D-Land: Fra Informationssamfund til Videnssamfund

(Er tiden moden?)

Vi har i mange år talt om 'informationssamfundet' nærmest som synonym for det vi i Danmark 3.0 tænketanken har kaldt 'D-Land' – men vi kan nu se, at vi er på tærsklen til noget helt nyt, som rummer langt mere end 'information', nemlig et samfund som i stadig højere grad beskæftiger sig med viden.

Den største forskel er nok ikke så meget i selve adgangen til digitale data og informationer, som i den måde, de anvendes på, og den måde de indgår i et nyt tankesæt. For medens IKT i informationssamfundet er travlt optaget af at samle beskrivelser sammen af det, der ER og af det, der ER sket, så går vidensskamfundet ud på at indsamle, evaluere, vurdere, prognosticere med det klare formål at styre vores fremtid. Tænk på lægevidenskaben, der traditionelt har beskæftiget sig med at diagnosticere en eksisterende sygdom for derefter at behandle den. Nu taler vi om forebyggende sundhedsbehandling, flytter fokus til at ændre livsstil – og nogle taler om aktivt at benytte viden om gener til at kunne forudsige mulige, fremtidige sygdomme for det enkelte individ.

Der er klart etiske dilemmaer i dette: Hvor meget VIL vi vide om fremtiden, især om vores egne risici, men der et andet element, der i lige så høj grad kræver overvejelser og måske holdningsændringer: Fremtiden er nu en gang probabilistisk – de forudsigelser, vi gør, er behæftet med større eller mindre unøjagtigheder, som både politikere og enkeltpersoner må lære at forholde sig til. Når klimaforskere taler om jordens opvarmning som følge af CO2-udledning, er det også baseret på sandsynlighedsregning – men desværre for klimaskeptikerne, er sandsynligheden for sammenhænge til den menneskeskabte CO2 udledning så massiv, at en benægtelse vil have samme karakter, som at påstå at jorden er flad; det forhindrer så ikke, at man kan være mere eller mindre enig i hvilke problemstillinger, det er vigtigst for menneskeheden at tage hånd om først – politik bliver ikke mindre interessant, men mere interessant i et videnssamfund.

Hvordan tilvejebringer vi så viden? I næsten alle fagområder arbejder man i dag med generering af viden fra data og information: Landmanden kombinerer viden om jordbundens beskaffenhed på de enkelte dele af marken med viden om lokal meteorologi, så han kan dosere gødning langt mere finkornet og på de rigtige tidspunkter og samtidigt spare på udledning af kvælstof og optimere brug af fosfor, den næste mangelvare efter olie.

Det intelligente el-netværk forudsiger forbrug baseret på data og forecasts fra intelligente målere ohos forbrugerne, sammenligner med forudsigelser om blæst og sol, tilstedeværelsen af organisske brændstoffer og sammenvejer med den dynamiske pris på det europæiske netværk for konstant at producere el i fornødent omfang og med de kraftværker, der er mest hensigtsmæssige.

Den intelligente bygning kender planerne for dens indbyuggeres forbrug og ophold, sammenholder med vejr, vind, sol og optimerer afskærmning, udstråling, udkuftning, belysning i lokaler, genanvendelse af regnvand.

Business Intelligens benyttes af virksomheder til at udvinde viden fra CRM systemer og kundernes forbrugsmønstre, herunder deres brug af internettjenester, og sammenstiller med konkurrentinformation, løbende viden om tilgang og priser af delfabrikata og råvarer i værdikæden, eksistensen af varelagre hos forhandlere og kan optimere produktion, distribution, prisfastsættelse, kvalitetsstyring.

Det intelligente arbejdsmarked er desværre pt en illusion – men som omtalt i en tidligere blog vil en langt større gennemsigtighed og et bedre defineret grundlag for den enkelte arbejdstagers reelle kompetencer i forhold til efterspurgt kompetence kunne medvirke til bedre målretning af kompetenceudvikling, målrettede kurser for at bringe ledige i arbejde, der matcher arbejdsgiveres behov og arbejdstagernes grundkompetencer.

Og med kompetencer er vi tilbage til den barriere, som i denne sammenhæng er den vigtigste for at realisere videnssamfundet: Vi mangler fokus på at uddanne elever, studerende, lærere, - og folk, der er i arbejde – i metoder og teknikker, herunder holisitisk systemtænkning, og innoationsteknikker.

Man kan groft sige (jvfr Mac Mahon, Michael Peters et. al.) at de fundamentale vidensprocesser består i, at de der udfører dem, for det første har en klar viden om deres eget ugangspunkt, derers eget perspektiv, og derudover kan beherske følgende processer:

• Observere, foretage nye eksperimenter og indhente erfaring fra resultatet hraf

• Formulere koncepter og definere begreber

• Opstille modeller og udlede teorier på basis heraf

• Udføre en analyse af årsagssammenhænge

• Kritisk analyse

• Uddrage regler for anvendelse af analysen

• Udarbejde kreative, praktiske anvendelser samt overføre viden til ny kontekst

I USA vil man herfra typisk foreslå, at man laver et sæt af standarder for de kompetencer, som skolebørn, lærere, studerende etc. skal have, således at dert bliver muligt at måle, om uddannelsessystemet rent faktisk leverer folk med de pågældende kompetencer; men det er ikke hverken i overensstemmelse med dansk pædagogisk tradition eller for den sags skyld særligt hensigtsmæssigt at starte processen i et så bureaukratisk og langsommeligt perspektivt. Al den stund vi er i en rivende udvikling indenfor metoder, værktøjer og anvendelser, vil det være en dødfødt ide at gå efter at systematisere viden og kompetencer, der ændrer sig.

En konkrete, dansk tilgang til at sætte pres på udvikling af kompetencer til brug i Videnssamfundets D-land vil være at få etableret et virtuelt center for Vidensprocesser og Vidensdannelse. Da hver enkelt fagområde på universiteter og for den sags skyld de fortskningstunge, danske virksomheder som Novo. Novozymes, Grundfoss, Danfoss, Vestas etc. alle sammen hver indenfor deres område har metoder og erfaringer med metoder spændende fra Statistiske modeller til Business Intelligence til grafisk fremstilling af informationsanalyse, så vil man med de rette incitamentert kunne opbygge et arsenal af metoder, som i samarbejde med Danmarks pædagogiske Universitet og faglærere på landets skoler passende kunne tilpasse og indbygge i bestående uddannelser – ikke bare i folkeskole og gymnasium, men også på tværs af universitetsinstituttter og virksomheder. Problemet består først og fremmest i at køre fri af forretningshemmeligheder og en ufrugtbar patentdefinition, for det jg taler om er netop ikke produktspecifik men generaliseret viden om analysemodeller og -metoder.

Et virtuelt center for Vidensdannelse supporteret også af ITEK og de IT-tunge virksomheder og med tilstrækkeligt antal generalistforskere, der kan uddrage essense af de tilbudte metoder og etablere faglige netværker, hvor de kan finde anvendelse udenfor det domæne, hvori de oprindeligt blev udviklet. Det er en del af min vision om fremtidens kompetenceudvikling.

Den anden del af visionen vedrører den offentlige sektors støtte til borgeren i Videnssamfundet.

Her kan vi tage udgangspunkt i Eurocities – The Knowledge Society Forum (Tidligere kendt som Telecities), der er en forening af de mest ICT-fremmelige byer i Europa (og ansøgerlande/EØS m.v.)

I Eurocities har man opstillet et charter for e-Citizens, som medlkemsbyerne næsten alle har tilsluttet sig. Her taler man om, at fremtidens e-Citizens har:

Ret til adgang til Internettet:

• Enhver borger har ret til adgang til internettet gennem offentligt tilgængelige acces-punkter og fortrinsvis gennem bredbåndsforbindelser

• Enhver borger skal garanteres sikkerhed og beskyttelse af personlige data, som bliver administreret gennem offentlige online tjenester

Ret til uddannelse og træning

• Enhver borger har ret til at få adgang til de basale ICT færdigheder, der er nødvendige for at kunne udnytte offentlige services of informationer, der er tilgængelige via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til personlig assistance i forbindelse med adgang til offentlige tjenester og informationer via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til læringsplatforme for livslang læring og opkvalificeret uddannelse, så han kan drage fordele af alle til rådighed værende ressourcer, der genereres via ICT-faciliteter således at han kan tage aktiv del i videnssamfundet

Ret til adgang til online information

• Enhver borger har ret til adgang til de data og den bedste kvalitet af den information, der indsamles af offentlige myndigheder

• Enhver borger har ret til adgang til informationen uanset handicap

Ret til at deltage online i samfundsdebatten

• Enhver borger skal sikre retten til at deltage via ICT platforme i den politiske beslutningsproces i hans eller hendes kommune

• Enhver borger vil modtage feedback fra forvaltningen i forbindelse med deltagelse i offentlige høringer

Eurocities' charter støtter sig til den generelle EU strategi om at gøre alle offentlige data tilgængelige, såfremt de ikke direkte udgør en sikkerhedsmæssig risiko.

Og retten til uddannelse og livslang træning kan jo heller ikke ses isoleret som et krav til den enkelte by, men må ses som en generel forudsætning for at borgerne få mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som jeg ovenfor efterlyste, og som er hele fundamentet under D-land som Videnssamfund.

Fra Friktioner til Gennemsigtighed i D-land...

(D-Land: Danmark 3.0 betegnelse for et gennem-digitaliseret Danmark)

Det er tankevækkende, at nobelprisen i økonomi i år går til Dale Mortensen, Århus Universitet, der er en ledende forsker i betydningen af friktioner som bremseklods for at markedskræfterne kan udfolde sig frit og medvirke til en reduktion af f.eks. arbejdsløshed.

Det tankevækkende er, at det optræder præcis samtidigt med at Berlingske Tidende kører en 'afsløring' af hvor dårligt den kommunale indsats for at bekæmpe ledighed virker – i hvert fald i nogle kommuner. Og som har medført at LO og DA kræver en ændret indsats.

I et digitaliseret samfund – et Danmark 3.0 – skal den slags problemstillinger IKKE forekomme. Men som med så mange forhold i Danmark 3.0, er det ikke BARE et spørgsmål om at udnytte teknologien, den skal også 'enactes', d.v.s. implementeres i en hensigtsmæssig organisatorisk struktur, der bygger på tankegangen om at i et netværk er vidensdeling den hårde valuta, og det der får netværket til at fungere langt bedre end traditionelle bureaukratier. Også bedre end den form for kontrakttænkning, der har sneget sig ind i offentlig forvaltning de seneste 20 år, og som gør det muligt for kommuner at maximere egen profit uden at bidrage synderligt til at nedbringe ledigheden. Incitamentstrukturer alene gør det ikke, vi har brug for en radikal omtænkning af hvorledes informationsflowet kan styrkes og hvilke organisationsformer og alternative incitamenter, der kan etableres i Danmark 3.0.

Lad os starte med virksomhederne – inklusive kommuner og regioner, der i disse dage fyrer i hobetal. I stedet for blot at holde sig til regler om varsling og arbejdsmarkedets regler, kunne man med CSR-holdning in mente foreslå, at kendte og planlagte fyringer fandt sted på en måde, hvor de fyrende virksomheder sørgede for at hjælpe deres medarbejdere bedst muligt: Ved at notere hvilke særlige færdigheder, uddannelser, erfaringer og kompetence de besidder.

Arbejdstageroganisationerne – herunder også private A-kasser – kan i netværkssamfundet være de første til at modtage disse informationer og sammenholde dem med jobmuligheder og kortvarige uddannelsestilbud.

På arbejdsgiverside – inklusive offentlige arbejdsgivere – kan man tilsvarende forvente, at planlagte nyansættelser finder sted efter søgning med en bedre eller bare en generelt accepteret beskrivelse af ønskværdige og nødvendige færdigheder, erfaringer etc.

Kursusudbydere kan udnytte viden om lediges færdigheder til at matche de krævede/ønskværdige færdigheder og i langt højere grad udvikle kortvarige kurser til delvis eller fuldkommen opgradering af jobsøgende. Vi vil se et langt større og varieret udbud af kurser, (i overensstemmelse med EU-strategi på området) og i et netvækssamarbejde mellem virksomheder og kursusudbydere også se en række praktikantjobs, hvor offentlig medfinansiering vil have betydeligt større værdi end et ikke-eksisterende kommunalt kursus i ansøgningsskrivning. (Se artikel om faldet i uddannelse af ledige!)

Hvad bliver der af jobformidlingen? Der vil ikke ske støre skade ved at centralisere den igen, men det vigtigste er måske hele indstillingen til opgaven: Det drejer sig ikke bare om at finde et job til en arbejdssøger, det drejer sig om at medvirke til at optimere udnyttelsen af landets videns-ressourcer – uanset om det er en forsker eller en specialarbejder. Og med et effektivt fungerende informationssystem bør behovene for viden indgå som grundlag for vidensmæssig opkvalificering med alle de muligheder, hvor sådan noget kan foregå. En kombination af et velfungerende, centralt informationssystem og lokale, måske kommunale specialister, der kan hjælpe med at kortslutte kontakter til lokale virksomheder og kursusudbydere er – måske – en del af svaret.

D-land nedbryder friktioner, der skyldes vanetænkning, gammeldags organisationsformer og afgrænsede, lukkede informationskredsløb.