E-Valg: Hvordan Danmark fortsat har til hensigt at sakke agterud i den digitale udvikling

Teknologirådets længe ventede rapport om 'e-Valg – en udfordring for demokratiet?' blev lanceret ved et møde den 21.3, hvor arbejdsgruppen under ledelse af Christian Werner-Tougaard, Rådet for større IT-sikkerhed, fremlagde rapporten for 2 politiker-paneler, først Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder flankeret af Københavns overborgmester, tidligere Teknologiminister Frank Jensen, og i anden runder for Frederiksbergs Borgmester Jørgen Glenthøj og Socialdemokratiets IT-ordfører Yldiz Ardogan. Fremmødet var usædvanligt talrigt, og en række kommunale, indenrigsministerielle specialister var til stede sammen med IT-folk, journalister m.v.

Baggrunden for rapporten var bl.a. den tidligere videnskabsminister Sanders og økonomiminister Bendt Bendtsens begejstring for det estiske on-line valg i 2007 (Og igen i 2011) og det første forsøg på e-valg, som Bertel Haarder faktisk gennemførte til menighedsrådsvalget i efteråret 2008.

Som tidligere omtalt har Teknologirådet afhoildt 2 arbejdsmøder, som jeg havde fornøjelsen at deltage i, og med færdiggørelsen af rapporten skulle vejen nu være banet for at man i Danmark kan begynde at arbejde med digitale valg. De 2 borgmestre fra København og Frederiksberg var begge ivrige for at komme i gang, og rådets anbefaling om at gennemføre e-Valg til kommunalvalget i 2013 i mindst 3 kommuner, ser ikke ud til at mangle villige kommuner.

Men hvad er det så, teknologirådet anbefaler? I udfaldsrummet mellem særligt udstyr i lukkede, kontrollerede miljøer og en helt åben on line afstemning fra enhver PC (eller mobiltelefon, iPad etc), har man valgt at anbefale en løsning baseret på PC'er, der ikke er opkoblet, og som installeres enten i et valglokale eller i en valgbus, hvor man kan stemme på digitale valglister, så man f.eks. også kan stemme på kandidater i andre kommuner, end der hvor valgbussen holder.

For at styre dette stiller man følgende krav til 'valgbox-PC'en': (Citat fra rapporten)

”Den digitale valgboks klargøres i kommunerne med en programpakke leveret fra en central myndighed. For at sikre, at der er kontrol med pc’en, må der ikke være installeret anden software på den under valget. Programpakken indeholder et standard styresystem, et valgprogram og et sikkerhedsprogram. Pc’en skal være “hærdet” – det vil sige, at man ikke skal kunne forandre terminalen, når denne først er klargjort. Ligeledes skal ekstern tilgang blokeres (USB, CD/DVD-drev etc. skal digitalt afblændes).

De digitale valgbokse skal hele tiden befinde sig i et kontrolleret miljø – enten i form af sikret opbeva

ring, en bemandet valgbus eller et valglokale.

Der foretages en permanent opkobling til det centrale e-valgsystem eller ved hver stemmeafgivning. Pc’en kan kobles trådløst på internettet og kommunikerer via en VPN-linje (Virtuel Private Network), hvor data bliver krypteret, og der er sikkerhed for, at stemmer modtages fra en autoriseret valgboks. Ved stemmeafgivningen printes ligeledes en papirstemmeseddel.”

Årsagen til at man har valgt denne tunge og arbejdsintensive løsning er, at man især har hæftet sig ved, at enhver usikkerhed om afstemningsmetoden vil have en negativ effekt på tiltroen til demokratiet, og ved ydermere at 'nøjes' med at kalde dette for 'en udvidet brevstemme-model', er det håbet, at man gradvist vil kunne bevæge sig mod mere sofistikere løsningsmodeller i takt med befolkningens digitale modenhed og – fristes man til at sige – kommende krav om en moderne

valghandling fra post-facebook generationen.

De grunlæggende principper for e-Valg som Rådets arbejdsgruppe har opstillet som ufravigelige, er:

• e-Valg skal have central styring og ansvarsplacering

• Der skal nedsætes et uafhængigt organ med rådgivnings- og revisionsfunktion

• De økonomiske konsekvenser af e-Valg bør afklares

• Der bør skabes en valgmodel med mobile valgsteder med internetopkobling til forsøgsprojekt

• Valget bør baseres på fleksible (læs: Elektroniske) valglister og stemmesedler

• Der bør gennemføres et forsøgsprojekt med mindst 3 kommuner i 2013

• Effekterne af forsøg med digitale valg skal evalueres systematisk

• Tag borgerne med på råd

Hvorfor er det så ikke godt nok? Alle tilstedeværende var enige om, at det var en meget fornuftigt løsning, der ikke vil indebære nogen risici, og kommunerepræsentanterne syntes, at det var en overkommelig og praktisk løsning. Yldiz Ardogan, der er tilfordordnet valgstedet på Tingbjerg, syntes især om 'bussen', så man måske kunne få flere indvandrere og efterkommere til stemmeurnerne.

Men efter at have deltaget i Danmark 3.0 møderækken og efter at have set hvad andre lande gør, må jeg sige, at jeg er skuffet over den mangel på initiativ og fremsyn, som både arbejdsgruppen og politikerne udviser. Estlands valg i 2005 og igen i 2011 er baseret på en solid identifikationsmodel for den enkelte borger, og indebærer både sporbarhed, anonymitet overfor selve den foretagne afstemning samt ikke mindst muligheden for konstant at omgøre sin stemme indtil valget lukker, hvilket skulle forhindre familiemæssig eller anden form for stemmepression. 25% af esterne stemte ved sidste valg. At kontrollen virker, fremgår af at det var lykkedes én person at hacke sig ind i systemet, så vedkommende stemte 500 gange. Det blev noteret og slettet.

I Norge gennemfører man i år on line afstemninger i 11 kommuner. Ligesom i Estland med den mulighed, at man kan møde op på valgstedet og omgøre sin elektroniske stemme.

Når man ikke har turdet foreslå den åbne afstemningsform er det efter min mening først og fremmest fordi vores personidentifikationssystem er så rudimentært, at det ville se komplet fjollet ud, hvis man på et valgsted skulle identificere sig selv ved hjælp af et papkort. Hvis Danmark virkelig VIL noget i den digitale Verden er det på høje tid at udskifte vores identifikationssystem med et langt mere robust og differentieret system, som f.eks. det tyske ID-system. Nu har vi så efter eet års forsinkelse fået valgt et meget begrænset system til biometriske pas, hvor muligheden for eksempel for revokering i tilfælde af misbrug eller ønske om anonymisering, godkendt af en domstol, tilsyneladende slet ikke er tænkt ind. Der sker ingen fremskridt på området, før pas, sygesikringskort, ID-kort, kørekort f.eks. tænkes ind i samme løsning. Det bliver ikke i 2013, og det er tvivlsomt om vi kan nå at få egentlige e-Valg inden 2020 med de lave ambitioner på den danske befolknings vegne, som her er demonstreret så klart. At Århus kommune i 2011 forsøger at demonstrere en anden model, rykker måske ikke så meget.

I stedet får vi så en løsning, der kommer til at indebære en masse diskussion og udbud om udvikling af specielt dansk afstemningssoftware, særlige databaser til opbevaring af valglister, uendeligt arbejde med at installere og kontrollere standard PC'er, der skal konfigureres og boltes fast.

Det bliver dyrt, det kommer ikke til at holde mere end én valgperiode, og det ville have været klædeligt, hvis man havde erkendt, at det kun er ved standardiserede sikkerhedsløsninger, man får en bedre fremtid på nettet.

Som effekt anfører man desuden bl.a.:

Den tekniske løsning er fleksibel

Løsningen vurderes at have en fornuftig økonomi

Udvikling og afprøvning af denne løsning åbner mulighed for systemeksport

Den tekniske løsning er ikke fleksibel, hvis man ikke kan bruge f.eks. smartphones, og selv om den SW man udvikler, skal gøres til Open Source, er det ikke det samme som at den automatisk følger med den tekniske udvikling uden en løbende indsats.

Den fornuftige økonomi er for mig et meget stort spørgsmålstegn, da arbejdsindsatsen for at installere, vedligeholde og overvåge løsningen er meget stor i forhold til en generel ID-Management model med tillæg af selve afstemningsprogrammet.

Systemeksport?? De vil grine højt af os – i hvertfald i Estland og i Norge. Næ, hvem vil købe en brugt NemID-løsning om 3 år?

WIKILEAKS - Hvor går grænserne for ytringsfriheden?

Publicistklubben, som jeg har haft fornøjelsen af at være medlem af siden starten af 90'erne, havde mandag aften et interessant debatmøde om WIKILEAKS: Christian Jensen, Information, havde haft adgang til store mængder information fra Wikileaks, primært vedrørende Irak-krigen, Flemming Rose, Jyllands Posten, der som grundholdning (meget overraskende!) fremførte at information, der kunne skade og som var fremskaffet på uhæderlig vis, ikke skulle offentliggøres – og så Mogens Lykketoft, Udenrigsminister emeritus m.v. til at afbalancere synspunkterne.

Christian Jensen fremførte, at han ikke ser nogen forskel på den aktuelle case eller overhovedet at bruge materiale fra WL som andet end en normal journalistisk opgave, som man kan benytte, men hvor man skal forholde sig præcis ligeså etisk og journalistisk metodisk, som ved enhver anden form for kritisk journalistik.

Flemming Rose derimod holder på, at WL er et uetisk kildemateriale, da WL dels har fremskaffet materialet på uhæderlig vis, dels totalt har negligeret kildebeskyttelse i sit materialevalg (som udbryderen Daniel Domscheit-Berg har protesteret mod ved at lave sit eget, kildebeskyttede udbryderforum) – og endeligt, at hele materialets omfang ( > 144.000 dokumenter) ifølge Flemming Rose udgør et paradigmeskifte, idet 'ingen journalist kan forholde sig kritisk til så store dokumentmængder'.

Mogens Lykketofts synspunkt er forståeligt nok mere afbalanceret: Hvis offentliggørelse kan skade igangværende demokratiske fredsprocesser eller hvis offentliggørelse kan skade enkeltpersoner, er det ikke ML's opfattelse, at man skal benytte kildemateriale af denne art. Men hvis ikke, og hvis retssamfundet kan have væsentlig interesse i materialet, bør man selvfølgelig som kritisk journalist benytte det – det gælder f.eks. grundlaget for krigsførelse i Irak, det gælder CIA-flyvninger, hvorimod navne på f.eks. danske soldater eller tolke i Irak ikke bør offentliggøres ud fra et etisk synspunkt.

Christian Jensen kommenterede, at han godt kan forstå politiske synspunkter, men at man skal behandle materialet seriøst. Hvad amerikanske diplomater kalder Putin og Medveded er én ting, men det er måske af en helt anden væsentlighed at forstå, at Kina f.eks. i realiteten er dødtræt af Nordkorea.

Flemming Rose fremførte at lækagen i sig selv skyldtes at amerikanerne efter 11. september havde fundet ud af, at de mange forskellige grene af efterretningsvæsenet ikke taler særlig godt sammen, og derfor er modtagerantallet af diplomatiske indberetninger steget til flere tusinde. Så er det jo let at finde en lækage.

På spørgsmålet om hvordan pressen ville håndtere en lækage af bankhemmeligheder, delte vandene sig mere, idet Mogens Lykketoft som forventet ville syntes det ville være formidabelt at få adgang til informationer om multinationale selskabers skattely, og refererede til Obama, der havde hørt, at der i én bygning i Bahama var noteret 50.000 internationale selskaber. Obama havde sagt, at enten måtte det være en ganske enorm bygning eller også måtte det være et ganske enormt stykke svindel.

Dorte Toft spurgte Christian Jensen om hvordan han ville reagere, hvis noget kom og overrakte ham en tappet kopi af hans journalist-kollegers e-mail korrespondance med anonyme kilder og bad Flemming Rose og Mogens Lykketoft kommentere.

Christian Jensen uddybede her sin tidligere forklaring om at Information havde lagt helt normal journalistisk etik bag den måde, de havde benyttet Wikileaks materialet, forsøgt at verificere det, havde benyttet IT ekspertise til tekstanalyse etc., og ikke nævnt personnavne, hvor det havde fare for at skade. Og så afviste han at bruge 'hacket materiale' – og roste Ekstrabladet, fordi de ikke ville bruge en hackers overleverede scan af Naser Khaders e-mail, men i stedet meldte hackeren til politiet.

Mogens Lykketofte fremførte et meget regelret synspunkt i det han mente, at man ikke i en email skulle skrive noget, som man senere kunne blive hængt op på, hvis den nogen sinde skulle blive offentliggjort.

Christian Jensen understregede igen, at det ene og alene må være det samfundsmæssige væsentlighedsprincip, der vil være afgørende for om man vil benytte materialet.

Hans Bischoff foreslog at rigtig sensitiv information skulle benytte brevduer, og en anden debattør fremhævede, at diskussionen om ansættelse af en NATO generadirektør formodentlig foregik bedst uden papir.

Mogens Lykketofte kunne om ikke bekræfte, så´dog sandsynliggøre, at rigtig sensitiv dokumentation nok snarere tærede på CO2-kontoen ved direkte kontakter v. hj. af fly end ved papir.'

Jeg fremførte overfor Flemming Roses påstand om at et af de store problemer ved at håndtere Wikileaks materiale skyldes den store mængde teksten, at det vil ændre sig så selv Jyllandsposten om nogle år – max 10 – ville have IT folk, der kunne analysere store tekstmængder, og væsentlig færre journalister, fordi fremtidens journalister ville ganske simpelt være nødt til at bruge langt mere avancerede værktøjer til brug for en kritisk journalistik, end de gode gamle metoder, som vi kender dem.

En meget interessant debat, der efterlod tilhørerne med den behagelige fornemmelse, at man godt kan benytte materiale, der er fremskaffet på -lidt- tvivlsom vis, hvis man anlægger en samfundsbetragtning, udfører kritisk journalistisk analyse, beskytter individuelle kilder og lader være med at acceptere direkte tyveri af andre menneskers mailboxe og skraldespande, men – på en meningsfyldt måde – udnytter, at der altid har været og vil være 'whistleblowers'.

Som et interessant efterspil har Højesteret her i dag 8.2 så stadfæstet Landsrettens afgørelse om at medierne – her DR og TV2 – har ret til at benytte deres kilder, og man kan sige at dette så understreger Christian Jensens synpunkt om at den etiske grænse går ved at beskytte individet men at prioritere samfundsvæsentlige problemstillinger.

Hvornår får vi en e-Lovgivning?

(Valdemar Sejr - Danmarks første e-Lovgiver)

På fredag den 4.2 offentliggøres Danmark 3.0 rapporten. Tænketankrapporten vil forhåbentlig give inspiration til en øget satsning på IKT, og måske også en nytænkning hos politikerne. Efter vores sidste møde i tænketanken kom jeg imidlertid til at tænke på, at der nok er noget vi har overset, nemlig selve den måde, som vores lovgivning bliver til på. Måske er det i virkeligheden dette lands jurister, der kunne have glæde af en nytænkning i udformningen og tilrettelæggelsen af lovgivningen her i landet?

Tilbage i 1975 husker jeg en episode, der fik en del om tale i aviserne: En enlig mor til 3, der boede i en lejlighed i Brøndby Strand, henvendte sig til kommunen, fordi hun ikke kunne få budgettet til at løbe rundt. Det fremgik, at hun tjente 25.000 om året incl. Bistand, men der var aldrig penge sidst på måneden. Den venlige kommunale medarbejder sagde, at der nok ikke var andet for, end at hun fik sig et job og tjente nogle flere penge. 'Ja det vil gerne!' sagde den unge mor, 'Men fortæl mig, hvor meget jeg skal tjene, før det løber rundt?'. Da sagsbehandleren havde regnet lidt, kom han til det forbløffende resultat, at hun skulle tjene 120.000 kr. om året – rigtig mange penge i 1975 – fordi hun skulle kompensere for tab af boligsikring, for tab af tilskud til vuggestue, børnehave, for diverse mistede tilskud.

Det fik min daværende chef i IBM, John Byrgesen, til at igangsætte et projekt for at udvikle en lovmodel, der kunne hjælpe lovgivere med at forstå sammenhængen i lovgivningen i nye forslag, FØR de blev vedtaget. Han kaldte modellen for SISYFOS: Skatter, Indkomster og Sociale Ydelser set fra et FamilieOrienteret Synspunkt. (IBM har altid været gode til forkortelser). Det korte af det lange var, at ideen blev almindeligt anerkendt, og indgik senere i Datacentralens arsenal og i Finansministeriets redskabspakke. Det er nu fast rutine at al ny lovgivning, der vedrører skat og overførselsindkomster, går igennem denne lovmodel.

Vi har brug for en ny måde at tænke vores love på – Vi er ved at drukne i regler og forordninger, og det, der åbenbart forårsager lovjunglen, er at politikerne griber dagens historier og gør noget, der rammer stadigt færre grupper, eller som måske ligefrem er helt overflødige regler, fordi stort set ingen bliver berørt. Samtidigt betyder hyppige ændringer af regler, satser, kriterier, at der kommer et meget stort pres på ændring af de administrative systemer alt imens borgenes chance for at følge med og forstå reglerne bliver mere og mere begrænset.

I jyske lov står der som bekendt:

Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde

Sagt med andre ord: Lov skal der til, hvor det ikke er indlysende, hvad der er rigtigt og hvad der er god opførsel, men så skal den også kunne forstås af alle og være kendt af alle. Man kan sige, at adgang til lovgivningen på internettet giver en teoretisk mulighed for indsigt, men detaljerigdommen og opfindsomheden i forskellige politiske partier og juristernes følgagtighed i udformning af lovene, gør nok dette til en taber sag med dagens måde at tænke lovgivningsprocessen på.

'Mindre Bøvl' har flere konservative erhvervsministre sagt (Se pjecen fra 2004) – men især i den borgerlige regerings tid er antallet af nye love steget kraftigt, også efter 2004.

Men hvad kan man gøre og hvor kommer IT ind i billedet?

For det første kan man gennemføre, at al lovgivning skal kunne opdeles i logiske 'lag': Det første lag ('Foundation Architecture') beskriver formålet med lovgivningen,herunder en opsummering af interessenterne, klar beskrevet ved varige kriterier (Forældre, Asylansøgere, Førere af motorkøretøjer, Lodsejere etc.).

Næste lag kan så beskrive de detaljerede kriterier for at lovgivningen skal træde i kraft – gerne beskrevet ud fra en semantisk meningsfyldt ordbog, der herved gradvist kan etableres. De detaljerede kriterier er for eksempel: Indkomst seneste 12 måneder, Sygemeldt mere end 30 dage, mere end 10 HA landbrugsareal.

Og i 3. lag kan man så beskrive, hvad der skal ske med dem, der omfattet af loven, igen beskrevet ud fra termer, der kan indgå i en generelt vedtaget semantisk ordbog over anvendte begreber.

Inden loven så træder i kraft, kan man passende ved anvendelse af Business Intelligence værktøjer finde ud af, hvor mange der egentlig er i den gruppe, der falder ind under loven. Hvis antallet her er under 10 eller 100 må det give anledning til seriøse overvejelser – for omkostningerne ved at publicere, opdatere og administrere loven vil i dette tilfælde formodentlig være helt ude af proportioner med intentionerne.

I det hele taget kan man med tanke på Kants kategoriske imperativ begynde at fundere på, om en lov, der rammer så snævert, kan siges at være 'almen gyldig'.

Medens det første lag er det overordnede formål, er lag 2 og lag 3 bestemt af kriterier, der ændrer sig over tid og med konsekvenser, der formodentlig også skal justeres. Man vil ved årlige gentagelse af BI-simuleringen kunne finde ud af, om loven fortsat har relevans med gamle eller opdaterede kriterier, og man vil ved simulering af satser og vilkår i det 3.lag kunne vurdere hvilke omkostninger eller indtægter det offentlige vil kunne forvente i det kommende finansår. Ved en hensigtsmæssig opstilling af bagatelgrænser, bør man så kunne slå lovgivning ihjel.

Hvis Folketinget kunne enes om bagatelgrænser, vil meget af denne oprydning kunne ske automatisk, og det ville tage det ophedede ud af debatter baseret på medieverdenens jagt på mere eller mindre enkelttilfælde og dertil hørende interesse for 'ekstrabladspolitikere' til at forsvare eller fremtvinge unødig lovgivning.

Og i øvrigt vil lovgivning udført på denne måde gradvist kunne betyde, at man mere og mere understøtter en serviceorienteret arkitektur i den offentlige forvaltning.

Men god fornøjelsen med Danmark 3.0 rapporten den 4.2!

e-Government - Outlook 2011

It seems to be a common practice for newsletters, newspapers and magazines to publish expectations for how trends in technology is going to affect our everyday life in the coming year.

As Gartner already discovered several years ago, some of these predictions turn out to be mere hype, not yet ready for large scale implementation, while other trends seem to emerge without anybody watching until they are suddenly there.

With a clear risk that some of my predictions will fall in the first of these ditches, I will try to come up with a qualified guess as to what kind of e-Government solutions we can expect to see in 2011 – not in every country – (particularly not my own home country, Denmark, who will be stuck with an election that will be a decisive factor in any kind of new investments in e-Gov) – but at least in some of the other, more advanced countries.

So let's look at:

• The iPad and tablets

• Cloud Computing

• Internet of things

• Social computing and eGov 2.0

• Interactive Health Care solutions

• Mobility and Identity Management

• Business Analytics – 'smart computing'

• Green computing

Everybody is fascinated about the rapid take-up of the iPad. The impact for Government will be clearly best suited for the education and and training area with lost of new teachware applications based on Apps and networking solutions. However, I expect the education sector to focus much more on the Android marketplace due to the pressure on costs, while the iPad will be reserved for the more expensive segments, interactive magazines and business applications, where the tie-in to Apple is of lesser importance. For the real large scale market it is going to be exciting to see if Tata's new 30 $ tablet PC takes off. If this is the case, ICT literacy in the third World may become a reality.

Cloud Computing and eGovernment at this stage seems to a bit of a contradiction; until the privacy issue is solved and firmly agreed upon between EU, US and Asia, Cloud computing in Government has to be restricted to private clouds where the actual location of data can be proved. If however, a new 'safe harbour' agreement can be made between EU and US we may begin to see large scale cloud computing for a lot of central and local government solutions. The pressure on economy and costs inevitably points in this direction, but my best guess is that before Cloud Computing can become a dominating factor for e-Government, at lot of consolidation and a phase of virtualization for major, old fashioned applications has to be made. As the cobol programmers are dying out, there will be a market for new main frame skills as this will be the next step before virtualization and before cloud computing for real.

Internet of things – as RFID enters any business, we can expect a number of new applications for eGovernment: traffic control, customs inspection, fishery inspections, health care provision controlling logistics, food inspection and drug control will be obvious areas, and I expect quite a number of new applications in this area.

Social Computing and eGov2.0 has been on the agenda for quite some time – and even if recent OECD analysis and predictions seem to demonstrate that a large number of public sector managers expect that web 2.0 is just around the corner in several corners, the up-take in reality has been quite slow. Where it has been emerging it has clearly been implemented in a sort of protest against existing 'official' solutions. In UK, for instance, the group that has published a mash up solution to identity which farmers have received the most funding from EU, is one example. 'rate my teacher' in US is another.

In some countries Government has tried to open up databases for the public – but only in a vey limited scale. In Denmark, for instance, the Minister for IT awarded an innovation award to a Danish girl who produced a GPS-based mash up that could tell the shortest distance to a public toilet. Practical, but hardly an example of citizen inclusion. My expectation is that in 2011 the best eGov 2.0 solutions are still left with the rebels.

Interactive Health Care (formerly labelled Telemedicine) is long overdue and it my hope and expectation that 2011 will see the first real, large scale applications aiming at supporting chronically ill persons in their own home. The cost pressure is simply too massive to let this low hanging fruit untouched. The major problem is not the ICT equipment as such but how to rethink the organizational aspects behind the solution – hot line support services, surveillance personnel, lines of communication with doctors, specialists, hospitals. I dare state that any of the Nordic countries really could start this on a large scale so we could move from the pilot state of affairs where we have been stuck for the last 10 years.

Mobility and Identity Management will most likely be 're-invented' in 2011. Now that most EU countries (expect Denmark) has issued smart card ID-solutions, the next phase will merge intelligent mobile phones with ID-solution and payment cards. This will enable citizens with a limited ICT capability to come to citizen service centre and by means of the mobile get help to access the public services in a secure way. Already in some 3^rd World countries the mobile phone is used as a payment device, and there is no reason why we couldn't use this in other more 'advanced' countries.

Business Analytics and large scale computing (also using cloud scalability) is rapidly gaining momentum in the World of Science. But as a predictiontool for social development, economic trends, electricity usage, flood control, traffic control, disease management, the current state of massive parallel computing and the sw-tools around it will lend itself to better use to formulate and test public policies; from demographic forecasts in the 70'es to climate and emission control in 2011 and beyond is a clear line. We have the tools by now, and particularly the climate issue should make this kind of applications much more attractive as an investment area for politicians that look beyond their own nose.

Green computing is really a combination of virtualization, mass storage, cloud computing – and maybe also open source computing. As computers account for 2% of all electricity consumption and 2/3 of this is really costs of running idle, the ICT industry has to assist in optimizing use of power for ICT. And the public sector seems to be extremely well fitted for being the first area where ICT could be utilized in a much more intelligent way. The next step, as we have seen in some countries, will be to invest in intelligent electricity networks and to use international exchange systems to optimize the use of power.

So there will be a lot to look for during 2011 – as a tax payer I will state that any government has an obligation to review current use of ICT - not as a stand-alone exercise, but in a close relation with the strategies and policies to make the public sector more efficient, fine tune processes and skip outdated procedures, re-use data and information and empower the citizen in a way that will make it much more attractive not only to use self-service, but also to participate socially and assist relatives, neighbours and people in the local community. It will probably be the only way the Western Welfare Society as we know it may survive.

Kommunernes Sundhedstilbud - Åbent brev til Bertel Haarder

(Billedet illustrerer telemedicinforsøg i Århus Kommune 2007-8)

Kære Bertel Haarder!

Holdet af e-Government-studerende på ITU beskæftiger sig naturligvis også med e-Health, og i den forbindelse gennemførte vi en kvalitativ analyse af Hovedstadsregionens kommuner hvor vi ville undersøge, hvordan kommunerne havde realiseret de sundhedsmæssige opgaver, som de fik ved kommunalreformen. Især fokuserede vi på følgende områder:

• Hvilke e-services/services iøvrigt tilbyder kommunerne til kroniske patienter?

• Hvilke tilbud stiller kommunerne til rådighed i forbindelse med genoptræning/rehabilitering?

• Hvilke tilbud indenfor sundhedsfremmende foranstaltninger har kommunerne?

Den første – og vel mest overraskende – konklusion er, at der i Hovedstadsregionen overhovedet ikke findes e-services, telemedicinløsninger eller andre on line services for kroniske patienter i eget hjem, på trods af det store fokus på området, de mange pilotprojekter, og den megen tale om at her er et vækstpotentiale for privat-offentligt samarbejde. Ikke i en eneste kommune fortæller man om løsninger indenfor dette område.

Den anden konklusion er, at der er en meget stor forskel fra de kommuner, der stiller de bedste services og den mest omfattende information til rådighed og til de, der slet ikke synes at have fokus på området.

For hvert at de ovenfor nævnte spørgsmål gav vi karakter fra 0 til 2, således at de relativt bedste kommuner scorer 6 points, hvis der i kommunens hjemmeside findes dækkende tilbud – omend altså ikke telemedicinprojekter til kronikere. I vedlagte regneark kan man for hver enkelt kommune se evalueringen og følge links til de sider i kommunens hjemmeside, hvor tilbuddene er beskrevet.

På denne måde viser det sig, at 3 kommuner scorer maximum points: Bornholm, Ishøj og Fredensborg, medens 8 kommuner scorer 5 points: Gribskov, Helsingør, Allerød, Furesø, Frederiksberg, Hvidovre, Gladsaxe og Tårnby. I bunden scorer Gentofte, Brøndby og Rødovre hver 1 point, medens Frederikssund, Herlev, Albertslund og København opnår 2 point.

Blandt de kommuner, der scorer bedst, synes der at være 2 forskellige strategier: Den ene er at satse på området, tilbyde sundhedscentre, sundhedsbusser, udvikle kurser og lægge en mængde dokumentation på nettet, mens andre benytter sig af sundhed.dk's informationsmængde og dermed opnår en økonomisk fordel også vedligeholdelsesmæssigt – men dog i forbindelse med egne, lokale initiativer.

Konklusionen af denne indledende, kvalitative undersøgelse er derfor, at der er et stort behov for forbedringer – ikke bare i anvendelse af egentlige e-services og Telemedicintilbud, men også i en højere grad af fokusering på 'best practices', herunder ikke mindst en meget større udnyttelse af materiale og services, der stilles til rådighed gennem sundhed.dk

Vi håber at materialet kan tjene til inspiration for en videre analyse af, hvordan kommunerne ruster sig til at imødegå fremtidens ældrebyrde og de muligheder, der foreligger for teknologisk at hjælpe kroniske patienter til mestring af egen sygdom med et behersket forbrug af offentlige ressourcer.

Med venlig hilsen

Søren Duus Østergaard

lektor, e-Government

sodu@itu.dk

soren@duus.com

Bilag: Rangfølge for kommuner, Regneark med links til services og oversigt over studerende, der deltog i øvelsen

e-Valg i D-land

I et fuldt digitaliseret samfund er det ikke borgernes relation til det offentlige, der ændrer sig –hele det politiske system, partiapparater, meningsdannelsen, forholdet mellem de traditionelle medier og internetbaserede tilbud vil også betyde en nedbrydning af den måde, vi traditionelt har opfattet vores repræsentative demokrati på.

Teknologirådet har nedsat en arbejdsgruppe, der har afholdt 2 høringer med inddragelse af diverse eksperter og debattører, herunder undertegnede, og en vurdering heraf kan forventes inden nytår.

Udgangspunktet for Teknologirådets vurderinger har været 3 scenarier, hvor man har vurderet om det ville være en farbar vej for afholdelse af fremtidige valg: Valglokaler som vi kender det med ikke-forbundne PC'er udrustet med særligt valgsoftware, flytbare valg busser, og som 3. scenarie frit valg med afstemning over internettet på PC, mobil etc.

Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens endelige indstilling, men i stedet tage udgangspunkt et helt andet sted: Vores politiske system er ude af takt med de muligheder, som sociale netværker, 'web 2.0' giver – og er, hvis man ser på det, ikke spor repræsentativt.

Kun en meget lille del af den danske befolkning er i dag medlemmer af politiske parter. Det betyder f.eks. at de opstillede politikere kun vælges reelt af mellem 20-100 mødedeltagere, det betyder at det bliver svært at få frivillige til diverse offentlige ombud – valgtilforordnede, domsmænd, jurymedlemmer. Samtidigt har de traditionelle medier og deres fokus på specialtilfælde medvirket til at vores valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller valg til EU – tenderer til at blive præsidentvalg – man ved en masse om de ledende politikere, men forbandet lidt om de andre, der har et stort arbejde at udføre. Med regionerne har vi ydermere fået et underligt folkevalgt in-between, hvis folkelige tilhørsforhold mere er bestemt af hvordan de støtter op om lokale initiativer end hvordan folkesundheden forbedres.

Hvordan ser dette billede ud i D-Land? I perioden 2015-2020 er 'alle' on line, alle har en skudsikker digital identitet, vi har etableret en infrastruktur, hvor den enkelte borger ejer sine egne data, og kan tillade offentlige myndigheder adgang til lagrede data – i stedet for i dag, hvor de enkelte forvaltninger og styrelser opfatter det som institutions hånd- og halsret over registre med personhenførbare informationer. One-stop-shopping, intelligente blanketter eller 'mindre bøvl' betyder i dette scenarie, at det er borgeren, der giver den offentlige myndighed ret til at søge information i de dele af borgerens samlede data, der er relevante for den konkrete sagsbehandling – og kun dem. Dette er ikke 'single sign on' som vi taler om det i dag, det er 180 grader forskelligt, fordi Borgeren pr. definition altid har ret til alle sine data, medens det er den enkelte myndighed, der her skal legitimere sit behov for adgang til specifikke informationer. Sundhedssektoren har naturligvis muligheder for i akuttilfælde at få adgang mod tilhørende efterfølgende revisionsadgang.

Blandt borgerens dybt personlige dataelementer er naturligvis også politiske præferencer. Man vil heller ikke i D-land kunne være medlem af mere end eet parti samtidigt, men man kan etablere stillerlister, interesseprofiler, lukkede communities, hvor det vil være langt lettere for en D-borger at deltage i debatten end at gå til vælgermøder eller partiopstillinger.

Det vil være langt lettere for interesserede potentielle kandidater at deltage i web 2.0 grupper, både om smalle emneområder og i et ny-politisk gruppesystem. Man vil vide langt mere om de kandidater, der søger opstilling, hvis denne process foregår kontinuerligt og ikke bare op til et forestående valg. Hvis opstillingsmøderne kan forløbe over en længere periode med masser af spørgsmål og svar, vil de opstillede kandidater ikke bare være tilpas grillede, men de vil også være kendt og valgt på andet end kortvarige, smarte bemærkninger. Så lad os bruge den digitale signatur, vores elektroniske identitet til at opstille de rigtige kandidater.

Hvad så med valget? Det vil være klart for enhver at de fysiske organisering af særlige valgmaskiner, deres vedligeholdelse – selv med en on line download af PC images, vil være klumpet, dyr og utidssvarende. Det store spørgsmål – også i Teknologirådets arbejdsgrupper – har været bevarelse af befolkningens tillid og den demokratiske kontrol af overholdelse af valgets spilleregler.

Tillid til systemet kan opbygges, f.eks. gennem en revision af partisystemet, men også sammenholdt med en opgradering af NemID-løsningen til et egentligt borgerID-kort, som anvendes i mange forskellige sammenhænge: kørekort, EU sygesikringskort, rejseID, BankID, lånerkort .. Jo mere man etablerer granulerede løsninger, der godt nok fysisk lagres på et smart card – eller hvor det er mere hensigtsmæssigt, den differentierede nøgle lagres på et smart card – jo flere gange det bruges, desto større tillid vil borgeren have til at benytte samme infrastruktur til den politiske Verden.

Og ved en gradvis indfasning af forskellige muligheder, er der ingen grund til ikke at gå direkte til en fuld on-line valgmulighed – måske ovenikøbet indrettet således, at man kan stemme, fortryde, stemme igen – og måske endda på valgdagen troppe op på et valgsted og benytte sig af en standard 'nøgen' PC på valgstedet til at afgive sin endelige stemme. Sikkerheden mod adgang, herunder utidig åbning af stemmeboxen, må foretages som en systemrevision, så 'sidste-minut' optællinger ikke påvirker afstemningen mere end exit-polls gør i dag.

e-Valg er ikke anderledes end enhver anden interaktion mellem borger og samfund – men tager vi vores demokrati alvorligt, må vi opgradere det til demokrati 2.0.

D-Land: Fra Informationssamfund til Videnssamfund

(Er tiden moden?)

Vi har i mange år talt om 'informationssamfundet' nærmest som synonym for det vi i Danmark 3.0 tænketanken har kaldt 'D-Land' – men vi kan nu se, at vi er på tærsklen til noget helt nyt, som rummer langt mere end 'information', nemlig et samfund som i stadig højere grad beskæftiger sig med viden.

Den største forskel er nok ikke så meget i selve adgangen til digitale data og informationer, som i den måde, de anvendes på, og den måde de indgår i et nyt tankesæt. For medens IKT i informationssamfundet er travlt optaget af at samle beskrivelser sammen af det, der ER og af det, der ER sket, så går vidensskamfundet ud på at indsamle, evaluere, vurdere, prognosticere med det klare formål at styre vores fremtid. Tænk på lægevidenskaben, der traditionelt har beskæftiget sig med at diagnosticere en eksisterende sygdom for derefter at behandle den. Nu taler vi om forebyggende sundhedsbehandling, flytter fokus til at ændre livsstil – og nogle taler om aktivt at benytte viden om gener til at kunne forudsige mulige, fremtidige sygdomme for det enkelte individ.

Der er klart etiske dilemmaer i dette: Hvor meget VIL vi vide om fremtiden, især om vores egne risici, men der et andet element, der i lige så høj grad kræver overvejelser og måske holdningsændringer: Fremtiden er nu en gang probabilistisk – de forudsigelser, vi gør, er behæftet med større eller mindre unøjagtigheder, som både politikere og enkeltpersoner må lære at forholde sig til. Når klimaforskere taler om jordens opvarmning som følge af CO2-udledning, er det også baseret på sandsynlighedsregning – men desværre for klimaskeptikerne, er sandsynligheden for sammenhænge til den menneskeskabte CO2 udledning så massiv, at en benægtelse vil have samme karakter, som at påstå at jorden er flad; det forhindrer så ikke, at man kan være mere eller mindre enig i hvilke problemstillinger, det er vigtigst for menneskeheden at tage hånd om først – politik bliver ikke mindre interessant, men mere interessant i et videnssamfund.

Hvordan tilvejebringer vi så viden? I næsten alle fagområder arbejder man i dag med generering af viden fra data og information: Landmanden kombinerer viden om jordbundens beskaffenhed på de enkelte dele af marken med viden om lokal meteorologi, så han kan dosere gødning langt mere finkornet og på de rigtige tidspunkter og samtidigt spare på udledning af kvælstof og optimere brug af fosfor, den næste mangelvare efter olie.

Det intelligente el-netværk forudsiger forbrug baseret på data og forecasts fra intelligente målere ohos forbrugerne, sammenligner med forudsigelser om blæst og sol, tilstedeværelsen af organisske brændstoffer og sammenvejer med den dynamiske pris på det europæiske netværk for konstant at producere el i fornødent omfang og med de kraftværker, der er mest hensigtsmæssige.

Den intelligente bygning kender planerne for dens indbyuggeres forbrug og ophold, sammenholder med vejr, vind, sol og optimerer afskærmning, udstråling, udkuftning, belysning i lokaler, genanvendelse af regnvand.

Business Intelligens benyttes af virksomheder til at udvinde viden fra CRM systemer og kundernes forbrugsmønstre, herunder deres brug af internettjenester, og sammenstiller med konkurrentinformation, løbende viden om tilgang og priser af delfabrikata og råvarer i værdikæden, eksistensen af varelagre hos forhandlere og kan optimere produktion, distribution, prisfastsættelse, kvalitetsstyring.

Det intelligente arbejdsmarked er desværre pt en illusion – men som omtalt i en tidligere blog vil en langt større gennemsigtighed og et bedre defineret grundlag for den enkelte arbejdstagers reelle kompetencer i forhold til efterspurgt kompetence kunne medvirke til bedre målretning af kompetenceudvikling, målrettede kurser for at bringe ledige i arbejde, der matcher arbejdsgiveres behov og arbejdstagernes grundkompetencer.

Og med kompetencer er vi tilbage til den barriere, som i denne sammenhæng er den vigtigste for at realisere videnssamfundet: Vi mangler fokus på at uddanne elever, studerende, lærere, - og folk, der er i arbejde – i metoder og teknikker, herunder holisitisk systemtænkning, og innoationsteknikker.

Man kan groft sige (jvfr Mac Mahon, Michael Peters et. al.) at de fundamentale vidensprocesser består i, at de der udfører dem, for det første har en klar viden om deres eget ugangspunkt, derers eget perspektiv, og derudover kan beherske følgende processer:

• Observere, foretage nye eksperimenter og indhente erfaring fra resultatet hraf

• Formulere koncepter og definere begreber

• Opstille modeller og udlede teorier på basis heraf

• Udføre en analyse af årsagssammenhænge

• Kritisk analyse

• Uddrage regler for anvendelse af analysen

• Udarbejde kreative, praktiske anvendelser samt overføre viden til ny kontekst

I USA vil man herfra typisk foreslå, at man laver et sæt af standarder for de kompetencer, som skolebørn, lærere, studerende etc. skal have, således at dert bliver muligt at måle, om uddannelsessystemet rent faktisk leverer folk med de pågældende kompetencer; men det er ikke hverken i overensstemmelse med dansk pædagogisk tradition eller for den sags skyld særligt hensigtsmæssigt at starte processen i et så bureaukratisk og langsommeligt perspektivt. Al den stund vi er i en rivende udvikling indenfor metoder, værktøjer og anvendelser, vil det være en dødfødt ide at gå efter at systematisere viden og kompetencer, der ændrer sig.

En konkrete, dansk tilgang til at sætte pres på udvikling af kompetencer til brug i Videnssamfundets D-land vil være at få etableret et virtuelt center for Vidensprocesser og Vidensdannelse. Da hver enkelt fagområde på universiteter og for den sags skyld de fortskningstunge, danske virksomheder som Novo. Novozymes, Grundfoss, Danfoss, Vestas etc. alle sammen hver indenfor deres område har metoder og erfaringer med metoder spændende fra Statistiske modeller til Business Intelligence til grafisk fremstilling af informationsanalyse, så vil man med de rette incitamentert kunne opbygge et arsenal af metoder, som i samarbejde med Danmarks pædagogiske Universitet og faglærere på landets skoler passende kunne tilpasse og indbygge i bestående uddannelser – ikke bare i folkeskole og gymnasium, men også på tværs af universitetsinstituttter og virksomheder. Problemet består først og fremmest i at køre fri af forretningshemmeligheder og en ufrugtbar patentdefinition, for det jg taler om er netop ikke produktspecifik men generaliseret viden om analysemodeller og -metoder.

Et virtuelt center for Vidensdannelse supporteret også af ITEK og de IT-tunge virksomheder og med tilstrækkeligt antal generalistforskere, der kan uddrage essense af de tilbudte metoder og etablere faglige netværker, hvor de kan finde anvendelse udenfor det domæne, hvori de oprindeligt blev udviklet. Det er en del af min vision om fremtidens kompetenceudvikling.

Den anden del af visionen vedrører den offentlige sektors støtte til borgeren i Videnssamfundet.

Her kan vi tage udgangspunkt i Eurocities – The Knowledge Society Forum (Tidligere kendt som Telecities), der er en forening af de mest ICT-fremmelige byer i Europa (og ansøgerlande/EØS m.v.)

I Eurocities har man opstillet et charter for e-Citizens, som medlkemsbyerne næsten alle har tilsluttet sig. Her taler man om, at fremtidens e-Citizens har:

Ret til adgang til Internettet:

• Enhver borger har ret til adgang til internettet gennem offentligt tilgængelige acces-punkter og fortrinsvis gennem bredbåndsforbindelser

• Enhver borger skal garanteres sikkerhed og beskyttelse af personlige data, som bliver administreret gennem offentlige online tjenester

Ret til uddannelse og træning

• Enhver borger har ret til at få adgang til de basale ICT færdigheder, der er nødvendige for at kunne udnytte offentlige services of informationer, der er tilgængelige via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til personlig assistance i forbindelse med adgang til offentlige tjenester og informationer via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til læringsplatforme for livslang læring og opkvalificeret uddannelse, så han kan drage fordele af alle til rådighed værende ressourcer, der genereres via ICT-faciliteter således at han kan tage aktiv del i videnssamfundet

Ret til adgang til online information

• Enhver borger har ret til adgang til de data og den bedste kvalitet af den information, der indsamles af offentlige myndigheder

• Enhver borger har ret til adgang til informationen uanset handicap

Ret til at deltage online i samfundsdebatten

• Enhver borger skal sikre retten til at deltage via ICT platforme i den politiske beslutningsproces i hans eller hendes kommune

• Enhver borger vil modtage feedback fra forvaltningen i forbindelse med deltagelse i offentlige høringer

Eurocities' charter støtter sig til den generelle EU strategi om at gøre alle offentlige data tilgængelige, såfremt de ikke direkte udgør en sikkerhedsmæssig risiko.

Og retten til uddannelse og livslang træning kan jo heller ikke ses isoleret som et krav til den enkelte by, men må ses som en generel forudsætning for at borgerne få mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som jeg ovenfor efterlyste, og som er hele fundamentet under D-land som Videnssamfund.