Vækst via Velfærdsteknologi ?

(Fra Vækstteamets anbefalinger om inddragelse af private aktører i det offentlige sundhedsvæsens kerneforretning)





I januar nedkom Vækstteamet under ledelse af Allan Søgaard Larsen, Falck, med en række anbefalinger til hvordan Danmark kan udnytte vores styrkepositioner indenfor sundhed og velfærdsteknologi til at opnå øget vækst og beskæftigelse.

Det var et af 8 'vækstteams' som Regeringen havde nedsat for at finde potentiale i områder som miljø, fødevarer, oplevelsesøkonomi, IKT og digitalisering m.v.

En del af anbefalingerne fra Sundheds- og Velfærdsteamet vedrører prioritering af forskning og udvikling, bedre rammebetingelser for vækstvirksomheder, en del anbefalinger peger på hvordan man mere konkret kan opnå et velfungerende hjemmemarked, og den sidste gruppe anbefalinger går på, hvordan vi kan blive bedre til en offensiv udnyttelse af det globale markedspotentiale.

Det springende punkt er her, hvordan vi får skabt et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked og kommer videre fra den nuværende situation, hvor vi har gennemført uanede mængder af pilotprojekter, men så godt som ingen egentlige storskalaforsøg med egentlig velfærdsteknologi.

Mandag Morgen bragte i marts en kritik af den samlede indsats og anførte, at initiativet var kommet mindst 10 år for sent, og at man ville drukne i politiske skyttegravskrige om hvordan man kunne etablere bæredygtige offentlige-private partnerskaber.

MM anfører: 'Forslagene virker gennemarbejdede og overbevisende og efterlader indtrykket af et kolossalt vækst- og jobpotentiale' , men peger samtidigt på et antal barrierer, som får MM til at mene, at det ikke kan lykkes: Vi er for sent ude, de kritiske sektorer er alt for fragmenterede i sig selv, og vi har en ikke mindst en fragmenteret politisk ledelse af de sektorer, der skal samarbejde, hvis det hele skal lykkes.

Dansk IT's tænketank Danmark 3.0 havde den 15. april indbudt til konference med netop Allan Søgaard Larsen som indleder og en dialog med Margrethe Vestager efterfulgt af en paneldiskussion med en række repræsentanter dels for forskningssektoren, for regionerne, for IT branchen.

Allan Søgaard udbyggede vækstteamets anbefalinger og understregede betydningen af et velfungerende hjemmemarked, før man kunne forvente at store, internationale satsninger kan gennemføres. Det kræver at Danmark for alvor bliver et afprøvningsland for telemedicin i stpor skala, og at erhvervslivet kan udnytte de mange sundhedsdata til analyseformål ('Big Data')

Blandt de største barrierer, som Alan Søgaard peger på, er at alle kompetencer er indlejret i offentlig sektor – sygehuse, regioner, hjemmepleje – og at private aktører hverken får skala nok eller prestige nok ud af at deltage i offentlige projekter til at det kan have synlige effekter på eksport. Øget innovation kræver derfor en nytænkning af hvordan offentlige og private samarbejder så man kan udnytte den viden og de kompetencer, der i dag kun findes i sundhedsvæsenet.

Margrethe Vestager takkede for Vækstteamets arbejde, og erklærede sig grundlæggende enig i konklusionen, men fokuserede dog mest på, at samarbejdet mellem offentlige og private indftil nu ikke var lykkedes på grund af den måde, man anvender konkurrencelovgivningen og reglerne omkring offentlige udbud. Skal man have en OPI-model, må vi være mere dristige i formuleringen af reglerne for offentlige indkøb, og ikke fortsat lade os drive af den kritik, vi i sin til fik af EU for den måde, Storebæltsforbindelsen blev etableret.

National handlingsplan ?

Imidlertid er der jo ikke så meget nyt i Vækstteamets anbefalinger, for allerede i juni 2012 nedkom Fonden for Velfærdsteknologi med 'Den Nationale handlingsplan for udbredelse af Telemedicin'

Afsenderen var en imponerende gruppering af Danske Regioner, KL Sundhedsministeriet, social- og integrationsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet og - ikke mindst vigtigt - Finansministeriet. Mage til fodslaw skal man lede længe efter.

Hvad pengene angår var det dog mere behersket: 80 mio kr. budget, hvoraf 30 øremærket til telemedicinske forsøgsprojekter. Det kan man næppe kalde imponerende, når sygehusenes udbygning i de nærmeste år stil mindst 40 milliarder, hvoraf en hel del burde kunne allokeres til at nytænke hele behandlings- og ikke mindst efterbehandlingsprocessen og genoptræningen med.

Handlingsplanens hovedinitiativer er:

1. Hjemmemonitorering af kronikere - Region Hovedstaden og Midt

2. Telecare Nord - KOL-patienter i Nordjylland

3. Telemedicinsk sårvurdering - Medcom (baseret på 'Sår i Syd' - Region Syd)

4. Telepsykiatri - Medcom

5. Internetpsykiatri - Region Syd (baseret på erfaringer fra Vejle)

Der er ikke noget videre overraskende i valget af projekter, det er de områder, hvor der i forvejen har været mindre, men succesfyldte projekter, og det er positivt, at Medcom - som en slags brobryggerorganisation - er med 2 af projekterne, hvor de 3 andre alle er båret primært af regionerne. Der er udarbejdet fornuftige business cases, og alt ser således på papiret OK ud.

Manglende opfyldelse af nødvendige rammebetingelser

Projekter om Telemedicin har vi kørt i DK siden 1994. Der har været masser af projekt, piloter, forsøg - dels med regioner og i visse tilfælde også med Kommuner som sponsor. Men ingen virkelige storskalaprojekter, så KOL-kufferten, Sår-i-Syd er udmærkede projekter, men levedygtigheden står og falder med om man får løst nogen grundlæggende strukturelle problemer i sundhedssektoren. Hvad er incitamenterne? For hvilke spillere? Hvordan laver man aftaler? Hvad skal patienterne selv betale? Hvor er de praktiserende læger henne i dette kompleks?

Og endelig - hvis vi går tilbage til Vækstforummet - hvordan kan man inddrage private aktører, så de kan lære af projekterne, udvikle løsninger og bruge det som springbræt for internationale projekter?

Der er i min opfattelse 4 fundamentale områder, der fortjener en meget hurtig afklaring:

- Det første er naturligvis at sikre samspil mellem de eksisterende aktører på sundhedsområdet - Regioner, kommuner, læger, speciallæger

- Det andet er at tilvejebringe fælles standarder - både for udstyr, lagring af data, regler for udveksling af information og beskyttelse af personlige data

- Det 3. er en åben, fordomsfri men forpligtende struktur for inddragelse af private aktører

- Og endeligt: Med tanke på borgernes stigende interesse for at leve sundt, forsikringsselskabers og andres interesser i ' det gode liv' - motivering af borgerne plus eventuelle andre finansieringskilder via forsikring eller via private anskaffelser af monitoreringsudstyr.

Bedre samspil mellem kommuner, regioner, læger

Et væsentlig bedre samspil vil kunne opnås, hvis en del af budgettet til de nye supersygehuset kunne benyttes til at etablere overvågningscentre for monitorering af borgere i eget hjem.

Alternativet bliver hurtigt, at det skal betales af kommunerne, og al den stund formålet er at reducere hospitalsindlæggelser og sikre hurtig udskrivning til trygt miljø i eget hjem, må det være primært i regionernes interesse at etablere det. Kompetence i den slags findes ikke i kommunerne.

Så vil kommunerne til gengæld skulle påtage sig at kunne rykke hurtigt ud, i tilfælde af et hjemmeovervåget borger får brug for assistance. Logikken i at kommunen skal betalke for denne del må være, at jo svagere patienten bliver, jo mere pleje vil være påkrævet. Det er også argumentet for at Kommunen - i hvert fald til mindre bemidlede - betaler for udstyr, der kan hjælpe til at forebygge skader, nye sygdomme etc. Dette kræver naturligvis en vurdering fra den ene kronikergruppe til den anden, og en vurdering i relation til genoptræningsprogrammet, som Kommunerne jo allerede HAR overtaget.

De praktiserende læger truer med en konflikt, og selve substansen i konflikten er sådan set dette spørgsmål underordnet, men hvis PLO sætter sagen på spidsen, vil det efter min opfattelse nemt fremprovokere en situation, hvor kommuner og regioner først i yderområder og senere andre steder direkte ansætter læger i lægehuse/sundhedscentre etc. som får en direkte mission også i forebyggelsesmæssig sammenhæng. PLO holder møde lørdag den 29.6 og her vil det vise sig, om det overhovedet er muligt at få praksislægerne til at indgå i en ny arbejdsdeling.

(se oversigt/fakta over forhandlingsforløb)

Fælles standarder

Vi er heldige i Danmark at MEDCOM har banet vejen på dette område for længe siden, og at sundhed.dk er etableret på toppen af de regionsdrevne sundhedsdata. Men nu kommer vi til indsamling,m registrering, lagring og ikke mindst deling af endnu mange flere data, der kommer fra hjemme-monitorering, telemedicin. Validiteten af disse data er ikke altid så høj, som lægen eller sygehuset kunne ønske, men til gengæld har man nu en enestående mulighed for lange tidsserier linket til den enkelte patient eller til den enkelte borger.

For at kunne gennemføre dette, er det nødvendigt at kunne enes om en fælles arkitektur. Og her er vi - heldigvis eller fornuftigvis - allerede langt.
EPJ-systemerne i Danmark er - omend der er 5 af dem - ikke så langt fra hinanden, at der ikke kan etableres et fælles udtræk - eJournal - som gradvist bliver bedre og mere detaljeret i takt med opdateringen af de enkelte EPJ-systemer, der næsten alle understøtter den internationale HL7V3 standard. Og Den Nationale Handlingsplan læner sig også op ad Continua Alliancen, som fundament for den fremtidige udvikling af Telemedicinske løsninger. Så her er vi på vej.
Referencearkitektur for såvel National IT som specifikt for Velfærdsteknologi er en ufravigelig forudsætning for fælles fodslaw - og også for inddragelse af private medspillere.
I november 2012 udkom så det første udkast til referencearkitektur for sundheds IT og sikkerhed, og i april 2013 blev så Referencearkitektur for opsamling af sundhedsdata hos Borgerne sendt i høring. Begge dele væsentlige fremskridt på vej mod fælles standarder og fælles sikkerhedsregler og beskyttelse af borgerdata på en sådan måde, at data rent faktisk kan anvendes.

Inddragelse af private aktører

Hele ideen med Vækstteam-arbejdet har været at se, hvor samarbejde mellem den offentlige og private sektor kan føre til vækst, nye services og ikke mindst eksportmuligheder. Så er det forstemmende at høre SF og Enhedslisten gå på barrikaderne og allerede inden sommerferien har bredt sig, at tale mod at private aktører kan indgå i administration og behandling - uanset vi taler ældrepleje, privathospitaler, sundhedsklinikker, genoptræning.

Som Vækstteamet anbefaler, hjælper det ikke noget, at vi eksporterer den offentlige sektor til Kina. Vi skal nødvendigvis gøre det gennem virksomheder, der er fuldt opdaterede og har de kernekompetencer, der skal til, for at kunne gøre en forskel. At NGO'er som Diakonissestiftelsen bliver vel modtaget i Kina er fint, men det er ikke højteknologi, vi eksporterer, det er en menneskelig positiv indstilling og en måde at organisere ældrepleje på, som kineserne helt sikkert får brug for. Men det er IKKE velfærdsteknologi, det er velfærdsservice. For at modernisere ydelsen, inddrage borgere, skabe tryghed hos patienter kræves investeringer og dokumenterede resultater. Klynger af samarbejde mellem offentlige og private aktører med en klar rollefordeling er en nødvendig forudsætning for at nå målene.

Borgerinddragelse og nye finansieringsmodeller

Digitaliseringstrategien har i de senere år været drejet mere og mere mod effektivisering og besparelser og væk fra det andet, oprindelige hovedfundament: Borgerinddragelse og 'empowerment'. Vi bliver imidlertid nødt til som en del af rammebetingelserne for en succesfuld implementering af velfærdsteknologi at tænke løsninger, der involverer borgeren, brugeren, klienten - og som vel at mærke også gør det attraktivt at tænke på at monitorere sig selv INDEN man bliver til en patient. Forebyggelse, motivering er måske allerede ved at være højere på lystavlen - men ikke alle befolkningsgrupper har samme motivation, og her kunne forsikringsselskaber (også Danmark) spille en rolle - bidrage ved at nedsætte forsikringer eller ved at yde tilskud til borgernes egen selvkontrol og måling. På digitaliseringsmessen i Århus spurgte jeg Klaus Panareth, der er formand for dansk selskab for telemedicin og 'opfinder' af KOL-patient kufferten, om anvendelse af borgerindsamlede data ikke kunne udgøre en sænkning af kvaliteten af medicinske data og derved øge risikoen for fejlslutninger. Det afviste han, fordi han netop mente, at de mange, mange data, der nu kan behandles (Big data!) også ville kunne renses for statistiske fejl, men i endnu højre grad bidrage til en viden om forløb og udviklinger i sundhedstilstand, som man aldrig før havde haft.

Der er langt igen...

Men selvom den truende lægekonflikt ser ud som den måske lige nu alvorligste trussel mod et effektivt samarbejde i den danske sundhedsmodel, er der stadigt langt igen før vi får løsningen på hvordan Regioner og Kommuner kan se en fælles interesse i at nytænke samarbejdet - og hvordan HELT private aktører kan inddrages for at løse vores fremtidige velfærdsproblemer.

Der er plads til mange blogs om emnet endnu.

Sundhed 3.0 - Behov for nytænkning haster mere end nogensinde

Bertel Haarder - Grundlovsmøde 2011

Ved afslutningen af Folketingsåret kunne Bertel Haarder løfte armene, da Sundhedsministeriet som det eneste ministerium tilsyneladende får tilført ekstra milliarder år for år frem mod 2020.

Ser man nærmere efter, er dette et resultat af tidligere indgåede aftaler, bortset fra de fingeraftryk, som Pia Christmas Møller fik sat, og som især gavner det psykiatriske område. Men hvordan ser det ud i fugleperspektiv?

Vi står ved starten på et omfattende sygehusbyggeri, som i løbet af de næste 10 år vil koste 41 Mia kr., hvoraf de 25 mia kommer fra Staten og resten fra Regionerne. Tilskuddene er blevet prioriteret efter alle kunstens regler, og regeringens ekspertudvalg har grundigt analyseret regionernes planer og tildelt midlerne og offentliggjort begrundelsen i rapporten fra november 2010.

Men allerede før rapportens fremkomst var der kritiske røster, der pegede på, at en al for stor del af de afsatte midler ser ud til at vedrøre mursten snarere end teknologi, på trods af intentionerne og på trods af regeringens oprindelige visioner om at det omfattende sygehusbyggeri kunne blive en showcase for de danske kompetencer på området. Den 25. maj kunne man i Ingeniøren læse en artikel under overskriften: Ingeniører om Supersygehuse: Byg et ad gangen.

Heri anbefaler 71 procent af de adspurgte ingeniører at sygehusene bygges serielt, så man kan lære af hinanden. Næstformanden for regionerne, Carl Holst er ikke enig, han siger at man dels baserer sig på internationale erfaringer fra Sverige, Norge, Finland og Island (der var deltagere fra Sverige og Norge med i Regeringens ekspertudvalg), og dels er man meget obs på at lære af hinanden.

Hverken de 71% af ingeniørerne eller Carl Holst forholder sig imidlertid til kritikken om, at kun en beskeden del af investeringerne sker i teknologi.

Værre bliver det, når Bertel Haarder understreger, at man ved den nye sundhedsaftale 'fokuserer på brug af Telemedicin, der vil kunne spare 4-6 milliarder kroner'. Bertel Haarder henviser her formodentlig til Formanden for Dansk Selskab for Telemdicin, Klaus Panareth, der udtalte at 4.700 hospitalssenge kunne spares væk, såfremt sygehusvæsenet virkeligt skruede op for brug af telemedicin. Han anslår, at næsten halvdelen af de 3 millioner sengedage, som medicinske patienter har hvert år, kan spares væk. Det giver 7 milliarder kroner.

Bertel Haarders forklaringsproblem er imidlertid, at kommunerne i dag overhovedet ikke har taget telemedicin til sig (Se vores udredning om dette) ,at der ikke er planlagt en revision af hele organiseringen af sundhedsvæsenet, som dette ville medføre (Og som ekspertpanelet faktisk direkte har anbefalet i kapitel 3, synspunkter på fremtidens sygehusstruktur) – og hvad værre er, at man har afsat 50 millioner til at fremme brugen af Telemedicin. Beløbets størrelse står slet ikke mål med den mulige besparelse, og man har ikke tænkt andre incitamenter ind i modellen, men ovenikøbet ændret afregningen mellem kommuner og sygehuse i en retning, der ikke umiddelbart fremmer tilskyndelsen til at investere i hjemmeovervågning, organisatoriske ændringer, sammenhæng med primær lægetjenesten.

(Det er åbenbart symptomatisk at man hellere vil give 300 mio til en øget toldkontrol ved grænsen, som har vakt vrede hos alle vores naboer – men det er jo en anden historie!)

Det kan næppe være ABT-fondens opgave at designe den organisatoriske ændring af den danske sundhedsmodel, der vil være nødvendig frem til år 2020 – og slet ikke for 50 mio kr! Lige så lidt som man kan tage ingeniørernes anbefaling om at bygge sygehusene sekventielt alvorligt – det er jo stadig 'kun' en delmængde af det samlede problem.

Allerede i efteråret kunne man i MandagMorgen den 24.9 læse en artikel under overskriften

'Århundredets sygehusinvestering risikerer at blive tabt på gulvet'

Hvor kan man gå hen for at se gode erfaringer, der flytter patienterne ud af sygehusene og medfører en højere sundhedstilstand? En af de cases, som mange peger på, er Kaiser-Permanente i Californien. Her har man dels etableret nogle af Verdens mest moderne hospitaler, men også organiseret hele patientforløbet på en meget mere effektiv måde. Man har etableret store lægecentre, hvor både almen praktiserende læger, speciallæger, sygeplejersker, laboranter og andet sundhedspersonale kan supplere hinanden, stå for en effektiv diagnose og visitering og ikke mindst bistå ved 'call centre' for udskrevne patienter, så genindlæggelser minimeres og patientens trivsel øges. Så vi skal ikke 'vælge' læge i Sygesikringen – men lægehus. Det vil fremme en hurtig diagnose, øge trygheden og mindske presset på sygehuse.

Hvis vi om 10 år står med en aldrende befolkning, hvor patienter med kroniske sygdomme beslaglægger 60-75% af det samlede sundhedsvæsens ressourcer, er det oplagt at flere vil lide af mere end én kronisk sygdom med hvad det fører med sig af behov for viden om forskellige mediciners virkning på hinanden, individuelt tilpasset overvågningsudstyr og behov for patientens on-line kontakt via lægecenter med relevant personale – enten i centret, på specialesygehuset eller hos andre.

Det er ikke nok at allokere 50 mio til en ABT-fond, der ikke har ansvar for re-organisering af sundhedsvæsenet, det er ikke nok at give 600 mio til en ny helikopter og akutbiler (omend lægehusdelen af dette initiativ er et lille skridt på vejen, selvom det er et hold-kæft bolsche til 'udkants-Danmark).

Ekspertudvalget, der indstillede prioriteringen af investeringerne i de nye sygehuse, var i deres kommissorium begrænset til at vurdere indretningen, organiseringen og designet af de nye sygehuse, ikke af den samlede sundhedssektors organisering. Og det er det, der er behov for.Som udvalget skriver i afsnittet om 'synspunkter på fremtidens sygehusstruktur':

”Fremtidens sygehus må derfor ikke planlægges og bygges som en simpel lineær fortsættelse af fortiden. Fremtidens sygehuse er ikke lig med selv det nyeste af dagens sygehuse. Der skal tænkes mindst 10 år frem, før flere af sygehusene overhovedet tages i brug. Udfordringerne til fleksibilitet er store, idet man kan forvente, at en stor del af den teknologi, som skal til rådighed for sygehusene i 2020 slet ikke er kendt i dag.”

”Med det omfattende investeringsprogram skal der være plads til nytænkning omkring organisering, logistik og brug af teknologiske muligheder.” (s.19)

Der er kort sagt brug for en meta-model for sundhedssektorens opgaver, funktioner i relation til patientgrupperne – herunder af forholdet mellem forebyggende behandling, fjernbehandling, selvbehandling, diagnosticering, forløbsstyring, kvalitetssikring, udskrivningskontrol, genoptræning og samspil med pleje, kommunale services, ambulante kontroller etc.

Vi kan anvende begreber fra Enterprise Architecture til at mappe byggeklodserne, flowet, funktionerne – og det skal IKKE forveksles med f.eks. G-EPJ, der var fejlslagen, fordi den efter flere års forsøg på generalisering af selv de mindste detaljer i arbejdsgange ikke fik opbakning og ikke havde mulighed for løbende tilpasning og justering. Hvis Regeringen sammen med KL og Danske Regioner virkelig VIL en sundhedsreform, der også omfatter almen praksis, så er det nu. INDEN supersygehusene sluger alle ressourcer og opmærksomhed og løser problemer, der ikke vil være relevante, når de står færdige.

Kommunernes Sundhedstilbud - Åbent brev til Bertel Haarder

(Billedet illustrerer telemedicinforsøg i Århus Kommune 2007-8)

Kære Bertel Haarder!

Holdet af e-Government-studerende på ITU beskæftiger sig naturligvis også med e-Health, og i den forbindelse gennemførte vi en kvalitativ analyse af Hovedstadsregionens kommuner hvor vi ville undersøge, hvordan kommunerne havde realiseret de sundhedsmæssige opgaver, som de fik ved kommunalreformen. Især fokuserede vi på følgende områder:

• Hvilke e-services/services iøvrigt tilbyder kommunerne til kroniske patienter?

• Hvilke tilbud stiller kommunerne til rådighed i forbindelse med genoptræning/rehabilitering?

• Hvilke tilbud indenfor sundhedsfremmende foranstaltninger har kommunerne?

Den første – og vel mest overraskende – konklusion er, at der i Hovedstadsregionen overhovedet ikke findes e-services, telemedicinløsninger eller andre on line services for kroniske patienter i eget hjem, på trods af det store fokus på området, de mange pilotprojekter, og den megen tale om at her er et vækstpotentiale for privat-offentligt samarbejde. Ikke i en eneste kommune fortæller man om løsninger indenfor dette område.

Den anden konklusion er, at der er en meget stor forskel fra de kommuner, der stiller de bedste services og den mest omfattende information til rådighed og til de, der slet ikke synes at have fokus på området.

For hvert at de ovenfor nævnte spørgsmål gav vi karakter fra 0 til 2, således at de relativt bedste kommuner scorer 6 points, hvis der i kommunens hjemmeside findes dækkende tilbud – omend altså ikke telemedicinprojekter til kronikere. I vedlagte regneark kan man for hver enkelt kommune se evalueringen og følge links til de sider i kommunens hjemmeside, hvor tilbuddene er beskrevet.

På denne måde viser det sig, at 3 kommuner scorer maximum points: Bornholm, Ishøj og Fredensborg, medens 8 kommuner scorer 5 points: Gribskov, Helsingør, Allerød, Furesø, Frederiksberg, Hvidovre, Gladsaxe og Tårnby. I bunden scorer Gentofte, Brøndby og Rødovre hver 1 point, medens Frederikssund, Herlev, Albertslund og København opnår 2 point.

Blandt de kommuner, der scorer bedst, synes der at være 2 forskellige strategier: Den ene er at satse på området, tilbyde sundhedscentre, sundhedsbusser, udvikle kurser og lægge en mængde dokumentation på nettet, mens andre benytter sig af sundhed.dk's informationsmængde og dermed opnår en økonomisk fordel også vedligeholdelsesmæssigt – men dog i forbindelse med egne, lokale initiativer.

Konklusionen af denne indledende, kvalitative undersøgelse er derfor, at der er et stort behov for forbedringer – ikke bare i anvendelse af egentlige e-services og Telemedicintilbud, men også i en højere grad af fokusering på 'best practices', herunder ikke mindst en meget større udnyttelse af materiale og services, der stilles til rådighed gennem sundhed.dk

Vi håber at materialet kan tjene til inspiration for en videre analyse af, hvordan kommunerne ruster sig til at imødegå fremtidens ældrebyrde og de muligheder, der foreligger for teknologisk at hjælpe kroniske patienter til mestring af egen sygdom med et behersket forbrug af offentlige ressourcer.

Med venlig hilsen

Søren Duus Østergaard

lektor, e-Government

sodu@itu.dk

soren@duus.com

Bilag: Rangfølge for kommuner, Regneark med links til services og oversigt over studerende, der deltog i øvelsen

Index to Recent Blogs

I am not totally satisfied with the way wordpress administers tags and index. So for the benefit of my Students pls. check out this overview of recent blogs from me.

Danish eGovernment Strategy

Danmark 2.0 ?

Danske IT visioner 2015+

OECD efterlyser danske IT visioner

IT History – Fractions from a journey

Farvel til Teknologirådet?

eGovernment

Hvad skal vi med eGovernment ?

Om e-Valg

Hvorfor fejler offentlige IT-projekter?

Why Public IT Projects fail (1)

Why Public IT projects fail (2)
2 Days with Chris Pott – and Goodbye to IT as we know it!

The European Union and Web 3.0

Towards Web 3.0 ???

Public Sevices 2.0 – EU Seminar

Government 2020

The State of the Future

Impressions from WMSCI

6^th Eastern European eGovernment Days

Privacy

Biometrics – The Danish Perspective

Video Surveillance and Privacy

Security and Privacy in Biometrics

Privacy igen-igen

Swedish Surveillance Law again, again – towards a happy ending ?

Reflections on Media Manipulations..

Nej til STASI metoder – Ja til social ansvarlighed

Swedish Surveillance Case – New Comments

When Neighbours are peeping through your Windows...

Security

Cyber-warfare – Is the IT Infrastructure protected?

User Centric Identity Management

Cybercrime Predictions

Security Outlook for the Middle East – some Comments

Digital Signature – A Danish Perspective

Beredskabssymposium – Når krisen kradser

Cities and eGovernment

Eurocities Annual General meeting 2009

Green Cities – Blue Skies ahead?

Eurocities Anual General meeting in Den Haag

Revisiting Dubai – The Eye of the inancial Crisis

Health & Welfare

Hospitals of the future

Welfare Technology – Architectural Considerations

Welfare Technology – Buzzword or Reality?

Sundheds- og Velfærdsteknologi

Københavns Kommunes projekt om det gode ældreliv

Teknologi i Ældreplejen

Greenland

Greenland – Icy Path to Independence

Safarissoq – 'Where the Currents get strong'

Arctic Challenges (1)

Arctic Challenges (2)

Climate and Global Resources, Macro Economics

G20 – Fears and Expectations

Intelligent Energy Systems

IMF – and Weapons of Financial Mass Destruction

Rethinking Macro Economics

Which Crisis ???

Sustainable Energy for 1000 Years

Global Ressources Statusrapport 2008 – Dystopi eller realitet?

The European Union and web 3.0

Already in October 2008 the European Commission launched a consultation on Web 3.0 to try to position Europe and to communicate a strategy to the member states during 3.rd quarter of 2009 proposing a policy approach “addressing the whole range of political and technological issues related to the move from RFID and sensing technologies to the Internet of Things”

This indicates that at the time of the initial consultation, the commission’s view of Web 3.0 was more focused on the ‘internet of things’ than the current understanding of being the semantic network of interrelated data, or as Tim Berners-Lee put it: “The Semantic Web is an extension of the current web in which information is given well-defined meaning, better enabling computers and people to work in cooperation.”

During the Autumn a number of external experts critized the Commission for lack of innovation and understanding of web 3.0. See for instance this blog critizising the Commisioner Vivianne Reading: http://blog.semantic-web.at/2008/09/30/eu-commissions-short-sighted-definition-of-web-30/

So what is the current status of EU’s view on web 3.0?. In January 2009, Gerard Santucci, Head of Unit from DG Information Society and Media, presented his and his unit’s view on the status of the IoT for the conference on the Future of the Internet. At this point the EU seems to begin to focus also on the tremendous amounts of data that could be available – either as a direct result of collected data through the IoT or by making data available online, so Santucci in his paper also stressed the need for security around it: “The exercise of data subject rights in the context of intelligent networked environments will require the creation of complex Identity Management systems, based on interoperability, identification, authentication, and authorisation.”

In May EU hosted a conference on the Future of the Internet in Prague. This was a step towards a much more comprehensive understanding of the potential promises of the semantic web, and an excellent video was presented here. Also the Swedish Government, before their presidency of ERU beginning July 1, 2009, was present and demonstrated through State Secretary Leif Zetterberg a more forward looking attitude, but again no mentioning of the opportunities and issues around the potential for a semantic web in Europe. His focus areas were 1) formulate a new ICT strategy for Europe from 2011-2015, 2) Harmonize use Digital TV Frequencies in Europe as well as creating one common market for telecommunication industry, and 3) aiming at a secure infrastructure. But no words on making public data available or securing interoperability to create a whole new web 3.0 market place. Hopefully the Swedish Presidency will redress this during the fall.

In June the commission launched an action plan to embrace ‘The Internet of Things’ (IoT) including a comprehensive list of sub-action items, 13 in all ranging from Governance of IoT, over Privacy, Risc Assessments, Impact on Society, Need for Standards, Research Needed, Public-Private Partnership for IoT, RFID Issues, Institutional Awareness, International Dialogue to Measurement of the Uptake. But not much information about one of the key issues in the i2010 Strategy for ICT: Creation of a Single European Information Space with a strong emphasis on Content Online, as stated by Ken Ducatel, Head of Unit from DG/INFSO responsible for the follow-on program to the i2010 in a presentation in March 2009.

In May 2009 a group of international experts called upon the EU Commission to increase focus of solving the inherent problems of the current infrastructure and standards in the Internet:

“The Internet was never designed for how it is now being used and is creaking at the seams. We have connectivity today but it is not ubiquitous; we have bandwidth but it is not limitless; we have many devices but they don’t all talk to each other. We can transfer data but the transfers are far from seamless. We have access to content but it can’t be reused easily across every device. Applications and interfaces are still not intuitive, putting barriers in the way of the Internet’s benefits for many people. And, since security was an afterthought on the current Internet, we are exposed in various ways to spam, identity theft and fraud.”

So the experts is trying to put focus back again on some of the key words for web 3.0: Seamless data exchange, re-use of content, open interfaces. Plus – of course – the challenges raised by the mere fact that we are running out of addresses in IPV4 and need to plan for IPV6 as fast as possible.

The timing of this statement is quite crucial as the hearings for the next ICT Strategic plan – the i2015 – is just about to start, and the more consultations with experts and with country spokesmen that point to these problems, the more likely it will be that EU will see the potential of the semantic web within a short time frame.

In some areas, particularly Health Care, it is obvious that a clear use of semantics is a mere necessity for cross border interoperability and for exchange of electronic patient records, a long lasting problem of standardization even within each member country. (Denmark, for instance, has got at least 5 different standards for EPR’s).

In June 2009 EU organized a seminar for ‘Ontology-driven interoperability in eHealth’. This marked a midterm in a 3-year project trying to define the standards needed and the necessary steps towards interoperability in the eHealth area. The Picture above illustrates the problem. In this context the organisations involved cover the key players for web 3.0: CEN, CENELEC, ETSI, W3C, ISO, OASIS and the more health care oriented standardisation committees CONTINUA and IHE. The eHealth domain as well as the eProcurement domain which I mentioned in my earlier blog on web 3.0, seem to be well on their way towards practical results and methodologies that can be deployed by other domains.

While EU is gaining its forces and collecting input from all over on the upcoming priorities, the web 3.0/Semantic web environment is slowly progressing, for each day and month producing simple-to-use, practical tags and definitions. See for instance these 4 examples of practical microformats enhancing exchange of information on personal identity, calendar inputs and other:

http://www.associatedcontent.com/article/1773550/semantic_web_4_fundamental_microformats.html

In the meantime, led by David Osimo, a crowd sourcing initiative is taking place to create the People’s declaration on the i2015. Suggest you visit the page and register and vote for the top priorities. As of to day the top rated recommendation is: release government data in free, open, standard, readily available, accessible formats Or – if you want to participate in an upcoming event on the semantic web and it’s potential, register at: http://iswc2009.semanticweb.org/