Hvad gør kommunerne på Facebook?

På eGovernment-holdet på ITU diskuterede vi i onsdags kommunerne og deres engagement eller manglende samme på Facebook. Baggrunden er, at KL i april startede 5 pilotprojekter op for at 'styrke kommunernes brug af sociale medier'. Så Aalborg, Bornholm, Frederiksberg, Gladsaxe og Kolding deltog i opstartsmødet. På dette tidspunkt var kun 15 af landets kommuner aktive på Facebook, mens 32 andre kommuner havde ladet enkelte institutioner selv forsøge sig. Ved opstarten meldte KL ud, at formålet var 'at indsamle, formidle og dele viden om kommunernes muligheder og borgernes ønsker, så man kunne friste flere kommuner til at arbejde strategisk med de sociale medier.' En mere sammenhængende beskrivelse af baggrund og holdninger finder man i IT- og Telestyrelsen/KL's pamflet om digital borgerdialog, udgivet i august 2011

eGovernment holdet koncentrerede sig i første omgang om kommunerne i region Hovedstaden og gjorde indledningsvist et antal observationer over forekomsten af kommunale services på nettet, og hvordan indtrykket af aktivitet ved. Her konstaterede man blandt andet:

Især enkelte biblioteker og ungdomsråd synes at være aktive på Facebook, men kvaliteten varierer enormt. Allerød Kommune er et eksempel på en kommune, der giver indtryk af at være aktiv, men har kun 394, der synes godt om det. Seneste aktivitet er en måned gammel, og der er et flertal af henvendelser, der går fra kommunen til borgerne. Frederiksberg Kommune, en af de 5 KL-piloter, synes at benytte Facebook til at brande kommunen som 'den grønne prik i det røde hav'. Mens selve facebook-siden virker som et sammensurium af borgerinfo om events, fotokonkurrencer etc. uden nogen klar linie eller debat. Gentofte Hovedbibliotek kan præstere hele 3901 venner, har en ret så opdateret 'væg' og aktiviteten benyttes flittigt til at profilere aktiviteterne på biblioteket. En af de absolut bedre.

Københavns Kommune har forsøgt sig med en borger-panel løsning på facebook, men succesen er mildest talt begrænset. Kun 53 personer synes om sitet, og aktiviteten er nærmest ikke-eksisterende. Man ville nok forvente efter erfaringerne fra den positivt omtalte 'giv-et-praj', der retter sig til cyklister og trafikanter, der kan fortælle om huller i vejen og andre problemer.

Hvidovre kommune har tilsyneladende ikke en Facebook-side, men har i stedet valgt at benytte blog-teknologi til at fremme den lokale debat. Det ser ud til at virke fint, der er mange indlæg og mange forskellige emner er berørt.

Gladsaxe Kommune er også med i pilot-projekterne, og Facebook siden ligner i høj grad Koldings facebook-fremtoning. Gladsaxe holder siden opdateret, har tydeligvis en kommunikationsmedarbejder allokeret til projektet, og med 1010 personer, der kan lide væggen en absolut pæn score. Men en blandet landhandel af informationer om cykelhjelme, fjernvarmeanlæg, flytning af hjemmehjælp depoter etc. og men en relativt begrænset mængde spørgsmål eller henvendelser direkte fra borgerne.

Så en sammenfatning af observationerne er, at der ikke synes at være nogen klar linie eller strategi for hvordan man henvender sig eller indgår i en dialog med borgerne på Facebook, og sammenhængen til kommunens hjemmeside og borgerservices er sporadisk. Selve budskabet og hvad borgerne kan forvente af facebook-tilstedeværelsen er meget uklart, også i de bedste kommunale tilstedeværelser. Som det fremgik af en blog allerede fra januar – manden fra kommunen – er der i de bedste kommuner, her Kolding, 'gang i den', frit sprog og aktivitet – men samtidigt gøres der opmærksom på : 'Formelle henvendelser sker direkte til kommunen – www.kolding.dk/kontakt ' - så man kan altså ikke bruge Facebook som led i sagsbehandling, og man kan heller ikke vide, om de svar, man får er autoritative. Værre bliver det, når f.eks. borgmesteren er en hyppig gæst og optræder som 'manden fra kommunen' – eller borgmesteren for det hele, og dermed træder i stedet for de administrative, sagkyndige medarbejdere. I en valgkamp vil man nok (fra oppositionen) foretrække, at borgmesteren holdt sig til sin politiske parti-facebook side og ikke optrådte i en mellemrolle.

Hvad er så konklusionen og anbefalingerne?

Først de mere advarende og negative: For det første må man sige, at det er forbundet med et vist ressourceforbrug, hvis kommunen skal have et aktivt liv på FB. Det betyder at man skal vurdere business casen i forhold til alternativer og til udbyttet.

For det andet kan man stille spørgsmål ved om FB overhovedet betragtes som et seriøst medie for borgerne. For det tredje er det klart, at det er forbundet med problemer for de kommunale medarbejdere at skulle give slip på styringen, og acceptere at man kan få endda særdeles ubehagelige tilbagemeldinger. Hvornår SKAL man gå ind i en dialog? Hvis strategien blot er, at man hellere må være tilstede på FB, fordi de andre er det, skal man lade være.

Blandt de positive anbefalinger på områder, hvor man kan formode at få udbytte, er f.eks:

Konkrete, kampagneorienterede forløb, hvor formål og varighed er klart defineret. Det kan være i forbindelse med en konkret høring, f. eks. I forbindelse med borgerinddragelse om budgetnedskæring.

Også enkeltinstitutioner som f.eks. Gentoftes Hovedbibliotek ser ud til at fungere, ligesom specifik ungdomsrettet eller anden borgergruppe-rettet kommunikation har en mulighed.

Her bliver det betydeligt mere oplagt, om og i givet fald i hvilket omfang man kan få borgere i tale, som ellers ville gå under radaren.

Og så er det altid en god ide at vurdere værktøjet i forhold til problemstillingen – en lang række høringssager, ide-genereringsprocesser, brainstorming processer eller problemafstemningsområder vil være nemmere og mere overskueligt for deltagerne at håndtere i andre typer sociale medier end lige netop Facebook.