eValg - igen igen - men hvornår får vi et rigtigt eValg?

Jeg har haft fornøjelsen at deltage i Teknologirådets arbejde om muligheder, fordele og begrænsninger ved indførelse af e-Valg i Danmark og deltog i konferencen, hvor Demtech-rpojektet og Indenrigsministeriet sammen med Teknologirådet diskuterede mulighederne. Det var en fortsættelse af konferencen i Landstingssalen i september 2011, hvor forskningsprojektet første gang blev offentliggjort.



Som DIT har spottet, er præmisserne imidlertid meget begrænsende for at vi ved næste kommunalvalg kan vente at se noget større gennembrud i brugen af digitale valg i Danmark.
Det hænger naturligvis sammen med at vi har et af Verdens bedst fungerende demokratier, at selve valghandlingen er en fest, og at den altid (så vidt vides) har været gennemført uden snyd og med partiernes gensidige respekt for processen. Det er helt klart fornuftigt at tage udgangspunkt i at tillid er og bliver demokratiets fundament.

Det begrænser så også kreativiteten i hvad man kan forvente - f.eks. vil de elektroniske afstemninger, som man vil give tilladelse til som forsøg, være på anlæg/PC'ere/iPads, der ikke er opkoblet på internettet og forsynet med en hel masse kyskhedsbælter, der forhindrer både almindelig hacking som egentlig nyskabende brug af IT - og dermed er fornøjelsen nok begrænset.

Når alle andre politiske mål nu handler om 2020, kunne det måske være interessant i stedet for at tænke på, hvordan man i 2020 har et samfund, hvor man har elektronisk tillid til det, man foretager sig på internettet. Det kan man passende gøre ved at eskalere vejen væk fra et pap-id kort til et intelligent borgerkort med anvendelse af biometri (så vi også kan bruge det til pas, kørekort, sygesikring, bank - og bruge det på tværs af EU), og for det andet ved at eksperimentere med andre former for afstemninger end lige netop de så dyrebare folketingsvalg.

For målet må nu engang være sikre on line valg - og gerne kombineret med muligheden for at stemme på et valgsted i en hemmelig boks, hvor ens ægtefælle, familie eller 'bandemedlemmer' ikke kan påvirke een. (I Estland kan man f.eks. stemme on line og ændre sin stemme flere gange helt op til det tidspunkt, hvor valghandlingen lukker). Et online valg kan også (i hvertfald i 2020!) tiltrække flere førstegangsvælgere, og med en hensigtsmæssig støtte for handicappede også flere ældre medborgere.

Hvis man skal øge tilliden undervejs kan dette jo ske ved at bruge systemet til mere fredelige offentlige høringer. Folkeafstemninger er vi ikke så vant til, og de skal under alle omstændigheder kunne holdes på et ja/nej, niveau, så det er måske bedre at koncentrere sig om det, der vedrører nærdemokratiet, lokalområdet. Med de store kommuner er borgerne i dag længere fra byrådene, og det kunne man måske gøre noget ved - uden at det derfor behøvede at blive et 'gallup demokrati'. Tillid til netbank-systemet er jo åbenbart intakt, på trods af visse 'man-in-the-middle' angreb, men det ville formentligt kunne forbedres endnu mere med en stærke identitetsstyring og ved indførelse af et regulært, EU-anvendbart borgerkort med mange funktioner og en høj grad af sikkerhed.

Al ære værd at DEMTECH spiller med på frygten - men vi har brug for at andre tænker mere langsigtet og visionært og finder veje til at teste mulighederne for digital tryghed for demokratiets grundhandlinger.




Se også Dansk IT's blog om emnet

Om e-Valg

Den 9. juni afholdt Teknologirådet en Workshop om mulige scenarier for e-valg som en del af den opgave, man var blevet stillet af Videnskabsministeriet om at undersøge muligheder for at indføre e-valg i Danmark. Projektbeskrivelsens titel er 'e-Valg – en udfordring for demokratiet?'

Baggrunden for projektet er tidl. Videnskabsminister Helge Sanders begejstring over at overvære det Estiske valg i marts 2007, hvor borgerne for første gang kunne deltage i fjernafstemninger ved anvendelse af den fælles offentlige/private digitale signatur (læs: smart card).

(Se Europæiske eksempler)

Ved dette valg stemte 5.4% af vælgerne på denne måde, men også andre lande har forsøgt sig med forskellige former for e-valg: Holland gjorde forsøg med stemmemaskiner, og i 2006 var stemmedeltagelsen ved hjælp af disse apparater oppe på 90%, men siden har det vist sig, at maskinerne (NEDAP) kunne hackes, og man er gået væk herfra foreløbig;

Irland brændte parallelt hermed mere end 51 mio € af på at etablere stemmeaskiner, som så blev droppet, medens det i Norge ser ud til at gå bedre: 11 kommuner vil være med til e-afstemning i 2011, og i Schweiz fik vælgerne i 11 kantoner muligheden for at e-stemme – og andelen var høj – mellem 21 og 68% af de afgivne stemmer var elektronisk afgivet.

Herhjemme har vi set forsøg på lokalt plan: Menighedsrådsvalget i 2008, forsøg med e-afstemninger i Frederiksberg Kommune og et prøvevalg for unge i 31 kommuner i 2009 i forbindelse med kommunalvalget, der også blev understøttet af e-valg.

Hvorfor e-valg?

Begrundelserne for at tilbyde e-valg må være at få en højere vælgerdeltagelse, men sekundært måske også at sænke omkostningerne ved afholdelse af valg. En højere valgdeltagelse kan være svært at eftervise i de eksempler, vi indtil nu har, men omvendt betyder en e-valgsmulighed, at der bliver færre undskyldninger for IKKE at stemme, især hvis tilbuddet ligner den Estiske model.

Ser man snævert på selve afstemningsproceduren vil besparelsespotentialet ligge i mindre personaleforbrug, herunder mindre diæter til folkevalgte kontrollanter, og mindre behov for omtællinger og administration. Dette potentiale må så opvejes af, om man ønsker at tilbyde løsninger, der indbærer særlige investeringer, sikre afstemningsmaskiner, særlige valgkort, procedurer omkring distribution af stemmesedler (elektronisk) og opbevaring af kvitteringer for afgivne stemmer.

Scenarier

Arbejdsudvalget for e-Valg under Teknologirådet fremlagde 3 scenarier, som workshoppen derefter behandlede ud fra 2 kriterier: Opfyldte de kravene til et sikkert og påpliudeligt e-valg, og hvilke trusler skulle scenarierne i givet fald være forberedte på.

Medens scenarie 1 gik på anvendelsen af stand-alone stemmebokse med et (forhåbentligt) brugervenligt interface, gik scenarie 2 på ideen om en valgbus, der (formodentligt som et supplement til 1) opsamlede beboere på plejehjem, hospitaler, fjerne arbejdspladser, og hvor tilforordnede kunne hjælpe med afstemningen. Scenarie 3 gik på en helt on-line løsning – enten ren internet baseret eller ved hjælp af smartphones, og opridsede perspektiver i retning af gruppepres, familiepres på hvordan den individuelle stemme skulle afgives.

Den teknologiske synsvinkel

Set ud fra en ren teknologisk synsvinkel er scenarie 1 og 2 utænkeligt i praksis; Stand alone stemmemaskiner skal initieres, distribueres, opdateres, opstilles, serviceres – og frem for alt vedligeholdes. Omkostningerne ved at tilvejebringe sådan en løsning (der i øvrigt ligner den, der blev kasseret i Holland og Irland) er eksorbitante, og i løbet af ganske få år vil maskinen sikkert minde om de stemmemaskiner, der blev brugt i Florida ved forrige amerikanske præsidentvalg, hvis nogen kan huske dem.

Det er sympatisk med en valgbus, der kører rundt til plejehjem og folk, der har besvær med at transportere sig, måske også til folk, der har problemer med at affinde sig med at stemme via en skærm og som har behov for hjælp, men ideen herom kræver en on line løsning – folk på hospitaler hører til på forskellige afstemningssteder, de kender måske ikke kandidatlisten, stemmesedlen skal distribueres ud til bussen, og afstemningen skal foregå kontrolleret og anonymt.

Det sidste scenarie er det eneste, der set fra en teknologisk, herunder også security/privacy mæssig synsvinkel har en chance for en gang på jorden. Men kun under nogle ganske bestemte forudsætninger:

I dag kan en ægtefælle 'låne' den andens NEM-ID eller digitale signatur – det er praktisk til bankopgaver – men er i sådanne tilfælde brugernes eget ansvar. Afpresning/gruppepres kan undgås, såfremt borgeren ikke får en kvittering på HVAD han har stemt, men kun AT han har stemt.

Men scenariet kan forbedres!

Idealløsningen

Man kan IKKE forestille sig, at man begynder med e-valg via en valgboks, der så gradvist forpupper sig til en tynd klient og til sidst anvender NEM-ID. Omkostningerne ved at gå via en stemmeboks er for store, og NEM-ID'en kræver stærkere autenticering hvis den foregår fra et valglokale.

Man kan heller ikke forestille sig en løsning, der med et slag lukker alle valgsteder; det vil være en tilvænningssituation for borgerne, og der vil i mange år være en rest-gruppe, der skal nurses særligt.

Den eneste løsning er derfor at tænke på et fælles Borgerservicekort: Et smart card, bygget op som det tyske kort, der kan anvendes i mange sammenhænge, hvor borgeren selv bestemmer, hvor meget man vil afsløre af sin identitet, udstyret med biometri, så man kan gennemføre 'stærk' autenticering, f.eks. ved stemmeafgivelse, men først og fremmest et kort, man er fortrolig med, som man anvender i et væld af sammenhænge – som kørekort, som sygesikringskort, som EU-legitimationskort, som pas, som valgkort. Så kan man udstyre valgstederne med standard PC'ere/tynde klienter, der er udstyret med kortlæsere til chips og bio, og som i øvrigt er koblet til fuldstændigt samme system (en privat Cloud!), der anvendes af de, der hellere vil stemme hjemmefra. Men hvis vi ikke råber vagt i gevær ender det med, at Danmark og Kroatien i 2018 er de eneste lande i EU UDEN smart cards!

Perspektiver

Teknologirådet vil i efteråret gennemføre endnu en workshop, denne gang med fokus på hvordan e-valg vil påvirke den demokratiske proces – og det bliver spændende: Det vigtige er nemlig stadig væk at gøre deltagelsen i debatten, interessen for at øge kendskabet til de politiske emner til noget, der er muligt for alle at deltage i. Det participative demokrati er en forudsætning for at nå det, som Helge Sander så i perspektivet fra Estland: At styrke demokratiet kræver mere end at afgive sin stemme og være tryg ved at den ikke er manipuleret eller bliver manipuleret. Og så er det måske spørgsmålet, om vores repræsentative demokrati på ALLE områder behøver at være '2. hånds' – om ikke der er områder, hvor den nye teknologi muliggør et mere direkte demokrati?

Men det tager vi fat på i november!