Viser opslag med etiketten Bertel Haarder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bertel Haarder. Vis alle opslag

onsdag den 28. september 2011

DEMTECH – Kick Off af nyt e-valg forskningsprojekt

Den 28.9 afholdt forskningsteamet bag DEMTECH kick off på Christiansborg. Projektet tager tråden op efter Teknologirådets (forsigtige) rapport om e-valg i Danmark, og har til formål over en 5-årig periode at afsøge de teknologiske/sikkerhedsmæssige som de etnografiske, sociale og samfundsmæssige muligheder og konsekvenser, herunder hvilke muligheder det vil give for udvikling af HW og SW til mulig eksportbrug. Projektet har et budget på 34 mio hvoraf 17 mio kommer fra det Strategiske Forskningsråd. Projektlederen er Carsten Schürman fra IT Universitetet, og i projektet sidder 6 PhD-studerende og 4 post doctor forskere, repræsentanter for Københavns, Frederiksberg og Århus Kommuner, Siemens, AION, KL, ETH Zürich og University of Luxembourg samt IT-universitetet. Efter en kort indledning fra formanden for programkomiteen i det strategiske forskningsråd, Henrik Reif Andersen, gennemgik Carsten Schürman ideen og omfanget af projektet. Han understreger, at Danmark spiller en vigtig rolle, fordi man netop ikke som i Tyskland, Holland eller Irland har været igennem forhastede og fejlslagne digitaliseringsprojekter, der enten har fundet eValg som forfatningsstridigt (Tyskland) eller så fejlbehæftede, at alt er stopper (Irland, Holland).Så hypotesen er, at det er muligt at modernisere valgprocessen samtidigt med at man balancerer mellem borgernes tillid og gennemsigtigheden af valgprocessen. Ideen er at betragte den demokratiske process som et 'mission critical' system, der ligesom livsnødvendige systemer skal kunne sikres for enhver pris. Derfor omfatter projektet forskning både i den etnografiske kontext, brugernes forventninger, tekniske kontrolmekanismer, herunder ikke mindst muligheden af at arbejde med 'trust by design' (jævnfør PRISE-projektets krav) og rent tekniske discipliner som kryptografering og programmeringsparadigmer.


Randi Markussen, gruppeleder for 'Technologies in Practice' på ITU, forsker i de sociale kontekster og samspil mellem teknologi og samfund, og fortalte om erfaringerne ved at deltage i den nys overståede valgkampagne 'bag kulisserne' hos de tilknyttede kommuner. Opgaven er at finde nye veje men baseret på vores repræsentative demokrati og vores valgtraditioner, herunder at sikre en bred folkelig kontrol af valg. Ambitionen er at projektet skal sikre et solidt demokratisk beslutningsgrundlag for en mulig indførelse af e-Valg i Danmark uafhængigt af kommercielle interesser og som dækker 'hele spektret'.

Joseph Kiniry, der også er lektor på ITU, fortalte at hans personlige udgangspunkt for at deltage i projektet er, at han er lige dele matematiker, software engineer og hacker, og han fortalte levende om de andre typer af 'mission critical' systemer, der altid skal virke – lige fra de medicinske, militære til togdrift, fly, atomkraftværker, finansielle infrastruktursystemer og transport generelt. Baseret på gyservalget i USA og især skandalen i Florida, hvor valget blev afgjort med en optælling af 0,009% af Floridas stemmer i Bush' favør, og hvor fejl og tolkningsproblemer med gamle, mekaniske stemmemaskiner og mere eller mindre manipulation bragte ham til at fokusere på emnet.

Efter dette valg har USA prøvet flere forskellige typer af stemmemaskiner, og især udformning, programmering og manglende kontrol parret med ensidige leverandørinteresser har gjort eValg i USA til nærmest No No. Han berettede leveende om hvordan han ved hjælp af en 'super hacker' (white hat!) Ron Gonggrijp, hackede de indtil da alment accepterede 'trustworthy' stemmecomputere i Holland, som endda fik lært at spille skak (!) - hvorefter Holland stoppede enhver form for e-Valg. Samme – eller være eksempel fra Irland, hvor toppolitikere anskaffede NEDAP stemmemaskiner uden at afvente ekspertindstillinger og brændte millioner af Euro af på et fejlbehæftet system, der var let at hacke. So erfaringerne herfra opsummerede han til følgende gode råd:

  • Lad ikke leverandører løbe af med regeringen

  • Lyt til eksperterne og tag konsekvensen af deres råd

  • Lad ikke samme leverandør designe, konstruere, styre og afvikle eValg

  • Al HW og SW som har med valg at gøre skal være transparent og Open Source

  • Det vigtigste er bevare offentlighedens kontrol med valghandlingen og bevare borgernes tillid

Joseph Kiniry sluttede med at advare Danmark mod blot at fortsætte med gradvis digitalisering af valgetuden en samlet gennemgang og strategi. Han ser en fare i digitale valglister, rapportering af valgresultater over det åbne internet, tro på at man kan bruge NemID som ID ved fjernvalg.

Og så håber han, at projektet vil kunne medvirke til at Danmark finder en 'fornuftig' vej at gå – 'Think Different'.

Herefter fulgte en paneldebat, hvor følgende synspunkter kom frem:

Roger Buch, der er forskningschef på Journalisthøjskolen, lagde ud med at kritisere betegnelsen 'eValg', da det efter hans mening rettere burde hedder 'digitalisering af valgstederne'. Hans grundsynspunkt er, at on line valg er forhindret af Grundloven, og at digitalisering næppe vil lede til større valgdeltagelse, det vil tværtimod koste stemmer, og det er svært at se hvilke fordele det skulle bringe.

Jørgen Elklit, der er professor i Samfundsfag, Århus og havde erfaringer fra et valg i Syd Afrika, hvor en ansat hacker formåede at overbevise ham om, at elektroniske afstemninger kan være tvivlsomme, var mest bange for at elektroniske valghandlinger ville nedvurdere den alvor og 'festivitas' der står om demokratiske valghandlinger i Danmark. Christian Bull, der er norsk projektleder på de forsøg på eValg, der har kørt i 10 norske kommuner med 165.000 vælgere, pegede på, at der også var positive erfaringer fra eValg, bl.a. i Estland, og at den elektroniske valgdeltagelse i de norske kommuner var så høj som 73%. Han pegede på, at et krav om at studerende og rejsende absolut skal hjem og stemme fysisk i deres hjemkommune var en af begrundelserne for at se på eValg som en mulighed til at undgå at miste stemmer. Hertil kommer, at man ikke får kasserede stemmer ved et eValg.

Yldiz Ardogan, pt IT ordfører for (S), langede ud efter Roger Buch og Jørgen Elklit, som hun mente tilhørte den gamle generation, der var angst for IT. Hun mente, i samklang med Teknologirådet, at indførelse af digitale valgbusser især i yderområder/'ghettoer' kunne være nyttigt, at handicappede og ældre sam,t travle familier kunne have stor glæde af det, samt at nytænkning på området kunne bidrag til innovation og eksportmuligheder. Hun beklagede, at den tidligere velfærdsminister Karen Jespersen, i 2008 havde afvist et forslag om prøve eValg, selvom anbefalingerne var direkte en del af Teknologirådets anbefalinger.

Bertel Haarder, fung. Indenrigsminister, påpegede, at han som Kirkeminister havde gennemført de første eValg til menighedsrådsvalgene – men med meget ringe succes. Men han kunne se, at elektroniske brevstemmer via en stemmemaskine kunne være en fordel, især hvis man slækkede på kravet om at brevstemmer skal afleveres 3 dage inden valget. Også hospitalsindlagte ville kunne have glæde af sådan en løsning.

Kurt Strand, der var dagens konferencier, sluttede med at få panelet til at blive enige om, at hvis man kan sikre et transparent og sikkert system, så burde der ikke være hindringer for et eValg.

Nødtvungent fik han en accept hjem fra også Elklit og Buch.


(Se min tidligere Blog om eValg)


torsdag den 9. juni 2011

Sundhed 3.0 - Behov for nytænkning haster mere end nogensinde

Bertel Haarder - Grundlovsmøde 2011

Ved afslutningen af Folketingsåret kunne Bertel Haarder løfte armene, da Sundhedsministeriet som det eneste ministerium tilsyneladende får tilført ekstra milliarder år for år frem mod 2020.

Ser man nærmere efter, er dette et resultat af tidligere indgåede aftaler, bortset fra de fingeraftryk, som Pia Christmas Møller fik sat, og som især gavner det psykiatriske område. Men hvordan ser det ud i fugleperspektiv?

Vi står ved starten på et omfattende sygehusbyggeri, som i løbet af de næste 10 år vil koste 41 Mia kr., hvoraf de 25 mia kommer fra Staten og resten fra Regionerne. Tilskuddene er blevet prioriteret efter alle kunstens regler, og regeringens ekspertudvalg har grundigt analyseret regionernes planer og tildelt midlerne og offentliggjort begrundelsen i rapporten fra november 2010.

Men allerede før rapportens fremkomst var der kritiske røster, der pegede på, at en al for stor del af de afsatte midler ser ud til at vedrøre mursten snarere end teknologi, på trods af intentionerne og på trods af regeringens oprindelige visioner om at det omfattende sygehusbyggeri kunne blive en showcase for de danske kompetencer på området. Den 25. maj kunne man i Ingeniøren læse en artikel under overskriften: Ingeniører om Supersygehuse: Byg et ad gangen.

Heri anbefaler 71 procent af de adspurgte ingeniører at sygehusene bygges serielt, så man kan lære af hinanden. Næstformanden for regionerne, Carl Holst er ikke enig, han siger at man dels baserer sig på internationale erfaringer fra Sverige, Norge, Finland og Island (der var deltagere fra Sverige og Norge med i Regeringens ekspertudvalg), og dels er man meget obs på at lære af hinanden.

Hverken de 71% af ingeniørerne eller Carl Holst forholder sig imidlertid til kritikken om, at kun en beskeden del af investeringerne sker i teknologi.

Værre bliver det, når Bertel Haarder understreger, at man ved den nye sundhedsaftale 'fokuserer på brug af Telemedicin, der vil kunne spare 4-6 milliarder kroner'. Bertel Haarder henviser her formodentlig til Formanden for Dansk Selskab for Telemdicin, Klaus Panareth, der udtalte at 4.700 hospitalssenge kunne spares væk, såfremt sygehusvæsenet virkeligt skruede op for brug af telemedicin. Han anslår, at næsten halvdelen af de 3 millioner sengedage, som medicinske patienter har hvert år, kan spares væk. Det giver 7 milliarder kroner.

Bertel Haarders forklaringsproblem er imidlertid, at kommunerne i dag overhovedet ikke har taget telemedicin til sig (Se vores udredning om dette) ,at der ikke er planlagt en revision af hele organiseringen af sundhedsvæsenet, som dette ville medføre (Og som ekspertpanelet faktisk direkte har anbefalet i kapitel 3, synspunkter på fremtidens sygehusstruktur) – og hvad værre er, at man har afsat 50 millioner til at fremme brugen af Telemedicin. Beløbets størrelse står slet ikke mål med den mulige besparelse, og man har ikke tænkt andre incitamenter ind i modellen, men ovenikøbet ændret afregningen mellem kommuner og sygehuse i en retning, der ikke umiddelbart fremmer tilskyndelsen til at investere i hjemmeovervågning, organisatoriske ændringer, sammenhæng med primær lægetjenesten.

(Det er åbenbart symptomatisk at man hellere vil give 300 mio til en øget toldkontrol ved grænsen, som har vakt vrede hos alle vores naboer – men det er jo en anden historie!)

Det kan næppe være ABT-fondens opgave at designe den organisatoriske ændring af den danske sundhedsmodel, der vil være nødvendig frem til år 2020 – og slet ikke for 50 mio kr! Lige så lidt som man kan tage ingeniørernes anbefaling om at bygge sygehusene sekventielt alvorligt – det er jo stadig 'kun' en delmængde af det samlede problem.

Allerede i efteråret kunne man i MandagMorgen den 24.9 læse en artikel under overskriften

'Århundredets sygehusinvestering risikerer at blive tabt på gulvet'

Hvor kan man gå hen for at se gode erfaringer, der flytter patienterne ud af sygehusene og medfører en højere sundhedstilstand? En af de cases, som mange peger på, er Kaiser-Permanente i Californien. Her har man dels etableret nogle af Verdens mest moderne hospitaler, men også organiseret hele patientforløbet på en meget mere effektiv måde. Man har etableret store lægecentre, hvor både almen praktiserende læger, speciallæger, sygeplejersker, laboranter og andet sundhedspersonale kan supplere hinanden, stå for en effektiv diagnose og visitering og ikke mindst bistå ved 'call centre' for udskrevne patienter, så genindlæggelser minimeres og patientens trivsel øges. Så vi skal ikke 'vælge' læge i Sygesikringen – men lægehus. Det vil fremme en hurtig diagnose, øge trygheden og mindske presset på sygehuse.

Hvis vi om 10 år står med en aldrende befolkning, hvor patienter med kroniske sygdomme beslaglægger 60-75% af det samlede sundhedsvæsens ressourcer, er det oplagt at flere vil lide af mere end én kronisk sygdom med hvad det fører med sig af behov for viden om forskellige mediciners virkning på hinanden, individuelt tilpasset overvågningsudstyr og behov for patientens on-line kontakt via lægecenter med relevant personale – enten i centret, på specialesygehuset eller hos andre.

Det er ikke nok at allokere 50 mio til en ABT-fond, der ikke har ansvar for re-organisering af sundhedsvæsenet, det er ikke nok at give 600 mio til en ny helikopter og akutbiler (omend lægehusdelen af dette initiativ er et lille skridt på vejen, selvom det er et hold-kæft bolsche til 'udkants-Danmark).

Ekspertudvalget, der indstillede prioriteringen af investeringerne i de nye sygehuse, var i deres kommissorium begrænset til at vurdere indretningen, organiseringen og designet af de nye sygehuse, ikke af den samlede sundhedssektors organisering. Og det er det, der er behov for.Som udvalget skriver i afsnittet om 'synspunkter på fremtidens sygehusstruktur':

”Fremtidens sygehus må derfor ikke planlægges og bygges som en simpel lineær fortsættelse af fortiden. Fremtidens sygehuse er ikke lig med selv det nyeste af dagens sygehuse. Der skal tænkes mindst 10 år frem, før flere af sygehusene overhovedet tages i brug. Udfordringerne til fleksibilitet er store, idet man kan forvente, at en stor del af den teknologi, som skal til rådighed for sygehusene i 2020 slet ikke er kendt i dag.”

”Med det omfattende investeringsprogram skal der være plads til nytænkning omkring organisering, logistik og brug af teknologiske muligheder.” (s.19)

Der er kort sagt brug for en meta-model for sundhedssektorens opgaver, funktioner i relation til patientgrupperne – herunder af forholdet mellem forebyggende behandling, fjernbehandling, selvbehandling, diagnosticering, forløbsstyring, kvalitetssikring, udskrivningskontrol, genoptræning og samspil med pleje, kommunale services, ambulante kontroller etc.

Vi kan anvende begreber fra Enterprise Architecture til at mappe byggeklodserne, flowet, funktionerne – og det skal IKKE forveksles med f.eks. G-EPJ, der var fejlslagen, fordi den efter flere års forsøg på generalisering af selv de mindste detaljer i arbejdsgange ikke fik opbakning og ikke havde mulighed for løbende tilpasning og justering. Hvis Regeringen sammen med KL og Danske Regioner virkelig VIL en sundhedsreform, der også omfatter almen praksis, så er det nu. INDEN supersygehusene sluger alle ressourcer og opmærksomhed og løser problemer, der ikke vil være relevante, når de står færdige.