Teknologirådet inviterede den 4.10 til opstart på et projekt, der har til formål at belyse mulighederne for anvendelsesområder og de særlige sikkerhedskrav, der vil opstå, når 'tingenes internet' meget snart bliver en realitet. Mødet blev indledt at Kim Escherich, IBM, der har ansvar for 'tingenes internet' og 'smart planet' hos IBM. Denne film illustrerer begrebet og IBM's synspunkter på emnet.
Alle IT-firmaer og konsulenthuse er begyndt at interessere sig for emnet – se f.eks. McKinseys blog, Sun's side allerede fra 2003 om 'The Internet of Things' og ikke mindst netværksleverandøren CISCO.
Men kan vi definere begrebet lidt nærmere og lidt mere operationelt? Vi opfatter tingenes internet som de ting – enheder, processorer, lagringsenheder, 'apparater' – der har en IP adresse og som kan kommunikere via internettet. Uanset om det er lukkede, krypterede net, der bruger internetprotokollen eller enheder, der er forbundet i det 'store' internet.
Der er i dag mere end 20 mia af sådanne enhedser, og estimatet for 2020 er 'mindst 50 mia'. Det skal sættes i relatiuon til dagens 2mia registrerede menneskelige internet brugere.
Men allerede i dag har vi 5 milliarder mobil-telefonbrugere, som formodentlig inden længe også vil indgå i det, som IBM kalder 'a system om systems'.
Når vi taler om 'ting' , kan de optræde i principielt 2 forskellige roller: som detektorer eller som 'effektorer'. (Jvfr. Hood & Margett). En detektor er noget, der kan opsamle data, måle, 'se' – og en effektor er en ting, der kan udføre noget: åbne en dør, skifte et signal, starte en motor, manøvrere et køretøj. Men detektorer og effektorer er instrumenter, og for at vi kan anvende dem i et netværk, må der nødvendigvis også være en logik, en intelligens, et program, der baseret på de opsamlede data kan foretag en beregning og ud fra et regelsæt beslutte hvilken effektor, der skal anvendes og hvad den skal gøre. Verden er 'Instrumented, Connected & Intelligent'.
Når man er blevet enige om denne grundlæggende beskrivelse, er det også klart, at 'det semantiske web' spiller en stor rolle i definitionen af data interfaces, snitflader og resultatet af de intelligente processer. Det vil hjælpe os til at sikre, at vidt forskellige 'ting', der er etableret med vidt forskellige formål og med vidt forskellige bruger/kundegrupper potentielt kan kommunikere med hinanden. Eksemplet er f.eks. Velfærdsteknologi, hvor en alliance af producenter af intelligente målesystemer – CONTINUA – har formået at sætte nogle standarder, der sikrer at enhederne kan kobles til f.eks. den samme 'hub' via veldefinerede interfaces. Der er behov for en endnu bredere definition af denne type platform, så den f.eks. også vil kunne tilkoble detektorer og effektorer, der anvendes bredt til overvågning, styring af intelligente huse (Se f.eks. Phillips projekt) , som kan indgå i intelligente grids vaskemaskine, køleskab), åbne garageporten, styre temperatur o.s.v. Se præsentationen om 'intelligent grids' , der beskriver formålet med disse grids og hvilke typer udstyr, man tænker vil blive koblet på dette net. Det ser ovenikøbet ud som om Danmark har en styrkeposition på området, se f.eks. denne præsentation:
Blandt anvendelsesområderne er det naturligvis værd at bemærke, at man f.eks. på fødevareområdet er begyndt at indføre chips, der kan garantere sporbarheden af oprindelsen – ('klap din bøf') – og derved bidrage til større forbrugertryghed, (Se RFID projektet vedr. fisk) - men i en næste version, hvor chippen kan registrere hvad der sker med kødet, hvor frisk det er, om der er giftstoffer eller tilsætningsstoffer, kan man få forbedret fødevaresikkerhed og reducere spild. Man er ikke længere afhængig af en meget grov vurdering stemplet som 'sidste salgsdato', men kan rent faktisk 'se' om kødet er hensigtsmæssigt som menneskeføde. En chip i frosne hindbær vil kunne afsløre forgiftningsrisiko. Undgå spild og effektivisere transport er et stort område, men vi kan også se fremkomsten f.eks. af intelligente betonklodser, der ved præ-fabrikerede byggelementer kan fremskynde byggeprocessen og efterfølgende kontrollere holdbarhed for at effektivisere vedligehold. (Se det nordiske project om sporbarhed og sikre fødevarer)
Intelligent videoovervågning er allerede en realitet, hvor videokameraer kun logger sekvenser, såfremt der optræder overtrædelser af programmerede regler, f.eks. for bilers hastighed, placering på vejen, personers opførsel og adgangsforsøg til specielle arealer, døre el. l.
(Se f.eks. Chigacos intelligente videoovervågningssystem)
Blandt de mere kuriøse er 'intelligent sand', der oprindeligt blev udviklet til militært brug, så et antal små chips, der kan kommunikere med hinanden og som indeholder 'logik' kan bedømme, om en fjendtlig kampvogn eller en deling soldater passerer et område, og herefter via satellit uploade simple måleresultater. De civile anvendelser for dette er f.eks. temperaturovervågning af skove, hvor der er særlig stor risiko for skovbrande, og ved overskridelse af en tærskelværdi uploade GPS-data til en satellit.
Hele transport- og trafikområdet er en klasse af anvendelsesområder for sig – potentielt bruger bilister i en by dobbelt så meget tid på at lede efter parkeringspladser som teoretisk nødvendigt, hvis et system kunne holde styr på ledige parkeringspladser og gelejde søgende biler til pladsen. Det kræver naturligvis at et 'stor' andel af biler og parkertingspladser er udstyret med detektorer , forbundet til en regelmekanisme, der kan styre effektorer i biler.
Man kan forestille sig, at dette system potentielt anvendes til helt at undgå human intervention i biler, der ligesom fly køres automatisk. Se her Google's præsentation af 'driverless cars'.
Hvornår når vi 'the tipping point'? - det tidspunkt, hvor mængden af 'ting' er så stor, at der produceres løsninger ('apps') i en tilstrækkelig kvalitet og med tilstrækkelig lav pris til at sikre den fortsatte udbredelse? ( Der er allerede i dag downloadet 10 milliarder apps!) Er det 'top down' bestemt – som hvor sygehuset eller kommunen beslutter og installerer overvågning af kronikere? Eller det brugeren, der afgør om hun vil ha' de intelligente systemer og enheder? Hvem afgør kvaliteten? Og hvor må man være opmærksom på en potentiel umyndiggørelse af brugeren? Dette er nogle af de spørgsmål, som en kraftig forøgelse af anvendelsen vil rejse.
Det kan i høj grad opfattes som et 'hønen og ægget' problem, at der ikke fremkommer særlig mange løsninger, fordi der ikke er særlig meget efterspørgsel – men at dømme ud fra eksplosionen i antallet af apps til smartphones, vil et mængdemæssigt gennembrud kunne ske når som helst – og især hvis standarder og interfaces er åbne og tilgængelige.
Adgang til data, opsamlet af detektorer, Business Intelligens, data mining og ekspertystemer, der 'forstår' betydning af data og kan træffe automatiserede beslutninger, er en del af web 3.0 konceptet, og jo længere vi når i retning af at kunne lave intelligente tekstananlyser, begrebsanalyser og drage slutninger, jo bedre vil 'tingenes internet' kunne fungere. Men jo mere afgængige bliver vi samtdigt af løsningerne, og det kræver overvejelse, hvorledes vi kan sikre et mere og mere livsvigtigt system. Som Nordahl Grieg sagde: 'Lænker de slaver til dig, lænker de dig til sig'
Crowd sourcing, hvor man i mere community- netværker udvikler og raffinerer løsninger, er også en mulighed. Eksemplet er her fra Japan, hvor Fukushima-katastrofen ikke fra myndighedernes side blev dækket godt nok med præcise målinger om strålingsfare. Her anskaffede en mængde japanerne på privat basis geigertællere, og ved hjælp af et hollandsk web site kunne man nu få aktuelle oplysninger om stråling, vindretning, forecast etc.
Alle disse applikationer stiller krav til indtænkning af beskyttelse af private data. Alle steder, hvor personhenførbare data kan kobles til kritiske målinger, holdninger, handlinger, eller bare geografiske positioner på givne tidspunkter, skal man overveje med henblik på i sin videste konsekvens at lade brugeren selv styre, hvem der kan få adgang til disse data. Sikkerheden i 'tingenes internet' er en udfordring, og 'privacy by design' er et krav. Man kan ikke tilkoble det bagefter, det skal indlejres i løsningen fra starten. Det kan være pseudonym-baseret, det kan være 'trusted 3rd party', der har nøglen. Og det diskuteres i en anden sammenhæng senere i Teknologirådets spændende projekt.
