Demokratiet i D-land

en 31. august 2011 afholdt DANSK IT's tænketank Danmark 3.0 en konference om demokratiet i en digitaliseret fremtid. Nu 2 år efter vil det være passende at tage et check på hvor udviklingen er på vej hen, især i lyset af at Venstres IT-ordfører, Michael Åstrup Jensen, fik bremset det lovforslag, som regeringspartierne havde fremsat og som gik ud på at gøre det muligt at afholde forsøg med elektroniske valg. (Se f.eks. bloggen fra Anders Sparre)

Betegnelsen D-land fandt vi på i Tænketanken for at illustrere det forhold, at det var næste naturlige udviklingstrin efter industrisamfundet. Vi diskuterede os også frem til, at hvis digitaliseringen i D-land er vidt fremskreden, giver det ingen mening at tale om IT, for IT ville være indlejret i alt - fra kommunikation, energi, produktion, medie, personlig sundhedskontrol, sundhedsvæsen, læring (både indlæring og af-læring) - og selvfølgelig også i styreform, med andre ord vores demokratio.

Spørgsmålet er så hvordan et D-lands demokrati, Demokrati 3.0, ser ud, og hvor de største ændringer til i dag kan tænkes at opstå. I den sammenhæng er selve valghandlingen jo 'blot' en detalje, omend grundlæggende for hele styret.

Ideen i vores demokrati er, at det er repræsentativt - vi vælger folk, vi stoler på og som har meninger og synspunkter, som vi sympatiserer med, og det er så de folkevalgte, der på vores vegne leder landet eller som opposition prøver at få indflydelse på beslutningerne .

Valgbarhed og stemmeret er omtalt i Grundloven - men der står ikke noget om partier, hvilket sikkert undrer en del.

Ideen i partiarbejdet er, at det er her man identificerer de bedst egnede kandidater til at repræsentere partiets medlemmer og i anden række de danskere, der har meningsmæssigt sammenfald med partiets.. Det betyder i praksis, at det er på partiernes opstillingsmøder, at kandidaterne udpeges, og afhængigt af opstillingsformen også i hvilken rækkefølge, således at der etableres regler for, hvordan såkaldte listestemmer tilfalder kandidaterne på listen.

Det betyder i praksis, at især små partier og lokale partiforeninger vil opstillingsmøderne opstille kandidater baseret på måske ganske få partimedlemmers stemmer, og der er sågar eksempler på opstillings'kup', hvor et antal nye medlemmer kan påvirke resultatet mærkbart.

Og tilslutningen som medlemmer er faldet dramatisk - se tallene for 'de gamle' partier

medlemstal	1960	1985	2011
Socialdemokratiet	259459	90739	42024
Venstre	192629	87461	42132
Konservative	108751	51734	13148
Radikale Venstre	35000	10100	9340

Selv Dansk Folkeparti kunne i 2011 kun mønstre godt 10.000 medlemmer, og samlet set var medlemstallet for alle politiske partier i Danmark ca. 175.000 i 2010.

Kan man forestille sig, at dette er ændret i D-Land?

Dernæst kommer spørgsmålet om valgkredse, hvor de enkelte kandidater udover at repræsentere partiernes medlemmer også - i hvert fald indirekte - forventes at repræsentere 'kredsens' interesser på tinge. Oprindeligt var det udfra et ønske om at få en vis overensstemmelse mellem vælgerantal og antal mandater i de enkelte områder, men de store flytninger ved industrialiseringen betød at man måtte indføre tillægsmandater.

Vil valgets landkort ændre sig?

Det løbende lovgivningsarbejde på Christiansborg såvel som styringen af regioner og kommuner MELLEM valgene er jo allerede blevet ændret i kraft af mediernes rolle og på det seneste også de elektroniske medier og de sociale medier. ed mellemrum afholdes folkeafstemninger (ved suverænitetsafgivelse, 'jordlovene') og der afholdes et antal høringer (lokalplaner, byggeplaner).

Kort sagt, der pågår et løbende Policy arbejde på alle niveauer i det politiske system, som i et vist omfang påvirkes af medierne - seneste eksempel er Regeringens ændring i holdning til Dagpengereformen.

Hvordan vil det løbende policy arbejde blive påvirket i et digitalt samfund?

Lad os tage det sidste først:

I Finland etablerede man så tidligt som i 1993 'The Committee for the Future', som er det finske parlaments stående udvalg, der fungerer som en tænke tank for fremtidsforskning, videnskabs og teknologipolitik i Finland. I januar 2012 udgav de en publikation 'Crowdsourcing for Democracy - a New Era in Policymaking'. Med udgangspunkt i begrebet Crowdsourcing - som defineres som en åben opfordring på internettet til 'alle' til at deltage i en online dialog, indsamling, informationsdeling. 'Crowd' er i sin oprindelige udformning en anonym masse, men begrebet bruges også om f.eks. 'venner' på Facebook, twitter o.l.

Blandt de eksempler på crowdsourcing, som rapporten nævner, er især arbejdet med at udarbejde en ny grundlov for Island interessant; det er første gang man forsøger at inddrage befolkningen i den grundlovgivende proces. Arbejdet er ikke afsluttet, det islandske parlament og højesteret er uenige om en række forhold, men eksemplet er interessant. USA har en række initiativer, der prøver at inddrage borgerne i policy-making: Open Government initiativer under Obama

We - The People - søger at aktivere folk til at støtte op om initiativer eller selv fremsætte forslag. Her er det ikke koblet til kongressen, men altså til præsidentembedet.

UK har haft succes med deres tilsvarende variant- HM e-Petitions, men den er dog forbundet med parlamentet: e-petitions viste mere end 28 mio sider og forslag til ny lovgivning de første 100 dage, den var i luften. Open Ministry i Finland indsamler ideer til ny lovgivning og befolkningens støtte til forslagene. En lov fra 2012 kræver, at hvis et forslag samler mere end 50.000 støtter på 6 måneder, skal forslaget forelægges det finske parlament.

Især det finske initiativ vil være levedygtigt i D-Land, så hvordan ser så demokratiet samlet set ud i D-Land?

Jeg forestiller mig:

Grundloven er blevet skrevet om - via crowd sourcing. Regler om borgerinddragelse og krav om behandling i Folketinger af forslag, der har samlet tilstrækkeligt mange unikke støtter er indeholdt, og Grundloven fortæller også hvordan kandidater til Folketing, Regionsråd (hvis de findes) og byråd opstilles: Som en kombination af partiernes forslag og borgernes unikke stemmer på kandidaterne. Slut med kup på opstillingsmøder, men det skal være klart, at den enkelte vælger kun kan deltage i eet opstillingsmøde pr. valg.

Mange offentlige diskussioner kan nu lægges åbent frem, og vælgere kan udtrykke deres synspunkter og meninger i et twitter lignende format. Men det kræver, at man SKAL identificere sig. had-kampagner af anonym art er forbudt, og det svarer til at man i et analogt mødelokale skal præsentere sig, når man tager ordet.

De eksempler, vi kender i dag, hvor borgerne inddrages i budgetprioriteringer. (f.eks. New Yorks budget, Budgetprioritering i Calgary, Canada og flere andre eksempler.

Det siger selv at høringer om lokalplaner o.l. også foregår elektronisk. Igen med anvendelse af borgerens unikke ID.

Valgene er elektroniske. Det kan de være, fordi hele identitetsspørgsmålet er klaret ved en videreudvikling af NemID, så hver borger har et smart card (eller en mobil), der har en 2-faktor sikkerhed, hvor dan anden faktor i stedet for et papkort er en kombination af biometriske data.

Eengangspasswords kan udstedes via mobil for applikationer, der kræver dette - f.eks. bank-løsninger.

Det nye ID-kort (eller mobil) dækker alle væsentlige applikationer - sygesikring, kørekort, valgbarhed, stemmeret, o.s.v. hvilket kræver,m at det er attribut-baseret, så ejeren kan bestemme, hvilke data, der ønskes anvendt i en given sammenhæng. (jvfr det tyske ID-kort).

I og med at hele ID-infrastrukturen er lagt fast, kan vi afskaffe valgkort. Det fremgår af e-ID for borgeren.

Selve afstemningen foregår på nettet, den estiske model for logning med mulighed for at fortryde og med mulighed for fremmøde med sit e-ID kort på valget, hvor valglokalet har tynde klienter med adgang til internettet. Stemmesedlerne genereres centralt af et uafhængigt valgorgan, og afhængig af borgerens bopæl (som fremgår af e-ID) vises den relevante stemmeseddel.

Den afgivne stemme krypteres med anvendelse af stemmecentrets nøgle modificeret med et tilfældigt tal, vælgeren skriver under (og pakker derved stemmesedlen ind i en personlig kuvert, krypteret med vælgerens private nøgle). Der etableres logfiler, den krypterede stemmeseddel gemmes i skyen, og når valghandlingen afsluttes, kan man med homomorisk kryptering redegøre for valgresultatet uden at bryde krypteringen.

(Se min tidligere blog om e-valg)

Ser frem til kommentarer, indvendinger og synspunkter!

e-Valg i D-land

I et fuldt digitaliseret samfund er det ikke borgernes relation til det offentlige, der ændrer sig –hele det politiske system, partiapparater, meningsdannelsen, forholdet mellem de traditionelle medier og internetbaserede tilbud vil også betyde en nedbrydning af den måde, vi traditionelt har opfattet vores repræsentative demokrati på.

Teknologirådet har nedsat en arbejdsgruppe, der har afholdt 2 høringer med inddragelse af diverse eksperter og debattører, herunder undertegnede, og en vurdering heraf kan forventes inden nytår.

Udgangspunktet for Teknologirådets vurderinger har været 3 scenarier, hvor man har vurderet om det ville være en farbar vej for afholdelse af fremtidige valg: Valglokaler som vi kender det med ikke-forbundne PC'er udrustet med særligt valgsoftware, flytbare valg busser, og som 3. scenarie frit valg med afstemning over internettet på PC, mobil etc.

Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens endelige indstilling, men i stedet tage udgangspunkt et helt andet sted: Vores politiske system er ude af takt med de muligheder, som sociale netværker, 'web 2.0' giver – og er, hvis man ser på det, ikke spor repræsentativt.

Kun en meget lille del af den danske befolkning er i dag medlemmer af politiske parter. Det betyder f.eks. at de opstillede politikere kun vælges reelt af mellem 20-100 mødedeltagere, det betyder at det bliver svært at få frivillige til diverse offentlige ombud – valgtilforordnede, domsmænd, jurymedlemmer. Samtidigt har de traditionelle medier og deres fokus på specialtilfælde medvirket til at vores valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller valg til EU – tenderer til at blive præsidentvalg – man ved en masse om de ledende politikere, men forbandet lidt om de andre, der har et stort arbejde at udføre. Med regionerne har vi ydermere fået et underligt folkevalgt in-between, hvis folkelige tilhørsforhold mere er bestemt af hvordan de støtter op om lokale initiativer end hvordan folkesundheden forbedres.

Hvordan ser dette billede ud i D-Land? I perioden 2015-2020 er 'alle' on line, alle har en skudsikker digital identitet, vi har etableret en infrastruktur, hvor den enkelte borger ejer sine egne data, og kan tillade offentlige myndigheder adgang til lagrede data – i stedet for i dag, hvor de enkelte forvaltninger og styrelser opfatter det som institutions hånd- og halsret over registre med personhenførbare informationer. One-stop-shopping, intelligente blanketter eller 'mindre bøvl' betyder i dette scenarie, at det er borgeren, der giver den offentlige myndighed ret til at søge information i de dele af borgerens samlede data, der er relevante for den konkrete sagsbehandling – og kun dem. Dette er ikke 'single sign on' som vi taler om det i dag, det er 180 grader forskelligt, fordi Borgeren pr. definition altid har ret til alle sine data, medens det er den enkelte myndighed, der her skal legitimere sit behov for adgang til specifikke informationer. Sundhedssektoren har naturligvis muligheder for i akuttilfælde at få adgang mod tilhørende efterfølgende revisionsadgang.

Blandt borgerens dybt personlige dataelementer er naturligvis også politiske præferencer. Man vil heller ikke i D-land kunne være medlem af mere end eet parti samtidigt, men man kan etablere stillerlister, interesseprofiler, lukkede communities, hvor det vil være langt lettere for en D-borger at deltage i debatten end at gå til vælgermøder eller partiopstillinger.

Det vil være langt lettere for interesserede potentielle kandidater at deltage i web 2.0 grupper, både om smalle emneområder og i et ny-politisk gruppesystem. Man vil vide langt mere om de kandidater, der søger opstilling, hvis denne process foregår kontinuerligt og ikke bare op til et forestående valg. Hvis opstillingsmøderne kan forløbe over en længere periode med masser af spørgsmål og svar, vil de opstillede kandidater ikke bare være tilpas grillede, men de vil også være kendt og valgt på andet end kortvarige, smarte bemærkninger. Så lad os bruge den digitale signatur, vores elektroniske identitet til at opstille de rigtige kandidater.

Hvad så med valget? Det vil være klart for enhver at de fysiske organisering af særlige valgmaskiner, deres vedligeholdelse – selv med en on line download af PC images, vil være klumpet, dyr og utidssvarende. Det store spørgsmål – også i Teknologirådets arbejdsgrupper – har været bevarelse af befolkningens tillid og den demokratiske kontrol af overholdelse af valgets spilleregler.

Tillid til systemet kan opbygges, f.eks. gennem en revision af partisystemet, men også sammenholdt med en opgradering af NemID-løsningen til et egentligt borgerID-kort, som anvendes i mange forskellige sammenhænge: kørekort, EU sygesikringskort, rejseID, BankID, lånerkort .. Jo mere man etablerer granulerede løsninger, der godt nok fysisk lagres på et smart card – eller hvor det er mere hensigtsmæssigt, den differentierede nøgle lagres på et smart card – jo flere gange det bruges, desto større tillid vil borgeren have til at benytte samme infrastruktur til den politiske Verden.

Og ved en gradvis indfasning af forskellige muligheder, er der ingen grund til ikke at gå direkte til en fuld on-line valgmulighed – måske ovenikøbet indrettet således, at man kan stemme, fortryde, stemme igen – og måske endda på valgdagen troppe op på et valgsted og benytte sig af en standard 'nøgen' PC på valgstedet til at afgive sin endelige stemme. Sikkerheden mod adgang, herunder utidig åbning af stemmeboxen, må foretages som en systemrevision, så 'sidste-minut' optællinger ikke påvirker afstemningen mere end exit-polls gør i dag.

e-Valg er ikke anderledes end enhver anden interaktion mellem borger og samfund – men tager vi vores demokrati alvorligt, må vi opgradere det til demokrati 2.0.

D-Land: Fra Informationssamfund til Videnssamfund

(Er tiden moden?)

Vi har i mange år talt om 'informationssamfundet' nærmest som synonym for det vi i Danmark 3.0 tænketanken har kaldt 'D-Land' – men vi kan nu se, at vi er på tærsklen til noget helt nyt, som rummer langt mere end 'information', nemlig et samfund som i stadig højere grad beskæftiger sig med viden.

Den største forskel er nok ikke så meget i selve adgangen til digitale data og informationer, som i den måde, de anvendes på, og den måde de indgår i et nyt tankesæt. For medens IKT i informationssamfundet er travlt optaget af at samle beskrivelser sammen af det, der ER og af det, der ER sket, så går vidensskamfundet ud på at indsamle, evaluere, vurdere, prognosticere med det klare formål at styre vores fremtid. Tænk på lægevidenskaben, der traditionelt har beskæftiget sig med at diagnosticere en eksisterende sygdom for derefter at behandle den. Nu taler vi om forebyggende sundhedsbehandling, flytter fokus til at ændre livsstil – og nogle taler om aktivt at benytte viden om gener til at kunne forudsige mulige, fremtidige sygdomme for det enkelte individ.

Der er klart etiske dilemmaer i dette: Hvor meget VIL vi vide om fremtiden, især om vores egne risici, men der et andet element, der i lige så høj grad kræver overvejelser og måske holdningsændringer: Fremtiden er nu en gang probabilistisk – de forudsigelser, vi gør, er behæftet med større eller mindre unøjagtigheder, som både politikere og enkeltpersoner må lære at forholde sig til. Når klimaforskere taler om jordens opvarmning som følge af CO2-udledning, er det også baseret på sandsynlighedsregning – men desværre for klimaskeptikerne, er sandsynligheden for sammenhænge til den menneskeskabte CO2 udledning så massiv, at en benægtelse vil have samme karakter, som at påstå at jorden er flad; det forhindrer så ikke, at man kan være mere eller mindre enig i hvilke problemstillinger, det er vigtigst for menneskeheden at tage hånd om først – politik bliver ikke mindre interessant, men mere interessant i et videnssamfund.

Hvordan tilvejebringer vi så viden? I næsten alle fagområder arbejder man i dag med generering af viden fra data og information: Landmanden kombinerer viden om jordbundens beskaffenhed på de enkelte dele af marken med viden om lokal meteorologi, så han kan dosere gødning langt mere finkornet og på de rigtige tidspunkter og samtidigt spare på udledning af kvælstof og optimere brug af fosfor, den næste mangelvare efter olie.

Det intelligente el-netværk forudsiger forbrug baseret på data og forecasts fra intelligente målere ohos forbrugerne, sammenligner med forudsigelser om blæst og sol, tilstedeværelsen af organisske brændstoffer og sammenvejer med den dynamiske pris på det europæiske netværk for konstant at producere el i fornødent omfang og med de kraftværker, der er mest hensigtsmæssige.

Den intelligente bygning kender planerne for dens indbyuggeres forbrug og ophold, sammenholder med vejr, vind, sol og optimerer afskærmning, udstråling, udkuftning, belysning i lokaler, genanvendelse af regnvand.

Business Intelligens benyttes af virksomheder til at udvinde viden fra CRM systemer og kundernes forbrugsmønstre, herunder deres brug af internettjenester, og sammenstiller med konkurrentinformation, løbende viden om tilgang og priser af delfabrikata og råvarer i værdikæden, eksistensen af varelagre hos forhandlere og kan optimere produktion, distribution, prisfastsættelse, kvalitetsstyring.

Det intelligente arbejdsmarked er desværre pt en illusion – men som omtalt i en tidligere blog vil en langt større gennemsigtighed og et bedre defineret grundlag for den enkelte arbejdstagers reelle kompetencer i forhold til efterspurgt kompetence kunne medvirke til bedre målretning af kompetenceudvikling, målrettede kurser for at bringe ledige i arbejde, der matcher arbejdsgiveres behov og arbejdstagernes grundkompetencer.

Og med kompetencer er vi tilbage til den barriere, som i denne sammenhæng er den vigtigste for at realisere videnssamfundet: Vi mangler fokus på at uddanne elever, studerende, lærere, - og folk, der er i arbejde – i metoder og teknikker, herunder holisitisk systemtænkning, og innoationsteknikker.

Man kan groft sige (jvfr Mac Mahon, Michael Peters et. al.) at de fundamentale vidensprocesser består i, at de der udfører dem, for det første har en klar viden om deres eget ugangspunkt, derers eget perspektiv, og derudover kan beherske følgende processer:

• Observere, foretage nye eksperimenter og indhente erfaring fra resultatet hraf

• Formulere koncepter og definere begreber

• Opstille modeller og udlede teorier på basis heraf

• Udføre en analyse af årsagssammenhænge

• Kritisk analyse

• Uddrage regler for anvendelse af analysen

• Udarbejde kreative, praktiske anvendelser samt overføre viden til ny kontekst

I USA vil man herfra typisk foreslå, at man laver et sæt af standarder for de kompetencer, som skolebørn, lærere, studerende etc. skal have, således at dert bliver muligt at måle, om uddannelsessystemet rent faktisk leverer folk med de pågældende kompetencer; men det er ikke hverken i overensstemmelse med dansk pædagogisk tradition eller for den sags skyld særligt hensigtsmæssigt at starte processen i et så bureaukratisk og langsommeligt perspektivt. Al den stund vi er i en rivende udvikling indenfor metoder, værktøjer og anvendelser, vil det være en dødfødt ide at gå efter at systematisere viden og kompetencer, der ændrer sig.

En konkrete, dansk tilgang til at sætte pres på udvikling af kompetencer til brug i Videnssamfundets D-land vil være at få etableret et virtuelt center for Vidensprocesser og Vidensdannelse. Da hver enkelt fagområde på universiteter og for den sags skyld de fortskningstunge, danske virksomheder som Novo. Novozymes, Grundfoss, Danfoss, Vestas etc. alle sammen hver indenfor deres område har metoder og erfaringer med metoder spændende fra Statistiske modeller til Business Intelligence til grafisk fremstilling af informationsanalyse, så vil man med de rette incitamentert kunne opbygge et arsenal af metoder, som i samarbejde med Danmarks pædagogiske Universitet og faglærere på landets skoler passende kunne tilpasse og indbygge i bestående uddannelser – ikke bare i folkeskole og gymnasium, men også på tværs af universitetsinstituttter og virksomheder. Problemet består først og fremmest i at køre fri af forretningshemmeligheder og en ufrugtbar patentdefinition, for det jg taler om er netop ikke produktspecifik men generaliseret viden om analysemodeller og -metoder.

Et virtuelt center for Vidensdannelse supporteret også af ITEK og de IT-tunge virksomheder og med tilstrækkeligt antal generalistforskere, der kan uddrage essense af de tilbudte metoder og etablere faglige netværker, hvor de kan finde anvendelse udenfor det domæne, hvori de oprindeligt blev udviklet. Det er en del af min vision om fremtidens kompetenceudvikling.

Den anden del af visionen vedrører den offentlige sektors støtte til borgeren i Videnssamfundet.

Her kan vi tage udgangspunkt i Eurocities – The Knowledge Society Forum (Tidligere kendt som Telecities), der er en forening af de mest ICT-fremmelige byer i Europa (og ansøgerlande/EØS m.v.)

I Eurocities har man opstillet et charter for e-Citizens, som medlkemsbyerne næsten alle har tilsluttet sig. Her taler man om, at fremtidens e-Citizens har:

Ret til adgang til Internettet:

• Enhver borger har ret til adgang til internettet gennem offentligt tilgængelige acces-punkter og fortrinsvis gennem bredbåndsforbindelser

• Enhver borger skal garanteres sikkerhed og beskyttelse af personlige data, som bliver administreret gennem offentlige online tjenester

Ret til uddannelse og træning

• Enhver borger har ret til at få adgang til de basale ICT færdigheder, der er nødvendige for at kunne udnytte offentlige services of informationer, der er tilgængelige via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til personlig assistance i forbindelse med adgang til offentlige tjenester og informationer via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til læringsplatforme for livslang læring og opkvalificeret uddannelse, så han kan drage fordele af alle til rådighed værende ressourcer, der genereres via ICT-faciliteter således at han kan tage aktiv del i videnssamfundet

Ret til adgang til online information

• Enhver borger har ret til adgang til de data og den bedste kvalitet af den information, der indsamles af offentlige myndigheder

• Enhver borger har ret til adgang til informationen uanset handicap

Ret til at deltage online i samfundsdebatten

• Enhver borger skal sikre retten til at deltage via ICT platforme i den politiske beslutningsproces i hans eller hendes kommune

• Enhver borger vil modtage feedback fra forvaltningen i forbindelse med deltagelse i offentlige høringer

Eurocities' charter støtter sig til den generelle EU strategi om at gøre alle offentlige data tilgængelige, såfremt de ikke direkte udgør en sikkerhedsmæssig risiko.

Og retten til uddannelse og livslang træning kan jo heller ikke ses isoleret som et krav til den enkelte by, men må ses som en generel forudsætning for at borgerne få mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som jeg ovenfor efterlyste, og som er hele fundamentet under D-land som Videnssamfund.

Fra Friktioner til Gennemsigtighed i D-land...

(D-Land: Danmark 3.0 betegnelse for et gennem-digitaliseret Danmark)

Det er tankevækkende, at nobelprisen i økonomi i år går til Dale Mortensen, Århus Universitet, der er en ledende forsker i betydningen af friktioner som bremseklods for at markedskræfterne kan udfolde sig frit og medvirke til en reduktion af f.eks. arbejdsløshed.

Det tankevækkende er, at det optræder præcis samtidigt med at Berlingske Tidende kører en 'afsløring' af hvor dårligt den kommunale indsats for at bekæmpe ledighed virker – i hvert fald i nogle kommuner. Og som har medført at LO og DA kræver en ændret indsats.

I et digitaliseret samfund – et Danmark 3.0 – skal den slags problemstillinger IKKE forekomme. Men som med så mange forhold i Danmark 3.0, er det ikke BARE et spørgsmål om at udnytte teknologien, den skal også 'enactes', d.v.s. implementeres i en hensigtsmæssig organisatorisk struktur, der bygger på tankegangen om at i et netværk er vidensdeling den hårde valuta, og det der får netværket til at fungere langt bedre end traditionelle bureaukratier. Også bedre end den form for kontrakttænkning, der har sneget sig ind i offentlig forvaltning de seneste 20 år, og som gør det muligt for kommuner at maximere egen profit uden at bidrage synderligt til at nedbringe ledigheden. Incitamentstrukturer alene gør det ikke, vi har brug for en radikal omtænkning af hvorledes informationsflowet kan styrkes og hvilke organisationsformer og alternative incitamenter, der kan etableres i Danmark 3.0.

Lad os starte med virksomhederne – inklusive kommuner og regioner, der i disse dage fyrer i hobetal. I stedet for blot at holde sig til regler om varsling og arbejdsmarkedets regler, kunne man med CSR-holdning in mente foreslå, at kendte og planlagte fyringer fandt sted på en måde, hvor de fyrende virksomheder sørgede for at hjælpe deres medarbejdere bedst muligt: Ved at notere hvilke særlige færdigheder, uddannelser, erfaringer og kompetence de besidder.

Arbejdstageroganisationerne – herunder også private A-kasser – kan i netværkssamfundet være de første til at modtage disse informationer og sammenholde dem med jobmuligheder og kortvarige uddannelsestilbud.

På arbejdsgiverside – inklusive offentlige arbejdsgivere – kan man tilsvarende forvente, at planlagte nyansættelser finder sted efter søgning med en bedre eller bare en generelt accepteret beskrivelse af ønskværdige og nødvendige færdigheder, erfaringer etc.

Kursusudbydere kan udnytte viden om lediges færdigheder til at matche de krævede/ønskværdige færdigheder og i langt højere grad udvikle kortvarige kurser til delvis eller fuldkommen opgradering af jobsøgende. Vi vil se et langt større og varieret udbud af kurser, (i overensstemmelse med EU-strategi på området) og i et netvækssamarbejde mellem virksomheder og kursusudbydere også se en række praktikantjobs, hvor offentlig medfinansiering vil have betydeligt større værdi end et ikke-eksisterende kommunalt kursus i ansøgningsskrivning. (Se artikel om faldet i uddannelse af ledige!)

Hvad bliver der af jobformidlingen? Der vil ikke ske støre skade ved at centralisere den igen, men det vigtigste er måske hele indstillingen til opgaven: Det drejer sig ikke bare om at finde et job til en arbejdssøger, det drejer sig om at medvirke til at optimere udnyttelsen af landets videns-ressourcer – uanset om det er en forsker eller en specialarbejder. Og med et effektivt fungerende informationssystem bør behovene for viden indgå som grundlag for vidensmæssig opkvalificering med alle de muligheder, hvor sådan noget kan foregå. En kombination af et velfungerende, centralt informationssystem og lokale, måske kommunale specialister, der kan hjælpe med at kortslutte kontakter til lokale virksomheder og kursusudbydere er – måske – en del af svaret.

D-land nedbryder friktioner, der skyldes vanetænkning, gammeldags organisationsformer og afgrænsede, lukkede informationskredsløb.