e-Valg i D-land

I et fuldt digitaliseret samfund er det ikke borgernes relation til det offentlige, der ændrer sig –hele det politiske system, partiapparater, meningsdannelsen, forholdet mellem de traditionelle medier og internetbaserede tilbud vil også betyde en nedbrydning af den måde, vi traditionelt har opfattet vores repræsentative demokrati på.

Teknologirådet har nedsat en arbejdsgruppe, der har afholdt 2 høringer med inddragelse af diverse eksperter og debattører, herunder undertegnede, og en vurdering heraf kan forventes inden nytår.

Udgangspunktet for Teknologirådets vurderinger har været 3 scenarier, hvor man har vurderet om det ville være en farbar vej for afholdelse af fremtidige valg: Valglokaler som vi kender det med ikke-forbundne PC'er udrustet med særligt valgsoftware, flytbare valg busser, og som 3. scenarie frit valg med afstemning over internettet på PC, mobil etc.

Jeg skal ikke foregribe arbejdsgruppens endelige indstilling, men i stedet tage udgangspunkt et helt andet sted: Vores politiske system er ude af takt med de muligheder, som sociale netværker, 'web 2.0' giver – og er, hvis man ser på det, ikke spor repræsentativt.

Kun en meget lille del af den danske befolkning er i dag medlemmer af politiske parter. Det betyder f.eks. at de opstillede politikere kun vælges reelt af mellem 20-100 mødedeltagere, det betyder at det bliver svært at få frivillige til diverse offentlige ombud – valgtilforordnede, domsmænd, jurymedlemmer. Samtidigt har de traditionelle medier og deres fokus på specialtilfælde medvirket til at vores valg – det være sig kommunalvalg, folketingsvalg eller valg til EU – tenderer til at blive præsidentvalg – man ved en masse om de ledende politikere, men forbandet lidt om de andre, der har et stort arbejde at udføre. Med regionerne har vi ydermere fået et underligt folkevalgt in-between, hvis folkelige tilhørsforhold mere er bestemt af hvordan de støtter op om lokale initiativer end hvordan folkesundheden forbedres.

Hvordan ser dette billede ud i D-Land? I perioden 2015-2020 er 'alle' on line, alle har en skudsikker digital identitet, vi har etableret en infrastruktur, hvor den enkelte borger ejer sine egne data, og kan tillade offentlige myndigheder adgang til lagrede data – i stedet for i dag, hvor de enkelte forvaltninger og styrelser opfatter det som institutions hånd- og halsret over registre med personhenførbare informationer. One-stop-shopping, intelligente blanketter eller 'mindre bøvl' betyder i dette scenarie, at det er borgeren, der giver den offentlige myndighed ret til at søge information i de dele af borgerens samlede data, der er relevante for den konkrete sagsbehandling – og kun dem. Dette er ikke 'single sign on' som vi taler om det i dag, det er 180 grader forskelligt, fordi Borgeren pr. definition altid har ret til alle sine data, medens det er den enkelte myndighed, der her skal legitimere sit behov for adgang til specifikke informationer. Sundhedssektoren har naturligvis muligheder for i akuttilfælde at få adgang mod tilhørende efterfølgende revisionsadgang.

Blandt borgerens dybt personlige dataelementer er naturligvis også politiske præferencer. Man vil heller ikke i D-land kunne være medlem af mere end eet parti samtidigt, men man kan etablere stillerlister, interesseprofiler, lukkede communities, hvor det vil være langt lettere for en D-borger at deltage i debatten end at gå til vælgermøder eller partiopstillinger.

Det vil være langt lettere for interesserede potentielle kandidater at deltage i web 2.0 grupper, både om smalle emneområder og i et ny-politisk gruppesystem. Man vil vide langt mere om de kandidater, der søger opstilling, hvis denne process foregår kontinuerligt og ikke bare op til et forestående valg. Hvis opstillingsmøderne kan forløbe over en længere periode med masser af spørgsmål og svar, vil de opstillede kandidater ikke bare være tilpas grillede, men de vil også være kendt og valgt på andet end kortvarige, smarte bemærkninger. Så lad os bruge den digitale signatur, vores elektroniske identitet til at opstille de rigtige kandidater.

Hvad så med valget? Det vil være klart for enhver at de fysiske organisering af særlige valgmaskiner, deres vedligeholdelse – selv med en on line download af PC images, vil være klumpet, dyr og utidssvarende. Det store spørgsmål – også i Teknologirådets arbejdsgrupper – har været bevarelse af befolkningens tillid og den demokratiske kontrol af overholdelse af valgets spilleregler.

Tillid til systemet kan opbygges, f.eks. gennem en revision af partisystemet, men også sammenholdt med en opgradering af NemID-løsningen til et egentligt borgerID-kort, som anvendes i mange forskellige sammenhænge: kørekort, EU sygesikringskort, rejseID, BankID, lånerkort .. Jo mere man etablerer granulerede løsninger, der godt nok fysisk lagres på et smart card – eller hvor det er mere hensigtsmæssigt, den differentierede nøgle lagres på et smart card – jo flere gange det bruges, desto større tillid vil borgeren have til at benytte samme infrastruktur til den politiske Verden.

Og ved en gradvis indfasning af forskellige muligheder, er der ingen grund til ikke at gå direkte til en fuld on-line valgmulighed – måske ovenikøbet indrettet således, at man kan stemme, fortryde, stemme igen – og måske endda på valgdagen troppe op på et valgsted og benytte sig af en standard 'nøgen' PC på valgstedet til at afgive sin endelige stemme. Sikkerheden mod adgang, herunder utidig åbning af stemmeboxen, må foretages som en systemrevision, så 'sidste-minut' optællinger ikke påvirker afstemningen mere end exit-polls gør i dag.

e-Valg er ikke anderledes end enhver anden interaktion mellem borger og samfund – men tager vi vores demokrati alvorligt, må vi opgradere det til demokrati 2.0.