Publicistklubben, som jeg har haft fornøjelsen af at være medlem af siden starten af 90'erne, havde mandag aften et interessant debatmøde om WIKILEAKS: Christian Jensen, Information, havde haft adgang til store mængder information fra Wikileaks, primært vedrørende Irak-krigen, Flemming Rose, Jyllands Posten, der som grundholdning (meget overraskende!) fremførte at information, der kunne skade og som var fremskaffet på uhæderlig vis, ikke skulle offentliggøres – og så Mogens Lykketoft, Udenrigsminister emeritus m.v. til at afbalancere synspunkterne.
Christian Jensen fremførte, at han ikke ser nogen forskel på den aktuelle case eller overhovedet at bruge materiale fra WL som andet end en normal journalistisk opgave, som man kan benytte, men hvor man skal forholde sig præcis ligeså etisk og journalistisk metodisk, som ved enhver anden form for kritisk journalistik.
Flemming Rose derimod holder på, at WL er et uetisk kildemateriale, da WL dels har fremskaffet materialet på uhæderlig vis, dels totalt har negligeret kildebeskyttelse i sit materialevalg (som udbryderen Daniel Domscheit-Berg har protesteret mod ved at lave sit eget, kildebeskyttede udbryderforum) – og endeligt, at hele materialets omfang ( > 144.000 dokumenter) ifølge Flemming Rose udgør et paradigmeskifte, idet 'ingen journalist kan forholde sig kritisk til så store dokumentmængder'.
Mogens Lykketofts synspunkt er forståeligt nok mere afbalanceret: Hvis offentliggørelse kan skade igangværende demokratiske fredsprocesser eller hvis offentliggørelse kan skade enkeltpersoner, er det ikke ML's opfattelse, at man skal benytte kildemateriale af denne art. Men hvis ikke, og hvis retssamfundet kan have væsentlig interesse i materialet, bør man selvfølgelig som kritisk journalist benytte det – det gælder f.eks. grundlaget for krigsførelse i Irak, det gælder CIA-flyvninger, hvorimod navne på f.eks. danske soldater eller tolke i Irak ikke bør offentliggøres ud fra et etisk synspunkt.
Christian Jensen kommenterede, at han godt kan forstå politiske synspunkter, men at man skal behandle materialet seriøst. Hvad amerikanske diplomater kalder Putin og Medveded er én ting, men det er måske af en helt anden væsentlighed at forstå, at Kina f.eks. i realiteten er dødtræt af Nordkorea.
Flemming Rose fremførte at lækagen i sig selv skyldtes at amerikanerne efter 11. september havde fundet ud af, at de mange forskellige grene af efterretningsvæsenet ikke taler særlig godt sammen, og derfor er modtagerantallet af diplomatiske indberetninger steget til flere tusinde. Så er det jo let at finde en lækage.
På spørgsmålet om hvordan pressen ville håndtere en lækage af bankhemmeligheder, delte vandene sig mere, idet Mogens Lykketoft som forventet ville syntes det ville være formidabelt at få adgang til informationer om multinationale selskabers skattely, og refererede til Obama, der havde hørt, at der i én bygning i Bahama var noteret 50.000 internationale selskaber. Obama havde sagt, at enten måtte det være en ganske enorm bygning eller også måtte det være et ganske enormt stykke svindel.
Dorte Toft spurgte Christian Jensen om hvordan han ville reagere, hvis noget kom og overrakte ham en tappet kopi af hans journalist-kollegers e-mail korrespondance med anonyme kilder og bad Flemming Rose og Mogens Lykketoft kommentere.
Christian Jensen uddybede her sin tidligere forklaring om at Information havde lagt helt normal journalistisk etik bag den måde, de havde benyttet Wikileaks materialet, forsøgt at verificere det, havde benyttet IT ekspertise til tekstanalyse etc., og ikke nævnt personnavne, hvor det havde fare for at skade. Og så afviste han at bruge 'hacket materiale' – og roste Ekstrabladet, fordi de ikke ville bruge en hackers overleverede scan af Naser Khaders e-mail, men i stedet meldte hackeren til politiet.
Mogens Lykketofte fremførte et meget regelret synspunkt i det han mente, at man ikke i en email skulle skrive noget, som man senere kunne blive hængt op på, hvis den nogen sinde skulle blive offentliggjort.
Christian Jensen understregede igen, at det ene og alene må være det samfundsmæssige væsentlighedsprincip, der vil være afgørende for om man vil benytte materialet.
Hans Bischoff foreslog at rigtig sensitiv information skulle benytte brevduer, og en anden debattør fremhævede, at diskussionen om ansættelse af en NATO generadirektør formodentlig foregik bedst uden papir.
Mogens Lykketofte kunne om ikke bekræfte, så´dog sandsynliggøre, at rigtig sensitiv dokumentation nok snarere tærede på CO2-kontoen ved direkte kontakter v. hj. af fly end ved papir.'
Jeg fremførte overfor Flemming Roses påstand om at et af de store problemer ved at håndtere Wikileaks materiale skyldes den store mængde teksten, at det vil ændre sig så selv Jyllandsposten om nogle år – max 10 – ville have IT folk, der kunne analysere store tekstmængder, og væsentlig færre journalister, fordi fremtidens journalister ville ganske simpelt være nødt til at bruge langt mere avancerede værktøjer til brug for en kritisk journalistik, end de gode gamle metoder, som vi kender dem.
En meget interessant debat, der efterlod tilhørerne med den behagelige fornemmelse, at man godt kan benytte materiale, der er fremskaffet på -lidt- tvivlsom vis, hvis man anlægger en samfundsbetragtning, udfører kritisk journalistisk analyse, beskytter individuelle kilder og lader være med at acceptere direkte tyveri af andre menneskers mailboxe og skraldespande, men – på en meningsfyldt måde – udnytter, at der altid har været og vil være 'whistleblowers'.
Som et interessant efterspil har Højesteret her i dag 8.2 så stadfæstet Landsrettens afgørelse om at medierne – her DR og TV2 – har ret til at benytte deres kilder, og man kan sige at dette så understreger Christian Jensens synpunkt om at den etiske grænse går ved at beskytte individet men at prioritere samfundsvæsentlige problemstillinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar