WIKILEAKS - Hvor går grænserne for ytringsfriheden?

Publicistklubben, som jeg har haft fornøjelsen af at være medlem af siden starten af 90'erne, havde mandag aften et interessant debatmøde om WIKILEAKS: Christian Jensen, Information, havde haft adgang til store mængder information fra Wikileaks, primært vedrørende Irak-krigen, Flemming Rose, Jyllands Posten, der som grundholdning (meget overraskende!) fremførte at information, der kunne skade og som var fremskaffet på uhæderlig vis, ikke skulle offentliggøres – og så Mogens Lykketoft, Udenrigsminister emeritus m.v. til at afbalancere synspunkterne.

Christian Jensen fremførte, at han ikke ser nogen forskel på den aktuelle case eller overhovedet at bruge materiale fra WL som andet end en normal journalistisk opgave, som man kan benytte, men hvor man skal forholde sig præcis ligeså etisk og journalistisk metodisk, som ved enhver anden form for kritisk journalistik.

Flemming Rose derimod holder på, at WL er et uetisk kildemateriale, da WL dels har fremskaffet materialet på uhæderlig vis, dels totalt har negligeret kildebeskyttelse i sit materialevalg (som udbryderen Daniel Domscheit-Berg har protesteret mod ved at lave sit eget, kildebeskyttede udbryderforum) – og endeligt, at hele materialets omfang ( > 144.000 dokumenter) ifølge Flemming Rose udgør et paradigmeskifte, idet 'ingen journalist kan forholde sig kritisk til så store dokumentmængder'.

Mogens Lykketofts synspunkt er forståeligt nok mere afbalanceret: Hvis offentliggørelse kan skade igangværende demokratiske fredsprocesser eller hvis offentliggørelse kan skade enkeltpersoner, er det ikke ML's opfattelse, at man skal benytte kildemateriale af denne art. Men hvis ikke, og hvis retssamfundet kan have væsentlig interesse i materialet, bør man selvfølgelig som kritisk journalist benytte det – det gælder f.eks. grundlaget for krigsførelse i Irak, det gælder CIA-flyvninger, hvorimod navne på f.eks. danske soldater eller tolke i Irak ikke bør offentliggøres ud fra et etisk synspunkt.

Christian Jensen kommenterede, at han godt kan forstå politiske synspunkter, men at man skal behandle materialet seriøst. Hvad amerikanske diplomater kalder Putin og Medveded er én ting, men det er måske af en helt anden væsentlighed at forstå, at Kina f.eks. i realiteten er dødtræt af Nordkorea.

Flemming Rose fremførte at lækagen i sig selv skyldtes at amerikanerne efter 11. september havde fundet ud af, at de mange forskellige grene af efterretningsvæsenet ikke taler særlig godt sammen, og derfor er modtagerantallet af diplomatiske indberetninger steget til flere tusinde. Så er det jo let at finde en lækage.

På spørgsmålet om hvordan pressen ville håndtere en lækage af bankhemmeligheder, delte vandene sig mere, idet Mogens Lykketoft som forventet ville syntes det ville være formidabelt at få adgang til informationer om multinationale selskabers skattely, og refererede til Obama, der havde hørt, at der i én bygning i Bahama var noteret 50.000 internationale selskaber. Obama havde sagt, at enten måtte det være en ganske enorm bygning eller også måtte det være et ganske enormt stykke svindel.

Dorte Toft spurgte Christian Jensen om hvordan han ville reagere, hvis noget kom og overrakte ham en tappet kopi af hans journalist-kollegers e-mail korrespondance med anonyme kilder og bad Flemming Rose og Mogens Lykketoft kommentere.

Christian Jensen uddybede her sin tidligere forklaring om at Information havde lagt helt normal journalistisk etik bag den måde, de havde benyttet Wikileaks materialet, forsøgt at verificere det, havde benyttet IT ekspertise til tekstanalyse etc., og ikke nævnt personnavne, hvor det havde fare for at skade. Og så afviste han at bruge 'hacket materiale' – og roste Ekstrabladet, fordi de ikke ville bruge en hackers overleverede scan af Naser Khaders e-mail, men i stedet meldte hackeren til politiet.

Mogens Lykketofte fremførte et meget regelret synspunkt i det han mente, at man ikke i en email skulle skrive noget, som man senere kunne blive hængt op på, hvis den nogen sinde skulle blive offentliggjort.

Christian Jensen understregede igen, at det ene og alene må være det samfundsmæssige væsentlighedsprincip, der vil være afgørende for om man vil benytte materialet.

Hans Bischoff foreslog at rigtig sensitiv information skulle benytte brevduer, og en anden debattør fremhævede, at diskussionen om ansættelse af en NATO generadirektør formodentlig foregik bedst uden papir.

Mogens Lykketofte kunne om ikke bekræfte, så´dog sandsynliggøre, at rigtig sensitiv dokumentation nok snarere tærede på CO2-kontoen ved direkte kontakter v. hj. af fly end ved papir.'

Jeg fremførte overfor Flemming Roses påstand om at et af de store problemer ved at håndtere Wikileaks materiale skyldes den store mængde teksten, at det vil ændre sig så selv Jyllandsposten om nogle år – max 10 – ville have IT folk, der kunne analysere store tekstmængder, og væsentlig færre journalister, fordi fremtidens journalister ville ganske simpelt være nødt til at bruge langt mere avancerede værktøjer til brug for en kritisk journalistik, end de gode gamle metoder, som vi kender dem.

En meget interessant debat, der efterlod tilhørerne med den behagelige fornemmelse, at man godt kan benytte materiale, der er fremskaffet på -lidt- tvivlsom vis, hvis man anlægger en samfundsbetragtning, udfører kritisk journalistisk analyse, beskytter individuelle kilder og lader være med at acceptere direkte tyveri af andre menneskers mailboxe og skraldespande, men – på en meningsfyldt måde – udnytter, at der altid har været og vil være 'whistleblowers'.

Som et interessant efterspil har Højesteret her i dag 8.2 så stadfæstet Landsrettens afgørelse om at medierne – her DR og TV2 – har ret til at benytte deres kilder, og man kan sige at dette så understreger Christian Jensens synpunkt om at den etiske grænse går ved at beskytte individet men at prioritere samfundsvæsentlige problemstillinger.

Hvornår får vi en e-Lovgivning?

(Valdemar Sejr - Danmarks første e-Lovgiver)

På fredag den 4.2 offentliggøres Danmark 3.0 rapporten. Tænketankrapporten vil forhåbentlig give inspiration til en øget satsning på IKT, og måske også en nytænkning hos politikerne. Efter vores sidste møde i tænketanken kom jeg imidlertid til at tænke på, at der nok er noget vi har overset, nemlig selve den måde, som vores lovgivning bliver til på. Måske er det i virkeligheden dette lands jurister, der kunne have glæde af en nytænkning i udformningen og tilrettelæggelsen af lovgivningen her i landet?

Tilbage i 1975 husker jeg en episode, der fik en del om tale i aviserne: En enlig mor til 3, der boede i en lejlighed i Brøndby Strand, henvendte sig til kommunen, fordi hun ikke kunne få budgettet til at løbe rundt. Det fremgik, at hun tjente 25.000 om året incl. Bistand, men der var aldrig penge sidst på måneden. Den venlige kommunale medarbejder sagde, at der nok ikke var andet for, end at hun fik sig et job og tjente nogle flere penge. 'Ja det vil gerne!' sagde den unge mor, 'Men fortæl mig, hvor meget jeg skal tjene, før det løber rundt?'. Da sagsbehandleren havde regnet lidt, kom han til det forbløffende resultat, at hun skulle tjene 120.000 kr. om året – rigtig mange penge i 1975 – fordi hun skulle kompensere for tab af boligsikring, for tab af tilskud til vuggestue, børnehave, for diverse mistede tilskud.

Det fik min daværende chef i IBM, John Byrgesen, til at igangsætte et projekt for at udvikle en lovmodel, der kunne hjælpe lovgivere med at forstå sammenhængen i lovgivningen i nye forslag, FØR de blev vedtaget. Han kaldte modellen for SISYFOS: Skatter, Indkomster og Sociale Ydelser set fra et FamilieOrienteret Synspunkt. (IBM har altid været gode til forkortelser). Det korte af det lange var, at ideen blev almindeligt anerkendt, og indgik senere i Datacentralens arsenal og i Finansministeriets redskabspakke. Det er nu fast rutine at al ny lovgivning, der vedrører skat og overførselsindkomster, går igennem denne lovmodel.

Vi har brug for en ny måde at tænke vores love på – Vi er ved at drukne i regler og forordninger, og det, der åbenbart forårsager lovjunglen, er at politikerne griber dagens historier og gør noget, der rammer stadigt færre grupper, eller som måske ligefrem er helt overflødige regler, fordi stort set ingen bliver berørt. Samtidigt betyder hyppige ændringer af regler, satser, kriterier, at der kommer et meget stort pres på ændring af de administrative systemer alt imens borgenes chance for at følge med og forstå reglerne bliver mere og mere begrænset.

I jyske lov står der som bekendt:

Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde

Sagt med andre ord: Lov skal der til, hvor det ikke er indlysende, hvad der er rigtigt og hvad der er god opførsel, men så skal den også kunne forstås af alle og være kendt af alle. Man kan sige, at adgang til lovgivningen på internettet giver en teoretisk mulighed for indsigt, men detaljerigdommen og opfindsomheden i forskellige politiske partier og juristernes følgagtighed i udformning af lovene, gør nok dette til en taber sag med dagens måde at tænke lovgivningsprocessen på.

'Mindre Bøvl' har flere konservative erhvervsministre sagt (Se pjecen fra 2004) – men især i den borgerlige regerings tid er antallet af nye love steget kraftigt, også efter 2004.

Men hvad kan man gøre og hvor kommer IT ind i billedet?

For det første kan man gennemføre, at al lovgivning skal kunne opdeles i logiske 'lag': Det første lag ('Foundation Architecture') beskriver formålet med lovgivningen,herunder en opsummering af interessenterne, klar beskrevet ved varige kriterier (Forældre, Asylansøgere, Førere af motorkøretøjer, Lodsejere etc.).

Næste lag kan så beskrive de detaljerede kriterier for at lovgivningen skal træde i kraft – gerne beskrevet ud fra en semantisk meningsfyldt ordbog, der herved gradvist kan etableres. De detaljerede kriterier er for eksempel: Indkomst seneste 12 måneder, Sygemeldt mere end 30 dage, mere end 10 HA landbrugsareal.

Og i 3. lag kan man så beskrive, hvad der skal ske med dem, der omfattet af loven, igen beskrevet ud fra termer, der kan indgå i en generelt vedtaget semantisk ordbog over anvendte begreber.

Inden loven så træder i kraft, kan man passende ved anvendelse af Business Intelligence værktøjer finde ud af, hvor mange der egentlig er i den gruppe, der falder ind under loven. Hvis antallet her er under 10 eller 100 må det give anledning til seriøse overvejelser – for omkostningerne ved at publicere, opdatere og administrere loven vil i dette tilfælde formodentlig være helt ude af proportioner med intentionerne.

I det hele taget kan man med tanke på Kants kategoriske imperativ begynde at fundere på, om en lov, der rammer så snævert, kan siges at være 'almen gyldig'.

Medens det første lag er det overordnede formål, er lag 2 og lag 3 bestemt af kriterier, der ændrer sig over tid og med konsekvenser, der formodentlig også skal justeres. Man vil ved årlige gentagelse af BI-simuleringen kunne finde ud af, om loven fortsat har relevans med gamle eller opdaterede kriterier, og man vil ved simulering af satser og vilkår i det 3.lag kunne vurdere hvilke omkostninger eller indtægter det offentlige vil kunne forvente i det kommende finansår. Ved en hensigtsmæssig opstilling af bagatelgrænser, bør man så kunne slå lovgivning ihjel.

Hvis Folketinget kunne enes om bagatelgrænser, vil meget af denne oprydning kunne ske automatisk, og det ville tage det ophedede ud af debatter baseret på medieverdenens jagt på mere eller mindre enkelttilfælde og dertil hørende interesse for 'ekstrabladspolitikere' til at forsvare eller fremtvinge unødig lovgivning.

Og i øvrigt vil lovgivning udført på denne måde gradvist kunne betyde, at man mere og mere understøtter en serviceorienteret arkitektur i den offentlige forvaltning.

Men god fornøjelsen med Danmark 3.0 rapporten den 4.2!