Facebook i den offentlige sektor: 'Få en Facebook profil!'

Facebook i den offentlige sektor

"Få jer en facebook profil!"

Det var titlen på en kronik i Politiken tirsdag den 30.juli. Målet var de danske kommuner og de to forfattere - Nikolaj Egerod og Marie Honoré - kritiserede de danske kommuner fordi kun 7% af de mere end 3 mio danske facebook-brugere også følger deres kommune på Facebook.

Det er en klar kontrast til oplysningerne om, at hver 3. af landets 98 kommuner faktisk ER på Facebook. Resten af kronikken indeholder en række anbefalinger til hvordan landets kommuner kan udnytte de sociale medier, herunder også en klar besked om at syretesten for kommunernes brug af de sociale medier bliver efterårets forestående kommunalvalg.

På eGovernment uddannelsen på ITU har vi gennem de sidste 3 år hvert år taget temperaturen på kommunernes brug af sociale medier, og resultatet af de analyser, som de studerende har stået for, har været nedslående, omend en vis kvalitetsforbedring har kunnet spores; De første cases, vi så led af en række iøjnefaldende mangler: I een kommune brugte borgmesteren facebook-siden til at løse konflikter og imødegå klager fra borgerne henover hovedet på administrationen, andre sider bar præg af, at der ikke var nogen, der holdt siden opdateret. En hel del af de kommuner, der tæller positivt på antallet af kommuner på FB, har i virkeligheden kun et bibliotek eller en afdeling, der er aktiv på de sociale medier, og i starten var Politiets tilstedeværelse på FB af rent eensidig karakter, man kunne ikke komme i nogen form for dialog med det lokale politi.

Men meget ser ud til at have ændret sig de sidste par år - det ser for eksempel ud til, at Københavns Kommune gør noget for at tage sig ud på FB: 12.469 synes om siden - og der ser ud til at være nyt næsten hver dag. Målgruppen er rimeligt tydeligt yngre københavnerne og børn. Der er også en ganske fin vejledning til kommunens selvbetjeningsløsninger

Og så gør man det helt klart, at formålet IKKE er at lave sagsbehandling via FB. Der er tydeligt markeret de spilleregler, som man følger.

Hvis vi så går til Frederiksberg Kommune på FB så ser vi her 3.036 'synes om' - ikke så mange som København, heller ikke så megen opdatering, og formålet er her mest at opfordre folk til at komme med gode ideer. Ikke så meget spræl, ikke nogen reklame for selvbetjeningsløsninger.

Et eksempel fra Nordsjælland er Allerød Kommune - 192 har været her ,760 synes godt om. Ikke meget spræl over den , et klik til 'videoer' viser, at der ikke er nogen. Og kun opdateringer typisk nogle få gange om måneden. Hvordan man promoverer siden står hen i det uvisse.

Roskilde Kommune

1.393 synes om-tilkendegivelser scorer Roskilde, der ligesom København har en rigtig god og overskuelig selvbetjeningsportal, der ser rigtig brugervenlig ud. Og så tilbyder de en ROSKILDE-APP, så byens borgere kan følge med også via mobil platformen. Husorden minder også om Københavns, så ud af de her sete 4 kommuner, må denne vist have prisen som den bedste Facebook implementering.

Men i modsætning til de kommunale Facebook implementeringer, som vi her har set på, så scorer

Politiets Facebook 61.502 synes om-tilkendegivelser, så der er åbenbart væsentligt flere, der udnytter politiets FB - bortset lige fra, at vi jo her taler om et landstal og ikke et kommunalt tal for fans. Det svarer til at politiet altid scorer højt, når befolkningen bliver spurgt om hvilke offentligt ansatte de har størst tillid til. FB tilstedeværelsen er ok, der følges tilsyneladende op på henvendelserne fra borgerne, og siden opdateres løbende.

Det er måske lidt interessant, at denne siden: Politi razzia og fartkontroller

scorer 3.940 'likes' - den vedrører private biliters information om fartkontroller på Sjælland - og er på sin vis en modsætning til politiets egen FBside.

men hverken Danske Regioner eller KL er åbenbart indstillede på FB - og måske forståeligt nok -

se: Danske regioner har ikke fattet det heller ... eller KL er fuldstændig ligeså kønsløst

Så spørgsmålet er, om kommunerne kan hente inspiration - dels fra hinanden, dels fra udlandet til at opstille en god politik for udnyttelse af Facebook.

Australien har udarbejdet en oversigt til at fremme brug af sociale medier i den offentlige forvaltning. Dette bibliotek og de mange kilder til forståelse af hvilke muligheder og faldgruber, der eksisterer, var jo passende noget som KL og Danske Regioner kunne have glæde af at kopiere, det ville være en virkelig hjælp for deres medlemmer.

I en efterfølgende blog vil vi se på, hvilke initiativer, der findes indenfor EU og som også i høj grad vil kunne benyttes af de danske kommuner - og for den sags skyld andre offentlige instanser.

Vækst via Velfærdsteknologi ?

(Fra Vækstteamets anbefalinger om inddragelse af private aktører i det offentlige sundhedsvæsens kerneforretning)





I januar nedkom Vækstteamet under ledelse af Allan Søgaard Larsen, Falck, med en række anbefalinger til hvordan Danmark kan udnytte vores styrkepositioner indenfor sundhed og velfærdsteknologi til at opnå øget vækst og beskæftigelse.

Det var et af 8 'vækstteams' som Regeringen havde nedsat for at finde potentiale i områder som miljø, fødevarer, oplevelsesøkonomi, IKT og digitalisering m.v.

En del af anbefalingerne fra Sundheds- og Velfærdsteamet vedrører prioritering af forskning og udvikling, bedre rammebetingelser for vækstvirksomheder, en del anbefalinger peger på hvordan man mere konkret kan opnå et velfungerende hjemmemarked, og den sidste gruppe anbefalinger går på, hvordan vi kan blive bedre til en offensiv udnyttelse af det globale markedspotentiale.

Det springende punkt er her, hvordan vi får skabt et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked og kommer videre fra den nuværende situation, hvor vi har gennemført uanede mængder af pilotprojekter, men så godt som ingen egentlige storskalaforsøg med egentlig velfærdsteknologi.

Mandag Morgen bragte i marts en kritik af den samlede indsats og anførte, at initiativet var kommet mindst 10 år for sent, og at man ville drukne i politiske skyttegravskrige om hvordan man kunne etablere bæredygtige offentlige-private partnerskaber.

MM anfører: 'Forslagene virker gennemarbejdede og overbevisende og efterlader indtrykket af et kolossalt vækst- og jobpotentiale' , men peger samtidigt på et antal barrierer, som får MM til at mene, at det ikke kan lykkes: Vi er for sent ude, de kritiske sektorer er alt for fragmenterede i sig selv, og vi har en ikke mindst en fragmenteret politisk ledelse af de sektorer, der skal samarbejde, hvis det hele skal lykkes.

Dansk IT's tænketank Danmark 3.0 havde den 15. april indbudt til konference med netop Allan Søgaard Larsen som indleder og en dialog med Margrethe Vestager efterfulgt af en paneldiskussion med en række repræsentanter dels for forskningssektoren, for regionerne, for IT branchen.

Allan Søgaard udbyggede vækstteamets anbefalinger og understregede betydningen af et velfungerende hjemmemarked, før man kunne forvente at store, internationale satsninger kan gennemføres. Det kræver at Danmark for alvor bliver et afprøvningsland for telemedicin i stpor skala, og at erhvervslivet kan udnytte de mange sundhedsdata til analyseformål ('Big Data')

Blandt de største barrierer, som Alan Søgaard peger på, er at alle kompetencer er indlejret i offentlig sektor – sygehuse, regioner, hjemmepleje – og at private aktører hverken får skala nok eller prestige nok ud af at deltage i offentlige projekter til at det kan have synlige effekter på eksport. Øget innovation kræver derfor en nytænkning af hvordan offentlige og private samarbejder så man kan udnytte den viden og de kompetencer, der i dag kun findes i sundhedsvæsenet.

Margrethe Vestager takkede for Vækstteamets arbejde, og erklærede sig grundlæggende enig i konklusionen, men fokuserede dog mest på, at samarbejdet mellem offentlige og private indftil nu ikke var lykkedes på grund af den måde, man anvender konkurrencelovgivningen og reglerne omkring offentlige udbud. Skal man have en OPI-model, må vi være mere dristige i formuleringen af reglerne for offentlige indkøb, og ikke fortsat lade os drive af den kritik, vi i sin til fik af EU for den måde, Storebæltsforbindelsen blev etableret.

National handlingsplan ?

Imidlertid er der jo ikke så meget nyt i Vækstteamets anbefalinger, for allerede i juni 2012 nedkom Fonden for Velfærdsteknologi med 'Den Nationale handlingsplan for udbredelse af Telemedicin'

Afsenderen var en imponerende gruppering af Danske Regioner, KL Sundhedsministeriet, social- og integrationsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet og - ikke mindst vigtigt - Finansministeriet. Mage til fodslaw skal man lede længe efter.

Hvad pengene angår var det dog mere behersket: 80 mio kr. budget, hvoraf 30 øremærket til telemedicinske forsøgsprojekter. Det kan man næppe kalde imponerende, når sygehusenes udbygning i de nærmeste år stil mindst 40 milliarder, hvoraf en hel del burde kunne allokeres til at nytænke hele behandlings- og ikke mindst efterbehandlingsprocessen og genoptræningen med.

Handlingsplanens hovedinitiativer er:

1. Hjemmemonitorering af kronikere - Region Hovedstaden og Midt

2. Telecare Nord - KOL-patienter i Nordjylland

3. Telemedicinsk sårvurdering - Medcom (baseret på 'Sår i Syd' - Region Syd)

4. Telepsykiatri - Medcom

5. Internetpsykiatri - Region Syd (baseret på erfaringer fra Vejle)

Der er ikke noget videre overraskende i valget af projekter, det er de områder, hvor der i forvejen har været mindre, men succesfyldte projekter, og det er positivt, at Medcom - som en slags brobryggerorganisation - er med 2 af projekterne, hvor de 3 andre alle er båret primært af regionerne. Der er udarbejdet fornuftige business cases, og alt ser således på papiret OK ud.

Manglende opfyldelse af nødvendige rammebetingelser

Projekter om Telemedicin har vi kørt i DK siden 1994. Der har været masser af projekt, piloter, forsøg - dels med regioner og i visse tilfælde også med Kommuner som sponsor. Men ingen virkelige storskalaprojekter, så KOL-kufferten, Sår-i-Syd er udmærkede projekter, men levedygtigheden står og falder med om man får løst nogen grundlæggende strukturelle problemer i sundhedssektoren. Hvad er incitamenterne? For hvilke spillere? Hvordan laver man aftaler? Hvad skal patienterne selv betale? Hvor er de praktiserende læger henne i dette kompleks?

Og endelig - hvis vi går tilbage til Vækstforummet - hvordan kan man inddrage private aktører, så de kan lære af projekterne, udvikle løsninger og bruge det som springbræt for internationale projekter?

Der er i min opfattelse 4 fundamentale områder, der fortjener en meget hurtig afklaring:

- Det første er naturligvis at sikre samspil mellem de eksisterende aktører på sundhedsområdet - Regioner, kommuner, læger, speciallæger

- Det andet er at tilvejebringe fælles standarder - både for udstyr, lagring af data, regler for udveksling af information og beskyttelse af personlige data

- Det 3. er en åben, fordomsfri men forpligtende struktur for inddragelse af private aktører

- Og endeligt: Med tanke på borgernes stigende interesse for at leve sundt, forsikringsselskabers og andres interesser i ' det gode liv' - motivering af borgerne plus eventuelle andre finansieringskilder via forsikring eller via private anskaffelser af monitoreringsudstyr.

Bedre samspil mellem kommuner, regioner, læger

Et væsentlig bedre samspil vil kunne opnås, hvis en del af budgettet til de nye supersygehuset kunne benyttes til at etablere overvågningscentre for monitorering af borgere i eget hjem.

Alternativet bliver hurtigt, at det skal betales af kommunerne, og al den stund formålet er at reducere hospitalsindlæggelser og sikre hurtig udskrivning til trygt miljø i eget hjem, må det være primært i regionernes interesse at etablere det. Kompetence i den slags findes ikke i kommunerne.

Så vil kommunerne til gengæld skulle påtage sig at kunne rykke hurtigt ud, i tilfælde af et hjemmeovervåget borger får brug for assistance. Logikken i at kommunen skal betalke for denne del må være, at jo svagere patienten bliver, jo mere pleje vil være påkrævet. Det er også argumentet for at Kommunen - i hvert fald til mindre bemidlede - betaler for udstyr, der kan hjælpe til at forebygge skader, nye sygdomme etc. Dette kræver naturligvis en vurdering fra den ene kronikergruppe til den anden, og en vurdering i relation til genoptræningsprogrammet, som Kommunerne jo allerede HAR overtaget.

De praktiserende læger truer med en konflikt, og selve substansen i konflikten er sådan set dette spørgsmål underordnet, men hvis PLO sætter sagen på spidsen, vil det efter min opfattelse nemt fremprovokere en situation, hvor kommuner og regioner først i yderområder og senere andre steder direkte ansætter læger i lægehuse/sundhedscentre etc. som får en direkte mission også i forebyggelsesmæssig sammenhæng. PLO holder møde lørdag den 29.6 og her vil det vise sig, om det overhovedet er muligt at få praksislægerne til at indgå i en ny arbejdsdeling.

(se oversigt/fakta over forhandlingsforløb)

Fælles standarder

Vi er heldige i Danmark at MEDCOM har banet vejen på dette område for længe siden, og at sundhed.dk er etableret på toppen af de regionsdrevne sundhedsdata. Men nu kommer vi til indsamling,m registrering, lagring og ikke mindst deling af endnu mange flere data, der kommer fra hjemme-monitorering, telemedicin. Validiteten af disse data er ikke altid så høj, som lægen eller sygehuset kunne ønske, men til gengæld har man nu en enestående mulighed for lange tidsserier linket til den enkelte patient eller til den enkelte borger.

For at kunne gennemføre dette, er det nødvendigt at kunne enes om en fælles arkitektur. Og her er vi - heldigvis eller fornuftigvis - allerede langt.
EPJ-systemerne i Danmark er - omend der er 5 af dem - ikke så langt fra hinanden, at der ikke kan etableres et fælles udtræk - eJournal - som gradvist bliver bedre og mere detaljeret i takt med opdateringen af de enkelte EPJ-systemer, der næsten alle understøtter den internationale HL7V3 standard. Og Den Nationale Handlingsplan læner sig også op ad Continua Alliancen, som fundament for den fremtidige udvikling af Telemedicinske løsninger. Så her er vi på vej.
Referencearkitektur for såvel National IT som specifikt for Velfærdsteknologi er en ufravigelig forudsætning for fælles fodslaw - og også for inddragelse af private medspillere.
I november 2012 udkom så det første udkast til referencearkitektur for sundheds IT og sikkerhed, og i april 2013 blev så Referencearkitektur for opsamling af sundhedsdata hos Borgerne sendt i høring. Begge dele væsentlige fremskridt på vej mod fælles standarder og fælles sikkerhedsregler og beskyttelse af borgerdata på en sådan måde, at data rent faktisk kan anvendes.

Inddragelse af private aktører

Hele ideen med Vækstteam-arbejdet har været at se, hvor samarbejde mellem den offentlige og private sektor kan føre til vækst, nye services og ikke mindst eksportmuligheder. Så er det forstemmende at høre SF og Enhedslisten gå på barrikaderne og allerede inden sommerferien har bredt sig, at tale mod at private aktører kan indgå i administration og behandling - uanset vi taler ældrepleje, privathospitaler, sundhedsklinikker, genoptræning.

Som Vækstteamet anbefaler, hjælper det ikke noget, at vi eksporterer den offentlige sektor til Kina. Vi skal nødvendigvis gøre det gennem virksomheder, der er fuldt opdaterede og har de kernekompetencer, der skal til, for at kunne gøre en forskel. At NGO'er som Diakonissestiftelsen bliver vel modtaget i Kina er fint, men det er ikke højteknologi, vi eksporterer, det er en menneskelig positiv indstilling og en måde at organisere ældrepleje på, som kineserne helt sikkert får brug for. Men det er IKKE velfærdsteknologi, det er velfærdsservice. For at modernisere ydelsen, inddrage borgere, skabe tryghed hos patienter kræves investeringer og dokumenterede resultater. Klynger af samarbejde mellem offentlige og private aktører med en klar rollefordeling er en nødvendig forudsætning for at nå målene.

Borgerinddragelse og nye finansieringsmodeller

Digitaliseringstrategien har i de senere år været drejet mere og mere mod effektivisering og besparelser og væk fra det andet, oprindelige hovedfundament: Borgerinddragelse og 'empowerment'. Vi bliver imidlertid nødt til som en del af rammebetingelserne for en succesfuld implementering af velfærdsteknologi at tænke løsninger, der involverer borgeren, brugeren, klienten - og som vel at mærke også gør det attraktivt at tænke på at monitorere sig selv INDEN man bliver til en patient. Forebyggelse, motivering er måske allerede ved at være højere på lystavlen - men ikke alle befolkningsgrupper har samme motivation, og her kunne forsikringsselskaber (også Danmark) spille en rolle - bidrage ved at nedsætte forsikringer eller ved at yde tilskud til borgernes egen selvkontrol og måling. På digitaliseringsmessen i Århus spurgte jeg Klaus Panareth, der er formand for dansk selskab for telemedicin og 'opfinder' af KOL-patient kufferten, om anvendelse af borgerindsamlede data ikke kunne udgøre en sænkning af kvaliteten af medicinske data og derved øge risikoen for fejlslutninger. Det afviste han, fordi han netop mente, at de mange, mange data, der nu kan behandles (Big data!) også ville kunne renses for statistiske fejl, men i endnu højre grad bidrage til en viden om forløb og udviklinger i sundhedstilstand, som man aldrig før havde haft.

Der er langt igen...

Men selvom den truende lægekonflikt ser ud som den måske lige nu alvorligste trussel mod et effektivt samarbejde i den danske sundhedsmodel, er der stadigt langt igen før vi får løsningen på hvordan Regioner og Kommuner kan se en fælles interesse i at nytænke samarbejdet - og hvordan HELT private aktører kan inddrages for at løse vores fremtidige velfærdsproblemer.

Der er plads til mange blogs om emnet endnu.

Demokratiet i D-land

en 31. august 2011 afholdt DANSK IT's tænketank Danmark 3.0 en konference om demokratiet i en digitaliseret fremtid. Nu 2 år efter vil det være passende at tage et check på hvor udviklingen er på vej hen, især i lyset af at Venstres IT-ordfører, Michael Åstrup Jensen, fik bremset det lovforslag, som regeringspartierne havde fremsat og som gik ud på at gøre det muligt at afholde forsøg med elektroniske valg. (Se f.eks. bloggen fra Anders Sparre)

Betegnelsen D-land fandt vi på i Tænketanken for at illustrere det forhold, at det var næste naturlige udviklingstrin efter industrisamfundet. Vi diskuterede os også frem til, at hvis digitaliseringen i D-land er vidt fremskreden, giver det ingen mening at tale om IT, for IT ville være indlejret i alt - fra kommunikation, energi, produktion, medie, personlig sundhedskontrol, sundhedsvæsen, læring (både indlæring og af-læring) - og selvfølgelig også i styreform, med andre ord vores demokratio.

Spørgsmålet er så hvordan et D-lands demokrati, Demokrati 3.0, ser ud, og hvor de største ændringer til i dag kan tænkes at opstå. I den sammenhæng er selve valghandlingen jo 'blot' en detalje, omend grundlæggende for hele styret.

Ideen i vores demokrati er, at det er repræsentativt - vi vælger folk, vi stoler på og som har meninger og synspunkter, som vi sympatiserer med, og det er så de folkevalgte, der på vores vegne leder landet eller som opposition prøver at få indflydelse på beslutningerne .

Valgbarhed og stemmeret er omtalt i Grundloven - men der står ikke noget om partier, hvilket sikkert undrer en del.

Ideen i partiarbejdet er, at det er her man identificerer de bedst egnede kandidater til at repræsentere partiets medlemmer og i anden række de danskere, der har meningsmæssigt sammenfald med partiets.. Det betyder i praksis, at det er på partiernes opstillingsmøder, at kandidaterne udpeges, og afhængigt af opstillingsformen også i hvilken rækkefølge, således at der etableres regler for, hvordan såkaldte listestemmer tilfalder kandidaterne på listen.

Det betyder i praksis, at især små partier og lokale partiforeninger vil opstillingsmøderne opstille kandidater baseret på måske ganske få partimedlemmers stemmer, og der er sågar eksempler på opstillings'kup', hvor et antal nye medlemmer kan påvirke resultatet mærkbart.

Og tilslutningen som medlemmer er faldet dramatisk - se tallene for 'de gamle' partier

medlemstal	1960	1985	2011
Socialdemokratiet	259459	90739	42024
Venstre	192629	87461	42132
Konservative	108751	51734	13148
Radikale Venstre	35000	10100	9340

Selv Dansk Folkeparti kunne i 2011 kun mønstre godt 10.000 medlemmer, og samlet set var medlemstallet for alle politiske partier i Danmark ca. 175.000 i 2010.

Kan man forestille sig, at dette er ændret i D-Land?

Dernæst kommer spørgsmålet om valgkredse, hvor de enkelte kandidater udover at repræsentere partiernes medlemmer også - i hvert fald indirekte - forventes at repræsentere 'kredsens' interesser på tinge. Oprindeligt var det udfra et ønske om at få en vis overensstemmelse mellem vælgerantal og antal mandater i de enkelte områder, men de store flytninger ved industrialiseringen betød at man måtte indføre tillægsmandater.

Vil valgets landkort ændre sig?

Det løbende lovgivningsarbejde på Christiansborg såvel som styringen af regioner og kommuner MELLEM valgene er jo allerede blevet ændret i kraft af mediernes rolle og på det seneste også de elektroniske medier og de sociale medier. ed mellemrum afholdes folkeafstemninger (ved suverænitetsafgivelse, 'jordlovene') og der afholdes et antal høringer (lokalplaner, byggeplaner).

Kort sagt, der pågår et løbende Policy arbejde på alle niveauer i det politiske system, som i et vist omfang påvirkes af medierne - seneste eksempel er Regeringens ændring i holdning til Dagpengereformen.

Hvordan vil det løbende policy arbejde blive påvirket i et digitalt samfund?

Lad os tage det sidste først:

I Finland etablerede man så tidligt som i 1993 'The Committee for the Future', som er det finske parlaments stående udvalg, der fungerer som en tænke tank for fremtidsforskning, videnskabs og teknologipolitik i Finland. I januar 2012 udgav de en publikation 'Crowdsourcing for Democracy - a New Era in Policymaking'. Med udgangspunkt i begrebet Crowdsourcing - som defineres som en åben opfordring på internettet til 'alle' til at deltage i en online dialog, indsamling, informationsdeling. 'Crowd' er i sin oprindelige udformning en anonym masse, men begrebet bruges også om f.eks. 'venner' på Facebook, twitter o.l.

Blandt de eksempler på crowdsourcing, som rapporten nævner, er især arbejdet med at udarbejde en ny grundlov for Island interessant; det er første gang man forsøger at inddrage befolkningen i den grundlovgivende proces. Arbejdet er ikke afsluttet, det islandske parlament og højesteret er uenige om en række forhold, men eksemplet er interessant. USA har en række initiativer, der prøver at inddrage borgerne i policy-making: Open Government initiativer under Obama

We - The People - søger at aktivere folk til at støtte op om initiativer eller selv fremsætte forslag. Her er det ikke koblet til kongressen, men altså til præsidentembedet.

UK har haft succes med deres tilsvarende variant- HM e-Petitions, men den er dog forbundet med parlamentet: e-petitions viste mere end 28 mio sider og forslag til ny lovgivning de første 100 dage, den var i luften. Open Ministry i Finland indsamler ideer til ny lovgivning og befolkningens støtte til forslagene. En lov fra 2012 kræver, at hvis et forslag samler mere end 50.000 støtter på 6 måneder, skal forslaget forelægges det finske parlament.

Især det finske initiativ vil være levedygtigt i D-Land, så hvordan ser så demokratiet samlet set ud i D-Land?

Jeg forestiller mig:

Grundloven er blevet skrevet om - via crowd sourcing. Regler om borgerinddragelse og krav om behandling i Folketinger af forslag, der har samlet tilstrækkeligt mange unikke støtter er indeholdt, og Grundloven fortæller også hvordan kandidater til Folketing, Regionsråd (hvis de findes) og byråd opstilles: Som en kombination af partiernes forslag og borgernes unikke stemmer på kandidaterne. Slut med kup på opstillingsmøder, men det skal være klart, at den enkelte vælger kun kan deltage i eet opstillingsmøde pr. valg.

Mange offentlige diskussioner kan nu lægges åbent frem, og vælgere kan udtrykke deres synspunkter og meninger i et twitter lignende format. Men det kræver, at man SKAL identificere sig. had-kampagner af anonym art er forbudt, og det svarer til at man i et analogt mødelokale skal præsentere sig, når man tager ordet.

De eksempler, vi kender i dag, hvor borgerne inddrages i budgetprioriteringer. (f.eks. New Yorks budget, Budgetprioritering i Calgary, Canada og flere andre eksempler.

Det siger selv at høringer om lokalplaner o.l. også foregår elektronisk. Igen med anvendelse af borgerens unikke ID.

Valgene er elektroniske. Det kan de være, fordi hele identitetsspørgsmålet er klaret ved en videreudvikling af NemID, så hver borger har et smart card (eller en mobil), der har en 2-faktor sikkerhed, hvor dan anden faktor i stedet for et papkort er en kombination af biometriske data.

Eengangspasswords kan udstedes via mobil for applikationer, der kræver dette - f.eks. bank-løsninger.

Det nye ID-kort (eller mobil) dækker alle væsentlige applikationer - sygesikring, kørekort, valgbarhed, stemmeret, o.s.v. hvilket kræver,m at det er attribut-baseret, så ejeren kan bestemme, hvilke data, der ønskes anvendt i en given sammenhæng. (jvfr det tyske ID-kort).

I og med at hele ID-infrastrukturen er lagt fast, kan vi afskaffe valgkort. Det fremgår af e-ID for borgeren.

Selve afstemningen foregår på nettet, den estiske model for logning med mulighed for at fortryde og med mulighed for fremmøde med sit e-ID kort på valget, hvor valglokalet har tynde klienter med adgang til internettet. Stemmesedlerne genereres centralt af et uafhængigt valgorgan, og afhængig af borgerens bopæl (som fremgår af e-ID) vises den relevante stemmeseddel.

Den afgivne stemme krypteres med anvendelse af stemmecentrets nøgle modificeret med et tilfældigt tal, vælgeren skriver under (og pakker derved stemmesedlen ind i en personlig kuvert, krypteret med vælgerens private nøgle). Der etableres logfiler, den krypterede stemmeseddel gemmes i skyen, og når valghandlingen afsluttes, kan man med homomorisk kryptering redegøre for valgresultatet uden at bryde krypteringen.

(Se min tidligere blog om e-valg)

Ser frem til kommentarer, indvendinger og synspunkter!

e-Valg igen-igen

(Det Estiske internetbaserede

valgsystem)

Lovforslag L132 var forgangen onsdag til høring i Folketinget, og skulle man udelukkende dømme udfra Version2's dækning, var høringen en næsten enslydende kritik mod forslaget fra de tilstedeværende IT-eksperter, bortset fra Christian Wernberg-Tougraard, der blev citeret for at sige at 'det tager nok 20-30 år, før vi får e-valg'.

Version2 benyttede samme lejlighed til på en ret uklædelig måde at kritisere IT-ordfører Trine Bramsen (S) for at demonstrere sin uvidenhed om samme emne. '..som med en cand.scient.soc baggrund mente sig mere teknisk kyndig end Niels Elgaard Larsen, som har en PhD i datalogi.'

Hvad er op og ned i denne sag og i lovforslaget?

Lovforslaget blev som bekendt til på baggrund af et større udredningsarbejde, som Teknologirådet foretog og hvor man fremkom med en anbefalingsrapport om gennemførelsen af forsøg med e-valg i Danmark ved kommunevalget i 2013. Rapporten blev udgivet i marts 2011

Christian Wernberg-Thougaard var som formand for IT sikkerhedsrådet medlem af arbejdsgruppen, og jeg deltog i de ekspertseminarer, der blev afholdt i processen, der varede godt et år, og som sluttede med anbefalingerne om at gennemføre forsøg i mindst 3 kommuner. Den model, som man især pegede på, var at afprøve mobile valgsteder:

'Arbejdsgruppen anbefaler at der fra centralt hold udvikles et e-valgsystem med digitale valgbokse og et centralt valgsystem som den enkelte stemme fra valgboksen rapporteres ind til. Valgboksen er en almindelig PC, der findes lokalt og som til lejligheden udstyres med en særlig valgprogrampakke.'

Det er imidlertid ikke denne anbefaling, der ligger til grund for lovforslaget, som sigter mod at indrette forsøgsvalgsteder med særlige PC'er, og det er denne model, der har nedkaldt en masse kritik. Men Version2 har åbenbart glemt, at de eksperter, som man tager til indtægt for en kritik af lovforslaget, slet ikke er så kritiske overfor ideen om at foretage afprøvninger.

Den 11.3 citerer Kommunernes Landsforening professor Kiniry fra DTU for en udtalelse om at 'E-valg kan gennemføres i Danmark', og Carsten Schürmann fra Demtech-projektet, blev citeret af Computerworld 13.2 2013 for en udtalelse om at 'Forsøg med danske e-valg er en god ide'.

Version2 citerer begge for at sige at 'Konklusionen på forskningen er, at vi ikke i dag ved hvordan man kan lave et sikkert og troværdigt e-valg.'

Og her kan man så trække en streg i sandet. For hvad er det, vi går efter? Et 100% sikkert IT system findes ikke, men argumentet vil i sin videste konsekvens svare til, at man i 1910 traf den beslutning, at automobiler ikke ville blive tilladt på de danske veje, før producenterne kunne garantere, at der aldrig nogen sinde ville ske trafikuheld.

Men lad mig slå fast, at jeg er enig i, at de foreslåede forsøg med dedikerede valgpc'ere, med tilhørende parallelle papirstemmer og deraf følgende komplicering af optælling og kritik for manglende brugervenlighed, er helt rigtig. Jeg har et helt andet synspunkt, som tager udgangspunkt i de erfaringer, som vi rent faktisk har fra andre lande. For der er gennemført en række e-valg med forskellige tekniske løsningsmodeller men med en ganske positiv modtagelse fra befolkningerne i de respektive lande.
 I vores naboland Norge blev der i 2011 afholdt valg til kommuner og fylker, og i den anledning blev der i 2012 udgivet en interessant rapport International Experiences with E-Voting, som kan anbefales. Her fremgår f.eks. følgende eksempler på internet baserede valg, og andelen af vælgere, der har benyttet sig af det: (Eksempler - der er adskillige andre cases)

- Norges valg til kommuner og Fylker 2011 - 168.000 registrerede vælgere, 26,4% via internettet

- Estlands parlamentsvalg 2011 - 913.000 vælgere med e-ID kort, 24,3% deltog via internettet

- Schweiz, Geneve folkeafstemning 2011 - 241.780 registrererde vælgere, 22% deltog via internet

Af disse lande er Estland det land, der har den længste periode med erfaringer fra internetbaserede afstemninger, og som i mange henseender er et foregangsland i EU for digital infrastruktur.

Det Estiske internatvalg er baseret på den digitale identitet, hvor hver borger er registreret og har fået tildelt et identitetskort med smart chip indeholdende en privat nøgle. Registreringen omfatter også information om stemmeret. ID-kortet anvendes generelt og på tværs af sektorerne, både som netbank-identitet, i sundhedsvæsenet, som ID kort ved rejser i Europa etc.

Internetvalget er et tilbud om at benytte den digitale identitet til at foretage afstemning via internettet i dagene inden den egentlige valghandling afsluttes. Esterne afgiver deres stemme via egen PC, stemmesedlen krypteres med den centrale stemmeboks' offentlige nøgle, signeres med vælgerens private nøgle og sendes til een eller flere modtager-servere, der registrerer, at vælgeren har stemt, og gemmer den krypterede stemmeseddel. Man kan stemme lige så mange gange, man vil, men der gemmes kun een stemmeseddel. Når on line afstemningen lukker, de-identificeres den fortsat krypterede stemmeseddel og sendes til en back end, hvor selve optællingen foregår, når afstemningen lukker. Såfremt vælgeren møder op på valgstedet, benyttes ID-kortet som registrering, og såfremt der ligger en stemmeseddel for den samme ID, overskrives denne. Der er fuld logning, det er muligt at gentage optællingen, og der er ingen sporbarhed mellem den stemmeseddel, der indgår i optællingen, og vælgeren.

Såfremt man ønsker at få et indblik i sikkerhedsbetragtningerne og vurderingerne heraf sammenlignet med andre e-valgsmodeller, kan jeg anbefale at læse denne kandidatopgave:

'e-Voting Security' af Trinuu Mägi.

Statistik over benyttelse af internet afstemningen i Estland siden 2001 kan ses her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Electronic_voting_in_Estonia

Tilbage til høringen om det danske lovforslag: Handicaporganisationerne i Danmark bakker naturligt nok op om at gennemføre e-valgsforsøg, og læser man kritikken nøje, forstår man også hvorfor Christian Werrnberg-Thougaard fortsat går ind for e-Valg. Men tilgangen er efter min mening desværre blevet forfejlet; man skulle have lyttet til Teknologirådets anbefaling, men man kan med fordel fortsat lære af Estland (og andre lande der fortsat gennemfører eValg).

John Kiniry beretter om hvordan e-Valg gik galt i Holland i 2007 - hvordan de specielle valgPC'ere blev hacket ved hjælp af et tool, der kunne købes på internettet til 15 kr., og en stor del af bekymringen udtrykt på høringen gik netop på muligheden af at hacke valgstedernes PC'er.

Men vælger vi at tage en helt anden tilgang - nemlig at Danmark ikke bliver digitalt fra den ene dag til den anden, at det ikke er spørgsmålet om at lave et hundrede procent sikkert afstemningssystem, men derimod et afstemningssystem, der er bedre (kan tiltrække flere vælgere) end det nuværende, og hvor borgernes tillid kan bevares og løbende udbygges, så skal vi gå efter den Estiske model.

Dagens valgsystem er IKKE 100% sikkert - brevstemmer bliver forlagt, optællinger må gå om, og der er - ganske vist i meget få tilfælde - konstateret forsøg på fusk i en lokal optælling.

Så opgaven er at designe et system, hvor det bliver svært for indtrængere at forfalske resultatet, meget svært at købe stemmer, og svært for insidere at ødelægge gyldige stemmer eller aktivere borgere uden stemmeret. Det er det, som det estiske system sigter mod. PRAKTISK sikkerhed - og så har det den store fordel, at de svage grupper - f.eks. handicappede - kan deltage i afstemningen.

Når man tænker på de seneste meningsmålinger, at kun 30% af førstegangsvælgerne overvejer at deltage i Kommunalvalget til efteråret, vil man også med fordel kunne fange de unge ved at åbne mulighed for deltagelse via internettet. Og så behold muligheden for traditionel afstemning nogle år endnu.

I en senere blog vil jeg diskutere, hvordan man kan evaluere 'praktisk sikkerhed' i e-Valgssystemer og sammenligne med de kendte gode såvel som dårlige eksempler.

(Og lad mig slutte med at sige, at jeg respekterer Trine Bramsen (S) for hendes engagement, også i Privacy-debatren, og jeg er glad for at kunne konstatere, at hun fortsætter den gode tradition med at IT-ordførerne gør en stor indsats for at sætte sig ind i emnet.)

eValg - Lad os få en plan B!!

På baggrund af en konference i maj 2012 har Indenrigs- og Økonomiministeren i november 2012 fremsat et lovforslag, der skal gøre det muligt at afprøve elektronisk stemmeafgivning på forsøgsbasis. På baggrund af de forventede lange planlægningstid bliver det tidligst aktuelt ved valget til Europa-parlamentet i 2014.

Ikke desto mindre har der fra forskellig side været rejst voldsom kritik af forslaget og dets konsekvenser. Version 2 havde således i december en artikel, hvor man refererede et antal indvendinger mod planerne, herunder bl.a. fra IT politisk forening, der i deres høringssvar til lovforslaget anfører:

 'IT politisk forening vil anbefale Folketingets medlemmer at forkaste dette lovforslag. .. Fordelene ved e-vakg er beskedne og nærmest ikke-eksisterende, mens der er en lang række risici. I værste fald kan dette lovforslag spille hasard med vores langvarige demokratiske traditioner og mindske befolkningens tillid til valghandlingen."

(Se: http://www.version2.dk/artikel/massiv-kritik-af-lov-om-e-valg-det-bliver-dyrere-og-mindre-sikkert-49461)

Poul-Henning Kamp fra Ingeniøren havde allerede efter konferencen i maj 2012 dannet sig sine egne konklusioner, som fokuserede på det manglende økonomiske rationale i at gennemføre elektroniske afstemninger. (Se http://ing.dk/artikel/129276-evalg-de-var-ikke-klaedt-paa)

Samme Poul-Henning Kamp henviser også til en kommende gæsteforelæsning af en DTU-forsker, som vil holde forelæsning i starten af februar, hvor forskeren også advarer mod indførelse af digitale afstemninger: ( Se http://www.version2.dk/blog/evalg-lyt-til-en-expert-49983 )

Hvad eer op og ned i denne diskussion -. og ikke mindst: hvordan kunne man foreslå en alternativ tilgang til afprøvning af elektroniske afstemninger?

Diskussionen og debatten udspringer i flere rapporter fra Teknologirådet, der afholdt 2 omfattende workshops om emnet i 2010.

(Se http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=1860&survey=8&language=dk )

Efterfølgende udarbejdede arbejdsgruppen under Teknologirådet en anbefaling til hvordan man kunne afprøve mulighederne for eValg i Danmark. Begge Workshops og anbefalingerne tog naturligvis afsæt i Europarådets anbefalinger, der sigter mod at opretholde og forbedre de demokratiske grundprincipper - frie valg, stemmehemmelighed,transparens, revision, folkelig kontrol - og selvfølgelig også persondataloven, krav til driftssikkerhed og et grundliggende krav om en rimelig omkostning sammenlignet med traditionelle valg

Hovedanbefalingerne fra marts 2011 var:

1. De grunlæggende principper for digitale valg skal efterleves

2. E-Valg skal have central styring og ansvarsplacering

3. Der skal nedsættes et uafhængigt organ med rådgivnings- og revisionsfunktion

4. De økonomiske konsekvenser af digitale valg bør afklares

5. Der bør skabes en valgmodel med mobile valgsteder med internetopkobling til forsøgsprojekt

6. Valg bør baseres på fleksible valglister og fleksible stemmesedler

7. Der bør gennemføres et forsøgsprojekt med mindst 3 kommuner i 2013

8. Effekterne med forsøg af digitale valg skal evalueres systematisk

9. Tag borgerne med på råd

Om 'den digitale valgboks' sagde man: 'Det skal være en almindelig pc med visse minimumskrav. Det betyder at det er muligt at anvende allerede indkøbte PC'er og efter valget anvende pc'erne til andet formål' - eller med andre ord: Der forventes installeret en programpakke på de PC'ere, der opstilles i valglokalerne, hvilket også forklarer behovet for en central styring, revision af koden og assistance.

Men måske skal vi starte længere tilbage og spørge, hvorfor det overhovedet er interessant at tale om digitale valg?

Der er i princippet 2 synspunkter: Dels det demokratiske synspunkt, hvor man ønsker at bruge teknologien aktivt til større borgerinddragelse (eDemocracy) og inddragelse af udsatte grupper (eInclusion) - og dels de traditionelle synspunkter for eGovernment, effektivisering og omkostningsreduktion.

Anbefalingerne fra Teknologirådet havde begge synspunkter for øje, og vurderede 3 forskellige scenarier: Fjernvalg (internetbaseret eValg), mobile valgsteder (Ligeledes internet) og elektroniske valgsteder. Man endte med at anbefale de 2 sidste som genstand for et forsøg, og begrundelsen var her, at befolkningen ville føle sig usikre ved fjernvalg, at stemmehemmeligheden ikke kunne garanteres og at det derfor ville være muligt at manipulere svage vælgere.

Ud fra et økonomisk synspunkt ville fjernvalg derimod være billigere, mens usikkerheden om økonomien naturligvis ville være større ved de sidste 2 alternativer, hvorfor man anbefalede en nøje vurdering og en afgrænsning til 3 kommuner.

Det nu fremførte forslag går imidlertid på anvendelse udelukkende ved faste valgsteder, og med en yderligere stramning af kravene til de dedikerede, ikke-opkoblede PC'er og ikke mindst kav til parallel produktion af papirafstemninger til brug for en parallel, efterfølgende kontroloptælling er det nok ret oplagt for enhver, at der ikke er nogen besparelse at hente, og deri har kritikerne jo ret.

Det forhindrer ikke, at Poul-Henning Kamps synspunkter eller den nye DTU-professor nødvendigvis skal stå uimodsagt hvad angår selve spørgsmålet om sikkerhed og pålidelighed i eValg-systemer; Siden 2011 har ITU været vært for et stort europæisk forskningsprojekt DEMTECH, der fokuserer på hvordan teknologi kan bidrage til demokratiet.

I 2011 fremkom denne artikel om emnet: http://www.version2.dk/artikel/itu-ekspert-e-valg-bliver-sikrere-end-papir-valg-19145

Men da forsøgene nu definitivt er udskudt til 2013 - på trods af de store forventninger i sommeren 2012 så har vi nu en chance for at tænke problemet om igen. For hvorfor var det egentligt, at arbejdsgruppen fravalgte at teste Fjernvalg, d.v.s. internetbaseret afstemning?

Der findes nemlig et glimrende eksempel på en anden form for strategi ved indførelse af digital afstemning nemlig den måde, som man i Estland har indført eValg. Estland var et af de første lande i Europa der gennemførte et egentligt borgeridentitetsprogram baseret på smart cards. Dette projekt startede i 2001, og det kræver at borgerne, der ønsker at benytte dette smart card fra deres egen PC må investere i en smart card reader. Dette smart card anvendes både af den offentlige sektor og af finanssektoren, og anvendes også som gyldigt rejsedokument i EU. Det dækker naturligvis også sygesikring.

Da Estland åbnede for muligheden for digital afstemning via nettet var det samtidigt med den mulighed, at man kunne stemme om lige så tosset man ville, og om fornødent troppe op på (det traditionelle) valgstedet på valgdagen og annulere tidligere digitale afstemninger.

Ved seneste valg er Estland kommet på en dækning over 30% af de afgivne stemmer, og tallet stiger stille og roligt.

Den estiske model understøtter også den generelle eGovernment strategi, og flere og flere services bliver tilgængelige via borgerID-kortet. Det har den fordel, at borgerne gradvist vænner sig til systemet - uden tvang - og derved beholder eller styrker tilliden til at digitale løsninger er sikre.

Da arbejdsgruppen vurderede, at det ville blive for dyrt at indføre smart card readers til alle, og da den danske NemID jo ikke dækker hele spektret - på trods af at løsningen gradvist udbygges - så ville det måske være for meget.

Men hvis vi alligevel allerede er i 2014 før nogen test løber af stablen, og vi allerede nu er i voldsom tvivl om hvorvidt NemID skal kodes om for at undgå flere Java-problemer, hvorfor så ikke tænke så langsigtet, at vi får gennemført et udvidet borger ID-kort, der kan bruges på samme måde som det estiske - til sygesikring, kørekort, rejsedokument?

(Denne blog er en fortsættelse af det jeg skrev i sommers: http://sorenduus.blogspot.dk/2012/06/evalg-igen-igen-men-hvornar-far-vi-et.html