(D-Land: Danmark 3.0 betegnelse for et gennem-digitaliseret Danmark)
Det er tankevækkende, at nobelprisen i økonomi i år går til Dale Mortensen, Århus Universitet, der er en ledende forsker i betydningen af friktioner som bremseklods for at markedskræfterne kan udfolde sig frit og medvirke til en reduktion af f.eks. arbejdsløshed.
Det tankevækkende er, at det optræder præcis samtidigt med at Berlingske Tidende kører en 'afsløring' af hvor dårligt den kommunale indsats for at bekæmpe ledighed virker – i hvert fald i nogle kommuner. Og som har medført at LO og DA kræver en ændret indsats.
I et digitaliseret samfund – et Danmark 3.0 – skal den slags problemstillinger IKKE forekomme. Men som med så mange forhold i Danmark 3.0, er det ikke BARE et spørgsmål om at udnytte teknologien, den skal også 'enactes', d.v.s. implementeres i en hensigtsmæssig organisatorisk struktur, der bygger på tankegangen om at i et netværk er vidensdeling den hårde valuta, og det der får netværket til at fungere langt bedre end traditionelle bureaukratier. Også bedre end den form for kontrakttænkning, der har sneget sig ind i offentlig forvaltning de seneste 20 år, og som gør det muligt for kommuner at maximere egen profit uden at bidrage synderligt til at nedbringe ledigheden. Incitamentstrukturer alene gør det ikke, vi har brug for en radikal omtænkning af hvorledes informationsflowet kan styrkes og hvilke organisationsformer og alternative incitamenter, der kan etableres i Danmark 3.0.
Lad os starte med virksomhederne – inklusive kommuner og regioner, der i disse dage fyrer i hobetal. I stedet for blot at holde sig til regler om varsling og arbejdsmarkedets regler, kunne man med CSR-holdning in mente foreslå, at kendte og planlagte fyringer fandt sted på en måde, hvor de fyrende virksomheder sørgede for at hjælpe deres medarbejdere bedst muligt: Ved at notere hvilke særlige færdigheder, uddannelser, erfaringer og kompetence de besidder.
Arbejdstageroganisationerne – herunder også private A-kasser – kan i netværkssamfundet være de første til at modtage disse informationer og sammenholde dem med jobmuligheder og kortvarige uddannelsestilbud.
På arbejdsgiverside – inklusive offentlige arbejdsgivere – kan man tilsvarende forvente, at planlagte nyansættelser finder sted efter søgning med en bedre eller bare en generelt accepteret beskrivelse af ønskværdige og nødvendige færdigheder, erfaringer etc.
Kursusudbydere kan udnytte viden om lediges færdigheder til at matche de krævede/ønskværdige færdigheder og i langt højere grad udvikle kortvarige kurser til delvis eller fuldkommen opgradering af jobsøgende. Vi vil se et langt større og varieret udbud af kurser, (i overensstemmelse med EU-strategi på området) og i et netvækssamarbejde mellem virksomheder og kursusudbydere også se en række praktikantjobs, hvor offentlig medfinansiering vil have betydeligt større værdi end et ikke-eksisterende kommunalt kursus i ansøgningsskrivning. (Se artikel om faldet i uddannelse af ledige!)
Hvad bliver der af jobformidlingen? Der vil ikke ske støre skade ved at centralisere den igen, men det vigtigste er måske hele indstillingen til opgaven: Det drejer sig ikke bare om at finde et job til en arbejdssøger, det drejer sig om at medvirke til at optimere udnyttelsen af landets videns-ressourcer – uanset om det er en forsker eller en specialarbejder. Og med et effektivt fungerende informationssystem bør behovene for viden indgå som grundlag for vidensmæssig opkvalificering med alle de muligheder, hvor sådan noget kan foregå. En kombination af et velfungerende, centralt informationssystem og lokale, måske kommunale specialister, der kan hjælpe med at kortslutte kontakter til lokale virksomheder og kursusudbydere er – måske – en del af svaret.
D-land nedbryder friktioner, der skyldes vanetænkning, gammeldags organisationsformer og afgrænsede, lukkede informationskredsløb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar