Demokratiet i D-land

en 31. august 2011 afholdt DANSK IT's tænketank Danmark 3.0 en konference om demokratiet i en digitaliseret fremtid. Nu 2 år efter vil det være passende at tage et check på hvor udviklingen er på vej hen, især i lyset af at Venstres IT-ordfører, Michael Åstrup Jensen, fik bremset det lovforslag, som regeringspartierne havde fremsat og som gik ud på at gøre det muligt at afholde forsøg med elektroniske valg. (Se f.eks. bloggen fra Anders Sparre)

Betegnelsen D-land fandt vi på i Tænketanken for at illustrere det forhold, at det var næste naturlige udviklingstrin efter industrisamfundet. Vi diskuterede os også frem til, at hvis digitaliseringen i D-land er vidt fremskreden, giver det ingen mening at tale om IT, for IT ville være indlejret i alt - fra kommunikation, energi, produktion, medie, personlig sundhedskontrol, sundhedsvæsen, læring (både indlæring og af-læring) - og selvfølgelig også i styreform, med andre ord vores demokratio.

Spørgsmålet er så hvordan et D-lands demokrati, Demokrati 3.0, ser ud, og hvor de største ændringer til i dag kan tænkes at opstå. I den sammenhæng er selve valghandlingen jo 'blot' en detalje, omend grundlæggende for hele styret.

Ideen i vores demokrati er, at det er repræsentativt - vi vælger folk, vi stoler på og som har meninger og synspunkter, som vi sympatiserer med, og det er så de folkevalgte, der på vores vegne leder landet eller som opposition prøver at få indflydelse på beslutningerne .

Valgbarhed og stemmeret er omtalt i Grundloven - men der står ikke noget om partier, hvilket sikkert undrer en del.

Ideen i partiarbejdet er, at det er her man identificerer de bedst egnede kandidater til at repræsentere partiets medlemmer og i anden række de danskere, der har meningsmæssigt sammenfald med partiets.. Det betyder i praksis, at det er på partiernes opstillingsmøder, at kandidaterne udpeges, og afhængigt af opstillingsformen også i hvilken rækkefølge, således at der etableres regler for, hvordan såkaldte listestemmer tilfalder kandidaterne på listen.

Det betyder i praksis, at især små partier og lokale partiforeninger vil opstillingsmøderne opstille kandidater baseret på måske ganske få partimedlemmers stemmer, og der er sågar eksempler på opstillings'kup', hvor et antal nye medlemmer kan påvirke resultatet mærkbart.

Og tilslutningen som medlemmer er faldet dramatisk - se tallene for 'de gamle' partier

medlemstal	1960	1985	2011
Socialdemokratiet	259459	90739	42024
Venstre	192629	87461	42132
Konservative	108751	51734	13148
Radikale Venstre	35000	10100	9340

Selv Dansk Folkeparti kunne i 2011 kun mønstre godt 10.000 medlemmer, og samlet set var medlemstallet for alle politiske partier i Danmark ca. 175.000 i 2010.

Kan man forestille sig, at dette er ændret i D-Land?

Dernæst kommer spørgsmålet om valgkredse, hvor de enkelte kandidater udover at repræsentere partiernes medlemmer også - i hvert fald indirekte - forventes at repræsentere 'kredsens' interesser på tinge. Oprindeligt var det udfra et ønske om at få en vis overensstemmelse mellem vælgerantal og antal mandater i de enkelte områder, men de store flytninger ved industrialiseringen betød at man måtte indføre tillægsmandater.

Vil valgets landkort ændre sig?

Det løbende lovgivningsarbejde på Christiansborg såvel som styringen af regioner og kommuner MELLEM valgene er jo allerede blevet ændret i kraft af mediernes rolle og på det seneste også de elektroniske medier og de sociale medier. ed mellemrum afholdes folkeafstemninger (ved suverænitetsafgivelse, 'jordlovene') og der afholdes et antal høringer (lokalplaner, byggeplaner).

Kort sagt, der pågår et løbende Policy arbejde på alle niveauer i det politiske system, som i et vist omfang påvirkes af medierne - seneste eksempel er Regeringens ændring i holdning til Dagpengereformen.

Hvordan vil det løbende policy arbejde blive påvirket i et digitalt samfund?

Lad os tage det sidste først:

I Finland etablerede man så tidligt som i 1993 'The Committee for the Future', som er det finske parlaments stående udvalg, der fungerer som en tænke tank for fremtidsforskning, videnskabs og teknologipolitik i Finland. I januar 2012 udgav de en publikation 'Crowdsourcing for Democracy - a New Era in Policymaking'. Med udgangspunkt i begrebet Crowdsourcing - som defineres som en åben opfordring på internettet til 'alle' til at deltage i en online dialog, indsamling, informationsdeling. 'Crowd' er i sin oprindelige udformning en anonym masse, men begrebet bruges også om f.eks. 'venner' på Facebook, twitter o.l.

Blandt de eksempler på crowdsourcing, som rapporten nævner, er især arbejdet med at udarbejde en ny grundlov for Island interessant; det er første gang man forsøger at inddrage befolkningen i den grundlovgivende proces. Arbejdet er ikke afsluttet, det islandske parlament og højesteret er uenige om en række forhold, men eksemplet er interessant. USA har en række initiativer, der prøver at inddrage borgerne i policy-making: Open Government initiativer under Obama

We - The People - søger at aktivere folk til at støtte op om initiativer eller selv fremsætte forslag. Her er det ikke koblet til kongressen, men altså til præsidentembedet.

UK har haft succes med deres tilsvarende variant- HM e-Petitions, men den er dog forbundet med parlamentet: e-petitions viste mere end 28 mio sider og forslag til ny lovgivning de første 100 dage, den var i luften. Open Ministry i Finland indsamler ideer til ny lovgivning og befolkningens støtte til forslagene. En lov fra 2012 kræver, at hvis et forslag samler mere end 50.000 støtter på 6 måneder, skal forslaget forelægges det finske parlament.

Især det finske initiativ vil være levedygtigt i D-Land, så hvordan ser så demokratiet samlet set ud i D-Land?

Jeg forestiller mig:

Grundloven er blevet skrevet om - via crowd sourcing. Regler om borgerinddragelse og krav om behandling i Folketinger af forslag, der har samlet tilstrækkeligt mange unikke støtter er indeholdt, og Grundloven fortæller også hvordan kandidater til Folketing, Regionsråd (hvis de findes) og byråd opstilles: Som en kombination af partiernes forslag og borgernes unikke stemmer på kandidaterne. Slut med kup på opstillingsmøder, men det skal være klart, at den enkelte vælger kun kan deltage i eet opstillingsmøde pr. valg.

Mange offentlige diskussioner kan nu lægges åbent frem, og vælgere kan udtrykke deres synspunkter og meninger i et twitter lignende format. Men det kræver, at man SKAL identificere sig. had-kampagner af anonym art er forbudt, og det svarer til at man i et analogt mødelokale skal præsentere sig, når man tager ordet.

De eksempler, vi kender i dag, hvor borgerne inddrages i budgetprioriteringer. (f.eks. New Yorks budget, Budgetprioritering i Calgary, Canada og flere andre eksempler.

Det siger selv at høringer om lokalplaner o.l. også foregår elektronisk. Igen med anvendelse af borgerens unikke ID.

Valgene er elektroniske. Det kan de være, fordi hele identitetsspørgsmålet er klaret ved en videreudvikling af NemID, så hver borger har et smart card (eller en mobil), der har en 2-faktor sikkerhed, hvor dan anden faktor i stedet for et papkort er en kombination af biometriske data.

Eengangspasswords kan udstedes via mobil for applikationer, der kræver dette - f.eks. bank-løsninger.

Det nye ID-kort (eller mobil) dækker alle væsentlige applikationer - sygesikring, kørekort, valgbarhed, stemmeret, o.s.v. hvilket kræver,m at det er attribut-baseret, så ejeren kan bestemme, hvilke data, der ønskes anvendt i en given sammenhæng. (jvfr det tyske ID-kort).

I og med at hele ID-infrastrukturen er lagt fast, kan vi afskaffe valgkort. Det fremgår af e-ID for borgeren.

Selve afstemningen foregår på nettet, den estiske model for logning med mulighed for at fortryde og med mulighed for fremmøde med sit e-ID kort på valget, hvor valglokalet har tynde klienter med adgang til internettet. Stemmesedlerne genereres centralt af et uafhængigt valgorgan, og afhængig af borgerens bopæl (som fremgår af e-ID) vises den relevante stemmeseddel.

Den afgivne stemme krypteres med anvendelse af stemmecentrets nøgle modificeret med et tilfældigt tal, vælgeren skriver under (og pakker derved stemmesedlen ind i en personlig kuvert, krypteret med vælgerens private nøgle). Der etableres logfiler, den krypterede stemmeseddel gemmes i skyen, og når valghandlingen afsluttes, kan man med homomorisk kryptering redegøre for valgresultatet uden at bryde krypteringen.

(Se min tidligere blog om e-valg)

Ser frem til kommentarer, indvendinger og synspunkter!

E-Valg: Hvordan Danmark fortsat har til hensigt at sakke agterud i den digitale udvikling

Teknologirådets længe ventede rapport om 'e-Valg – en udfordring for demokratiet?' blev lanceret ved et møde den 21.3, hvor arbejdsgruppen under ledelse af Christian Werner-Tougaard, Rådet for større IT-sikkerhed, fremlagde rapporten for 2 politiker-paneler, først Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder flankeret af Københavns overborgmester, tidligere Teknologiminister Frank Jensen, og i anden runder for Frederiksbergs Borgmester Jørgen Glenthøj og Socialdemokratiets IT-ordfører Yldiz Ardogan. Fremmødet var usædvanligt talrigt, og en række kommunale, indenrigsministerielle specialister var til stede sammen med IT-folk, journalister m.v.

Baggrunden for rapporten var bl.a. den tidligere videnskabsminister Sanders og økonomiminister Bendt Bendtsens begejstring for det estiske on-line valg i 2007 (Og igen i 2011) og det første forsøg på e-valg, som Bertel Haarder faktisk gennemførte til menighedsrådsvalget i efteråret 2008.

Som tidligere omtalt har Teknologirådet afhoildt 2 arbejdsmøder, som jeg havde fornøjelsen at deltage i, og med færdiggørelsen af rapporten skulle vejen nu være banet for at man i Danmark kan begynde at arbejde med digitale valg. De 2 borgmestre fra København og Frederiksberg var begge ivrige for at komme i gang, og rådets anbefaling om at gennemføre e-Valg til kommunalvalget i 2013 i mindst 3 kommuner, ser ikke ud til at mangle villige kommuner.

Men hvad er det så, teknologirådet anbefaler? I udfaldsrummet mellem særligt udstyr i lukkede, kontrollerede miljøer og en helt åben on line afstemning fra enhver PC (eller mobiltelefon, iPad etc), har man valgt at anbefale en løsning baseret på PC'er, der ikke er opkoblet, og som installeres enten i et valglokale eller i en valgbus, hvor man kan stemme på digitale valglister, så man f.eks. også kan stemme på kandidater i andre kommuner, end der hvor valgbussen holder.

For at styre dette stiller man følgende krav til 'valgbox-PC'en': (Citat fra rapporten)

”Den digitale valgboks klargøres i kommunerne med en programpakke leveret fra en central myndighed. For at sikre, at der er kontrol med pc’en, må der ikke være installeret anden software på den under valget. Programpakken indeholder et standard styresystem, et valgprogram og et sikkerhedsprogram. Pc’en skal være “hærdet” – det vil sige, at man ikke skal kunne forandre terminalen, når denne først er klargjort. Ligeledes skal ekstern tilgang blokeres (USB, CD/DVD-drev etc. skal digitalt afblændes).

De digitale valgbokse skal hele tiden befinde sig i et kontrolleret miljø – enten i form af sikret opbeva

ring, en bemandet valgbus eller et valglokale.

Der foretages en permanent opkobling til det centrale e-valgsystem eller ved hver stemmeafgivning. Pc’en kan kobles trådløst på internettet og kommunikerer via en VPN-linje (Virtuel Private Network), hvor data bliver krypteret, og der er sikkerhed for, at stemmer modtages fra en autoriseret valgboks. Ved stemmeafgivningen printes ligeledes en papirstemmeseddel.”

Årsagen til at man har valgt denne tunge og arbejdsintensive løsning er, at man især har hæftet sig ved, at enhver usikkerhed om afstemningsmetoden vil have en negativ effekt på tiltroen til demokratiet, og ved ydermere at 'nøjes' med at kalde dette for 'en udvidet brevstemme-model', er det håbet, at man gradvist vil kunne bevæge sig mod mere sofistikere løsningsmodeller i takt med befolkningens digitale modenhed og – fristes man til at sige – kommende krav om en moderne

valghandling fra post-facebook generationen.

De grunlæggende principper for e-Valg som Rådets arbejdsgruppe har opstillet som ufravigelige, er:

• e-Valg skal have central styring og ansvarsplacering

• Der skal nedsætes et uafhængigt organ med rådgivnings- og revisionsfunktion

• De økonomiske konsekvenser af e-Valg bør afklares

• Der bør skabes en valgmodel med mobile valgsteder med internetopkobling til forsøgsprojekt

• Valget bør baseres på fleksible (læs: Elektroniske) valglister og stemmesedler

• Der bør gennemføres et forsøgsprojekt med mindst 3 kommuner i 2013

• Effekterne af forsøg med digitale valg skal evalueres systematisk

• Tag borgerne med på råd

Hvorfor er det så ikke godt nok? Alle tilstedeværende var enige om, at det var en meget fornuftigt løsning, der ikke vil indebære nogen risici, og kommunerepræsentanterne syntes, at det var en overkommelig og praktisk løsning. Yldiz Ardogan, der er tilfordordnet valgstedet på Tingbjerg, syntes især om 'bussen', så man måske kunne få flere indvandrere og efterkommere til stemmeurnerne.

Men efter at have deltaget i Danmark 3.0 møderækken og efter at have set hvad andre lande gør, må jeg sige, at jeg er skuffet over den mangel på initiativ og fremsyn, som både arbejdsgruppen og politikerne udviser. Estlands valg i 2005 og igen i 2011 er baseret på en solid identifikationsmodel for den enkelte borger, og indebærer både sporbarhed, anonymitet overfor selve den foretagne afstemning samt ikke mindst muligheden for konstant at omgøre sin stemme indtil valget lukker, hvilket skulle forhindre familiemæssig eller anden form for stemmepression. 25% af esterne stemte ved sidste valg. At kontrollen virker, fremgår af at det var lykkedes én person at hacke sig ind i systemet, så vedkommende stemte 500 gange. Det blev noteret og slettet.

I Norge gennemfører man i år on line afstemninger i 11 kommuner. Ligesom i Estland med den mulighed, at man kan møde op på valgstedet og omgøre sin elektroniske stemme.

Når man ikke har turdet foreslå den åbne afstemningsform er det efter min mening først og fremmest fordi vores personidentifikationssystem er så rudimentært, at det ville se komplet fjollet ud, hvis man på et valgsted skulle identificere sig selv ved hjælp af et papkort. Hvis Danmark virkelig VIL noget i den digitale Verden er det på høje tid at udskifte vores identifikationssystem med et langt mere robust og differentieret system, som f.eks. det tyske ID-system. Nu har vi så efter eet års forsinkelse fået valgt et meget begrænset system til biometriske pas, hvor muligheden for eksempel for revokering i tilfælde af misbrug eller ønske om anonymisering, godkendt af en domstol, tilsyneladende slet ikke er tænkt ind. Der sker ingen fremskridt på området, før pas, sygesikringskort, ID-kort, kørekort f.eks. tænkes ind i samme løsning. Det bliver ikke i 2013, og det er tvivlsomt om vi kan nå at få egentlige e-Valg inden 2020 med de lave ambitioner på den danske befolknings vegne, som her er demonstreret så klart. At Århus kommune i 2011 forsøger at demonstrere en anden model, rykker måske ikke så meget.

I stedet får vi så en løsning, der kommer til at indebære en masse diskussion og udbud om udvikling af specielt dansk afstemningssoftware, særlige databaser til opbevaring af valglister, uendeligt arbejde med at installere og kontrollere standard PC'er, der skal konfigureres og boltes fast.

Det bliver dyrt, det kommer ikke til at holde mere end én valgperiode, og det ville have været klædeligt, hvis man havde erkendt, at det kun er ved standardiserede sikkerhedsløsninger, man får en bedre fremtid på nettet.

Som effekt anfører man desuden bl.a.:

Den tekniske løsning er fleksibel

Løsningen vurderes at have en fornuftig økonomi

Udvikling og afprøvning af denne løsning åbner mulighed for systemeksport

Den tekniske løsning er ikke fleksibel, hvis man ikke kan bruge f.eks. smartphones, og selv om den SW man udvikler, skal gøres til Open Source, er det ikke det samme som at den automatisk følger med den tekniske udvikling uden en løbende indsats.

Den fornuftige økonomi er for mig et meget stort spørgsmålstegn, da arbejdsindsatsen for at installere, vedligeholde og overvåge løsningen er meget stor i forhold til en generel ID-Management model med tillæg af selve afstemningsprogrammet.

Systemeksport?? De vil grine højt af os – i hvertfald i Estland og i Norge. Næ, hvem vil købe en brugt NemID-løsning om 3 år?

e-Valg i D-land

I et fuldt digitaliseret samfund er det ikke borgernes relation til det offentlige, der ændrer sig –hele det politiske system, partiapparater, meningsdannelsen, forholdet mellem de traditionelle medier og internetbaserede tilbud vil også betyde en nedbrydning af den måde, vi traditionelt har opfattet vores repræsentative demokrati på.

Teknologirådet har nedsat en arbejdsgruppe, der har afholdt 2 høringer med inddragelse af diverse eksperter og debattører, herunder undertegnede, og en vurdering heraf kan forventes inden nytår.

Udgangspunktet for Teknologirådets vurderinger har været 3 scenarier, hvor man har vurderet om det ville være en farbar vej for afholdelse af fremtidige valg: Valglokaler som vi kender det med ikke-forbundne PC'er udrustet med særligt valgsoftware, flytbare valg busser, og som 3. scenarie frit valg med afstemning over internettet på PC, mobil etc.

Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens endelige indstilling, men i stedet tage udgangspunkt et helt andet sted: Vores politiske system er ude af takt med de muligheder, som sociale netværker, 'web 2.0' giver – og er, hvis man ser på det, ikke spor repræsentativt.

Kun en meget lille del af den danske befolkning er i dag medlemmer af politiske parter. Det betyder f.eks. at de opstillede politikere kun vælges reelt af mellem 20-100 mødedeltagere, det betyder at det bliver svært at få frivillige til diverse offentlige ombud – valgtilforordnede, domsmænd, jurymedlemmer. Samtidigt har de traditionelle medier og deres fokus på specialtilfælde medvirket til at vores valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller valg til EU – tenderer til at blive præsidentvalg – man ved en masse om de ledende politikere, men forbandet lidt om de andre, der har et stort arbejde at udføre. Med regionerne har vi ydermere fået et underligt folkevalgt in-between, hvis folkelige tilhørsforhold mere er bestemt af hvordan de støtter op om lokale initiativer end hvordan folkesundheden forbedres.

Hvordan ser dette billede ud i D-Land? I perioden 2015-2020 er 'alle' on line, alle har en skudsikker digital identitet, vi har etableret en infrastruktur, hvor den enkelte borger ejer sine egne data, og kan tillade offentlige myndigheder adgang til lagrede data – i stedet for i dag, hvor de enkelte forvaltninger og styrelser opfatter det som institutions hånd- og halsret over registre med personhenførbare informationer. One-stop-shopping, intelligente blanketter eller 'mindre bøvl' betyder i dette scenarie, at det er borgeren, der giver den offentlige myndighed ret til at søge information i de dele af borgerens samlede data, der er relevante for den konkrete sagsbehandling – og kun dem. Dette er ikke 'single sign on' som vi taler om det i dag, det er 180 grader forskelligt, fordi Borgeren pr. definition altid har ret til alle sine data, medens det er den enkelte myndighed, der her skal legitimere sit behov for adgang til specifikke informationer. Sundhedssektoren har naturligvis muligheder for i akuttilfælde at få adgang mod tilhørende efterfølgende revisionsadgang.

Blandt borgerens dybt personlige dataelementer er naturligvis også politiske præferencer. Man vil heller ikke i D-land kunne være medlem af mere end eet parti samtidigt, men man kan etablere stillerlister, interesseprofiler, lukkede communities, hvor det vil være langt lettere for en D-borger at deltage i debatten end at gå til vælgermøder eller partiopstillinger.

Det vil være langt lettere for interesserede potentielle kandidater at deltage i web 2.0 grupper, både om smalle emneområder og i et ny-politisk gruppesystem. Man vil vide langt mere om de kandidater, der søger opstilling, hvis denne process foregår kontinuerligt og ikke bare op til et forestående valg. Hvis opstillingsmøderne kan forløbe over en længere periode med masser af spørgsmål og svar, vil de opstillede kandidater ikke bare være tilpas grillede, men de vil også være kendt og valgt på andet end kortvarige, smarte bemærkninger. Så lad os bruge den digitale signatur, vores elektroniske identitet til at opstille de rigtige kandidater.

Hvad så med valget? Det vil være klart for enhver at de fysiske organisering af særlige valgmaskiner, deres vedligeholdelse – selv med en on line download af PC images, vil være klumpet, dyr og utidssvarende. Det store spørgsmål – også i Teknologirådets arbejdsgrupper – har været bevarelse af befolkningens tillid og den demokratiske kontrol af overholdelse af valgets spilleregler.

Tillid til systemet kan opbygges, f.eks. gennem en revision af partisystemet, men også sammenholdt med en opgradering af NemID-løsningen til et egentligt borgerID-kort, som anvendes i mange forskellige sammenhænge: kørekort, EU sygesikringskort, rejseID, BankID, lånerkort .. Jo mere man etablerer granulerede løsninger, der godt nok fysisk lagres på et smart card – eller hvor det er mere hensigtsmæssigt, den differentierede nøgle lagres på et smart card – jo flere gange det bruges, desto større tillid vil borgeren have til at benytte samme infrastruktur til den politiske Verden.

Og ved en gradvis indfasning af forskellige muligheder, er der ingen grund til ikke at gå direkte til en fuld on-line valgmulighed – måske ovenikøbet indrettet således, at man kan stemme, fortryde, stemme igen – og måske endda på valgdagen troppe op på et valgsted og benytte sig af en standard 'nøgen' PC på valgstedet til at afgive sin endelige stemme. Sikkerheden mod adgang, herunder utidig åbning af stemmeboxen, må foretages som en systemrevision, så 'sidste-minut' optællinger ikke påvirker afstemningen mere end exit-polls gør i dag.

e-Valg er ikke anderledes end enhver anden interaktion mellem borger og samfund – men tager vi vores demokrati alvorligt, må vi opgradere det til demokrati 2.0.

Om e-Valg

Den 9. juni afholdt Teknologirådet en Workshop om mulige scenarier for e-valg som en del af den opgave, man var blevet stillet af Videnskabsministeriet om at undersøge muligheder for at indføre e-valg i Danmark. Projektbeskrivelsens titel er 'e-Valg – en udfordring for demokratiet?'

Baggrunden for projektet er tidl. Videnskabsminister Helge Sanders begejstring over at overvære det Estiske valg i marts 2007, hvor borgerne for første gang kunne deltage i fjernafstemninger ved anvendelse af den fælles offentlige/private digitale signatur (læs: smart card).

(Se Europæiske eksempler)

Ved dette valg stemte 5.4% af vælgerne på denne måde, men også andre lande har forsøgt sig med forskellige former for e-valg: Holland gjorde forsøg med stemmemaskiner, og i 2006 var stemmedeltagelsen ved hjælp af disse apparater oppe på 90%, men siden har det vist sig, at maskinerne (NEDAP) kunne hackes, og man er gået væk herfra foreløbig;

Irland brændte parallelt hermed mere end 51 mio € af på at etablere stemmeaskiner, som så blev droppet, medens det i Norge ser ud til at gå bedre: 11 kommuner vil være med til e-afstemning i 2011, og i Schweiz fik vælgerne i 11 kantoner muligheden for at e-stemme – og andelen var høj – mellem 21 og 68% af de afgivne stemmer var elektronisk afgivet.

Herhjemme har vi set forsøg på lokalt plan: Menighedsrådsvalget i 2008, forsøg med e-afstemninger i Frederiksberg Kommune og et prøvevalg for unge i 31 kommuner i 2009 i forbindelse med kommunalvalget, der også blev understøttet af e-valg.

Hvorfor e-valg?

Begrundelserne for at tilbyde e-valg må være at få en højere vælgerdeltagelse, men sekundært måske også at sænke omkostningerne ved afholdelse af valg. En højere valgdeltagelse kan være svært at eftervise i de eksempler, vi indtil nu har, men omvendt betyder en e-valgsmulighed, at der bliver færre undskyldninger for IKKE at stemme, især hvis tilbuddet ligner den Estiske model.

Ser man snævert på selve afstemningsproceduren vil besparelsespotentialet ligge i mindre personaleforbrug, herunder mindre diæter til folkevalgte kontrollanter, og mindre behov for omtællinger og administration. Dette potentiale må så opvejes af, om man ønsker at tilbyde løsninger, der indbærer særlige investeringer, sikre afstemningsmaskiner, særlige valgkort, procedurer omkring distribution af stemmesedler (elektronisk) og opbevaring af kvitteringer for afgivne stemmer.

Scenarier

Arbejdsudvalget for e-Valg under Teknologirådet fremlagde 3 scenarier, som workshoppen derefter behandlede ud fra 2 kriterier: Opfyldte de kravene til et sikkert og påpliudeligt e-valg, og hvilke trusler skulle scenarierne i givet fald være forberedte på.

Medens scenarie 1 gik på anvendelsen af stand-alone stemmebokse med et (forhåbentligt) brugervenligt interface, gik scenarie 2 på ideen om en valgbus, der (formodentligt som et supplement til 1) opsamlede beboere på plejehjem, hospitaler, fjerne arbejdspladser, og hvor tilforordnede kunne hjælpe med afstemningen. Scenarie 3 gik på en helt on-line løsning – enten ren internet baseret eller ved hjælp af smartphones, og opridsede perspektiver i retning af gruppepres, familiepres på hvordan den individuelle stemme skulle afgives.

Den teknologiske synsvinkel

Set ud fra en ren teknologisk synsvinkel er scenarie 1 og 2 utænkeligt i praksis; Stand alone stemmemaskiner skal initieres, distribueres, opdateres, opstilles, serviceres – og frem for alt vedligeholdes. Omkostningerne ved at tilvejebringe sådan en løsning (der i øvrigt ligner den, der blev kasseret i Holland og Irland) er eksorbitante, og i løbet af ganske få år vil maskinen sikkert minde om de stemmemaskiner, der blev brugt i Florida ved forrige amerikanske præsidentvalg, hvis nogen kan huske dem.

Det er sympatisk med en valgbus, der kører rundt til plejehjem og folk, der har besvær med at transportere sig, måske også til folk, der har problemer med at affinde sig med at stemme via en skærm og som har behov for hjælp, men ideen herom kræver en on line løsning – folk på hospitaler hører til på forskellige afstemningssteder, de kender måske ikke kandidatlisten, stemmesedlen skal distribueres ud til bussen, og afstemningen skal foregå kontrolleret og anonymt.

Det sidste scenarie er det eneste, der set fra en teknologisk, herunder også security/privacy mæssig synsvinkel har en chance for en gang på jorden. Men kun under nogle ganske bestemte forudsætninger:

I dag kan en ægtefælle 'låne' den andens NEM-ID eller digitale signatur – det er praktisk til bankopgaver – men er i sådanne tilfælde brugernes eget ansvar. Afpresning/gruppepres kan undgås, såfremt borgeren ikke får en kvittering på HVAD han har stemt, men kun AT han har stemt.

Men scenariet kan forbedres!

Idealløsningen

Man kan IKKE forestille sig, at man begynder med e-valg via en valgboks, der så gradvist forpupper sig til en tynd klient og til sidst anvender NEM-ID. Omkostningerne ved at gå via en stemmeboks er for store, og NEM-ID'en kræver stærkere autenticering hvis den foregår fra et valglokale.

Man kan heller ikke forestille sig en løsning, der med et slag lukker alle valgsteder; det vil være en tilvænningssituation for borgerne, og der vil i mange år være en rest-gruppe, der skal nurses særligt.

Den eneste løsning er derfor at tænke på et fælles Borgerservicekort: Et smart card, bygget op som det tyske kort, der kan anvendes i mange sammenhænge, hvor borgeren selv bestemmer, hvor meget man vil afsløre af sin identitet, udstyret med biometri, så man kan gennemføre 'stærk' autenticering, f.eks. ved stemmeafgivelse, men først og fremmest et kort, man er fortrolig med, som man anvender i et væld af sammenhænge – som kørekort, som sygesikringskort, som EU-legitimationskort, som pas, som valgkort. Så kan man udstyre valgstederne med standard PC'ere/tynde klienter, der er udstyret med kortlæsere til chips og bio, og som i øvrigt er koblet til fuldstændigt samme system (en privat Cloud!), der anvendes af de, der hellere vil stemme hjemmefra. Men hvis vi ikke råber vagt i gevær ender det med, at Danmark og Kroatien i 2018 er de eneste lande i EU UDEN smart cards!

Perspektiver

Teknologirådet vil i efteråret gennemføre endnu en workshop, denne gang med fokus på hvordan e-valg vil påvirke den demokratiske proces – og det bliver spændende: Det vigtige er nemlig stadig væk at gøre deltagelsen i debatten, interessen for at øge kendskabet til de politiske emner til noget, der er muligt for alle at deltage i. Det participative demokrati er en forudsætning for at nå det, som Helge Sander så i perspektivet fra Estland: At styrke demokratiet kræver mere end at afgive sin stemme og være tryg ved at den ikke er manipuleret eller bliver manipuleret. Og så er det måske spørgsmålet, om vores repræsentative demokrati på ALLE områder behøver at være '2. hånds' – om ikke der er områder, hvor den nye teknologi muliggør et mere direkte demokrati?

Men det tager vi fat på i november!