e-Valg igen-igen

(Det Estiske internetbaserede

valgsystem)

Lovforslag L132 var forgangen onsdag til høring i Folketinget, og skulle man udelukkende dømme udfra Version2's dækning, var høringen en næsten enslydende kritik mod forslaget fra de tilstedeværende IT-eksperter, bortset fra Christian Wernberg-Tougraard, der blev citeret for at sige at 'det tager nok 20-30 år, før vi får e-valg'.

Version2 benyttede samme lejlighed til på en ret uklædelig måde at kritisere IT-ordfører Trine Bramsen (S) for at demonstrere sin uvidenhed om samme emne. '..som med en cand.scient.soc baggrund mente sig mere teknisk kyndig end Niels Elgaard Larsen, som har en PhD i datalogi.'

Hvad er op og ned i denne sag og i lovforslaget?

Lovforslaget blev som bekendt til på baggrund af et større udredningsarbejde, som Teknologirådet foretog og hvor man fremkom med en anbefalingsrapport om gennemførelsen af forsøg med e-valg i Danmark ved kommunevalget i 2013. Rapporten blev udgivet i marts 2011

Christian Wernberg-Thougaard var som formand for IT sikkerhedsrådet medlem af arbejdsgruppen, og jeg deltog i de ekspertseminarer, der blev afholdt i processen, der varede godt et år, og som sluttede med anbefalingerne om at gennemføre forsøg i mindst 3 kommuner. Den model, som man især pegede på, var at afprøve mobile valgsteder:

'Arbejdsgruppen anbefaler at der fra centralt hold udvikles et e-valgsystem med digitale valgbokse og et centralt valgsystem som den enkelte stemme fra valgboksen rapporteres ind til. Valgboksen er en almindelig PC, der findes lokalt og som til lejligheden udstyres med en særlig valgprogrampakke.'

Det er imidlertid ikke denne anbefaling, der ligger til grund for lovforslaget, som sigter mod at indrette forsøgsvalgsteder med særlige PC'er, og det er denne model, der har nedkaldt en masse kritik. Men Version2 har åbenbart glemt, at de eksperter, som man tager til indtægt for en kritik af lovforslaget, slet ikke er så kritiske overfor ideen om at foretage afprøvninger.

Den 11.3 citerer Kommunernes Landsforening professor Kiniry fra DTU for en udtalelse om at 'E-valg kan gennemføres i Danmark', og Carsten Schürmann fra Demtech-projektet, blev citeret af Computerworld 13.2 2013 for en udtalelse om at 'Forsøg med danske e-valg er en god ide'.

Version2 citerer begge for at sige at 'Konklusionen på forskningen er, at vi ikke i dag ved hvordan man kan lave et sikkert og troværdigt e-valg.'

Og her kan man så trække en streg i sandet. For hvad er det, vi går efter? Et 100% sikkert IT system findes ikke, men argumentet vil i sin videste konsekvens svare til, at man i 1910 traf den beslutning, at automobiler ikke ville blive tilladt på de danske veje, før producenterne kunne garantere, at der aldrig nogen sinde ville ske trafikuheld.

Men lad mig slå fast, at jeg er enig i, at de foreslåede forsøg med dedikerede valgpc'ere, med tilhørende parallelle papirstemmer og deraf følgende komplicering af optælling og kritik for manglende brugervenlighed, er helt rigtig. Jeg har et helt andet synspunkt, som tager udgangspunkt i de erfaringer, som vi rent faktisk har fra andre lande. For der er gennemført en række e-valg med forskellige tekniske løsningsmodeller men med en ganske positiv modtagelse fra befolkningerne i de respektive lande.
 I vores naboland Norge blev der i 2011 afholdt valg til kommuner og fylker, og i den anledning blev der i 2012 udgivet en interessant rapport International Experiences with E-Voting, som kan anbefales. Her fremgår f.eks. følgende eksempler på internet baserede valg, og andelen af vælgere, der har benyttet sig af det: (Eksempler - der er adskillige andre cases)

- Norges valg til kommuner og Fylker 2011 - 168.000 registrerede vælgere, 26,4% via internettet

- Estlands parlamentsvalg 2011 - 913.000 vælgere med e-ID kort, 24,3% deltog via internettet

- Schweiz, Geneve folkeafstemning 2011 - 241.780 registrererde vælgere, 22% deltog via internet

Af disse lande er Estland det land, der har den længste periode med erfaringer fra internetbaserede afstemninger, og som i mange henseender er et foregangsland i EU for digital infrastruktur.

Det Estiske internatvalg er baseret på den digitale identitet, hvor hver borger er registreret og har fået tildelt et identitetskort med smart chip indeholdende en privat nøgle. Registreringen omfatter også information om stemmeret. ID-kortet anvendes generelt og på tværs af sektorerne, både som netbank-identitet, i sundhedsvæsenet, som ID kort ved rejser i Europa etc.

Internetvalget er et tilbud om at benytte den digitale identitet til at foretage afstemning via internettet i dagene inden den egentlige valghandling afsluttes. Esterne afgiver deres stemme via egen PC, stemmesedlen krypteres med den centrale stemmeboks' offentlige nøgle, signeres med vælgerens private nøgle og sendes til een eller flere modtager-servere, der registrerer, at vælgeren har stemt, og gemmer den krypterede stemmeseddel. Man kan stemme lige så mange gange, man vil, men der gemmes kun een stemmeseddel. Når on line afstemningen lukker, de-identificeres den fortsat krypterede stemmeseddel og sendes til en back end, hvor selve optællingen foregår, når afstemningen lukker. Såfremt vælgeren møder op på valgstedet, benyttes ID-kortet som registrering, og såfremt der ligger en stemmeseddel for den samme ID, overskrives denne. Der er fuld logning, det er muligt at gentage optællingen, og der er ingen sporbarhed mellem den stemmeseddel, der indgår i optællingen, og vælgeren.

Såfremt man ønsker at få et indblik i sikkerhedsbetragtningerne og vurderingerne heraf sammenlignet med andre e-valgsmodeller, kan jeg anbefale at læse denne kandidatopgave:

'e-Voting Security' af Trinuu Mägi.

Statistik over benyttelse af internet afstemningen i Estland siden 2001 kan ses her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Electronic_voting_in_Estonia

Tilbage til høringen om det danske lovforslag: Handicaporganisationerne i Danmark bakker naturligt nok op om at gennemføre e-valgsforsøg, og læser man kritikken nøje, forstår man også hvorfor Christian Werrnberg-Thougaard fortsat går ind for e-Valg. Men tilgangen er efter min mening desværre blevet forfejlet; man skulle have lyttet til Teknologirådets anbefaling, men man kan med fordel fortsat lære af Estland (og andre lande der fortsat gennemfører eValg).

John Kiniry beretter om hvordan e-Valg gik galt i Holland i 2007 - hvordan de specielle valgPC'ere blev hacket ved hjælp af et tool, der kunne købes på internettet til 15 kr., og en stor del af bekymringen udtrykt på høringen gik netop på muligheden af at hacke valgstedernes PC'er.

Men vælger vi at tage en helt anden tilgang - nemlig at Danmark ikke bliver digitalt fra den ene dag til den anden, at det ikke er spørgsmålet om at lave et hundrede procent sikkert afstemningssystem, men derimod et afstemningssystem, der er bedre (kan tiltrække flere vælgere) end det nuværende, og hvor borgernes tillid kan bevares og løbende udbygges, så skal vi gå efter den Estiske model.

Dagens valgsystem er IKKE 100% sikkert - brevstemmer bliver forlagt, optællinger må gå om, og der er - ganske vist i meget få tilfælde - konstateret forsøg på fusk i en lokal optælling.

Så opgaven er at designe et system, hvor det bliver svært for indtrængere at forfalske resultatet, meget svært at købe stemmer, og svært for insidere at ødelægge gyldige stemmer eller aktivere borgere uden stemmeret. Det er det, som det estiske system sigter mod. PRAKTISK sikkerhed - og så har det den store fordel, at de svage grupper - f.eks. handicappede - kan deltage i afstemningen.

Når man tænker på de seneste meningsmålinger, at kun 30% af førstegangsvælgerne overvejer at deltage i Kommunalvalget til efteråret, vil man også med fordel kunne fange de unge ved at åbne mulighed for deltagelse via internettet. Og så behold muligheden for traditionel afstemning nogle år endnu.

I en senere blog vil jeg diskutere, hvordan man kan evaluere 'praktisk sikkerhed' i e-Valgssystemer og sammenligne med de kendte gode såvel som dårlige eksempler.

(Og lad mig slutte med at sige, at jeg respekterer Trine Bramsen (S) for hendes engagement, også i Privacy-debatren, og jeg er glad for at kunne konstatere, at hun fortsætter den gode tradition med at IT-ordførerne gør en stor indsats for at sætte sig ind i emnet.)

eValg - Lad os få en plan B!!

På baggrund af en konference i maj 2012 har Indenrigs- og Økonomiministeren i november 2012 fremsat et lovforslag, der skal gøre det muligt at afprøve elektronisk stemmeafgivning på forsøgsbasis. På baggrund af de forventede lange planlægningstid bliver det tidligst aktuelt ved valget til Europa-parlamentet i 2014.

Ikke desto mindre har der fra forskellig side været rejst voldsom kritik af forslaget og dets konsekvenser. Version 2 havde således i december en artikel, hvor man refererede et antal indvendinger mod planerne, herunder bl.a. fra IT politisk forening, der i deres høringssvar til lovforslaget anfører:

 'IT politisk forening vil anbefale Folketingets medlemmer at forkaste dette lovforslag. .. Fordelene ved e-vakg er beskedne og nærmest ikke-eksisterende, mens der er en lang række risici. I værste fald kan dette lovforslag spille hasard med vores langvarige demokratiske traditioner og mindske befolkningens tillid til valghandlingen."

(Se: http://www.version2.dk/artikel/massiv-kritik-af-lov-om-e-valg-det-bliver-dyrere-og-mindre-sikkert-49461)

Poul-Henning Kamp fra Ingeniøren havde allerede efter konferencen i maj 2012 dannet sig sine egne konklusioner, som fokuserede på det manglende økonomiske rationale i at gennemføre elektroniske afstemninger. (Se http://ing.dk/artikel/129276-evalg-de-var-ikke-klaedt-paa)

Samme Poul-Henning Kamp henviser også til en kommende gæsteforelæsning af en DTU-forsker, som vil holde forelæsning i starten af februar, hvor forskeren også advarer mod indførelse af digitale afstemninger: ( Se http://www.version2.dk/blog/evalg-lyt-til-en-expert-49983 )

Hvad eer op og ned i denne diskussion -. og ikke mindst: hvordan kunne man foreslå en alternativ tilgang til afprøvning af elektroniske afstemninger?

Diskussionen og debatten udspringer i flere rapporter fra Teknologirådet, der afholdt 2 omfattende workshops om emnet i 2010.

(Se http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=1860&survey=8&language=dk )

Efterfølgende udarbejdede arbejdsgruppen under Teknologirådet en anbefaling til hvordan man kunne afprøve mulighederne for eValg i Danmark. Begge Workshops og anbefalingerne tog naturligvis afsæt i Europarådets anbefalinger, der sigter mod at opretholde og forbedre de demokratiske grundprincipper - frie valg, stemmehemmelighed,transparens, revision, folkelig kontrol - og selvfølgelig også persondataloven, krav til driftssikkerhed og et grundliggende krav om en rimelig omkostning sammenlignet med traditionelle valg

Hovedanbefalingerne fra marts 2011 var:

1. De grunlæggende principper for digitale valg skal efterleves

2. E-Valg skal have central styring og ansvarsplacering

3. Der skal nedsættes et uafhængigt organ med rådgivnings- og revisionsfunktion

4. De økonomiske konsekvenser af digitale valg bør afklares

5. Der bør skabes en valgmodel med mobile valgsteder med internetopkobling til forsøgsprojekt

6. Valg bør baseres på fleksible valglister og fleksible stemmesedler

7. Der bør gennemføres et forsøgsprojekt med mindst 3 kommuner i 2013

8. Effekterne med forsøg af digitale valg skal evalueres systematisk

9. Tag borgerne med på råd

Om 'den digitale valgboks' sagde man: 'Det skal være en almindelig pc med visse minimumskrav. Det betyder at det er muligt at anvende allerede indkøbte PC'er og efter valget anvende pc'erne til andet formål' - eller med andre ord: Der forventes installeret en programpakke på de PC'ere, der opstilles i valglokalerne, hvilket også forklarer behovet for en central styring, revision af koden og assistance.

Men måske skal vi starte længere tilbage og spørge, hvorfor det overhovedet er interessant at tale om digitale valg?

Der er i princippet 2 synspunkter: Dels det demokratiske synspunkt, hvor man ønsker at bruge teknologien aktivt til større borgerinddragelse (eDemocracy) og inddragelse af udsatte grupper (eInclusion) - og dels de traditionelle synspunkter for eGovernment, effektivisering og omkostningsreduktion.

Anbefalingerne fra Teknologirådet havde begge synspunkter for øje, og vurderede 3 forskellige scenarier: Fjernvalg (internetbaseret eValg), mobile valgsteder (Ligeledes internet) og elektroniske valgsteder. Man endte med at anbefale de 2 sidste som genstand for et forsøg, og begrundelsen var her, at befolkningen ville føle sig usikre ved fjernvalg, at stemmehemmeligheden ikke kunne garanteres og at det derfor ville være muligt at manipulere svage vælgere.

Ud fra et økonomisk synspunkt ville fjernvalg derimod være billigere, mens usikkerheden om økonomien naturligvis ville være større ved de sidste 2 alternativer, hvorfor man anbefalede en nøje vurdering og en afgrænsning til 3 kommuner.

Det nu fremførte forslag går imidlertid på anvendelse udelukkende ved faste valgsteder, og med en yderligere stramning af kravene til de dedikerede, ikke-opkoblede PC'er og ikke mindst kav til parallel produktion af papirafstemninger til brug for en parallel, efterfølgende kontroloptælling er det nok ret oplagt for enhver, at der ikke er nogen besparelse at hente, og deri har kritikerne jo ret.

Det forhindrer ikke, at Poul-Henning Kamps synspunkter eller den nye DTU-professor nødvendigvis skal stå uimodsagt hvad angår selve spørgsmålet om sikkerhed og pålidelighed i eValg-systemer; Siden 2011 har ITU været vært for et stort europæisk forskningsprojekt DEMTECH, der fokuserer på hvordan teknologi kan bidrage til demokratiet.

I 2011 fremkom denne artikel om emnet: http://www.version2.dk/artikel/itu-ekspert-e-valg-bliver-sikrere-end-papir-valg-19145

Men da forsøgene nu definitivt er udskudt til 2013 - på trods af de store forventninger i sommeren 2012 så har vi nu en chance for at tænke problemet om igen. For hvorfor var det egentligt, at arbejdsgruppen fravalgte at teste Fjernvalg, d.v.s. internetbaseret afstemning?

Der findes nemlig et glimrende eksempel på en anden form for strategi ved indførelse af digital afstemning nemlig den måde, som man i Estland har indført eValg. Estland var et af de første lande i Europa der gennemførte et egentligt borgeridentitetsprogram baseret på smart cards. Dette projekt startede i 2001, og det kræver at borgerne, der ønsker at benytte dette smart card fra deres egen PC må investere i en smart card reader. Dette smart card anvendes både af den offentlige sektor og af finanssektoren, og anvendes også som gyldigt rejsedokument i EU. Det dækker naturligvis også sygesikring.

Da Estland åbnede for muligheden for digital afstemning via nettet var det samtidigt med den mulighed, at man kunne stemme om lige så tosset man ville, og om fornødent troppe op på (det traditionelle) valgstedet på valgdagen og annulere tidligere digitale afstemninger.

Ved seneste valg er Estland kommet på en dækning over 30% af de afgivne stemmer, og tallet stiger stille og roligt.

Den estiske model understøtter også den generelle eGovernment strategi, og flere og flere services bliver tilgængelige via borgerID-kortet. Det har den fordel, at borgerne gradvist vænner sig til systemet - uden tvang - og derved beholder eller styrker tilliden til at digitale løsninger er sikre.

Da arbejdsgruppen vurderede, at det ville blive for dyrt at indføre smart card readers til alle, og da den danske NemID jo ikke dækker hele spektret - på trods af at løsningen gradvist udbygges - så ville det måske være for meget.

Men hvis vi alligevel allerede er i 2014 før nogen test løber af stablen, og vi allerede nu er i voldsom tvivl om hvorvidt NemID skal kodes om for at undgå flere Java-problemer, hvorfor så ikke tænke så langsigtet, at vi får gennemført et udvidet borger ID-kort, der kan bruges på samme måde som det estiske - til sygesikring, kørekort, rejsedokument?

(Denne blog er en fortsættelse af det jeg skrev i sommers: http://sorenduus.blogspot.dk/2012/06/evalg-igen-igen-men-hvornar-far-vi-et.html

Riv Skolerne ned .... (og start forfra)

Det er en enestående begivenhed at vi nu kan tage fat på en fordomsfri debat om hvordan vores uddannelsessystem skal indrettes, og jeg håber virkelig, at vi ikke stopper ved Folkeskolen, men kan benytte lejligheden til at gøre op med den gammeldags opfattelse af begrebet 'lærere', 'klasser', 'undervisning' og erstatte det med en helt anden eksperimenterende tilgang hvor vi for en gangs skyld kan udnytte børns helt naturlige nysgerrighed.

Jeg havde forleden dag fornøjelsen at være censor på CBS/ITU's EBUSS-studie, hvor 2 kandidater havde undersøgt hvordan man på 2 forskellige gymnasier benyttede de såkaldte web 2.0 teknologier i undervisningen, hvordan lærernes erfaringer var og ikke mindst hvad to 1.g klassers oplevelser var.

Den første konklusion var, at begrebet 'digitale indfødte' er meningsløst. 1 g'erne er IKKE i stand til af sig selv at mestre endsige benytte blog's, wiki's, app's - selvom de selvfølgelig allesammen er på facebook.

Den anden konklusion var, at medens lærerne generelt synes at være enige om, at læring bedst sker ved elevernes samarbejde og eksperimenter med opgaver, så forventer eleverne, at man for at bestå og få en god karakter skal sidde ned, høre hvad læreren siger, tage noter - og kunne gentage det til eksamen. Altså en læringsopfattelse, der ikke har ændret sig meget siden latinskolen.

Den tredje, noget mere skjulte konklusion, er at lærerne - også de, der meget gerne VIL udnytte ny teknologi - ikke har tilstrækkelig baggrund, opbakning eller netværk, der kan hjælpe dem til at få eleverne engagerede.

Opgaven er her (som på andre områder indenfor 'digitalisering') IKKE at betragte teknologien som løsning på alverdens problemer, men at betragte hele læringssituationen og aktørerne som et samspil mellem individer med egne holdninger, forskellige opfattelser, forventninger og baggrunde, hvor teknologien kan anvendes som løftestang hvis forudsætningerne er til stede.

Vi kan starte med at konstatere, at problemet ikke starter i 1. g. Det er resultatet af 9 års skævridning af børnenes indstilling til begrebet læring, der har medført at man betragter det som lærerens opgave at proppe viden ind i hovedet på eleverne, som omvendt skal 'kunne stoffet' for at få gode karakterer, så de kan 'blive til noget'. (Kim Larsen har ikke levet forgæves).

En af de mere radikale måder at lave om på konceptet 'læring' af den såkaldte 'flip flop teaching'model. Den blev 'opfundet' af Salman Khan, og går i korthed ud på, at undervisning finder sted hjemmefra - via YouTube eller tilsvarende, hvor korte lektioner af super-høj kvalitet kan afspilles, spilles igen og igen og hvor 'indlæringen' foregår på skolen, hvor eleverne i grupper, parvis eller med lærervejledning laver opgaver, der afprøver om de har lært noget fra undervisningen. Salman Khan afprøvede det først på et ret højt matematik-niveau, men har sammen med en række gode kolleger bredt det ud til en mængde fag og klassetrin, startende med 1. klasse. Samtidigt har de udviklet spørgsmål, hints og feed back system, så vejlederen ( det nye lærer-ord) kan se, hvor langt den enkelte elev er nået, hvad han/hun er gået i stå på og hjælpe til at parre dygtige elever med mindre dygtige, så man får en helt anden grad af sidemandsoplæring.

Se denne artikel om 'flip flop teaching for beginners' - jeg håber, at danske lærere kan blive inspirerede!

Der er nu langt over 1 million elever på systemet og mere end 20.000 lektioner, og selvom man ved første øjekast synes at selve opgaverne virker lidt vel amerikaniserede, er det for mig at se bare en udfordring at lave dem endnu bedre, endnu mere hold-orienterede. Der er en række evalueringer af metoden, se f.eks. denne.

Og med en kombination af hjemme-undervisning og mulighed for at stille spørgsmål til underviseren, kan vi glemme alt om en klassestørrelse på 24 eller 28 elever, for vi kan have flere hundrede elever ad gangen i undervisningssituationen, og så mange til opgaveløsning, som man nu praktisk kan håndtere. Og en sideeffekt er, at hjemmeundervisningen faktisk også kan inddrage forældre på en konstruktiv måde. Se her eksempler på aktiviteter til 'collaborative learning'

Hvad kan vi mere gøre? Hvis vi IKKE har digitale indfødte, men unge, der er hjemmevant med mobile løsninger og med facebook, hvordan kan man udnytte det?

Ja, en af metoderne kunne jo være det, som kaldes 'gamification' - World of Warcraft udviklet som skattelege, som holdlege med deltagere, der ikke nødvendigvis behøver at sidde ved siden af hinanden. Kan man konkurrere med hold i Singapore, Texas og Sydamerika er det måske endnu vildere og mere spændende. Se denne artikel om hvordan gamification i uddannelsen kan gribes an.

Sprogundervisning kan forbedres ved brug af sociale netværk - forestil jer en dansk 5. klasse, der får til opgave at fortælle engelske 2. klasses børn om hvordan Danmark er - på engelsk. Ringe dem op på Skype og udveksle billeder og film. De engelske børn får lært geografi, de danske børn får lært engelsk. DSe The Guardians artikel om kreativ brug af sociale medier i sprogundervisning

Benyt lejligheden til at forny det danske undervisningssystem!

Der er uanede muligheder for at nedbryde det traditionelle, stive undervisningssystem, og som IT Universitetets bestyrelsesformand Jørgen Staunstrup sagde ved et Danmark 3.0 arrangement:

'Spørg ikke hvad IT kan gøre for dig, men spørg hvad du kan skabe med IT'.

Se denne oversigt fra TED om hvor mange forskellige undervisningsvideoer, der i dag er tilgængelige - også til at støtte efteruddannelse, omskoling og træning. I en tid med arbejdsløshed, globalisering og stigende behov for kompetencer, er der ingen grund til at ny teknologi i undervisningen ikke skal bruges til voksenundervisning også.

Oplevelser på SKAT's hjemmeside

I sommer installerede vi solceller. Blandt andet fordi klimaministeren i foråret bedyrede, at de ordninger, der var sat i søen, ville blive fastholdt, og at man IHVERTFALD ikke ville lovgive med tilbagevendende kraft, så de husejere, der installerede udstyr i 2012 kunne være SIKRE på at reglerne ville blive fastholdt.

Og så begynder Martin at vakle - det vil betyde rigtigt meget for en masse mennesker, hvis man nu skal aflevere overskudsstrøm produceret i dagtimerne til halv pris og betale dobbelt for aftenens og nattens merforbrug. I dag bliver det regnet ud på nettobasis pr. døgn, og jeg har siden 21.6 kunne notere mig, at vi netto har brugt 273 KW. Ikke meget, når det gamle årsforbrug lå på et eller andet sted mellem 7 og 9.000. Dertil kommer, at anlægget afskrives over virksomhedsordningen med 25% af saldoen. Hvis Martin Lidegaards nye forslag kommer igennem, vil det koste mig omkring 60-75.000 kr. over de næste 10 år. Det er een ting - men hvis den ny lov gennemføres betyder det jo, at der ikke længere er incitament til at investere i solceller, og det betyder så færre beskæftigede i branchen, mindre pres på innovation i området og fremfor alt mee CO2-udslip. Det må siges at være godt set af en klimaminister - som snarere skulle fundere i hvordan man kan lagre overskudsproduktion eller finde ud af et 'smart grid', hvor man kan mellemlagre energien - måske endda producere brint af den? Jeg håber at V og K, der er forligspartnere på området, vil bremse det - ihvertfald indtil næste valg. For der vil det nok være klart, at den nuværende regering ikke kan overleve.

Ikke desto mindre skal man jo benytte reglerne, og jeg havde allerede tidligere ændret min forskudsansættelse hos skat, så jeg får trukket min afskrivning på anlægget fra.

I dag - Mortensdag - få man så en hyggelig meddelelse fra skat om at man kan gå ind og se sin forskudsansættelse og rette den. Men, men, men .... Når man logger ind (med papkortet) og trykker på den lionie, hvor man skulle kunne se sin forskudsansættelse, får man en information om at man skal downloade den nyeste version af Adobe Reader, idet man ellers ikke vil kunne se PDF'en i sin browser. OK, vi downloader den nyeste Adobe Reader (selvom det ellers plejer at virker med PreView på min Firefox/Mac installation). Ja, vi skal jo lige genstarte Firefox. Altså et ny indhug i klippene på papkortet. Men næ... Jeg må nok have misforstået noget, for selvom den 3 sider lange vejledning fra Skat til brug af Adobe Reader på forskellige browsere er blevet forstået - synes jeg - så foreslår skat nu, at jeg sætter pdf-filer til at blive downloaded, og starte igen og derefter åbne med Adobe Reader. Nuvel. Lukke ned, ændre indstillinger. Starte igen, logge ind med NemID (3. gang) og så prøve igen. Denne gang opstør der det uventede, at filen i stedet for at downloade optræder som en html-fil og oven i købet åbner i Safari (det er jo min Apple standard browser) -som ikke har adobe reader, og filen findes ikke som pdf i download-listen.

Efter at have brugt 3 nemID klip på noget der ikke virker, bliver jeg nu mistænksom: Der må være en anden udvej! Jeg logger på for 4. gang med NemID - og i stedet for at downloade forskudsopgørelsen går jeg direkte til punktet : Vil du ændre din forskudsansættelse? For her må man da OGSÅ kunne se om de har medregnet mine afskrivninger på solceller. Jeg kan se NOGET, men jeg kan ikke umiddelbart se 'punkt 435' som er nettoudgifter på virksomhedsordningen, som er der, hvor man skal angive nettoudgifter inkl. afskrivninger på solcelleanlægget. Det kræver at man ser sig godt for - hvis man trykker på 'Vis detaljer' øverst oppe, får man mange flere linier i forskudsansættelsen, men man skal så OGSÅ finde ud af at ekspandere detaljerne længere nede, under virksomhedsordninger. Først nu dukker 'linie 435' op - og den står ganske rigtigt på 0. Nu indtaster jeg så det fradrag, som jeg forventer at skulle have næste år og trykker på 'beregn konsekvenser'. Nu får man så den fejlmelding at 'TastSELV er meget belastet i øjeblikket - prøv igen senere'!

Det vil jeg så gøre. Jeg behøver ingen PDF-blanket for at se hvad der er opført på mit forskudsskema, så det kunne skat have sparet mig for og bare vist resultatet på samme måde som når man skal ændre ansættelsen - men uden at man skal trykke på alle mulige ekstra knapper, de VED vel for pokker hvilke felter man tidligere har brugt?

Og så er det jeg tænker på: Hvad gør de stakkelse mennesker, der om bare 2 år bliver tvunget til at kommunikere med det offentlige på en totalt digital måde? Kan de læse 3 siders Adobe Installationsvejledning for ikke at tale om SKAT's snirkelde måde at vise sine data på? Og er der overhovedet en samfundsøkonomisk gevinst i at lade gamle fru Hansen tvivnge til at bruge sin søn, nabo eller kvikskranke-medarbejderes tid på at hjælpe til?

Vi er MEGET langt fra at have et letforståeligt selvkørende skattesystem - selvom vi prøver at bilde os selv og omgivelserne ind at vi er 'Verdensmestre'.

Bedst på Nettet ?

I november afgøres det, hvilke hjemmesider der bliver udråbt som Danmarks bedste.

Følgende er nomineret til at deltage i konkurrencen: Se deltagerliste 2012.pdf.

Digitaliseringsstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at konkurrencen har været en katalysator for udvikling af digital forvaltning og borgerbetjening siden lanceringen i 2001.

Indtil nu har man fokuseret på de 'offentlige webløsningers effekt og nytteværdi for brogere og samfund samt digitale muligheder for tværoffentligt samarbejde og effektivisering.'

Som altid når man møder benchmarks af kvalitet og service er det vigtigt at forholde sig til hvad det egentligt er man måler. Vurderingskriterierne offentliggøres løbende - se 2012 kriterierne her - og desuden tilsættes et uvildigt dommerpanel, der scorer deltagerne, og - må man formode - med individuel vurdering og deraf forskelle i scoring.

Kriterierne følger bl.a. den obligatoriske tilgængelighedsstandard WCAG 2.0, men har ellers vægten på brugertilfredshedsvurdering, der dækker over vurdering af hvor nemt det er at navigere rundt på hjemmesiden, hvordan indholdet formidles og af brugerens 'udbytte' af hjemmesiden. Det måler man gennem 8 spørgsmål, som brugerne kan erklære sig meget enige med, enige, uenige, meget uenige eller ved ikke.

På eGovernment holdet på ITU's Masters niveau så vi sidste gang på de bedste kommunale hjemmesider fra 2011, men gav det en lidt anden vinkling. Holdet blev bedst om at tilgå en antal blandt de bedste på nettet og vurdere hvor let det var at 1) gennemføre en flytning, 2) melde barn i daginstitution og 3) ansøge om boligsikring. Deltagerne blev bedt om at vurdere deres oplevelse og hvilke indtryk de fik. Samtidigt blev de bedt om at afprøve, hvordan det ville være, hvis de samme spørgsmål skulle løses af en nytilflyttet engelsktalende person.

Den gennemgående evaluering ud fra denne tilgang konkluderer, at servicen i det store og hele er tilgængelig på dansk - selvom der er væsentlige forskelle i hvordan man finder frem til informationen. Den grundlæggende flyttesag ser ud til at være gennemførlig i så godt som alle de besøgte hjemmesider, medens valgmuligheder og navigation for tilmelding af barn i daginstitutioner er mere varieret og i visse tilfælde mere kompliceret. Ved både Flytning og Barn i Daginstitution kræves NemID for at gennemføre selve transaktionen on line. Boligsikring varierer meget mere i kompleksitet, hvor Århus og Vejen så ud til at være lettere tilgængelig end andres.

Men man skal ikke ønske sig at være udlænding, der kommer til Danmark! Her er der meget store forskelle på den support, som websiderne giver - fra det rene turistinformationsorienterede til en blanding af kortfattet engelsk vejledning men med danske valgmuligheder. Og uden NemID kommer de stakkels engelsktalende ingen vegne. NemID kræver (fremgår det) dansk CPR-nr., helst dansk pas. Og selv på NemID's engelsksprogede forside er valgmulighederne på dansk!

Gennemgående er vurderingen at flere af kommunerne ser ud til at udnytte de services, som borger.dk stiller til rådighed og herved undgår at genopfinde den dybe tallerken, det gælder også boligsikringen, der ser ud til i så godt som alle tilfælde at komme fra borger.dk.

Flere deltagere undrer sig imidlertid over hvorfor man ikke i højere grad udnytter de allerede kendte data fra CPR, og diskussionen gik på, om der er en psykologisk fordel i at få borgere til at indtaste de kendte oplysninger. I sær for boligsikringens vedkommende udtrykte nogle af deltagere en betænkelighed ved at sprogvalget var sådan, at man risikerede at fratage 'værdigt trængende' fra støtte.

Men til den fremadrettede diskussion - og dermed til inspiration fra fremtidige målinger af 'Bedst på Nettet' kom følgende anbefalinger:

1) Flytning er en 'life event' - og der følger en klynge af relaterede opgaver med. Det vil være en stor hjælp hvis alle de almindelige 'tilmeldinger' var præsenteret under dette valg - det gælder valg af læge, skolevalg, måske endda et link til postvæsenet om flytning - boligsikring m.fl.

2) I samme forbindelse kunne man præsentere borgeren for en samtykke erklæring om f.eks. medflytning af igangværende sager, herunder samtykke om at flytte lægejournal til ny læge.

Og hvis vi løfter os en smule mere op i helikopterhøjde: Når en række kommuner, kommunale serviceenheder og institutioner (og politikere) aktivt begynder at markere sig på sociale medier, hvordan kan man så fremover vurdere det samlede servicetilbud til borgerne? Ikke mindst er mulighederne for alternative kanalvalg mere interessant, jo nærmere vi kommer 2015, hvor al korrespondance med det offentlige SKAL være digitalt. Det ville være godt, hvis 'Bedst på Nettet' i 2013 havde dette i fokus. Samtidigt står vi overfor en åbning af offentligt ejede data pr. 1. januar, som ganske vist er et nationalt tilbud, men som kan åbne for lokale services, 'mash ups' og intelligente løsninger, som kan supplere de kommunale services og som man måske ville kunne finde anbefalinger til eller i hvertfald oversigter over også på de kommunale hjemmesider.

Og så vil det være en stor fordel, hvis vi ønsker at tiltrække højtuddannede og produktive udlændinge, at KOMBIT i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen ville sikre at udlændinge kan få en i det mindste nogenlunde behandling hvis de ønsker at arbejde og bo i Danmark.

Benchmarking Open Government

I believed I had seen almost all possible ideas on how to benchmark various countries' implementations of eGovernment - from the United Nations ongoing global evaluations with a huge number of variables and a declared objective to try and adapt to the technological development, to the CapGemini/EU Benchmarks going on since 2001 with the original intention to map the specific objectives in the Lisbon Declaration i2010. Also OECD regularly visits the member states and evaluate and encourages eGovernment development, and The Economist have for years been doing the same.

Particularly the EU benchmarks seem to have come to the end of their practical life, because their original objectives more or less have been achieved for the 8 Company oriented services and the 12 Citizen oriented eGovernment services benchmarked since 2001, so a new approach has been expected. 2 suggestions have been put on the table: The original proposal from 2009, Alexander Schellong et al., Benchmarking Europe 2010+ was refined into The 2011-2015 Benchmarking Framework as adopted by the i2010 High Level Group and the other more radical suggestion by David Osimo , Benchmarking eGovernment in the web 2.0 Era.

By coincidence and as a bonus for following the Linkedin group 'Open Government'

I noticed the discussion typed in by Davide: 'In Italy we made a framework for website's transparency which uses a web instrument called the Compass of Transparency.'

So I went to The Transparency Compass Home Page

and using the Google Translate to my national language, it was clear that this was a relatively straight forward instrument to engage citizens in analysing their local Government with regard to Transparency, possibility for citizen interaction and for the accountability of the administration in question. I tried to key in a couple of municipalities, first The Municipality of Bologna

as they in my mind has been one of the leading cities in Europe creating their famous Iperbole website many years ago and engaging in services covering both city admin, cultural events, education and other sectors of general interest. The scores obtained in the Compass test, however, clearly indicates to many not-so-happy smileys, so it is quite obvious, that the bar has been raised in this evaluation.

Davide, who apparently was one of the fathers for the Compass expresses it this way:

'We unify all the Italian laws that tell you what you have to publish in institutional web sites given to each section a standardised name and semantics.'

'We are improving it and spread it to all public administrative sites - it is not easy because we have more than 20.000 public agencies in Italy'

'We didn't do so much advertising ye 'cause we are testing it and introducing new features.... Right now we have more than 800 visitors a day and it's growing ...which means that we will reach our target: PARTICIPATION - citizens are directly involved in TRANPARENCY compliance programs, and COLLABORATION - citizens helped Government at a local and at a central level to enhance quality, and also the system provides a better accountability by public managers.'

'I work as a program manager in Italian presidency of the Council of Ministers, and I made it with very little budget in 2 months of hard work together with a small company'

If you check the list of questions (43 in all!) you will find that the checklist covers a lot from the visibility of the public web site and services, presence of an announced transparency program, follow-up procedures for transparency and participation, responsibilities for each office/agency, secure mailboxes, protection of personal data, names and CV's of managers, renumeration , absence rates of key employees, annual salaries, bonuses, public procurement and supplementary contracts,

access to files on beneficiaries, Public invitations to tender, Legal advices, privacy statements etc.

If you check out one of the other quite advanced cities, like The Municipality of Venezia

you will notice that like Bologna only very few green smileys appear, showing that this is still in it's early days. But interesting and inspiring to notice that this is something originated by the Italian Government. Congrats to Davide and his team, once the Data Regulation on provacy comes into effect, it may an idea to have a pan-European Compass tracking how it eventually will become implemented.

Danmarks næste EPJ-Skandale ???

Dagens Computerworld indeholder et interessant indlæg af Mads Elkær, der under overskriften 'Her er tegningerne til Danmarks næste EPJ-skandale' gennemgår status for telemedicin i Danmark.

Det er en rigtig nyttig diskussion at tage op på det tidspunkt hvor grundstenene lægges til de nye supersygehuse, som tilsammen løber op i næsten 50 Milliarder kroner - og som måske kunne få en helt anden udformning, hvis man tænkte nogle af Mads Elkær betragtninger ind fra starten.
undervejs. Jeg havde fornøjelsen i starten af 90'erne sammen med min ældste søn, Kristian Duus Østergaard, der dengang var ansat i IBM Danmarks netværksafdeling, at lave de 2 første større forsøg med telemedicin - det første gik på at etablere transmission af elektro-mikroskopiske billeder af biopsier fra et undersøgelsessted til specialisterne i Skive Sygehus ved hjælp af 3 ISDN-ledninger, det andet gik på at overføre ultralydscanninger af gravide grønlandske kvinder fra SANA sygehuset i Nuuk til Rigshospitalet for at reducere behovet for flyvninger til Riget. Her brugte vi BEC's daværende satellitforbindelse til Grønland. Sidenhen har vi været med til mange andre projekter - ELDERTECH i Århus sammen med Alexandra-instituttet, der gik på at indsamle vitale data fra kronisk syge til hjemmesygeplejen, og projekter i bl.a. Næstved Kommune, der gik på dels en gyroskopi-måling af ældre patienters gang og dels løbende blodtryksmålinger. Den første gruppe her var patienter, der risikerede at falde og brække hoften, den anden gruppe var folk i risikogruppen for hjerneblødninger.
Og siden er der, som Mads rigtigt skriver, lavet et væld af interessante pilotprojekter, men næsten ingen udrulninger - bortset lige fra lægekufferten i det sydfynske øhav, Sår i Syd og det store KOL projekt, der først nu er på vej ud i Region Nordjylland. Man må heller ikke glemme DepNET i Vejle, der tilbyder folk med depression en videokonference med deres læge.
Man kan imidlertid med fordel se på Grønland, der i løbet af de sidte halvandet år har rullet et omfattende telemedicinprojekt - PIPALUK - ud over hele Grønland, som betyder at befolkningen i byerne og de 69 bygder kan få foretaget de normale medicinske målinger og sende resultaterne til Dronning Ingrid/SANA i Nuuk. Arealmæssigt dækker dette projekt noget mere end det UK-projekt, som Mads med rette omtaler som et spændende projekt med 6.000 deltagere foreløbigt.


Mads Gennemgår derefter et antal begrænsende faktorer:
- For dårligt internet - hvor 40% af befolkningen ikke kan få 2-vejs video i HD kvalitet
- Manglende standarder
- Mange (for mange) offentlige spillere på banen
- Kulturproblemer i behandlersektoren
- Business Casen er ikke på plads

Lad os lige tage dem igen - og forsøge dels at kvalificere, men også nuancere Mads' betragtninger en anelse......

Båndbredde betyder klart noget, såfremt man er afhængig af noget, der ligner en menneskelig kontakt med en læge, men i de fleste andre tilfælde er det vigtigste imidlertid at man kan få data frem hurtigt og sikkert, at udstyret er så simpelt så patienterne selv kan bruge dem, eller at det - som i Grønland - er muligt for sundhedsassistenter at betjene det. De øvrige danske pilotprojekter, måske lige bortset fra DepNet, klarer sig rent faktisk også med relativt små båndbredder. Man KAN faktisk komme langt mens vi venter på den helt forkromede bredbåndssatsning, så det må ikke være en sovepude, at det først skal være på plads - selvom jeg er enig i den flotte Australske satsning på fibernet.

Manglende standarder? Her taler Mads Elkær rent faktisk mod bedre vidende. De sidste 10 år har der været et stort pres på at få standardiseret interfaces og måleudstyr, og den såkaldte CONTINUA-alliance certificerer leverandører, der overholder disse standarder, og som gør det muligt at indsamle og opsamle data og lagre dem efter de gængse internationale standarder, som HL7 V3 m.fl.
Vi har rent faktisk i Delta i Hørsholm næstformanden i den Europæiske CONTINUA-alliance siddende. Han hedder Claus F. Nielsen, og har spillet en stor rolle som forbindelsesofficer mellem KL og Medcom, der om muligt har gjort deres for at Danmark er førende når det gælder nationale (Og for den sags skyld internationale!) sundhedsnetværk.
Så DEN er ikke rigtig, Mads! (Selvom det selvfølgelig kræver, at de, der investerer, køber ind efter de internationale standarder)

Mange offentlige spillere på banen - Er nok i virkeligheden en af de alvorligste barrierer, for ser vi på de projekter, der er blevet en succes, skyldes det næsten hver gang en ildsjæl,. der har nedbrudt skellet mellem regionale og kommunale organisationer og myndigheder, og det har typisk været på helt smalle områder, hvor det har været ret nemt at overbevis folk i den kommunale hjemmepleje om at det ikke var så tovligt, det som regionernes fandt på. I Århus og i Næstved projekterne var det kommunerne, der tog initiativet, men fortsættelsen, der krævede engagement af regionernes beslutningstagere, faldt til jorden. 'Not invented here' er desværre meget ofte forekommende.

Offentlig kultur! Den er godt nok værre, og er formodentlig den allerstørste barriere. For ethvert telemedicinprojekt er et forandringsprojekt - vi flytter kompetencen nedad og udad, og hvor lægen tidligere var den udførende, bliver mere og mere overladt til sygeplejersker, og det, som krævede sygeplejerske-indgriben overlades nu til assistenter. Det er så een ting. Men hele infrastrukturen skal tænkes om igen. Hvor skal der etableres en døgnbemandet overvågning? Hvem har ansvaret, og hvem kan træffe beslutning om indgreb eller indlæggelse? Hvis det, som Mads understreger, kan medføre voldsomme reduktioner i besøg på skadestuer og hasteindlæggelser (henholdsvis -15% og -20% i det engelske projekt), ja så er det måske oplagt at parkere denne type 'call center' i tilknytning til et hospital, men drejer det sig om kendskab til patienten og mere menneskelig dialog, så kunne man måske lave en organisering omkring den kommunale hjemmepleje.

Hvis altså - Business Casen holder. Vi regnede på de 2 eksempler fra Næstved, der dels skulle forebygge faldulykker og dels forebygge apoplektiske anfald. Vi tog alle omkostninger ved etablering med, betragtede det som en kommunal investering, og så regnede vi på en konservativ forbedring, dels i relation til undgåede indlæggelse og dels i relation til nedsatte skader og deraf følgende mindre omkostningstungt plejebehov.
Det viste sig, at break even for invesertingerne i at forhindrede hjerneblødninger var betalt hjem i løbet af 2-3 år, medens det tilsvarende for at undgå faldulykker var 6-8 år. Forskellen er helt klart, at får man en hjerneblødning, er det de kommunale plejeordninger, der træder til - og det er ofte dyre plejeomkostninger i eget hjem, men for de brækkede hofters vedkommende, er det først og fremmest hospitalsindlæggelser, der undgås. Og nok betaler kommunerne et beløb for hver indlæggelse, men de tunge omkostninger - og derfor potentielle besparelser,  ligger hos regionerne.

Mads Elkær konkluderer, at der er behov for 'en stærk mand/kvinde'. Sådan et udsagn kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det, der er behov for, er måske en helt anden struktur på ledelsen af sundhedssektoren i Danmark. Hvad er regionalpolitikkernes succeskriterier?  Og hvordan kan vi få kommunerne til at investere i Telemedicin uden at de bliver ramt af begrænsninger fra Finansministeriet ? Hvorfor kan vi ikke save et område af finansloven ud fra såvel regionernes som kommunernes budgetter og investere i både kronikere i eget hjem og muligheder for at f.eks. forsikringsselskaber og pensionskasser kan medfinansiere?

Da Danmark for mere end 10 år siden for alvor satte gang i den offentlige digitalisering, etablerede man den digitale Task Force. Lad os få en Task Force, hvor deltagerne kommer fra de stakeholders, interessenter, der dels bidrager, men som sandelig også på kort eller langt sigt høster fordelene.
Og må denne TeleMedicinske Task Force komme så hurtigt på banen, at man kan nå at indrette de nye hospitaler på den virkelighed, der KUNNE blive resultatet af et gennemtænkt drive for TeleMedicin.