke vil have en teknologivurdering af de allermest indgrivende fremtidssatsninger (NEMID), hvorfor har vi så et teknologiråd?'

4.'(Bonnerup) Rapporten (om hvorfor Offentlig IT fejler) blev afleveret i 201, og i 2011 er anbefalingerne stadig ikke slået igennem.'

5.'Kun ganske få af de velmenende mennesker, der har været tæt på Rådets arbejde, har haft en praktisk viden om informationsteknologiens betydning.'

Dette viser, at Dorte T. ikke udvist rettidig omhu i sin mangel på journalistisk efterforskning af kilderne. Da hendes overskrift er: 'Bevar IKKE Teknologirådet. Tænk nyt – I hvertfald på IT området' kan man jo starte med at konstatere, som hun senere fremfører som disclaimer, at hun går med meget store skyklapper. IT er vigtig, har været det hele tiden for Teknologirådet, men der er også andre teknologier, som Dorte Tofts kloge kollega på Weekend Avisen , Lone Frank ved rigtigt meget om og bidrog konstruktivt med denne viden i sin tid i TR's bestyrelse. Denne bestyrelse dækkede således progressive og vidende mennesker, fra Forskningschefen fra Novozymes, professorer fra DTU, rektor fra ITU, lederen af centeret for Innovation og forretningsudvikling, PROSA's formand med 35 års IT erfaring på bagen, undertegnede med 39 års IT viden, KL's udviklingschef o.s.v. Kort sagt, punkt 1 er dårligt arbejde,. Hvis Dorte T. vil bilde folk det ind.

Punkt 2 er forkert, det kan man læse af selve lovgrundlaget, og heller ikke det har Dorte T. ulejliget sig med. Derudover kan Folketinget bestille høringer, hvis der er ressourcer til det, og hvis bestyrelsen godkender det, men rapporter og analyser kører den vej, jeg tidligere har nævnt. Enhver kan stille et forslag. Jeg har aldrig set et forslag fra Dorte T. Men hun har nok heller ikke sat sig i mulighederne herfor.

3.Hvorfor har vi fået NemID hvis man har et teknologiråd? Det er et rigtigt godt spørgsmål, især fordi det var IT- og Telestyrelsen, der stod for de nu 2 IT udbud, hvor det sidste endte med valget af DanID som en fusion af TDC og PBS. Teknologirådet havde ikke fantasi til at forestille sig, at Danmark skulle gå enegang i forhold til resten af EU og det eneste land i Europa undlade at vælge en smart-card baseret løsning. Det var nok en fejl, indrømmet, Men vi benyttede lejligheden til at pege på muligheden igen, dels i forbindelse med rapporten om Biometri, dels i rapporten om e-Valg. Personligt har jeg kritiseret den valgte løsning fra starten.

4.Det er igen en mangel på kritisk analyse, at påstå at Bonnerup-rapporten ingen effekt havde. Umiddelbart efter dens fremkost startede dialogen mellem erhvervslivet om tidssvarende udformning af de standardkontrakter, der lå til grund for offentlige udviklingsprojekter, og resultatet var, som man kan checke, K01 og K02 kontrakterne, der afløste de gamle. Hele projektledelsesstrukturen i staten og KL blev strammet op, behovet for ledelses involvering diskuteret – men da menneskets sind er meget kreativt,opstår nye muligheder for fejltagelser. Hvorfor TR da også i marts 2010 lavede en oopfølgende rapport og et nye stormøde med interessenter, hvor blandt andet Tinglysningssystemet blev diskuteret. Jeg mindes ikke at have bemærket, at Dorte T. var med vd den lejlighed. Heller.

5. Det betragter jeg som en uforskammethed mod en række af de dygtige mennesker, såvel i bestyrelse, repræsentantskab som i diverse ekspertpaneler, der har bidraget til det omfattende udvalg af rapporter.

Dertil kommer en mindre svada mod fagforeninger, en totalt forfejlet analyse af hvilke eksperter, Teknologirådets rapporter er udarbejdet af, 4 kritiske, gamle blogs om konkrete emner, primært indenfor privacy, kritik af nogle delrapporter, en kommentar om at 'teknologirådet lugter af gamle dage' og igen en efterlysning af kritik mod NemID og digitaliseringsstrategien.

Igen bunder det i en manglende forståelse af, at hverken Regering eller Minister bare kan udbede sig en analyse af Teknologirådet. Digitaliserings strategien er interessant, ja, og der vil sikkert kunne siges meget om fremdriften mod et totalt papirløst samfund.

Og hvis Dorte T. gerne vil have klarere udmeldinger om Privacy end en rapport, der peger på at man bør gør børn og voksne opmærksomme på behovet for at være 'netsikker', så kan hun jo passende læse rapporten fra EU-projektet PRISE – Privacy Security, der under Teknologirådets ledelse opstillede anbefalingerne for at kræve Privacy By Design af nye, offentlige IT-systemer.

Der er ingen der kræver, at alle nødvendigvis skal være enige i alle de anbefalinger, som fremgår af rapporterne. I mange tilfælde er det selve det forhold, at emnet bringes til debat, der er det vigtige. Og at folk og journalister forholder sig til det. Og helst på mere informeret niveau end før.

Min konklusion er, at hvis man nedlægger Teknologirådet nu, må man opfinde det igen. Danmark mister vigtig viden og mister frem for alt et velfungerende organ, der kan prioritere vigtige tendenser også i tide – det har vi set med OpenSource rapporten, med Velfærdsteknologi i Ældrepleje, med Klimarapporter, med rapporter om Nanoteknologi, om det manglende katastrofeberedskab, om infrastrukturens sårbarhed .. og mange andre spændende projekter.

Bevar teknologirådet – og lad være med at lytte til sirenesang.

Uanset om man repræsenterer erhvervslivet, arbejdstagerorganisationer, NGO'er eller bare interesserer sig for samfundsforhold vil det være godt at afgive høringssvar inden 2. januar.

e-Identity - How concerned are You really about privacy?

(Picture from PRISE showing multiple identities for 'John')

This morning the Danish Radio had a new story about the long-delayed travel card, which will provide train and bus passengers with a contact-less card instead of old tickets. The card itself is a bit of a problem as it has been delayed for several years (In spite of other countries that have implemented similar things years ago – Oyster Card in UK was launched in 1999) – but the issue was that the passengers are requested to identify themselves with the personal registration number to get a standard travel card. The card issuer – rejsekort.dk – at their websites explains that this is because it is a personal token, if you want an anonymized version, which you can use between yourself and your friends and family, you will have to pay extra. Also pensioners and students will have to have a personal photo on the card to ensure nobody is getting a discount they are not entitled to. Further the travel card requires that you link it to your bank account via the Dankort, but claims that this is only used when you are re-filling the card, that is, paying money for your upcoming trips. The identity data kept by the rejsekort-organisation is' stored safely at a central database' and access to this is only granted to 'rejsekort.dk and it's business partners'. Partners include a number of bus companies, Danish Railroads and others. And even if you cancel the card 'the data logged describing your trips will be kept for 6 months to analyze travel patterns or as a proof if disputes should arise.' And rejsekort.dk further guarantees that they will stick with the Danish legislation on privacy. (The web page is not even in English, sorry!)

I immediately came to think about this as yet another proof that the Danish population indeed are the most happy people in the World and they have a firm trust in their government as well as in semi-governmental institutions and that nobody will even consider complaining about it, while in other countries this would have aroused protests, strikes and boycotts. (UK, Germany, US ..)

After my participation in the meeting on 'the Internet of Things' it is obvious, that this kind of infrastructure and the logging of the use of it is yet another example of 'Function Creep' in the use of what seems to be an innocent way of identifying persons, the CPR-no. Yet this number and the accompanying name, address and maybe photo may be another source for new ways of identity theft and also a new way of getting money out of people's bank accounts.

In most other European countries the attitude of the citizens would have prevented a thing like this. We have even had several EU-sponsored studies that have been dealing with the concept of having multiple, secure identities, that any citizen has a need to change the e-ID over a life time and across the various sub-domains, where she/he may need an identity. In Denmark we are simply blind to the risks, because we take for granted, that we have secure banks, that our salary system with our employees are safe, that our pension funds are safe so that for instance the tax system works almost without any input from the tax payer, it is close to 'hands free' and has been for some years. Try to explain an Italian why the Government ID should be used for your employer before you can get your salary, or in UK why the insurance company should use the same identifier as you use to receive your social benefits.

This difference in attitudes is also visible in other areas: Denmark has a higher number of CCTV's pr. Capita than any other country in Europe, even including UK. Yet the general attitude is that 'It doesn't matter as long as you have nothing to hide'. But if you look at all the apps for the iPhone or Android that with or without your knowledge register your whereabouts at any given time, the growth of CRM systems capability and tools for analyzing vast amounts of data (Ref. The 'Watson machine' by IBM) then it would become clear, that you need to strengthen the control with who is actually gathering data, what data they gather, how it is protected and how this relates to your 'official e-identity' or is a sub-ID created for just the purpose, for which the data is gathered.

These concerns are getting more weight as hackers, spoofers, fishing attacks etc. are gaining momentum and as more citizens are being exposed to data thefts, not to mention identity thefts.

As I have mentioned other places, the PRISE (Privacy-Security) project funded by EU ended up by a number of recommendations as did the PRIME, later PRIMElife project, that developed prototypes and methods to demonstrate how multiple, yet consistent identities could be maintained and still remain under the user's control. As is clear from the picture above, most people have different identities, and even public ID's need to be changed as technology progresses and as decryption and new, powerful computers demand upgrades of security. But still, an individual will like to shield parts of her/his life from others: Multiple facebook identities? One entity for gmail, one for company correspondence and one for friends and family, one identity and network for people sharing your hobbies etc. If you combine this view with the 'Internet of Things', gadgets, that may or may not contain data about your behavior, whereabouts, messages, pictures etc., then it becomes obvious that whether you trust your government or not, it may not be the brightest idea to use the same, basic and omni-potent e-Identity everywhere you go.

Already in 2005, Kim Cameron developed what he called 'The Laws of Identity', which described the fundamental laws, that any identity management system would have to obey if it should work across domains and survive for a prolonged time. He suggested the following laws:

1. Technical identity systems must only reveal information identifying a user with the user's consent

2. The solution which discloses the least amount of identifying information and best limits its use is the most stable long term solution

3. Digital identity systems must be designed so the disclosure of identifying information is limited to parties having a necessary and justifiable place in a given identity relationship

4. A universal identity system must support both 'omni-directional' identifiers for use by public entities and 'unidirectional' identifiers for use by private entities

5. A universal identity system must channel and enable the inter-working of multiple identity technologies run by multiple identity providers

6. The universal identity metasystem must define the human user to be a component of the distributed system integrated through unambigous human-machine communication mechanisms offering protection against identity attacks

7. The unifying identity metasystem must guranatee its users a simple, consistent experience while enabling separation of contexts through multiple operators and technologies.

These criteria were put to a test by PRIME and later by PRIMElife, that made some exceptional demonstrators to prove the feasibility of these principles.

Also ENISA focused on this topic in the report on 'Managing Multiple Identities' which contains a realm of references to other relevant EU studies on this and corresponding issues.

As EU is now moving on to look into further use of cross-border identities it becomes clear that solutions like this are needed, as countries like Denmark cannot continue to be like the sleeping beauty hiding behind a wall of roses, we need to confront the Nordic faithful citizen with the skeptics of UK and non-believers of benevolent government in other countries. We have to help the Danish citizen with a simple, yet consistent way of controlling her/his own data (law no. 7) which will help us to travel across Europe, get our Government services - like pension, social benefits, while studying abroad - or help us with our medical and health record if we by accident or deliberately turn to hospitals in other European countries to assist us. The days of a magnetic strip card are long past, and while we are waiting for a more intelligent Danish ID-card that the semi-paper based NemID, we need to think out of the box and more important, actively participate in the projects that intend to offer capabilities to use and re-use eID's acroos borders. (See for instance the STORK project based on the idea of the European Interoperability Framework)

e-Valg i D-land

I et fuldt digitaliseret samfund er det ikke borgernes relation til det offentlige, der ændrer sig –hele det politiske system, partiapparater, meningsdannelsen, forholdet mellem de traditionelle medier og internetbaserede tilbud vil også betyde en nedbrydning af den måde, vi traditionelt har opfattet vores repræsentative demokrati på.

Teknologirådet har nedsat en arbejdsgruppe, der har afholdt 2 høringer med inddragelse af diverse eksperter og debattører, herunder undertegnede, og en vurdering heraf kan forventes inden nytår.

Udgangspunktet for Teknologirådets vurderinger har været 3 scenarier, hvor man har vurderet om det ville være en farbar vej for afholdelse af fremtidige valg: Valglokaler som vi kender det med ikke-forbundne PC'er udrustet med særligt valgsoftware, flytbare valg busser, og som 3. scenarie frit valg med afstemning over internettet på PC, mobil etc.

Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens endelige indstilling, men i stedet tage udgangspunkt et helt andet sted: Vores politiske system er ude af takt med de muligheder, som sociale netværker, 'web 2.0' giver – og er, hvis man ser på det, ikke spor repræsentativt.

Kun en meget lille del af den danske befolkning er i dag medlemmer af politiske parter. Det betyder f.eks. at de opstillede politikere kun vælges reelt af mellem 20-100 mødedeltagere, det betyder at det bliver svært at få frivillige til diverse offentlige ombud – valgtilforordnede, domsmænd, jurymedlemmer. Samtidigt har de traditionelle medier og deres fokus på specialtilfælde medvirket til at vores valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller valg til EU – tenderer til at blive præsidentvalg – man ved en masse om de ledende politikere, men forbandet lidt om de andre, der har et stort arbejde at udføre. Med regionerne har vi ydermere fået et underligt folkevalgt in-between, hvis folkelige tilhørsforhold mere er bestemt af hvordan de støtter op om lokale initiativer end hvordan folkesundheden forbedres.

Hvordan ser dette billede ud i D-Land? I perioden 2015-2020 er 'alle' on line, alle har en skudsikker digital identitet, vi har etableret en infrastruktur, hvor den enkelte borger ejer sine egne data, og kan tillade offentlige myndigheder adgang til lagrede data – i stedet for i dag, hvor de enkelte forvaltninger og styrelser opfatter det som institutions hånd- og halsret over registre med personhenførbare informationer. One-stop-shopping, intelligente blanketter eller 'mindre bøvl' betyder i dette scenarie, at det er borgeren, der giver den offentlige myndighed ret til at søge information i de dele af borgerens samlede data, der er relevante for den konkrete sagsbehandling – og kun dem. Dette er ikke 'single sign on' som vi taler om det i dag, det er 180 grader forskelligt, fordi Borgeren pr. definition altid har ret til alle sine data, medens det er den enkelte myndighed, der her skal legitimere sit behov for adgang til specifikke informationer. Sundhedssektoren har naturligvis muligheder for i akuttilfælde at få adgang mod tilhørende efterfølgende revisionsadgang.

Blandt borgerens dybt personlige dataelementer er naturligvis også politiske præferencer. Man vil heller ikke i D-land kunne være medlem af mere end eet parti samtidigt, men man kan etablere stillerlister, interesseprofiler, lukkede communities, hvor det vil være langt lettere for en D-borger at deltage i debatten end at gå til vælgermøder eller partiopstillinger.

Det vil være langt lettere for interesserede potentielle kandidater at deltage i web 2.0 grupper, både om smalle emneområder og i et ny-politisk gruppesystem. Man vil vide langt mere om de kandidater, der søger opstilling, hvis denne process foregår kontinuerligt og ikke bare op til et forestående valg. Hvis opstillingsmøderne kan forløbe over en længere periode med masser af spørgsmål og svar, vil de opstillede kandidater ikke bare være tilpas grillede, men de vil også være kendt og valgt på andet end kortvarige, smarte bemærkninger. Så lad os bruge den digitale signatur, vores elektroniske identitet til at opstille de rigtige kandidater.

Hvad så med valget? Det vil være klart for enhver at de fysiske organisering af særlige valgmaskiner, deres vedligeholdelse – selv med en on line download af PC images, vil være klumpet, dyr og utidssvarende. Det store spørgsmål – også i Teknologirådets arbejdsgrupper – har været bevarelse af befolkningens tillid og den demokratiske kontrol af overholdelse af valgets spilleregler.

Tillid til systemet kan opbygges, f.eks. gennem en revision af partisystemet, men også sammenholdt med en opgradering af NemID-løsningen til et egentligt borgerID-kort, som anvendes i mange forskellige sammenhænge: kørekort, EU sygesikringskort, rejseID, BankID, lånerkort .. Jo mere man etablerer granulerede løsninger, der godt nok fysisk lagres på et smart card – eller hvor det er mere hensigtsmæssigt, den differentierede nøgle lagres på et smart card – jo flere gange det bruges, desto større tillid vil borgeren have til at benytte samme infrastruktur til den politiske Verden.

Og ved en gradvis indfasning af forskellige muligheder, er der ingen grund til ikke at gå direkte til en fuld on-line valgmulighed – måske ovenikøbet indrettet således, at man kan stemme, fortryde, stemme igen – og måske endda på valgdagen troppe op på et valgsted og benytte sig af en standard 'nøgen' PC på valgstedet til at afgive sin endelige stemme. Sikkerheden mod adgang, herunder utidig åbning af stemmeboxen, må foretages som en systemrevision, så 'sidste-minut' optællinger ikke påvirker afstemningen mere end exit-polls gør i dag.

e-Valg er ikke anderledes end enhver anden interaktion mellem borger og samfund – men tager vi vores demokrati alvorligt, må vi opgradere det til demokrati 2.0.