Blå Blok vil bryde NETS monopol - Hvad vil de opnå?

Både Berlingeren og Børsen kommenterer i dag Nets-sagen og det giver sig som altid udslag i nogle meget hurtige politiske udmeldinger, som f.eks. Michael Aastrup Jensen, der udtaler at flere selskaber skal stå for driften af NemID, fordi den øgede konkurrence vil medføre større fokus på sikkerhed og oppetid og medvirke til at gøre driften billigere.

Før vi ser på hvad der er op og ned i de påstande, må vi træde et skridt tilbage og konstatere hvad det var, der gik galt og hvordan en kriminel person kunne få adgang til fortrolige data over en så lang periode, uden at nogen fattede mistanke. I samme runde kan vi jo så passende stille spørgsmålet om hvordan en svensk hacker i mange måneder kunne få adgang til CSC's kørekort database og mulige andre, CPR-relaterede databaser.

Sikkerhed i IT systemer

har traditionelt været fokuseret på den sidste type angreb, d.v.s udefra kommende angreb, og har derfor forsøgt med opbygningen af alle mulige firewalls, antivirussystemer - og ikke mindst med autorisationsystemer, som skal sikre, at kun de, der har en legitim adgang til systemet rent faktisk KAN komme ind. Oftest er det derefter meget avancerede adgangskontrol-mekanismer, der checker brugeren, hans rolle, hvilke applikationer/programmer han kan få adgang til - og i bedste fald også hvilke data og registre han får lov at se. De bedste installationer har desuden løbende kontroller - audits - af hvordan sikkerheden fungerer, og nøglemedarbejdere checkes løbende og i visse tilfælde udskiftes de efter en periode.

Hvor kommer truslerne fra?

Men trusselbilledet har ændret sig fra dengang alle medarbejdere sad i samme bygning eller på samme intranet, og alle data og programmer blev afviklet på een mainframe. I vore dage har medarbejdere hjemmearbejdspladser, mobile arbejdspladser eller bare mobiltelefoner, der giver adgang til virksomhedens data.

Og virksomhedens datacenter er blevet outsourcet og afvikles nu på en virtuel maskine, der fysisk kører sammen med 10-20 eller flere andre virksomheders systemer. Og nu bliver det meget mere interessant for eksterne hackere at angribe sådan en godbid, og der sættes i visse lande store ressourcer af til at prøve at penetrere den slags systemer. Og det lykkes forbavsende tit.

Det foregår som regel ved såkaldte fishing angreb, hvor (betroede) medarbejdere i de firmaer, som 'fiskerne' har fokuseret på, modtager falske e-mails, der er udformet så de tilskynder modtagerne at hente et attachment eller trykke på et link. Herefter downloades typisk en trojansk hest, der efter kortere eller længere tid giver sig til at undersøge sine omgivelser, jagte passwords eller aflure tryk på tastaturet.

Hver eneste dag bliver der sendt mere end 150 millioner fishing mails, hvoraf 16 millioner uden problemer passerer det før omtalte sikkerhedsfilter og når frem til interne medarbejdere. Omkring halvdelen af dem bliver åbnet, og ca. 800.000 klikker videre på det inficerede link.¹

Hvert halve år angribes mellem 80.000 og 115.000 domæne navne.

En af de mest skræmmende og teknisk kompetente grupper benævnes APT1 og er med meget stor sandsynlighed styret og støttet af den kinesiske regering. Formålet er spionage og industrispionage. Man formoder at der er mere end 1000 højt professionelle hackere/spioner i denne gruppe. Det amerikanske firma Mandiant følger løbende denne udvikling og udgiver (gratis) oversigt over indikatorer for gruppens tilstedeværelse på virksomhedernes servere.

Udover disse meget professionelle grupper er der et væld af spammers og andre hackere, der søger at lokke penge ud af private og virksomheder på meget fantasifulde metoder. Herhjemme har vi set falske breve fra Skat og enkelte forsikringsselskaber, der fortæller at man har penge til gode. Også betalingskortselskaberne benyttes ofte som udgangpunkt, hvor man beder folk at genåbne deres 'lukkede' kort ved at indtaste kortnummer og pinkode.

Selvom det for professionelle ser højst primitivt ud, er der konstant nogen, der falder for tricket.

BYOD - Bring You Own Device - men tag hovedet med på arbejde

Og har hackerne fået fat i en PC'er, der tilhører en betroet medarbejder i en virksomhed, er porten til data åben. Mandiant mener at kunne påvise, at APT1-netværket har stjålet flere hundrede terrabyte dat fra mindst 141 organisationer. Hvad værre er, at disse angreb iflg. Mandiant i gennemsnit har stået på mere 356 dage, og en enkelt organisation var sågar udsat i hele 4 år for angreb før de opdagede det.

Selvom det nok er vanskeligt, er der altså i højeste grad brug for en pædagogisk indsats for at få hr. og fru Jensen til at interessere sig for deres sikkerhed, og så vidt muligt anvende sig af SSL (Secure Sockets Layer) og EV = Extended validation. Det er sådan, at firmaer eller websites, der anvender EV SSL certifikater vises på en browser med et grønt felt og med navnet på den certificeringsmyndighed, der har godkendt det.

Trusler mod borgerne

Identitetstyveri er en reel og stigende trussel for private mennesker. Ifølge en undersøgelse, som Københavns Universitet har lavet for Det Kriminalpræventive Råd, sker det for mere end 46.000 danskere hvert år. Dette omfatter ikke svindel med betalingskort, men tilfælde hvor en persons identitet misbruges f.eks. til at købe varer, rejser, oprette lån etc. Tallet stiger kraftigt - en fordobling på 4 år. Det hænger sammen med vores tiltro til, at de profil oplysninger vi lægger ind på Facebook, twitter, Linkedin etc. ikke benyttes kriminelt. Men jo flere personlige data der ligger tilgængeligt på nettet, desto nemmere er det at kunne udgive sig for en anden. Og hvis man er sløset med sine CPR-numre, kan det gå rigtigt galt. (Læs hvordan Identitetstyveri virker i praksis)

Tys-Tys kilden - datatyveriet fra Nets

Lad os nu vende tilbage til vores kriminalsag fra Nets/IBM. Vi taler altså om en medarbejder, der som en hel del andre, havde adgang til 'produktionsdata' , d.v.s. data vedrørende betalingskorttransaktioner. Det var disse informationer han solgte til Se & Hør, så vidt det er oplyst for en fast månedsgage på 10.000 kr. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, om han havde systemadministratoradgang til mange andre systemer, noget som politiet og IBM undersøger.

Uanset hvad han i kraft af jobbet har haft adgang til, har han under alle omstændigheder gjort sig skyldig i noget strafbart i kraft af en betroet stilling, ligesom de 'hælere', der havde ham ansat, også står til straf.

'Security breaches are inevitable - being a headline is not' (Mandriants hjemmeside!)

Jeg og med mig mange sikkerhedseksperter vil påstå, at man kan lave IT systemerne så sofistikerede, at det bliver meget svært at omgå dem selv for en 'insider', men det kan aldrig blive 100% sikkert. Vi kan forlange at de organisationer, der passer på vores data, logger alle adgange og regelmæssigt kører statistik på log data, så man kan se evt. mønstre, vi kan gøre det meget besværligt at få adgang til ukrypterede data, men nogen skal på et eller andet tidspunkt kunne få denne adgang, og selv i hæderkronede firmaer med en traditionel høj arbejdsmoral kan man ikke gardere sig mod egentlig kriminel adfærd. (Når medarbejdere som tys-tys kilden bliver 'body shoppet' fra eet firma til et andet, er loyaliteten for firmaet måske heller ikke den bedste - og fyrede medarbejdere er ofte de værste skadevoldere)

Hvad skal vi så gøre ved det?

Er det logisk at sikkerhedsniveauet vil blive højere, hvis 3 uafhængige organisationer hver især skulle kunne få adgang til vores personlige data? I min optik er risikoen for en kriminel insider bare 3 gange højere. Og hvad værre er, hvis infrastrukturen varierer fra udbyder til udbyder, vil een af de 3 uvægerligt være det svageste led i et eksternt hacker-angreb.

Det er forståeligt, at man ved næste udbudsrunde i 2015 (som er lige straks!) skærper kravene til sikkerhed, så den leverandør, der på dette tidspunkt vinder NemID-kontrakten, allerede ved at barren er blevet løftet. Men at 3 forskellige skulle kunne se en forretningsmæssig fordel i det, og ovenikøbet som Michael Aastrup og Mike Legarth forventer, gøre det billigere - det kræver mere end normal nytænkning - eller en ekstra bevilling, som jeg ikke tror at selv en borgerlig regering vil stå på mål for.

Hvordan kan man tjene penge på infrastruktur?

Der er nemlig ikke mange penge i infrastruktur. Jeg var særdeles involveret i begge de 2 runder udbud om digital signatur, der er kørt indtil nu, og kan se de problemer, som de bydende virksomheder havde med at se forretningen i løsningen. TDC, der vandt den første runde af de såkaldte OCES-certifikater, forventede at business casen skulle bæres af medarbejdercertifikater og registreringssystemer til private virksomheder, men det blev kun meget langsomt indfaset, og TDC måtte betale bøder, fordi de ikke levede op til de oprindelige estimater for udbredelse.

Den 2. runder udbud blev gennemført efter forhandling. Det konsortium, jeg var med til at koordinere, fik sammen med TDC og PBS/Bankerne udleveret det endelige udbudsmateriale. Da vi havde vurderet det, trak vi os! Og det endte som bekendt med at TDC gik sammen med PBS og overlod sin (skrantende) OCES-forretning til det, der senere blev NETS.

Der var kort sagt ingen penge i det. Og det vil der langt mindre være, hvis 3 skal deles om opgaven.

Når PBS var klart overlegen, var det netop i kraft af, at de allerede havde store dele af infrstrukturen betalt af kreditkortselskaberne og bankerne. Skulle man starte forfra, vil det være dyrt - også selvom IT-løsninger er faldet i pris.

Har vi en plan B?

Så hvad er vejen ud af dilemmaet? Alle politikere fokuserer på Se & Hør sagen, hvor de langt større trusler kommer fra fremmede regimer, profesionelle fishere og fra et voksende pres i form af identitetstyveri. Det er en typisk men beklagelig rygmarvsreaktion. Det er gået ud over en række kendte personers privatliv, det er stækt ulovligt, men tys-tys kilden er tilsyneladende ikke stukket af med arvesølvet. (Med forbehold for hvad politiets undersøgelse kan bringe, naturligvis)

Ja, Version 2 kan have en pointe i at '289 danske registre med personfølsomme data er uden for myyndighederne kontrol' - baseret på at man mener, at den amerikanske stat kan tvinge CSC, IBM, Microsoft, Facebook etc. til at udlevere persondata til USA - ovenikøbet uden at meddele det til danske virksomheder. Så er løsningen at forbyde outsourcing ? Næppe. Så mange og så omkostningstunge medarbejdere og systemer kan vi ikke forvente at skatteyderne er tjent med.

Det problem, som Version2 peger på, kan kun løses ved at EU indgår en klar aftale med USA, der bygger på menneskerettighedserklæringer, og som gør det klart for USA at udlevering af data om andre borgere kun kan finde sted efter gensidig overenskomst - for eksempel i fortsættelse af interpol-samarbejdet - ellers ikke.

Kan EU udarbejde retningslinier for at styrke medlemsstaternes datasikkerhed?

Jeg tilbragte i sidste uge 2 dage med Teknologirådet i en gruppe eksperter fra EU lande, der havde til opgave at vurdere om og hvordan man kunne udstikke retningslinier til kommissionen for brug af 'Cloud Computing'. Kommissionen ser nemlig gerne, at europæiske virksomheder får del i den bølge af 'cloud teknologi', der skyller ind over os, og hvor amerikanske firmaer har et solidt forspring.

Vores konklusion er indtil videre, at der ikke er noget, der kan kaldes 'Cloud Teknologi', og at de sikkerhedskrav man ville stille hertil, ikke adskiller sig fra de krav og checklister (TLA'er) man med rimelighed ville kunne forlange overholdt af enhver outsourcing leverandør uanset nationalitet.

Så opgaven i vores optik går snarere på at udvikle 'teknologineutrale' krav til sikkerhed, kryptering, autorisation, kontrol med nøgleprocesser og -personer og særlige revisionskrav, hvor data bruges på tværs af 'domæner', d.v.s. ved anvendelse af 'big data' teknikker.

Lad os lave NemID version 3

Her kan man begynde at nytænke. Og så kunne man passende lave hele vores personregistrering om til noget meget mere tidssvarende. At vi danske ikke ser noget problem i at bruge vores CPR nummer til alle mulige formål bør være slut. Der er ingen grund til at man ved en enkelt identitet kan misbruge det til at checke alle forekomster i alle virksomheder- fra RKI til Forsikringsselskaber, detailhandelskæder.... Ja, vores selvkontrollerende skattesystem bygger jo på en eentydig identifikation af personer - men det kan man godt etablere på anden vis. Man kunne for eksempel erstatte vores pap kort med et smart card, der også indeholdt biometriske data (krypterede fingeraftryk, ansigtsdata). Og så kunne man skele til den måde, tyskerne har implementeret ID på: på kortet kan man vælge at afsløre f.eks. alder, adresse, kørekortsinformation, sygesikringsinfo, bankinfo, donor info etc. Man skal som borger selv kunne styre hvor meget man vil afsløre om sig selv. Og det bør se - i modsætning til vores nuværende NemID - være international accepteret og skal kunne bruges på kryds og tværs af EU. (Se beskrivelse af EU initiativ om coss border ID - Stork 2)

Så kunne vi måske åbne for konkurrence om udstedelse og/eller drift af NemID 3.0

Ved at lægge andre data - pas, kørekort, sygesikring etc. ind - kan man måske - MÅSKE - gøre det forretnings,æssigt attraktivt for mere end een leverandør at byde på løsningen, så man kunne ved denne nytænkning måske komme Michael Aastrup og Mike Legarth imøde samtidigt med at man forhøjede personsikkerheden og man fik forbedret den digitale ID-infrastruktur. Prisen er at vi skal anskaffe smart card læsere, som nu er kommet så langt ned i pris, at de er billigere end en USB-stik.

Men denne type løsning har fungeret i snart 10 år i Estland, så hvorfor ikke?

Lad Teknologirådet fremkomme med forslag til krav til næste udbudsrunde og NemID 3.0 jo før jo bedre!

e-Identity - How concerned are You really about privacy?

(Picture from PRISE showing multiple identities for 'John')

This morning the Danish Radio had a new story about the long-delayed travel card, which will provide train and bus passengers with a contact-less card instead of old tickets. The card itself is a bit of a problem as it has been delayed for several years (In spite of other countries that have implemented similar things years ago – Oyster Card in UK was launched in 1999) – but the issue was that the passengers are requested to identify themselves with the personal registration number to get a standard travel card. The card issuer – rejsekort.dk – at their websites explains that this is because it is a personal token, if you want an anonymized version, which you can use between yourself and your friends and family, you will have to pay extra. Also pensioners and students will have to have a personal photo on the card to ensure nobody is getting a discount they are not entitled to. Further the travel card requires that you link it to your bank account via the Dankort, but claims that this is only used when you are re-filling the card, that is, paying money for your upcoming trips. The identity data kept by the rejsekort-organisation is' stored safely at a central database' and access to this is only granted to 'rejsekort.dk and it's business partners'. Partners include a number of bus companies, Danish Railroads and others. And even if you cancel the card 'the data logged describing your trips will be kept for 6 months to analyze travel patterns or as a proof if disputes should arise.' And rejsekort.dk further guarantees that they will stick with the Danish legislation on privacy. (The web page is not even in English, sorry!)

I immediately came to think about this as yet another proof that the Danish population indeed are the most happy people in the World and they have a firm trust in their government as well as in semi-governmental institutions and that nobody will even consider complaining about it, while in other countries this would have aroused protests, strikes and boycotts. (UK, Germany, US ..)

After my participation in the meeting on 'the Internet of Things' it is obvious, that this kind of infrastructure and the logging of the use of it is yet another example of 'Function Creep' in the use of what seems to be an innocent way of identifying persons, the CPR-no. Yet this number and the accompanying name, address and maybe photo may be another source for new ways of identity theft and also a new way of getting money out of people's bank accounts.

In most other European countries the attitude of the citizens would have prevented a thing like this. We have even had several EU-sponsored studies that have been dealing with the concept of having multiple, secure identities, that any citizen has a need to change the e-ID over a life time and across the various sub-domains, where she/he may need an identity. In Denmark we are simply blind to the risks, because we take for granted, that we have secure banks, that our salary system with our employees are safe, that our pension funds are safe so that for instance the tax system works almost without any input from the tax payer, it is close to 'hands free' and has been for some years. Try to explain an Italian why the Government ID should be used for your employer before you can get your salary, or in UK why the insurance company should use the same identifier as you use to receive your social benefits.

This difference in attitudes is also visible in other areas: Denmark has a higher number of CCTV's pr. Capita than any other country in Europe, even including UK. Yet the general attitude is that 'It doesn't matter as long as you have nothing to hide'. But if you look at all the apps for the iPhone or Android that with or without your knowledge register your whereabouts at any given time, the growth of CRM systems capability and tools for analyzing vast amounts of data (Ref. The 'Watson machine' by IBM) then it would become clear, that you need to strengthen the control with who is actually gathering data, what data they gather, how it is protected and how this relates to your 'official e-identity' or is a sub-ID created for just the purpose, for which the data is gathered.

These concerns are getting more weight as hackers, spoofers, fishing attacks etc. are gaining momentum and as more citizens are being exposed to data thefts, not to mention identity thefts.

As I have mentioned other places, the PRISE (Privacy-Security) project funded by EU ended up by a number of recommendations as did the PRIME, later PRIMElife project, that developed prototypes and methods to demonstrate how multiple, yet consistent identities could be maintained and still remain under the user's control. As is clear from the picture above, most people have different identities, and even public ID's need to be changed as technology progresses and as decryption and new, powerful computers demand upgrades of security. But still, an individual will like to shield parts of her/his life from others: Multiple facebook identities? One entity for gmail, one for company correspondence and one for friends and family, one identity and network for people sharing your hobbies etc. If you combine this view with the 'Internet of Things', gadgets, that may or may not contain data about your behavior, whereabouts, messages, pictures etc., then it becomes obvious that whether you trust your government or not, it may not be the brightest idea to use the same, basic and omni-potent e-Identity everywhere you go.

Already in 2005, Kim Cameron developed what he called 'The Laws of Identity', which described the fundamental laws, that any identity management system would have to obey if it should work across domains and survive for a prolonged time. He suggested the following laws:

1. Technical identity systems must only reveal information identifying a user with the user's consent

2. The solution which discloses the least amount of identifying information and best limits its use is the most stable long term solution

3. Digital identity systems must be designed so the disclosure of identifying information is limited to parties having a necessary and justifiable place in a given identity relationship

4. A universal identity system must support both 'omni-directional' identifiers for use by public entities and 'unidirectional' identifiers for use by private entities

5. A universal identity system must channel and enable the inter-working of multiple identity technologies run by multiple identity providers

6. The universal identity metasystem must define the human user to be a component of the distributed system integrated through unambigous human-machine communication mechanisms offering protection against identity attacks

7. The unifying identity metasystem must guranatee its users a simple, consistent experience while enabling separation of contexts through multiple operators and technologies.

These criteria were put to a test by PRIME and later by PRIMElife, that made some exceptional demonstrators to prove the feasibility of these principles.

Also ENISA focused on this topic in the report on 'Managing Multiple Identities' which contains a realm of references to other relevant EU studies on this and corresponding issues.

As EU is now moving on to look into further use of cross-border identities it becomes clear that solutions like this are needed, as countries like Denmark cannot continue to be like the sleeping beauty hiding behind a wall of roses, we need to confront the Nordic faithful citizen with the skeptics of UK and non-believers of benevolent government in other countries. We have to help the Danish citizen with a simple, yet consistent way of controlling her/his own data (law no. 7) which will help us to travel across Europe, get our Government services - like pension, social benefits, while studying abroad - or help us with our medical and health record if we by accident or deliberately turn to hospitals in other European countries to assist us. The days of a magnetic strip card are long past, and while we are waiting for a more intelligent Danish ID-card that the semi-paper based NemID, we need to think out of the box and more important, actively participate in the projects that intend to offer capabilities to use and re-use eID's acroos borders. (See for instance the STORK project based on the idea of the European Interoperability Framework)