D-Land: Fra Informationssamfund til Videnssamfund

(Er tiden moden?)

Vi har i mange år talt om 'informationssamfundet' nærmest som synonym for det vi i Danmark 3.0 tænketanken har kaldt 'D-Land' – men vi kan nu se, at vi er på tærsklen til noget helt nyt, som rummer langt mere end 'information', nemlig et samfund som i stadig højere grad beskæftiger sig med viden.

Den største forskel er nok ikke så meget i selve adgangen til digitale data og informationer, som i den måde, de anvendes på, og den måde de indgår i et nyt tankesæt. For medens IKT i informationssamfundet er travlt optaget af at samle beskrivelser sammen af det, der ER og af det, der ER sket, så går vidensskamfundet ud på at indsamle, evaluere, vurdere, prognosticere med det klare formål at styre vores fremtid. Tænk på lægevidenskaben, der traditionelt har beskæftiget sig med at diagnosticere en eksisterende sygdom for derefter at behandle den. Nu taler vi om forebyggende sundhedsbehandling, flytter fokus til at ændre livsstil – og nogle taler om aktivt at benytte viden om gener til at kunne forudsige mulige, fremtidige sygdomme for det enkelte individ.

Der er klart etiske dilemmaer i dette: Hvor meget VIL vi vide om fremtiden, især om vores egne risici, men der et andet element, der i lige så høj grad kræver overvejelser og måske holdningsændringer: Fremtiden er nu en gang probabilistisk – de forudsigelser, vi gør, er behæftet med større eller mindre unøjagtigheder, som både politikere og enkeltpersoner må lære at forholde sig til. Når klimaforskere taler om jordens opvarmning som følge af CO2-udledning, er det også baseret på sandsynlighedsregning – men desværre for klimaskeptikerne, er sandsynligheden for sammenhænge til den menneskeskabte CO2 udledning så massiv, at en benægtelse vil have samme karakter, som at påstå at jorden er flad; det forhindrer så ikke, at man kan være mere eller mindre enig i hvilke problemstillinger, det er vigtigst for menneskeheden at tage hånd om først – politik bliver ikke mindre interessant, men mere interessant i et videnssamfund.

Hvordan tilvejebringer vi så viden? I næsten alle fagområder arbejder man i dag med generering af viden fra data og information: Landmanden kombinerer viden om jordbundens beskaffenhed på de enkelte dele af marken med viden om lokal meteorologi, så han kan dosere gødning langt mere finkornet og på de rigtige tidspunkter og samtidigt spare på udledning af kvælstof og optimere brug af fosfor, den næste mangelvare efter olie.

Det intelligente el-netværk forudsiger forbrug baseret på data og forecasts fra intelligente målere ohos forbrugerne, sammenligner med forudsigelser om blæst og sol, tilstedeværelsen af organisske brændstoffer og sammenvejer med den dynamiske pris på det europæiske netværk for konstant at producere el i fornødent omfang og med de kraftværker, der er mest hensigtsmæssige.

Den intelligente bygning kender planerne for dens indbyuggeres forbrug og ophold, sammenholder med vejr, vind, sol og optimerer afskærmning, udstråling, udkuftning, belysning i lokaler, genanvendelse af regnvand.

Business Intelligens benyttes af virksomheder til at udvinde viden fra CRM systemer og kundernes forbrugsmønstre, herunder deres brug af internettjenester, og sammenstiller med konkurrentinformation, løbende viden om tilgang og priser af delfabrikata og råvarer i værdikæden, eksistensen af varelagre hos forhandlere og kan optimere produktion, distribution, prisfastsættelse, kvalitetsstyring.

Det intelligente arbejdsmarked er desværre pt en illusion – men som omtalt i en tidligere blog vil en langt større gennemsigtighed og et bedre defineret grundlag for den enkelte arbejdstagers reelle kompetencer i forhold til efterspurgt kompetence kunne medvirke til bedre målretning af kompetenceudvikling, målrettede kurser for at bringe ledige i arbejde, der matcher arbejdsgiveres behov og arbejdstagernes grundkompetencer.

Og med kompetencer er vi tilbage til den barriere, som i denne sammenhæng er den vigtigste for at realisere videnssamfundet: Vi mangler fokus på at uddanne elever, studerende, lærere, - og folk, der er i arbejde – i metoder og teknikker, herunder holisitisk systemtænkning, og innoationsteknikker.

Man kan groft sige (jvfr Mac Mahon, Michael Peters et. al.) at de fundamentale vidensprocesser består i, at de der udfører dem, for det første har en klar viden om deres eget ugangspunkt, derers eget perspektiv, og derudover kan beherske følgende processer:

• Observere, foretage nye eksperimenter og indhente erfaring fra resultatet hraf

• Formulere koncepter og definere begreber

• Opstille modeller og udlede teorier på basis heraf

• Udføre en analyse af årsagssammenhænge

• Kritisk analyse

• Uddrage regler for anvendelse af analysen

• Udarbejde kreative, praktiske anvendelser samt overføre viden til ny kontekst

I USA vil man herfra typisk foreslå, at man laver et sæt af standarder for de kompetencer, som skolebørn, lærere, studerende etc. skal have, således at dert bliver muligt at måle, om uddannelsessystemet rent faktisk leverer folk med de pågældende kompetencer; men det er ikke hverken i overensstemmelse med dansk pædagogisk tradition eller for den sags skyld særligt hensigtsmæssigt at starte processen i et så bureaukratisk og langsommeligt perspektivt. Al den stund vi er i en rivende udvikling indenfor metoder, værktøjer og anvendelser, vil det være en dødfødt ide at gå efter at systematisere viden og kompetencer, der ændrer sig.

En konkrete, dansk tilgang til at sætte pres på udvikling af kompetencer til brug i Videnssamfundets D-land vil være at få etableret et virtuelt center for Vidensprocesser og Vidensdannelse. Da hver enkelt fagområde på universiteter og for den sags skyld de fortskningstunge, danske virksomheder som Novo. Novozymes, Grundfoss, Danfoss, Vestas etc. alle sammen hver indenfor deres område har metoder og erfaringer med metoder spændende fra Statistiske modeller til Business Intelligence til grafisk fremstilling af informationsanalyse, så vil man med de rette incitamentert kunne opbygge et arsenal af metoder, som i samarbejde med Danmarks pædagogiske Universitet og faglærere på landets skoler passende kunne tilpasse og indbygge i bestående uddannelser – ikke bare i folkeskole og gymnasium, men også på tværs af universitetsinstituttter og virksomheder. Problemet består først og fremmest i at køre fri af forretningshemmeligheder og en ufrugtbar patentdefinition, for det jg taler om er netop ikke produktspecifik men generaliseret viden om analysemodeller og -metoder.

Et virtuelt center for Vidensdannelse supporteret også af ITEK og de IT-tunge virksomheder og med tilstrækkeligt antal generalistforskere, der kan uddrage essense af de tilbudte metoder og etablere faglige netværker, hvor de kan finde anvendelse udenfor det domæne, hvori de oprindeligt blev udviklet. Det er en del af min vision om fremtidens kompetenceudvikling.

Den anden del af visionen vedrører den offentlige sektors støtte til borgeren i Videnssamfundet.

Her kan vi tage udgangspunkt i Eurocities – The Knowledge Society Forum (Tidligere kendt som Telecities), der er en forening af de mest ICT-fremmelige byer i Europa (og ansøgerlande/EØS m.v.)

I Eurocities har man opstillet et charter for e-Citizens, som medlkemsbyerne næsten alle har tilsluttet sig. Her taler man om, at fremtidens e-Citizens har:

Ret til adgang til Internettet:

• Enhver borger har ret til adgang til internettet gennem offentligt tilgængelige acces-punkter og fortrinsvis gennem bredbåndsforbindelser

• Enhver borger skal garanteres sikkerhed og beskyttelse af personlige data, som bliver administreret gennem offentlige online tjenester

Ret til uddannelse og træning

• Enhver borger har ret til at få adgang til de basale ICT færdigheder, der er nødvendige for at kunne udnytte offentlige services of informationer, der er tilgængelige via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til personlig assistance i forbindelse med adgang til offentlige tjenester og informationer via internettet

• Enhver borger har ret til adgang til læringsplatforme for livslang læring og opkvalificeret uddannelse, så han kan drage fordele af alle til rådighed værende ressourcer, der genereres via ICT-faciliteter således at han kan tage aktiv del i videnssamfundet

Ret til adgang til online information

• Enhver borger har ret til adgang til de data og den bedste kvalitet af den information, der indsamles af offentlige myndigheder

• Enhver borger har ret til adgang til informationen uanset handicap

Ret til at deltage online i samfundsdebatten

• Enhver borger skal sikre retten til at deltage via ICT platforme i den politiske beslutningsproces i hans eller hendes kommune

• Enhver borger vil modtage feedback fra forvaltningen i forbindelse med deltagelse i offentlige høringer

Eurocities' charter støtter sig til den generelle EU strategi om at gøre alle offentlige data tilgængelige, såfremt de ikke direkte udgør en sikkerhedsmæssig risiko.

Og retten til uddannelse og livslang træning kan jo heller ikke ses isoleret som et krav til den enkelte by, men må ses som en generel forudsætning for at borgerne få mulighed for at tilegne sig de kompetencer, som jeg ovenfor efterlyste, og som er hele fundamentet under D-land som Videnssamfund.

HINC3 – The history of Nordic Computing

Last week I had the pleasure of participating in the third Nordic conference on the history of computing; The first conference of this kind was held in Norway, Trondheim in 2003. It was stated that the purpose of the conference is to re-examine the past:

The Nordic computing started with hardware such as BARK, BESK, and DASK. Why have we come into the position we are now? Could we have done better? What, in the past, did we good and which decisions were less good? What can we learn from the past? How should we continue in the future?
Consequently, the aim of this conference on Nordic Computing History is to re-examine our past and to extract experience and knowledge which we may use in order to make wiser decisions about future endeavours in information technology in the Nordic countries.

The fascinating thing about the conference is the possibility to meet the 'grand old men' of Nordic computing – Christian Gram, Janis Bubenko, Bjørn Nagell, Ivar Jacobsson, Arne Sølvberg , Harold Lawson, to mention a few, but definitely also the opportunity to review what the heck has happened to Data processing, or ICT as it is called these days, from the very early days and to discuss the role of the Nordics – companies, public sector, science, education – in this process.

The conference was opened by one of the key technology gurus from IBM's center for Business Value, Jim Cortada. He is particularly well know from his many books and for his recent work on 'disruptive technologies' . His opening keynote speech was indeed an excellent walk-through of the break points in the evolution of computer industry leading up to real disruptive nature of the internet (the internet-of-things to come) and how he introduced the 'digital hand' as a modern response to Adam Smith's invisible hand. The global nature of the phenomenon and how this will impact the whole range of industries and everyday is a fascinating thought.

At this link you will be able to look at the presentations as soon as the presenters have consented to sharing their thoughts: http://dsv.su.se/en/hinc3/papers/

During the cause of the next 3 days an impressive number of interesting presentations were given by the participating scholars, historians and computer specialists – some very interesting stories about particular applications, such as Norwegian Land Register, Battlefield operations in Sweden, Controlling electricity flows in Sweden (absolutely relevant given to days' discussion about intelligent networks), history of Danish Registers, Swedish medicine prescriptions, reliable Real-Time systems – all of which clearly demonstrate the Nordic Countries' role as first movers in several areas.

The entertainment during night time included a Balalajka band - Kazbek Balalajka – including Thomas Ohlin, who was said to have started this band in the later 40'ies!

On the following day I had the pleasure to present my speech on 'Early History of Computing in Denmark' based on the research in connection with my plan to document IBM Denmark's 60 years of history. This presentation covers the period before IBM was established – from the first customers of Hollerith equipment (Statistical department, here a picture from 1917), describing the period under the agent Max Bodenhoff, who was a marvellous salesman that managed to establish a solid customer base and a service bureau, that survived the war and became the basis for a real IBM subsidiary. In the same group of presentations Lars Heide from CBS presented the interesting story about the fathers of Eniac and what became of their plan to become commercial. Petri Paju from Finland presented the history and role of IBM manufacturing in the Nordic countries, and Sverrir Olafsson gave a very positive account of the years when IBM World Trade operated a Branch Office in Iceland – a very unique construction, which I remembered well – particularly as IBM Denmark and the Nordic Education Center of course were anchor points for the Icelandic operations. They are certain to get a nice place in my history of IBM!

Tor Olav Steine from Norway gave a brilliant presentation on the rise, fall and bankrupcy of Norsk Data – amazing how fast this company wnet under during the last 80'es – probably one of the first victims of the personal computers, even before the Internet was really a threat.

During a panel discussion in plenum I participated together with Ingeborg Sølvberg, Nina Wormbs , and Harlold 'Bud' Lawson discussing Tomas Ohlin's questions on 'What is unique about Computing in the Nordic Countries?' While Bud Lawson had a relatively pessimistic outlook for the future, almost foreseeing the collapse of the internet as a necessity to re-start Nordic creativity, and Ingeborg Sølvbergs cry for more women in the computing science faculties, I am really neither pessimistic for the future, nor am I a believer in a university/research led innovative future -at least not as the only driving force. Looking back over the last 20-30 years it is my clear position that it cannot be a coincidence that the Nordic countries are considered world leaders in deployment of computing technology and at the same time considered the top countries in realization of what we call the welfare state. The point is, that if historians should focus, I would suggest to try to document the link between these 2 roads of development and see how the take-up in society and in government of new technology has helped give us another sort of competitive advantage that 'just' trade balance considerations.

We had an interesting presentation of a massive research of real end-users that a group of nordic, primarily Swedish and Finnish historians has undertaken to document how users of IT (DP) has described what they had experienced. This is a massive bunch of interviews, that now is being put only for open research.

The conference dinner was accompanied by a Swedish Students' band – Kårsdraget – absolutely crazy and again a very traditional band, now including nice looking female students, something the older part of the audience applauded very much as this was news compared to the 50'ies.

Wednesday morning was opened by Ivar Jacobson among other innovative jobs the founder of Rational (later acquired by IBM) – that spoke about software engineering method and theory with a natural weight on business modelling.

The Finnish participants led by Petri Paju later demonstrated how new text mining and mapping solutions developed in Turku had helped to produce the first interesting, graphical representations on these end user's choice of topics and their relationships to other persons interviewed in the vast material.

Also Inara Opmane, professor from Riga Mathematics and Computing Research Centre, gave a very interesting account on IT before and after the fall of the iron curtain, where the center in Riga was one of the 4 most important computer research centers in Soviet Union. As I presented IBM Multimedia early in the 90'ies at the very University, it was very nice to see how far they have come by now – and interesting that they still have some of the old Russian computers in their museum!

At the closing of the conference Christian Gram presented the Danish delegation's ideas on how a HINC4 could be organised; as CBS and Lars Heide is organizing a Technology History Conference in 2012 where computer history might have a track, we suggest that the HINC4 is postponed to 2014, and possibly with a focus on Nordic Computing History in a global perspective but with a focus on societal applications – Health, Welfare, Education, eGovernment.

Fra Friktioner til Gennemsigtighed i D-land...

(D-Land: Danmark 3.0 betegnelse for et gennem-digitaliseret Danmark)

Det er tankevækkende, at nobelprisen i økonomi i år går til Dale Mortensen, Århus Universitet, der er en ledende forsker i betydningen af friktioner som bremseklods for at markedskræfterne kan udfolde sig frit og medvirke til en reduktion af f.eks. arbejdsløshed.

Det tankevækkende er, at det optræder præcis samtidigt med at Berlingske Tidende kører en 'afsløring' af hvor dårligt den kommunale indsats for at bekæmpe ledighed virker – i hvert fald i nogle kommuner. Og som har medført at LO og DA kræver en ændret indsats.

I et digitaliseret samfund – et Danmark 3.0 – skal den slags problemstillinger IKKE forekomme. Men som med så mange forhold i Danmark 3.0, er det ikke BARE et spørgsmål om at udnytte teknologien, den skal også 'enactes', d.v.s. implementeres i en hensigtsmæssig organisatorisk struktur, der bygger på tankegangen om at i et netværk er vidensdeling den hårde valuta, og det der får netværket til at fungere langt bedre end traditionelle bureaukratier. Også bedre end den form for kontrakttænkning, der har sneget sig ind i offentlig forvaltning de seneste 20 år, og som gør det muligt for kommuner at maximere egen profit uden at bidrage synderligt til at nedbringe ledigheden. Incitamentstrukturer alene gør det ikke, vi har brug for en radikal omtænkning af hvorledes informationsflowet kan styrkes og hvilke organisationsformer og alternative incitamenter, der kan etableres i Danmark 3.0.

Lad os starte med virksomhederne – inklusive kommuner og regioner, der i disse dage fyrer i hobetal. I stedet for blot at holde sig til regler om varsling og arbejdsmarkedets regler, kunne man med CSR-holdning in mente foreslå, at kendte og planlagte fyringer fandt sted på en måde, hvor de fyrende virksomheder sørgede for at hjælpe deres medarbejdere bedst muligt: Ved at notere hvilke særlige færdigheder, uddannelser, erfaringer og kompetence de besidder.

Arbejdstageroganisationerne – herunder også private A-kasser – kan i netværkssamfundet være de første til at modtage disse informationer og sammenholde dem med jobmuligheder og kortvarige uddannelsestilbud.

På arbejdsgiverside – inklusive offentlige arbejdsgivere – kan man tilsvarende forvente, at planlagte nyansættelser finder sted efter søgning med en bedre eller bare en generelt accepteret beskrivelse af ønskværdige og nødvendige færdigheder, erfaringer etc.

Kursusudbydere kan udnytte viden om lediges færdigheder til at matche de krævede/ønskværdige færdigheder og i langt højere grad udvikle kortvarige kurser til delvis eller fuldkommen opgradering af jobsøgende. Vi vil se et langt større og varieret udbud af kurser, (i overensstemmelse med EU-strategi på området) og i et netvækssamarbejde mellem virksomheder og kursusudbydere også se en række praktikantjobs, hvor offentlig medfinansiering vil have betydeligt større værdi end et ikke-eksisterende kommunalt kursus i ansøgningsskrivning. (Se artikel om faldet i uddannelse af ledige!)

Hvad bliver der af jobformidlingen? Der vil ikke ske støre skade ved at centralisere den igen, men det vigtigste er måske hele indstillingen til opgaven: Det drejer sig ikke bare om at finde et job til en arbejdssøger, det drejer sig om at medvirke til at optimere udnyttelsen af landets videns-ressourcer – uanset om det er en forsker eller en specialarbejder. Og med et effektivt fungerende informationssystem bør behovene for viden indgå som grundlag for vidensmæssig opkvalificering med alle de muligheder, hvor sådan noget kan foregå. En kombination af et velfungerende, centralt informationssystem og lokale, måske kommunale specialister, der kan hjælpe med at kortslutte kontakter til lokale virksomheder og kursusudbydere er – måske – en del af svaret.

D-land nedbryder friktioner, der skyldes vanetænkning, gammeldags organisationsformer og afgrænsede, lukkede informationskredsløb.

Er vi på vej til Overvågningssamfundet?

Dagens overskrifter 'Minister vil give SKAT mere magt' må fremkalde kuldegysninger og hovedrysten hos de danskere, der stadig er opmærksomme på, at beskyttelse af privatlivets fred, herunder brevhemmeligheden, er en del af de grundlæggende rettigheder, man har som borger i et retssamfund.

Den 10 september havde jeg fornøjelsen at være dirigent for et møde i PrivatTek 2010, der blev afholdt på Christiansborg i Landstingssalen med en række fremragende talere:

Linda Nielsen, dr. Jur., formand for IT-sikkerhedskomiteen, Kasper Mikkelsen, Sikkerhedsbranchen, om videoovervågning, teknologianvendelse og persondataloven v. Kontorchef Lena Andersen, Datatilsynet, Enterprise Arkitektur og Sikkerhed ved Allan Bo Rasmussen, EA Fellows, og et panel bestående af bl.a. Yldiz Akdogan (S), Lars Klüver, Teknologirådet, Lektor Peter Lauritsen, Århus Universitet, Kasper Mikkelsen. (Se præsentationerne her)

Der var især 2 bemærkelsesværdige observationer jeg gjorde mig: Den ene var min dybe undren over den manglende interesse fra den borgerlige del af Folketinget – og at Yldis var den eneste IT ordfører, der havde fundet det ulejligheden værd at møde og tage virkeligt seriøst fat i debatten.

Den anden observation var delvist foranlediget af Kasper Mikkelsen, der konstaterede at der allerede nu er 300.000 overvågningskameraer i funktion (mindst), og at interessen for flere var stigende – samtidigt med at der ikke eksisterer en lav-praktisk lovgivning som for autoriserede el-installatører, der sikrer at de par hundrede installatører, der arbejder i branchen, kan blive certificerede til at forstå og at overholde Persondatalovgivningen.

Lars Klüver opsummerede status for danskernes opfattelse af Privacy/Privathed som svarende til den opfattelse vi havde af forurening i starten af halvfjerdserne: Det er nok noget skidt, og vi må hellere begynde at gøre noget ved det. (Se afslutningsdebatten under paneldebat t.v.)

Når selv pæne grundejerforeningsformænd i ramme alvor kan foreslå at lade grundejerne 'beskytte' af videokameraer uden nærmere at sætte sig ind i konsekvenser og regler, er det indlysende, at der er tale om en faretruende udvikling i vores holdning til respekt for individet. Det hjælper øjensynlig ikke på den falske tryghed, som almindelige mennesker tror de opnår, at forskere som Peter Rasmussen og andre udgiver resultater af studier, der fortæller at grovere kriminalitet ikke reduceres af videoovervågning, folk maskerer sig bare. (Se denne artikel – Berlingske 2008)

Og har vi ikke indbrudstyve at frygte i parcelhuskvartererne, kan vi jo altid stramme terrorlovgivningen. Netop denne lovgivningen har medført, at vi på en række vitale områder har sløjfet brevhemmeligheden, og det fremgår endda at vi i Danmark har været nidkære nok til at overfortolke de bemyndigelser, vi har fået i EU direktivet, og pålægger telesektoren, andelsforeninger, hotelbranchen hidtil uhørte krav til registrering. Samtidigt overvejer justitsministeriet at udvide bemyndigelserne til også at omfatte overvågning af brug af PC'er på biblioteker m.v.

Juraprofessor Vagn Greve fra CBS siger om dette: (citat Information) »Der er allerede nu gennemført et overvågningssystem, man kan sammenligne med Stasi. Hvis man vil registrere endnu mere, er det i strid med helt basale menneskelige rettigheder.«

Og så optræder en såkaldt 'liberal' skatteminister nu med et forslag om intet mindre end at spejle virksomhedernes databaser under dække af, at man så lettere ville kunne finde f.eks. Stein Baggers manglende 100 mio kroner.

For det første rummer det hidtil usete merkomplikationer for SKAT's IT-organisation, og alene af den grund kan man betvivle på seriøsiteten. Men krav om total udlevering af firmadata og lagring heraf er fuldstændigt i strid med de grundlæggende principper i Databeskyttelsesloven: Her taler man om at der første skal være et sagligt argument, for det andet at indtrængen i personlige data skal ske i proportion med den forbrydelse man ønsker at afsløre/vil forhindre, og for det tredje at man ikke registrerer persondata med mindre det er absolut nødvendigt.

Hvori består sagligheden? SKAT har jo i forvejen alle midler og regler åbne til det basale, som er deres saglige begrundelse 'Follow the money'!. Oplysninger om bankoverførsler, køb og salg via moms-loven, ind- og udbetalinger til ansatte herunder direktion. Mere end det vil ikke være sagligt begrundet.

Og en spejling af virksomhedens data omfatter grundlæggende potentielle krænkelser af personlige information om medarbejdere (løn-, sundheds-, fraværsdata, bedømmelser af medarbejdere etc.), og et særdeles væsentlig aktiv er jo normalt også firmaets kundedatabase med alle de private oplysninger, som forhåbentligt i forvejen er anmeldt til Datatilsynet, men som nu skulle eksporteres til et uvist back up center med andre sikkerhedsforskrifter end de, der gjaldt oprindeligt.

Hvori består det proportionelle? Hvis SKAT 'kun' kan finde 30 mio i skjulte penge gennem en særlig taskforce, hvor meget privatliv skal vi køb på for at tallet stiger til 60 mio?

Og hvori består det nødvendige, når man har indberetningspligter på alle pekuniære områder?

Holdningen i det største regeringsparti kan vi nu slå fast IKKE er liberal. Det repræsenterer et formynderstats-system, som ønsker kontrol over menneskeværd og borgerindflydelse.

Hvis tonerne fra med-regeringspartiet i Ålborg i week-enden overhovedet skal have nogen effekt, så kunne man passende belære det andet regeringsparti om grundlæggende frihedsrettigheder inden det er for sent. Har vi overhovedet en redningskrans i sigte?